torsdag den 10. september 2015

The Blue Nile med paraden på afstand

Blandt de absolut mest oversete bands i den alternative pophistorie er The Blue Nile fra Glasgow. En perfektionistisk tilgang, langsomme arbejdsprocesser og et pressesky liv gjorde ikke tingene nemmere, men gruppen har – formentlig af disse grunde – efterladt nogle af de stærkeste plader, Storbritannien har at tilbyde.

Særligt debutalbummet A Walk Across the Rooftops (1984) og opfølgeren Hats (1989) står tilbage som stort set perfekte plader. I disse dage bliver Destroyer / Dan Bejar fremhævet som et moderne bud på vellykket sophisti-pop, og der er bestemt ligheder mellem ham og The Blue Nile. Det er kontemplativ popmusik med inspiration fra både ambient og jazz, til tider i retning af Peter Gabriel, der i øvrigt er stor fan af bandet.

Oversete er de kun i bred forstand; anerkendte er de så sandelig. Få har kunnet fange lyden af at være fremmedgjort i (stor)byen. Øjeblikke hvor alt synes mørkeblåt i uoverstigelig grad. I denne forstand deler skotterne nogle af de kvaliteter, man møder i et kanonisk værk som Blade Runner.

Foruden titlen på debutpladen afspejler også andre titler dette fokus. Se eksempelvis titlerne på Hats:

Over the Hillside
The Downtown Lights
Let's Go Out Tonight
Headlights on the Parade
From a Late Night Train
Seven am
Saturday Night

Her vil enkelte læsere måske indvende, at dette også kunne lyde som en hyldest til forstaden, hvilket også passer fint ind i selve idéen om at være underligt afkoblet. Om det er et mindre miljø, samfundet, den pulserende metropol eller (gisp) selve menneskeheden. Her ville kæden hoppe af for de fleste, men The Blue Nile bliver aldrig patetiske i dramaet.

I stedet er der ofte en følelse af selvransagelse og en næsten analytisk tilgang midt i et emotionelt virvar. Dette virvar opbygges så umådeligt fornemt på en måde, der aftvinger en anden form for lytning, end hvad der oftest kræves af lytteren. Dette er kun en god ting.

I eskapismens stund er vi vant til tordenskrald. Paul Buchanan synger i stedet med en stille desperation. Let's go out tonight...

Meget foregår nemlig rundt om de festlige indslag. Med en sørgmodig distance. På debutpladen finder man Easter Parade. På opfølgeren finder man singlen Headlights on the Parade. En sang, der bobler underligt af sted og bliver ved at bygge op.

Her trækkes en lige linje tilbage til gruppens mest kendte sang: Tinseltown in the Rain fra A Walk Across the Rooftops. Også her synges om en parade, og også her finder vi dette boblende element. Instrumenterne tårner sig op som bygninger, der indrammer verset, imens Buchanan søger en vej ud gennem tanker, følelser, associationer.

Han spørger primært sig selv. Han svarer primært sig selv.

Do I love you?
Yes, I love you.

Vokalpræstationen i netop Tinseltown in the Rain hører til blandt mine favoritter i pophistorien. Præcis som The Blue Nile er blandt mine favoritkunstnere i selvsamme historie.





/Martin

Ingen kommentarer: