(Scroll lidt længere ned for at gå direkte til listen)
Popmusikken, derimod, har haft et mindre godt år på trods af en del perler. Gamle rockister vil altid brokke sig over, at popmusikken bygger på formularer, hvor man blot udskifter sangeren. En sort/hvid udlægning af denne slags vil altid være både sand og falsk. Det præcist samme gælder for rockmusikken, og det er selvfølgelig overdrevet i begge tilfælde. Men i 2017 er der i lidt højere grad en tendens til dovenskab i sangskrivningen, hvilket langt hen ad vejen skyldes lettere adgang til data og muligheder for at give lytterne mere af det, de i forvejen kan lide.
Særligt i produktionerne høres det, når trap (der i sig selv allerede er på vej ud) sniger sig ind hist og her, og lyden af Atlanta er pludselig også i den skandinaviske og britiske popmusik. På vores side af Atlanten er der mere fokus på at ramme en vis blødhed i de samme beats, der hos amerikanerne lyder en anelse hårdere. Mellemlaget af nordisk og britisk pop stortrives, og der er kamp om lytterne, der imidlertid har været gode til at sprede lytningen (og streamingen) ud.
Den slags år bliver gerne fulgt af et meget bedre år, og der er ingen grund til at tro, at alt har spillet fallit, at data har ødelagt det hele, at vi lige så godt kunne have robotter til at skrive sangene og så videre og så videre. Men 2017 har bare ikke været popmusikkens år. Ikke i traditionel forstand og ikke i forhold til kvalitet. Det urbane vinder fortsat frem, og sådan en sætning får enhver til at lyde gammel. Ikke et ondt ord herfra om hverken gamle eller det urbane. Det er fantastisk at have f.eks. SZA og Princess Nokia som markante stemmer og rollemodeller! Det er forrygende, at Kelela har fundet så forskellige fans.
Gamle favoritter har udgivet godkendte og gode plader: The Clientele, Mogwai, Broken Social Scene, Dirty Projectors, GY!BE, Grizzly Bear, Liars og mange flere (herunder et par stykker på listen). Andre har fejlet fælt på plade, i særdeleshed Arcade Fire. Grammy-nomineringerne for "Best Alternative" ligner en liste fra 2007 med bands, der alle er blevet headlinere i mellemtiden: Arcade Fire (av), Gorillaz (godkendt), LCD Soundsystem (herlig), Father John Misty (ok) og The National (godkendt). Mass indie har for længst slået igennem i samfundet.
Den elektroniske musik bød på færre mørke triumfer, og måske har der været behov for en lille pause fra Tri Angle-æstetikken (med forskellige mørkemænd som Roly Porter, Haxan Cloak, Holy Other og Forest Swords – sidstnævntes Compassion er én af årets bedre). Selv fantastiske Fever Ray lyder af og til helt optimistisk. En god plade fra hendes hånd også!
Gode EP'er er det også blevet til, ikke mindst fra yaeji og Carla dal Forno. De fleste er nok sprunget videre til selve listen nu, så jeg må hellere stoppe. 2017 har alt i alt været fyldt med glimrende udgivelser, og der er al mulig grund til at antage, at det fortsætter i 2018.
Som altid: rækkefølgen ville se anderledes ud om en uge, og om en måned har jeg hørt plader, som jeg slet ikke nåede i løbet af året, og om to måneder er jeg træt af enkelte af pladerne på listen og så videre. Med andre ord: se listen som en inspiration og et øjebliksbillede.
Tak til alle, der læser med og støtter musikken.
25. John Maus – Screen Memories
John Maus har ladet os vente i seks år, siden han udgav sin nærmest kanoniserede We Must Become..., og trods farlige forventninger har han lavet en yderst vellykket opfølger. Musik til natten, akavet karaoke og stiv kropsholdning.
24. Kedr Livanskiy – Ariadna
Den russiske producer udgav sidste år sin første EP, og med Ariadna følger hun op med en mindre houset og til tider Autechre-blød techno. Førstesinglen og titelsangen når vidt omkring, hvilket man også kan sige om resten af pladen.
23. Waxahatchee – Out in the Storm
Katie Crutchfield udgiver en plade hvert andet år. Hun udgiver en god plade hvert andet år. Hun har stadig de samme idoler fra 90'erne, og produktionen er kun blevet marginalt finere i kanten. Til gengæld viser hun lidt nye sider af sig selv med Recite Remorse og Sparks Fly, der ligger side om side sidst på pladens første halvdel.
22. Wacław Zimpel & Jakub Ziołek – Zimpel / Ziołek
Tak til The Quietus for anbefalingen! Et minimalistisk, jazzet og indelukket eksotisk værk er der kommet ud af samarbejdet mellem Zimpel og Ziołek, som jeg på ingen måde kendte i forvejen. De er angiveligt to af den polske undergrunds mest spændende bekendtskaber, og med denne plade som bevis er der god grund til at dykke ned i selvsamme undergrund.
21. Colleen – A Flame My Love, A Frequency
Franske Colleens sjette plade er – for hendes standard – nogenlunde tilgængelig. Den er ligetil. Den er som små dråber i Planet Earth, som man zoomer ind på for at afsløre et liv inde i hver enkelt dråbe. Med få synthesizers og få virkemidler har hun igen vist sig som ét af de mest rørende bekendtskaber i nyere fransk musik.
20. Julie Byrne – Not Even Happiness
Og apropos rørende: hvis noget album fra 2017 har indbudt til at spadsere og høre på én, der med garanti er mere melankolsk end dig selv, er det den herligt tvetydigt betitlede Not Even Happiness. En luftig-stille stemme og ni sange, der kalder på at blive afspillet så snart, de er færdige.
19. SZA – Ctrl
Ensomheden bliver angrebet, og usikkerheden skaber attituden. Solána Rowes debutalbum var længe undervejs, og fortællingen om forsinkelsen har allerede fået sit eget liv. SZA er en lysende stjerne inden for R&B.
18. Parlor Walls – Opposites
En intens omgang jazz-rock, der vræler som en gammel metro. Det er yderst veloplagt, energisk og underligt overset. De deler i øvrigt label med Horse Lords of The Necks, men det er sandsynligt, at et lidt større indie label samler dem op.
17. Perfume Genius – No Shape
Mike Hadreas leverer udelukkende gode plader, og her er han næsten på niveau med Put Your Back N 2 It fra 2012. Produktionen er endog endnu stærkere her, og nye detaljer træder frem for hver gennemlytning.
16. Slowdive – s/t
De bedste blandt shoegazerne (sammen med My Bloody Valentine selvfølgelig) har cementeret deres position med en absolut værdig efterfølger til Pygmalion fra 1995. Britpop satte shoegaze på standby, men eftertiden har været retfærdig, og hvor Oasis i dag lyder som en rest af fortiden, er Slowdive, Ride m.fl. ældet mere med ynde.
15. Arca – s/t
Venezuelanske Arcas tredje plade er også hans bedste. Rumligheden kalder på bedre høretelefoner, end jeg ligger inde med, for han forstår bedre end de fleste at skrue på knapperne. Det er en behagelig overraskelse, at han bruger sin stemme så fremtrædende, og det hele kulminerer på Desafío.
14. Richard Dawson – Peasant
Man kan høre så mange plader på et år, at det er dybt unfair over for mange musikere, hvor lidt tid man egentlig har givet dem. Peasant er en plade, der bliver i kroppen efter første gennemlytning. Det er noget så unikt som avant-folk, der handler om kongeriget Bryneich i middelalderen og de mange forstyrrende paralleller til samtiden.
13. Kelela – Take Me Apart
Kelela gjorde sig bemærket allerede i 2013 og har siden turneret vidt og bredt og udgivet en forrygende EP. Take Me Apart er formelt hendes første studiealbum, og hun bruger længden fint til at skabe et intimt og medrivende sci-fi-R&B-univers, hvorfra LMK står tilbage som én af årets bedste sange.
12. Saint Etienne – Home Counties
Evigt charmerende Saint Etienne må være de bedste til at arbejde med geografi, og derfor er det så meget desto mere spændende med en titel som Home Counties. De tre har hver især genbesøgt deres hjemsteder og fletter erindring sammen med fiktion. De skaber billeder som få, de skaber rørende øjeblikke uden for megen sentimentalitet, og de er måske de eneste, der kan slippe af sted med at forestille sig, hvordan Bowies liv ville se ud, hvis han aldrig havde forladt forstaden.
11. Chuck Johnson – Balsams
Chuck Johnson leverer med Balsams en form for ambient country, som jeg aldrig har hørt før, selvom den er beslægtet med Brian Eno i starten af 80'erne, primært ved brugen af steel guitar. Det er beroligende, og det er smukt, og meget af tiden er det alt, hvad du behøver for at have det rart.
10. Sophia Kennedy – s/t
Sophia Kennedy laver begavet popmusik, der både er letbenet og dramatisk. Hun leger sig frem og er hele tiden på kanten af det teatralske, men holder sig som oftest på den rigtige side. Pladen er udgivet på DJ Kozes label Pampa, der ellers primært tager sig af house og techno. Selvom pladen er ujævn, er den virkelig god, når den er god.
9. Jlin – Black Origami
Jerrilynn Patton er ét af de mest spændende navne i elektronisk musik disse år. Hun optrevler konstant sin egen musik, sætter den sammen igen for så at skille delene ad og skabe noget nyt. Samarbejdet med bl.a. Holly Herndon her skærpet denne teknik, og det er der kommet en yderst gennemført plade ud af.
8. Kelly Lee Owens – s/t
Norske Smalltown Supersound må gnide sig i hænderne over at have signet walisiske Kelly Lee Owens. Hendes debutalbum er varieret og i familie med Jenny Hval, som også medvirker på én af sangene. Drømmepop med technoproduktion.
7. Mount Eerie – A Crow Looked at Me
"Death is real / someone's there, and then they're not." Så er tonen slået an, og tristheden bliver kun mere omsluttende og omfavnende. De fleste musikinteresserede har hørt historierne om Phil Elverums hustrus dødsfald, og de fleste af os har nok grådkvalt forestillet os enkemanden og datteren, der stadig modtager den afdøde hustru og mors post. Det er hjerteskærende, og særligt de konkrete eksempler er hårde at lytte til.
6. St. Vincent – Masseduction
Annie Clark har alle dage været en beundringsværdig musiker, og selv når jeg ikke har været helt opslugt af musikken, har jeg alligevel været imponeret. Som oftest har jeg dog holdt af pladerne, og med Masseduction har hun lavet sin hidtil fineste og mest ambitiøse.
5. Visible Cloaks – Reassemblage
Den amerikanske duo har med Reassemblage lavet en futuristisk omgang ambient. Titlen er en reference til en vietnamesisk film om Senegal, der bl.a. er en kritik af andre film, der forsøger at forklare en kultur fra en anden kulturs ståsted. Reassemblage gør det samme, når den trækker mig mod Japan. Produktiv afslapning.
4. Four Tet – New Energy
Kieran Hebdens niende plade som Four Tet er én af hans bedste, helt deroppe med en nyklassiker som There Is Love in You. Også her er der masser af hjerte at finde, og selvom det ikke er lige så underspillet, vinder Four Tet også på de umiddelbare kvaliteter.
3. Jane Weaver – Modern Kosmology
Jane Weaver har lavet musik i mange år og har nu fået et lille gennembrud med Modern Kosmology, der delvist er en reference til kosmische Musik og kraut. Pladen tøffer af sted og er en fantastisk blanding af det krautede og noget mere Broadcast-inspireret (Jane Weaver kendte også Trish Keenan).
2. Phoebe Bridgers – Stranger in the Alps
Årets debutalbum! Phoebe Bridgers maler som singer-songwriter overbevisende og mangefacetterede indie-folk-billeder. De stærkt bevægende tekster er heller ikke uden humor og selvindsigt ("Jesus Christ, I'm so blue all the time"). Selv hvis hun aldrig udgiver mere, har hun gjort et uudsletteligt indtryk på mig.
1. Alex Cameron – Forced Witness
En ven beskrev ham som pop-foie gras: alt for meget og lidt klamt – men også virkelig lækkert. Alex Camerons anden plade er for mig ren nydelse fra start til slut. Han er først og fremmest en formidabel popsmed, og så har han i 2017 leveret bedre tekster end nogen anden (i hvert fald uden for hiphop). Han har for mig lavet årets vigtigste plade, fordi han bedre end nogen anden udforsker feltet mellem oprigtighed og ironi. Ironien er ikke en distance, og den er ikke bare et greb. Alle mennesker er til en vis grad karakterer, når vi agerer forskelligt over for forskellige mennesker. Det er der intet underligt ved, og de fleste af os ville ønske, at vi så vidt muligt altid var den samme. Det gør ingen til løgnere eller skuespillere, at vi varierer sprogbruget eller nedtoner/opjusterer noget afhængigt af personen, vi er sammen med. Men det er en vigtig erkendelse, at det ligger i os, og at alle musikere selvfølgelig også er karakterer – hvor forskelligt de så griber det an og står ved det. Alex Cameron spiller overordnet karakteren som forfejlet entertainer, og i sangene udfolder forskellige subkarakterer sig. Det er samfundets tabere, udstødte, perverterede hverdagsmennesker, brødbetyngede machotyper, det er glimt af fortrydelse og skønhed i grimheden. Han bringer nogle typer i spil, vi ofte ikke vil vedkende os, og han afslører egenskaber, vi ikke kan lide i hverken os selv eller vores medmennesker. Der er meget, meget mere på spil end bare forrygende popmusik. Alex Cameron kan sit håndværk, og han har leveret en stærkere samling sange end nogen anden i 2017 – men lige så vigtigt er det, at han er den eneste, der konceptuelt har bragt noget virkelig interessant på bordet i år.
/Martin
