tirsdag den 11. juli 2017

Kedr Livanskiy

Russiske Kedr Livanskiy fik et mindre gennembrud sidste år med den glimrende EP January Sun. Den var så gennemført en oplevelse, at nogle af os ikke engang opdagede, at det var en EP. Måske vi snart skal have den store diskussion om formater igen.

Frem til 2017: den Moskva-baserede producer udgiver 8. september sit debutalbum Ariadna på 2MR (ejet af Mike Simonetti, der har stået bag Italians Do It Better). Titelsangen blev sluppet for nylig, og den ligger i naturlig forlængelse af January Sun med sin alsidighed. Det er imidlertid mindre house-baseret og tættere på hendes idoler Autechre og Boards of Canada. Det er samtidig hendes mest tilgængelige materiale, selvom hun også her leger meget med det fjerne som noget nærværende eller det nærværende som noget fjernt.

Den 26-årige Yana Kedrina er i øvrigt en del af pladefællesskabet John's Kingdom i Moskva, der både udgiver plader og arrangerer koncerter fra lokalmiljøet.



/Martin

mandag den 12. juni 2017

Jane Weaver og kosmos

Der er en vis retfærdighed til, når rutinerede musikere med integriteten i behold får et mindre gennembrud. Det var tilfældet i 2014 for Jane Weaver fra Liverpool, da hun udgav sin sjette plade The Silver Globe. Det siger lidt om hende, at titlen er taget fra den polske instruktør Andrzej Żuławskis On the Silver Globe fra 1988.

Hun har tidligere spillet i bl.a. Kill Laura (som John Peel elskede) og Misty Dixon. Solo har hun i højere grad nedtrådt små avantgardistiske stier og dyrket den såkaldte library music blandt meget andet.

På den nye plade fristes man måske til at tænke, at hun har lyttet mere til Broadcast. Men sandheden er nok snarere, at det er gået begge veje: Jane Weaver lærte Trish Keenan at kende gennem sin kæreste i slutningen af 90'erne, og siden udvekslede de to idéer. Inspirationen høres ganske naturligt også hos Vanishing Twin.

Titlen på hendes nye plade, Modern Kosmology, afslører delvist, hvor vi er på vej hen: den tyske ”Kosmische Musik” og krautrock er en bærende del af lyden. Hendes tidligere brug af improvisation har hjulpet hende i arbejdet med det mere psykedeliske, men Jane Weaver er meget mere end det. Hun er en fortræffelig sangskriver, og melodierne sidder ganske enkelt lige i skabet.



/Martin

søndag den 7. maj 2017

Saint Etienne inkarnerer poprespekten

Jeg elsker Saint Etienne. Meget højt. Ikke på den måde hvor jeg finder alle deres sange fantastiske, selvom de er blandt de vigtigste popbands fra 90'erne og frem. Nej, jeg elsker dem ubetinget grundet deres respekt for popmusikken og -historien.

Det går ikke altid godt, når musikjournalister vil være musikere, men nogle gange rammer det plet. Pet Shop Boys er for mange det mest kendte eksempel, og da vennerne – og musikkritikerne – Bob Stanley og Pete Wiggs startede Saint Etienne, viste det sig hurtigt, at deres erfaring fra den anden side af bordet var en enorm ressource.

Særligt Bob Stanley har gjort sig bemærket på skrift, og hans popantologi Yeah Yeah Yeah – The Story of Modern Pop er blandt de absolut bedste musikbøger, man kan finde.

Historien kan vi tage en anden gang, så her er den korte version: debutalbummet Foxbase Alpha bød på forskellige vokalbidrag, men særligt Sarah Cracknell gjorde sig bemærket, og den ultracharmerende Essex-sangerinde – netop fyldt 50 år – blev en fast del af Saint Etienne. Debuten står tilbage som en underspillet triumf, og trioen har holdt sammen lige siden.

De senere år har der været flere år mellem udgivelserne. I 2012 udgav de den fremragende Words and Music by Saint Etienne, hvorpå man i introsangen Over the Border får en god fornemmelse for deres egen fascination af pophistorien:

When I was 10 I wanted to explore the world
There were these older kids at school who'd gone all the way to Somerset
Just to see Peter Gabriel's house... Peter Gabriel from Genesis
They way they'd dressed, the way their hair fell over their coat collars
It all happened because of music, I wanted to know why
I couldn't go to Somerset on my own
So I used Top of the Pops as my world atlas

In 1974, I bought my first single, from Woollies in Redhill
I started to memorise the charts, to memorise the leagues
Tuesday lunchtime at 12:45, Saturday afternoon at five o'clock
I didn't go to church, I didn't need to
Green and yellow harvests, pink pies, silver bells 
and the strange and important sound of the syntheziser

Og så fremdeles. Det hele er drevet af den særlige viden, der udelukkende er drevet af kærlighed til musikken og særligt singlerne – hvor albummet mere er en pakke, der samler de gode sange. Eller som Jørgen Leth har sagt om at skabe film: et plot er et stativ, hvorpå man kan hænge de gode scener. Jeg er ikke nødvendigvis enig, men jeg er heller ikke ubetinget uenig.

Nuvel: der er gået fem år, og trioen er nu ved at være klar med pladen Home Counties, der bliver udgivet 2. juni på Heavenly. Hele 19 sange fremgår af oversigten, hvoraf et par fine singler allerede er ude: Heather og Magpie Eyes.

Har du penge, du kan bruge? Søg efter genudgivelsen af Foxbase Alpha med dertilhørende forstørret Subbuteo-figur i Saint Etienne-trøje (ja, de er opkaldt efter klubben, hvilket kun gør dem mere tiltrækkende).



/Martin

torsdag den 13. april 2017

En gave fra Malmö: Hater

Én af de fineste kvaliteter i popmusikken er at vende melankolien på hovedet og præsentere den upbeat. Selve forsøget indeholder både erkendelsen af det umulige og en form for distance. Distancen til smerten og selvet er begge kunstige (fordi man har fremtvunget den), og deri består også erkendelsen af det umulige og dermed fantastiske: at skubbe noget væk er en del af et valg, hvor kontrakten foreskriver, at det ikke forsvinder ved at være længere væk. Men det er netop vilkåret, og det er dermed vilkåret for alle. Der skal en kærlig behandling til, et skub, lidt eskapisme. En heroisk eskapisme.

Malmö er kommet fint på kortet i popmusikken de seneste år. Blandt de seneste skud på stammen er kvartetten Hater med Caroline Sandahl i front. Bandet bød sidste år på den lovende Radius EP og et par fine singler, og i år kom så debutalbummet You Tried. Selve titlen passer fint ind i deres selvforståelse og lydbillede, der er præget af en til tider konstaterende tone filtret ind i behagelige melodier. Ikke helt ulig Alvvays.

Pladen er ude på stockholmske PNKSLM (Punk Slime).





/Martin

søndag den 2. april 2017

Kelly Lee Owens

Walisiske Kelly Lee Owens udgav i sidste uge sit debutalbum, der lyder samme navn. Sådan noget kan jo være et statement. At denne plade er hende. I så fald er hun en mangefacetteret drømmer, og det er jo ikke værst.

Den 28-årige har været i sygeplejen, hun har været i praktik på XL, hun har stået i pladebutik og peget Björk i retning af technoafdelingen. Hun har også remixet Jenny Hval, hvorefter selvsamme Jenny fik lyst til at medvirke på Kellys debutalbum.

Det giver god mening: Kelly Lee Owens spiller på nogle af de samme tangenter og bruger flittigt med virkemidler fra både techno, dance og drømmepop, ligesom vokalen ofte hviskes, muligvis konstaterende.

Jeg så hende første gang på by:Larm i 2016. En meget fin koncert, der var blandt højdepunkterne det år. Hun bruger – både live og på plade – variationen til sin fordel, og man når sjældent at kede sig. På debutalbummet er man tilmed så heldig, at hun ikke følger tendensen med at fyre det bedste af i starten, hvorefter det hele fiser ud.

Med både Jenny Hval-optræden og Arthur Russell-hyldest på pladens første del bliver man forkælet, ligesom man bliver belønnet for at holde koncentrationen. Hun har en fornem sans for timing og gentagelse af visse elementer, som hun lader køre ud så længe, som det er nødvendigt. Til tider er der også spor af den mere gyldne Jessie Ware. I en slags undervandsudgave.

En fjerdel af året er gået, og én af årets bedste plader er netop blevet udgivet (på Smalltown Supersound, der også har taget sig af Lindstrøm, Dan Lissvik m.fl.).



/Martin

søndag den 19. februar 2017

Spinning Coin og bittersød jangle

Skotske Spinning Coin er dybt forankrede i deres hjemby. De er et produkt af Glasgow, opflasket på legendariske Postcard Records og herligt gråvejr.

Det er de jangly guitarer, den konstaterende (og kontrasterende) vokal, den stædigt produktive DIY-ånd, titlen: Raining on Hope Street. Det er hele pakken, og den er kompakt.

Efter en lille række af fine singler tør vi efterhånden håbe på en snarlig EP eller (gisp!) endnu mere.



/Martin

fredag den 3. februar 2017

ML Buch med tråd

Marie Louise Schou Buch ville være for langt et kunstnernavn. ML Buch kan man huske. Begge navne er flotte. Det samme er musikken.

Og dog er flot det forkerte ord. Der er intet pænt over det. Det er på sin vis rent i sin beskidte tone. Det er sangskrivning, der fremstår meget klar. Den er klar.

The Being Music, AKA hele verdens Jomi, har sin egen måde at gøre tingene på som pladeselskab, og det har bl.a. We Like We draget nytte af. Hvordan udgives ML Buch da hos Jomi? ML Buch laver en masse gode sange, og Jomi deler rundhåndet. Vi tager imod. Vi smiler. Oprigtigt.

I slutningen af januar kom Everybody Needs. Dermed er der på kort tid udgivet fire singler med en femte på vej medio februar. De når vidt omkring, og med Everybody Needs når hun til et gavmildt fokus på den guitarbaserede sangskrivning, der snildt kan have omringet hendes egen opvækst.

Det er her, vi kan vende tilbage til idéen om det enkle over for det simple. Dette er ikke simpelt. Der er til gengæld noget enkelt over det. Selvklart. Klart.



/Martin

onsdag den 11. januar 2017

Lydia Ainsworth og den klassisk trænede pop

Canadiske Lydia Ainsworth er en klassisk trænet komponist, der på debutalbummet Right from Real (2014) fornemt blandede klassisk musik med elektroniske elementer.

Hendes nye single The Road har et mere forfinet popudtryk (elegant afspejlet i videoen), der trækker en anelse i retning af Purity Ring. En spændende udvikling, der lover godt for den kommende plade Darling of the Afterglow. Den er ude 31. marts og kan forudbestilles her.



/Martin