lørdag den 26. december 2015

Årets album 2015

2015 er mange steder blevet beskrevet som et annus horribilis. Men de mange katastrofer og humane skuffelser er lykkeligvis blevet udfordret af megen skønhed og altruisme.

Musikalsk har vi ikke haft meget at klage over. Der har altid været masser af lortemusik, men det er der ingen grund til at dvæle ved, når der er så megen veloplagt popmusik, elektroniske eksperimenter, psykedeliske udfordringer, jazzede rumekspeditioner, afvæbnende katharsis og alt derimellem.

Mange hæfter sig ved, at det urbane vinder frem. At det udelukkende er det, "de unge" lytter til. Fint. Meget af det er rigtig godt og hjælper mange med at udtrykke sig. Som det altid har været med populærmusik.

Ellers har 2015 selvfølgelig fulgt de seneste mange års tendens med at placere de stærkeste numre i starten af albummet, om end enkelte pladeselskaber har luret, at lytterne har luret dem. En marginal fremgang i 2015 har været en forbedret sequencing. Kynikerne vil sige, at det skyldes bedre arbejde med den megen data, vi leverer gennem streamingtjenester. Måske har de ret, men 2015 blev ingenlunde året, der slog albumformatet ihjel. Undertegnede holder også meget af one-hit-wonders, så det er ikke nostalgikeren, der her taler. Sådan er det bare.

God musik åbner døre. Formidabel musik skaber verdener. Nysgerrighed kan kurere det meste.

De seneste dage har jeg byttet om på rækkefølgen af nedenstående for at se, hvad jeg kunne stå inde for. En eftermiddag bød på en dramatisk højdespringer, og en aften bød på en ny introduktion og dermed også afsked. Sagt på en anden måde: rækkefølgen er i sidste ende ikke så vigtig. Nogle synes, den er sjov, og jeg ser det som en fin udfordring. Jeg vil bare gerne anbefale disse plader, ligesom jeg vil anbefale så mange andre. Tak for jeres tålmodighed og nysgerrighed.

25. Panda Bear – Panda Bear Meets the Grim Reaper

At lytte til Panda Bear er ofte lyden af et rumvæsen, der kærligt forsøger at forstå livet på Jorden. Noah Lennox kan synes så verdensfjern, at han kun har sin fascination af lyde og gode melodier at klamre sig til. Med denne fascination er det endnu en gang lykkes ham at skabe en samling sange, der oftere end ikke kredser om døden.

24. Grimes – Art Angels

Man måtte vente længe, og Grimes havde travlt med at tage afstand til sit "gamle" materiale. Også hun siges at leve i sin egen verden, og som hun synger på den forrygende California: "I get carried away." Hun forholder sig flere gange til de mange portrætter, hun har måttet lægge ører og øjne til, og dem undersøger hun fornemt. Flere sange rammer langt ved siden af målet, men de gode er så stærke, at Art Angels utvivlsomt har været ventetiden værd. Ikke mindst Flesh without Blood, der hører blandt årets absolut bedste sange.

23. New Order – Music Complete

New Order hører blandt musikhistoriens bedste og mest underholdende bands. At de i 2015 stadig kan levere noget, der føles relevant, er i sig selv en mindre åbenbaring. Nogle af de mest holdbare singler fra det forgangne år findes her med Restless og Singularity, hvor særligt sidstnævnte virkelig viste sin styrke, da jeg var så heldig at overvære dem i Berlin tilbage i november.

22. Mbongwana Star – From Kinshasa

Storbyen Kinshasa har i mange år haft en spillevende kunstscene, selvom midlerne for de flestes vedkommende har glimret i deres fravær. På trods af mange problemer har From Kinshasa endelig set dagens lys. Ensemblets debut er en uforudsigelig omgang, der sjældent er kedelig og konsekvent nægter at overgive sig til indignation. Den gyngende Nganshé er komponeret og produceret decideret unikt.

21. Vince Staples – Summertime '06

De fleste steder er Kendrick Lamar løbet med opmærksomheden i hiphoppens 2015, og der er megen grund til at rose hans stærke To Pimp a Butterfly. Vince Staples' Summertime '06 er en anden størrelse, hvis frø er langsommere om at vokse mod tinderne. Det gør han ikke desto mindre, og med disse skildringer af hans første ungdom skriver han sig nu ind i en både skræmmende og stolt amerikansk tradition, hvormed han placerer sig langt fremme i feltet som én af de mest interessante rappere i dag.

20. Destroyer – Poison Season

Det er ikke nemt at måle sig med Kaputt. Destroyers gennembrud har vist sig at være ét af de mest langtidsholdbare albums de seneste år, og man forstår, at Dan Bejar ikke har lyst til at forholde sig for meget til det i dag. Mindre kan også gøre det, men Poison Season følger sin egen sofistikerede logik, så vi ikke behøver bekymre os for meget om sammenligninger. Fedtfattig fløde til kaffen kan her bruges som en kompliment for første og sidste gang.

19. Braids – Deep in the Iris

Det canadiske band har med Deep in the Iris taget et modigt skridt. Hvor det ofte kan synes kompromitterende at nærme sig det poppede, bliver det eksperimenterende derimod hyldet som noget, der automatisk bør efterstræbes. Groft sat op, naturligvis. Braids har begået et pop-statement og en feministisk manifestation, der rummer udflugter og sange.

18. Lower Dens – Escape from Evil

Der er ingen Brains på Lower Dens' seneste. Men hvor der måske ikke er en krautet banger, er der til gengæld en plade, der holder niveau fra start til slut. Escape from Evil er måske nok en anelse lysere. Som at afsløre sig selv i at skære folk over én kam i et indkøbscenter. Smile over denne frakobling og genforenes med medmennesker, før man drager på den samme rejse.

17. Twerps – Range Anxiety

Hooks! Melodier! Stærke vokaler! Variation! Range Anxiety når vidt omkring, og australske Twerps har med Shoulders også lavet én af årets bedste sange. Geografien taget i betragtning giver sammenligninger med giganterne The Go-Betweens en vis mening, og i enkelte øjeblikke må man erklære sig enig i denne kompliment.

16. 2814 – 新しい日の誕生

2814 bliver beskrevet som et samarbejde mellem to personer. Jeg ved forsvindende lidt om dem, og sådan foretrækker jeg det. Albummet lever retrofuturistisk et sted mellem Blade Runner og Lost In Translation. Ambient skønhed og forrygende musik til toget.

15. Prurient – Frozen Niagara Falls

Dobbeltalbummet Frozen Niagara Falls har kun én svaghed: det er så mørkt, at det er svært at finde de rigtige tidspunkter at lytte til det. Prurient formidler gennem støj, og den produktive Dominick Fernow udgiver også gerne også andre navne. Han er dedikeret til undersøgelsen af menneskets skyggesider. Men disse ører har sjældent hørt det så sammenhængende som i dette brutale tilfælde.

14. Viet Cong – s/t

Med implosionen af Women stod vi som vidner til et biluheld. Viet Cong er næsten det umuliges kunst: genopstandelse og reflekteret harme. Med direkte tråde til den vredeste post-punk træder Viet Cong ind på scenen med sjældent effektive flænsende guitarer. Et koldt marmorgulv bliver varmere.

13. Mount Eerie – Sauna

Phil Elverum er for mange lig med noget ganske langsommeligt, selvom også The Microphones havde elementer af mere hårdtslående og hurtigtløbende kompositioner. Sauna er mestendels i den første lejr. Yderst fornemme anmeldelser til trods har dobbeltalbummet levet en lidt stille tilværelse, hvad der synes typisk for Mount Eerie. Kvaliteten er ellers evigtgyldig: regn på ruden.

12. Colleen – Captain of None

Franske Cécile Schott har med Captain of None taget røven på mange af os. Hendes loop-baserede sange har fået et utroligt effektfuldt lag dub, der passer perfekt til hendes blanding af elektronisk og klassisk musik.

11. Blanck Mass – Dumb Flesh

Den ene halvdel af Fuck Buttons lyder ikke overraskende meget som Fuck Buttons. Det er en god ting. Kombinerer man albumtitlen med en sangtitel som Dead Format aner man næsten, at der uddeles et lag kunstneriske tæsk til menneskeheden. Et spejl, der afslører en vis grimhed eller et stilleben med rådnende frugt til minde om vores forgængelighed.

10. Beach House – Thank Your Lucky Stars

To plader inden for få måneder er en god historie. De fleste nåede at erklære sig tilfredse med Depression Cherry, men da først Thank Your Lucky Stars blidt ramte os ud af det blå, var der kun få, der havde brug for at lufte nogen form for skuffelse over sommerudgivelsen: Beach House hører til, hvor vi har brug for et tæppe, og det er vi taknemmelige for. Nu med guitarhøvl.

9. Darkstar – Foam Island

Hvor står den politiske musik i 2015? Aldrig så stærkt som med Foam Island. Duoens tredje album er bl.a. skabt på baggrund af 15 rejser til Huddersfield for at interviewe unge mennesker og tage udgangspunkt i deres historier. Darkstar har skabt et elektronisk og dybt menneskeligt portræt af en nervøs ungdom med dragende højdepunkter som Pin Secure og ikke mindst Stoke the Fire.

8. Holly Herndon – Platform

Brudstykker af mening. Platform er et sandt puslespil. At Holly Herndon forsker og underviser i komposition giver mening på mange niveauer, og Platform er til en vis grad et studium i niveauer. Popmusikken er under overfladen, og vi kan skimte den tilstrækkeligt til at bevare tålmodigheden.

7. HEALTH – Death Magic

Shredder blev kaldt både 'Flænseren' og 'Rivejernet' i gamle tegneserier og tegnefilm. Turtles var det bedste i verden, men man blev ikke synderligt skræmt af en mand ved navn 'Rivejernet'. Nogle gange minder HEALTH mig om Shredder. På de fleste dage tænker jeg bare, at de er blandt mine absolutte yndlingsbands. Live som på plade. De undersøger støj på poppens præmisser og har endog fundet plads til en slags ballade med Life. De mange års ventetid har været det hele værd.

6. Jamie xx – In Colour

De fleste vil nok være enige om, at The xx egner sig bedst til natten. Det gælder sandelig også for Jamie Smiths solodebut, hvorpå flere bandmedlemmer gæster. Trods et minimalistisk udgangspunkt tager han os med i adskillige retninger og tager endog visse risici undervejs.

5. CHVRCHES – Every Open Eye

Den skotske trio er kun blevet større siden udgivelsen af deres anden fuldlængde, og alligevel synes Every Open Eye en undervurderet sag. Det er marginalt mindre kantet end debuten og undersøger i endnu højere grad popmusikkens demokratiserende potentiale. Martin Doherty får lov at synge på den sympatiske High Enough to Carry You Over, der – forudsigeligt – er pladens eneste lavpunkt. Ellers fører Lauren Mayberry os med skrøbelig autoritet gennem 10 fantastisk komponerede popsange. På Down Side of Me introducerer de endog en mere eksistentialistisk vinkel, der skal blive spændende at følge lyrisk på deres næste udspil (hør selvransagelsen i ordene "I never do what I used to").

4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell

Som med Panda Bear er også Carrie & Lowell produktet af død. Moderen kom og gik, tog familien tilbage og forlod dem igen. Hun døde i 2012. Stedfaderen, Lowell, måtte finde sig i meget og var så stor en inspiration for Sufjan, at han i dag driver stedsønnens pladeselskab. Carrie & Lowell er – som alle hans plader – dybt personlig, og det er også hans bedste. Mange anmeldere har understreget, hvor nøgen den er. Dette er kun delvist rigtigt: det er ofte underspillet, men der foregår så meget i kulissen, at intet kan tages for givet. På samme måde som man ikke blot kan afskrive en forpint sjæl som moderen Carrie.

3. Majical Cloudz – Are You Alone?

Majical Cloudz er usædvanligt vokalbåret. Devon Welsh kan håndtere det; ikke grundet spændvidde eller exceptionelt talent men pga. kvaliteter som timing og god, gammeldags indlevelse. Matthew Otto fylder lydbilledet ud med begrænsningens kunst, og de to supplerer hinanden stort set perfekt. Sange som Silver Car Crash og særligt Downtown hører blandt årets absolut smukkeste.

2. Floating Points – Elaenia

Årets elektroniske højdepunkt er stærkt inspireret af selveste Talk Talk. Det vil sige: den senere Talk Talk. Men inspirationen fra mestrene udtrykker sig primært i den jazzede tålmodighed, man eksempelvis oplever i den fabelagtige Silhouettes (I, II & III). Der er ligeledes masser af soul og klassisk musik i lydbilledet. Sam Shepherd arbejder ikke med samples, og næsten alt er derfor nyindspillet til den overvældende helhed, debutalbummet Elaenia udgør. Er der nogen plade fra 2015, der har en mere effektfuld finale end Peroration Six?

1. Julia Holter – Have You In My Wilderness

Begrebet kunstpop er forfærdeligt på mange måder. Julia Holter er både pop og kunst. Hun og hendes musik er umådeligt sympatisk, medrivende og på alle måder forbilledligt. Med Have You In My Wilderness har hun begået sin bedste plade til dato, og med Feel You står hun tilmed bag årets bedste single og video.



/Martin

søndag den 6. december 2015

Pure Bathing Culture og en bøn om regn

Ud af det udmærkede Vetiver opstod tilbage i 2011 Pure Bathing Culture. Portland-duoen var i 2013 klar med det første album Moon Tides, og dette efterår har de fulgt op med Pray for Rain, endnu en gang på Partisan Records.

Pure Bathing Culture har altid været en feriegruppe. Beslægtet med baleariske udskejelser. Det er sommermusik til vinteren, og sådan kan man fint arbejde med klichéer. I popmusikken skal sangene blot være gode nok, og det er de så sandelig også her.

Det er blevet finere i kanten. Mulighederne for bedre indspilninger er udnyttet fornemt.

Titlen er meta. De ved, hvorledes de aktiverer solskinstrangen hos os. Men med popbaskere som Palest Pearl og She Shakes har de så åbenlyst taget et skridt op ad popmusikkens stige. Og den metafor bruger jeg aldrig igen.



/Martin

fredag den 27. november 2015

Car Seat Headrest

Ordene har været skrevet andre steder. Tiden er blot forsvundet med lyset, men sådan kan alt jo lyde dramatisk.

Car Seat Headrest er navnet på en ung, produktiv gut fra Seattle. Han lystrer et andet navn, Will Toledo, og bruger så meget tid på at indspille musik i sit soveværelse, at han næsten ikke kan have haft tid til at føle alt det, han formidler i sine sange.

Men det handler om følelser. Han kan knap rumme dem, og hans tanker bliver ganske naturligt et spindelvæv omkring selvsamme følelser.

Nu er Toledo blevet samlet op af Matador, der netop har udgivet den meget fine og overraskende varierede Teens of Style, som samler genindspilninger af materiale fra de seneste fire år. Stilen er ganske lo-fi, som vi kender den fra vores helte fra 90'erne, der fik os til at forestille os et liv på college dorm rooms med væg-til-væg-tæpper.

Sådan noget kræver melodier, og det har Toledo næsten i overflod. Men også kun næsten. Doseringen er nemlig lige så følsomt eksekveret som teksterne. Han er ude af sync med sine omgivelser, der bliver ældre og efterlader ham med de sange, han stadig laver. En betragtning bliver således til en metavinkel på Times to Die. Alle hans venner bliver gift. Han får ikke rigtigt betalt af på sine lån. Kan du genkende det?

Der er åbenlyse spor af alt fra Guided By Voices til Sparklehorse, fra flere kunstnere på Orchid Tapes og endda en næsten-reference til Beach Boys i slutningen af The Drum (hvad blev der egentlig af The Drums?). Car Seat Headrest har med andre ord indtil nu været en Bandcamp-kunstner par excellence. Ung. DIY. Skrabet. Skrøbelig.

Han er så fanget i førnævnte spind, at han bliver nødt til at forholde sig til sig selv i en grad, han næsten ikke kan holde ud. En menneskelig betingelse. Strangers begynder således med en nagende tvivl:

If I can fit my dreams 
You say the same things over and over 
Into an ABAB rhyme scheme 
You say the same things over and over

Det udvikler sig senere til et anstrengt forhold til visse forventninger:

Society wants me to fuck, well fuck ‘em 
Car Seat is a genetic stop sign 
I sleep lying next to a mirror 
Car Seat is a menace to the public

Og så. Det største forræderi: kunsten går også imod ham. Hvad projicerer han? Er hans følelser overhovedet egne følelser eller tilpassede størrelser? Midtvejs i Strangers opstår en pause, og sangen starter langsomt op igen:

Car Seat's nervous and the lights are bright
When I was a kid I fell in love with Michael Stipe
I took lyrics out of context and thought 
"He must be speaking to me"

Refleksioner og refleksivitet er to vidt forskellige ting. Will Toledo forener dem både veloplagt og forfriskende. Teens of Style taler til os alle.





/Martin

mandag den 26. oktober 2015

Fog Lake

Fog Lake. Et sjældent tilfælde af et kunstnernavn, der nogenlunde passer til musikken. Ikke at der er tale om en kitschet gyserfilmhyldest, men naturens klarhed og skønhed bliver filtreret gennem tågen.

I lige så høj grad filtreres lyset af persiennerne. I stuen sidder Aaron Powell og brygger på dét, han selv kalder "downer-pop". Vi slipper ikke uden om at kalde det lo-fi.

Dér sidder han. Aaron er fra Newfoundland. Her bliver han nok. Det forbliver jo indelukket. Det kan de godt lide hos Orchid Tapes. De har en upåklagelig smag.

Den seneste plade, Victoria Park, kan høres og hentes ganske gratis på Bandcamp eller købes på bånd via ovennævnte.





/Martin

onsdag den 7. oktober 2015

Majical Cloudz snart klar med ny pla'

Han kan ikke styre sine tanker. Han er begejstret og samtidig bange for begejstringen. Devon Welsh står ikke alene.

Montreal-duoen Majical Cloudz er tilbage. Den nye plade Are You Alone? bliver udgivet 16. oktober via Matador, og tredjesinglen Downtown er deres hidtil bedste. Deres nye album bliver efter alt at dømme endnu bedre end Impersonator fra 2013.

Store ord.

Devon Welsh er en mester i at levere de enkle linjer. Gerne små ord:

Is it really this fun when you're on my mind
Is it really this cool to be in your life

Majical Cloudz er blevet beskrevet som minimalistisk. Neddæmpet er det i hvert fald. De giver plads til tomhed, udforsker disse små huller. Der er visse ligheder med Dreamers of the Ghetto og deres enormt undervurderede Enemy/Lover fra 2011, om end Welsh ikke går efter samme åbenlyse potens som Luke Jones.



/Martin

mandag den 28. september 2015

Kid Wave

Let overstyrede guitarer, trommer i øst og vest, delvist skramlet produktion, fængende melodier. Det lyder næppe unikt, men engelske Kid Wave kombinerer det med en afvæbnende charme.

Gruppen blev dannet i 2014, og debutalbummet kom allerede i foråret 2015. På sidste uges Reeperbahn Festival så man, at bandet måske heller ikke er vanvittigt sammenspillet, men det gjorde absolut intet. Både vilje, hjerte og melodier var til stede – i rigt mål.





/Martin

mandag den 14. september 2015

Vi har brug for anstændighed. Ny single fra The Radio Dept.

Ét af Sveriges bedste – og dermed ét af verdens bedste – bands er tilbage med en ny single, der ikke kommer til at være med på en eventuel ny LP. Lyder det allerede bekendt?

The Radio Dept. er med This Repeated Sodomy tilbage til en mere skramlet lyd, der ligger tættere på bandets tidlige singler og debutpladen Lesser Matters fra 2004.

"The world requires decency"

Korrekt. Og tak.



/Martin

torsdag den 10. september 2015

The Blue Nile med paraden på afstand

Blandt de absolut mest oversete bands i den alternative pophistorie er The Blue Nile fra Glasgow. En perfektionistisk tilgang, langsomme arbejdsprocesser og et pressesky liv gjorde ikke tingene nemmere, men gruppen har – formentlig af disse grunde – efterladt nogle af de stærkeste plader, Storbritannien har at tilbyde.

Særligt debutalbummet A Walk Across the Rooftops (1984) og opfølgeren Hats (1989) står tilbage som stort set perfekte plader. I disse dage bliver Destroyer / Dan Bejar fremhævet som et moderne bud på vellykket sophisti-pop, og der er bestemt ligheder mellem ham og The Blue Nile. Det er kontemplativ popmusik med inspiration fra både ambient og jazz, til tider i retning af Peter Gabriel, der i øvrigt er stor fan af bandet.

Oversete er de kun i bred forstand; anerkendte er de så sandelig. Få har kunnet fange lyden af at være fremmedgjort i (stor)byen. Øjeblikke hvor alt synes mørkeblåt i uoverstigelig grad. I denne forstand deler skotterne nogle af de kvaliteter, man møder i et kanonisk værk som Blade Runner.

Foruden titlen på debutpladen afspejler også andre titler dette fokus. Se eksempelvis titlerne på Hats:

Over the Hillside
The Downtown Lights
Let's Go Out Tonight
Headlights on the Parade
From a Late Night Train
Seven am
Saturday Night

Her vil enkelte læsere måske indvende, at dette også kunne lyde som en hyldest til forstaden, hvilket også passer fint ind i selve idéen om at være underligt afkoblet. Om det er et mindre miljø, samfundet, den pulserende metropol eller (gisp) selve menneskeheden. Her ville kæden hoppe af for de fleste, men The Blue Nile bliver aldrig patetiske i dramaet.

I stedet er der ofte en følelse af selvransagelse og en næsten analytisk tilgang midt i et emotionelt virvar. Dette virvar opbygges så umådeligt fornemt på en måde, der aftvinger en anden form for lytning, end hvad der oftest kræves af lytteren. Dette er kun en god ting.

I eskapismens stund er vi vant til tordenskrald. Paul Buchanan synger i stedet med en stille desperation. Let's go out tonight...

Meget foregår nemlig rundt om de festlige indslag. Med en sørgmodig distance. På debutpladen finder man Easter Parade. På opfølgeren finder man singlen Headlights on the Parade. En sang, der bobler underligt af sted og bliver ved at bygge op.

Her trækkes en lige linje tilbage til gruppens mest kendte sang: Tinseltown in the Rain fra A Walk Across the Rooftops. Også her synges om en parade, og også her finder vi dette boblende element. Instrumenterne tårner sig op som bygninger, der indrammer verset, imens Buchanan søger en vej ud gennem tanker, følelser, associationer.

Han spørger primært sig selv. Han svarer primært sig selv.

Do I love you?
Yes, I love you.

Vokalpræstationen i netop Tinseltown in the Rain hører til blandt mine favoritter i pophistorien. Præcis som The Blue Nile er blandt mine favoritkunstnere i selvsamme historie.





/Martin

mandag den 24. august 2015

Farvel til Korallreven

Farvel til Korallreven.

Farvel til en omgang balearisk popmusik af svensk karat.

Farvel til sommeren.

"It sort of underlines exactly everything we wanted to do from the beginning but never yet achieved. Lifelovingness, big words and melancholy in three and a half minutes, for the last time."



/Martin

søndag den 9. august 2015

Telepathe. Tilbage.

NY-duoen Telepathe gjorde sig fortjent til fin opmærksomhed med habile singler fra 2006 til 2009 (hvad vi næsten kan kalde MySpace-æraen), hvor de også udgav debutalbummet Dance Mother.

Opfølgeren har ladet vente på sig, men den er nu klar på gruppens nystartede label BZML Records. Ventetiden er forklaret med "industry and label politics", der forklarer bruddet med IAMSOUND.

Gruppen var endog i studiet tilbage i 2012 for at indspille de sange, der endelig udgives som Destroyer: 10 fine popsange indrammet af en legefuld alvor, der finder klar inspiration i post-punken.



/Martin

søndag den 12. juli 2015

Julia Holter med hund og harmoni

En trist tendens for mig de senere år har været markant mindre opmærksomhed til musikvideoer. Selvom det selvfølgelig er en myte, at lyd ikke er visuel, er denne mere direkte form for visuelt akkompagnement til musikken ofte en stærk forbindelse til menneskets følelsesspektrum.

Til gengæld kan jeg også konkludere, at stort set alt i livet bliver bedre med tilføjelsen af en hund.

Hvad bringer det os frem til? Julia Holter er tilbage med en ny, forrygende single, og hendes hund er lykkeligvis hovedpersonen i videoen.

Feel You er taget fra den Have You in My Wilderness, der udkommer 25. september på Domino. Sangen flyder fornemt og måske endnu klarere, end man længe har hørt fra den henrivende Holter. Hendes kunstneriske baggrund og akademiske ophav fornægter sig ikke, men hun har taget den nødvendige afstand til at perfektionere det udtryk, vi allerede har forbundet hende med i en lille håndfuld år.

Og hunden. Denne åbenbaring. Hvorledes hun følger den. I hælene på den fødte fænomenolog. Den skumfødte zenbuddhist, som Klaus Lynggaard har kaldt miraklet på fire ben. De finder hinanden. Forbliver tætte. Sansningen intakt.



/Martin

søndag den 21. juni 2015

HEALTH sætter sig igennem

Blandt de klart vigtigste bands for mig står HEALTH. Med debutsinglen Triceratops i 2007 udfordrede de min sensitive, stille tilværelse. Jeg pendlede mellem Jylland og Fyn, og der var sjældent megen larm. Med debutpladen fra det år rykkede HEALTH mig mere end noget band meget længe.

Efterfølgende arbejdede jeg hårdt på at få dem til Musikcaféen i Aarhus. Det lykkedes, og den mest larmende, medrivende koncert blev en realitet – for 10 publikummer. Kvartetten sov i min lejlighed og var de venligste mennesker, man kan forestille sig. De var imponerede over hastigheden på det trådløse internet, kun én af dem ville have mad, medens en enkelt beskyldte en anden for altid at tage al maden ("you're constantly eating all of my fucking food"). Og så var de lettede over, at jeg ikke havde arrangeret en fest og ikke ville overbevise dem om, at vi skulle tage coke sammen. De fik lov at slappe af. Fortjent.

De vendte som bekendt tilbage med Get Color i 2009. Mere elektronisk, mere neon, mindre tribalt, lige så potent. Jeg følte en endnu klarere forbindelse til denne plade. På det seneste – muligvis efter valget – er jeg imidlertid nået til den erkendelse, at jeg først nu rigtigt forstår debutpladen. Paradoksalt nok efter nogle år med langt større indtag af elektronisk musik.

Måske det slet ikke er så paradoksalt. Det særlige mørke, man finder hos eksempelvis Prurient og Haxan Cloak, er så afgjort i samme boldgade. Sidstnævnte leder os frem til i dag. Efter flere remix-udgivelser, lange turnéer og arbejde på soundtracks er bandet nu klar med deres første studiealbum i seks år. Haxan Cloak producerer.

Den 7. august udgiver de Death Magic på Loma Vista (St. Vincent, Spoon, Cut Copy). De to første singler New Coke og Stonefist lyder umiskendeligt som HEALTH. Langsomt og voldsomt arbejder de sig ind i popmusikken med en støj, der danner ramme om Jake Duzsiks ofte distancerede, nærmest spøgelsesagtige vokal.

Med en overraskende indskydelse gik et lys op for mig, da min broder i ånd og blod i går fortalte, at han hørte en parallel til Pet Shop Boys. Neil Tennant er til stede. Dér var spøgelset måske. Og det er fantastisk.





/Martin

mandag den 25. maj 2015

Destroyer à la Bruce og Bowie

Dan Bejar er en særegen herre. Bittersød. Fløjlsblød til tider, andre gange hård og kantet. Godt og vel 10 soloplader inde i karrieren under navnet Destroyer med et had til selve idéen om karriere. Mange tanker, store tanker, en markant stemme.

Den stilfulde herre med det uregerlige hår blev kommercielt tilgængelig i 2011 med den mageløse Kaputt, som står tilbage som én af de stærkeste plader de seneste mange år. I høj grad én af mine personlige favoritter.

Til sommer, 28. august, vender han tilbage med opfølgeren Poison Season via Merge og Dead Oceans. Et dobbeltalbum, der ifølge hovedpersonen selv lover mere mørke men allerede har vist prøver på en slags høvlet fløde gennem den Bowie- og Springsteen-inspirerede førstesingle Dream Lover.

Bejar er fan af førstnævnte og ikke i samme grad af sidstnævnte. Men referencen undslipper han ikke, selvom han blæser til kamp mod postmodernitetens referencehelvede og dens generelle trækken på skuldrene. Vi må formode, at han ikke har lyttet til Håkan Hellström, men GBG-barnet besøger samme tempels guder.



/Martin

torsdag den 14. maj 2015

Warm Graves fra Leipzig

Nogle gange kan man undre sig over, hvordan man misser et band. Her er det vel okay at tale om størrelsen, og det afføder to kommentarer: 1) de figurerer i mindre grad på radaren, og derfor er sandsynligheden for at misse dem naturligvis større. 2) de burde selvfølgelig være større.

Dette burde er centralt i en kantiansk optik, særligt i den fantastiske belgier Thierry de Duves læsning af Kant. Men det skal handle om musikken.

Warm Graves. Sikket navn! En trio fra Leipzig med en forkærlighed for sci-fi-litteratur. De kombinerer sig kyndigt igennem både ambient og kraut med en distanceret pathos skabt af nærmest kultiske kvaliteter, som det tematisk også blev berørt af hedengangne WU LYF.

Med orgel, guitar og trommer maler de videre på et forstyrret hav. Debutalbummet Ships Will Come udkom sidste år på This Charming Man Records.



/Martin

mandag den 11. maj 2015

Hanna Järver

Fra sin base i Stockholm laver Hanna Järver popmusik, der vokser.

Fra en skrabet EP til noget marginalt større. Men også den enkelte sang vokser. Ingenting skrivet er et eksempel derpå.

Sådan er der så meget.

I 2013 udgav hun sin første EP. I 2015 kommer muligvis den første LP. Sådan er der så meget i popkulturen.



/Martin

torsdag den 23. april 2015

Summer Fiction er bedst om aftenen

Bill Ricchini har i nogle år indspillet som Summer Fiction, og det er der kommet en del hyggelige sange ud af. Manden er glad for 60'erne og sporvogne, og det er behageligt kedeligt. Aftenmusik.

Fra tid til anden hører man spor af den såkaldt barokke pop, der vandt frem i slutningen af 60'erne, eksempelvis i Lauren Lorraine.



/Martin

søndag den 12. april 2015

Future of What

Tilbage i januar udgav Brooklyn-trioen Future of What debutpladen Pro Dreams. En debut, der ikke har fået megen opmærksomhed, men som langsomt kommer til at vokse i folks bevidsthed.

Manglende konsekvens er lig med alsidighed for nogle mennesker. Jeg stiller mig diplomatisk i hjørnet og kalder det for en udmærket plade. En fin omgang synthpop, som vi nemt kan kalde drømmende, æterisk etc.

Men vil vi da nøjes med det, der er udmærket? Her bruger vi ikke adjektivet som i de gamle karakterhæfter, men ligegyldigt er det jo heller ikke. Nej, for det handler om en umådeligt stærk popsang, der repræsenterer alt det, de forhåbentlig kan udvikle sig til.

Singlen og åbneren The Rainbowed Air er så herlig, luftig og desarmerende, at man fint kan blive siddende i sofaen med god samvittighed. Enjoy.



/Martin

mandag den 30. marts 2015

Shura og forårets bedste popsang

Når afsenderen har base i London og leverer glimrende popmusik, er det ikke umiddelbart generthed, vi vil associere med denne. Skrøbelighed er én ting. Det er tæt på standard i kunsten – endda som en del af selve styrken. Men dét at være genert er i mindre grad et tema disse år, som Stereogum også fint har tematiseret.

Aleksandra Denton udgiver under navnet Shura og debuterede sidste år med Just Once. Nu er hun aktuel med singlen 2Shy, der sandelig lever op til titlen og i øvrigt er den bedste popsang, der hidtil er udgivet i 2015. Følelserne sidder uden på tøjet, men hun har svært ved at få dem ud. Vi sympatiserer med hende. Vi holder af hende.

Vokalen er luftig, og produktionen læner sig op ad Dev Hynes, hvorfor det vil være naturligt at få associationer til Solange. I en mere genert udgave naturligvis. 2Shy er en ualmindeligt stærk popsang, der gør det svært at vente på næste udspil fra Shura.



/Martin

søndag den 22. marts 2015

Westkust og den tabte ungdom i GBG

De kunne næsten kun komme fra Göteborg.

I traditionel forstand vil de fleste nok se på shoegaze og pop som ganske forskellige størrelser. Ja, umiddelbare modsætninger. Som navnet antyder, er førstnævnte præget af en introvert tilgang, medens sidstnævnte snarere forbindes med tilgængelighed. Noget nærmest ekstrovert.

Men de kunne jo næsten kun komme fra Göteborg.

De trækker en lige linje tilbage til den ungdommelige gejst fra Broder Daniel.

De kom jo også fra Göteborg.

De hedder Westkust. En kvintet, der deler et par medlemmer med Makthaverskan. Og hvorfor er de spændende? Bl.a. fordi de ophæver ovennævnte dikotomi.

Sådan gør man i Göteborg.

Mange af os har en særlig fascination af slacker-kulturen. Eller snarere en romantisering. En følelse af at nogle udvalgte få har et uudtømmeligt potentiale og store indsigter men ikke bruger deres kapaciteter og i stedet dykker ned i et hav af mystik og dedikation til obskure plader og bøger.

Westkust er på vej med deres første fuldlængde, og singlen Swirl gør det svært at vente. Meget svært.

"The sun is down when I get up / I just woke up feeling confused" efterfølges af "I want to find something new", hvorefter man enten kan stige af eller fatte øjeblikkelig sympati for antihelten.

Vi vender os med tiden delvist væk fra idealiseringen af den romantiske enspænder, men vi giver ikke slip. Tematiseringen af tabt ungdom får et ekstra lag af bevidsthed ved andet vers, hvori romantikeren proklamerer:

"And I don't want to be the kind who's always feeling sorry for myself"

Vi er altså tabt i tiden, og vi er ved at indse det. Men vi bliver i fortabelsen.

Swirl er fyldt med fuzz-effekter og benytter sig fornemt af dreng/pige-dynamikken med så charmerende en levering, at man endnu en gang stiller sig undrende over for den afstand, man senere har taget til den umiddelbarhed, der plejede at definere dig og mig.

22. april udkommer Last Forever på Luxury. Sådan deler man skønhed i Göteborg.



/Martin

onsdag den 18. marts 2015

The Lake kuraterer glimrende program på Jazzhouse

Den ganske forrygende radiostation The Lake har nu eksisteret i nogle måneder og har allerede vist sig at være en stor inspirationskilde. Det hele er online og non-profit. Fra tid til anden er der features og længere programmer, og ellers kører en stream døgnet rundt på deres website med ofte udfordrende og altid spændende lyde. Stationen er bl.a. startet af Efterklang, der sammen med en lang række venner og samarbejdspartnere kuraterer playlister og programmer.

Fra 19. marts har The Lake så fået æren af at gæstekuratere i alt 11 aftener på Københavns bedste spillested Jazzhouse, og det er – som man kunne vente – et umådeligt spændende program.

Blandt mine personlige højdepunkter er østrigske Fennesz, der sammen med den norske trompetist Arve Henriksen blidt sparker det hele i gang den 19. marts. Fennesz har længe været blandt mine yndlingskunstnere til nattetimerne med kompositioner, der knasende finder plads til overrumplende indsigter.

Den 26. marts er det også svært at sige nej til Liima (Efterklang + Tatu Rönkkö), der spiller én af deres første koncerter i selskab med danske Plants.

Allerede aftenen efter, den 27. marts, spiller tyske Manuel Göttsching sin første koncert på dansk grund. Efter at have begejstret med krautklassikerne Ash Ra Tempel kastede tyskeren sig lystigt over den elektroniske musik, som han har været med til at hive i ganske forskellige retninger.

Slutteligt kommer jeg ikke uden om tyske Bohren & der Club of Gore, der 28. marts serverer jazz til dagen før dommedag. Twin Peaks i en mørkere setting.

En komplet liste over de 11 aftener kan findes på The Lakes FB-event.

/Martin

onsdag den 11. marts 2015

Sónar Copenhagen

Siden 1994 har festivalen Sónar i Barcelona ikke blot afspejlet den elektroniske musiks rivende udvikling. Festivalen har også været med til at forme selvsamme.

Der er adskillige stærke spanske festivaler, men Sónar er alligevel blandt dem, jeg længst har drømt om at tage del i efter deres forrygende programmer år efter år.

Trods det catalanske udgangspunkt har festivalen været rundt i mange byer gennem de seneste år, og i 2015 runder Sónar såmænd også København (ligesom også Stockholm og Reykjavík har haft æren i vinters). Det bliver Koncerthuset, der med tre scener lægger hus til festlighederne 13. og 14. marts.

Fredag kan særligt anbefales den mesterlige og ofte filmiske Jon Hopkins, ligesom også Daniel Avery og Vessel og kan fremhæves. Af de danske navne er der alt fra rutinerede Future 3 til spændende Sekuoia, der leverede den muligvis stærkeste koncert på sidste års SPOT Festival.

Lørdag er det svært ikke at fremhæve islandsk-færøske Kiasmos, der med sidste års debutplade stod bag én af årets allerstærkeste musikalske oplevelser. Factory Floor er garant for industriel skønhed, medens man med en anden hårdhed finder rapperen Novelist, der leverer poesi til Mumdances veloplagte produktioner.

Min broder (i ånden og i bogstaveligste forstand) er den person, der har åbnet mine øjne for elektronisk musik, og det har derfor været ganske naturligt at få ham til at bidrage med en playliste til Sónar. De første ti bidrag deltager alle i den danske udgave af festivalen, og de andre er fra udgaverne i hhv. Reykjavík, Stockholm og naturligvis Barcelona. Enjoy.



/Martin

torsdag den 5. marts 2015

At deltage i drømmen om en drøm

Hvordan tager man del i en drøm om at tage del i andres drøm? Og hvordan gør man det uden at tænke på andres udlægninger af andres koncepter og idéer om utallige lag?

Vi har set rigelige eksempler de seneste mange år på referencer til 1980'ernes nysgerrige leg med synthesizerens muligheder. De fleste uden held, enkelte spændende og mere end blot anakronistiske.

Den svenske producer Nicolas Makelberge slog sit navn fast med Dying in Africa i 2006. Titelsangen blev senere mere eller mindre perfektioneret af de svenske kollegaer Sally Shapiro på den noget undervurderede My Guilty Pleasure (2009). Makelberge har måske ikke været så produktiv, som nogle havde håbet på, men han har til gengæld forsøgt sig med lidt af hvert, og det er her, vi kommer tilbage til drømmen om en andens drøm.

Pop kan være kunst, og kunst kan være pop. Tautologi. Kunst har en helt særlig evne til – og jeg og Adorno vil nok sige ansvar for – at pege på andre mulige realiteter. At gå hinsides det konkrete samfund. Den skal ikke blot spejle samfundet 1:1. Så hvordan kan man pege tilbage på noget uden at falde i denne fælde?

Personligt har jeg længe været fascineret af at tage del i andres drømme om fremtiden. Hvad der for nogle var en naiv leg med synthesizeren, blev for andre et effektivt redskab, der ikke blev berøvet skønhed til trods for en klar bevidsthed om andres bekymringer om muligt tab af såkaldt autenticitet: Når New Order så ofte lavede en slags kor gennem synthesizeren ("Every Little Counts" fra 2:46, 1986) eller når de spillede på vore idéer om strygernes funktion ("Lonesome Tonight" fra 2:50, 1984), var de fuldt bevidste om, hvad vi tænker om erstatninger. Naiviteten spillede ikke ind. De ville ikke bruge teknologien til at skabe lyde tæt på andre instrumenter. Erstatte saxofonen, koret eller violinen. De ville bruge alle tilgængelige midler for at skabe drømme og stemninger.

Det kan lyde som Blade Runner. Selv de genetiske "replicas" har følelser. De er noget i deres egen ret.

Tilbage til Nicolas Makelberge: på sin EP Born from the Sun fra 2013 skaber han på May Peace Be By Your Side så mange billeder, der peger tilbage på en periode mellem ca. 1984-1988 med dertilhørende dagdrømmeri og håb for fremtiden. Er det da en anakronisme? Er det (gisp!) plagiat? Nej, det er hengivelse. At give sig hen til drømmens magt og dermed forandringens magt.

Det lyder som en intro til Belgiens dækning af Eurovision anno 1985, og det lyder som et vraget nummer til en VHS med highlights fra EM 1988. Vraget pga. den indlejrede nostalgi, der ikke giver nok glæde i forhold til idéen om selve nemheden ved highlights. Men den potente nostalgi rummer uanede muligheder og er mere produktiv, end vi hidtil har turdet, ja, drømme om.



/Martin

torsdag den 19. februar 2015

Twerps på skuldrene af små giganter

Melbourne-favoritterne Twerps har med Range Anxiety udgivet én af årets første store popoplevelser. Med den australske baggrund in mente er det næppe overraskende, at de selv har nævnt fabelagtige The Go-Betweens som inspirationskilde, og det høres bestemt også på det nyeste udspil.

Pladen rammer et stabilt højt niveau med fokus på fine hooks og ofte med fornemme, jangly guitarer. Et personligt højdepunkt er den enkle Shoulders, hvor Jules McFarlane tager sig af vokalen. Det må hun i øvrigt gerne gøre noget oftere.

Have no fear on my shoulder
Have no fear on my shoulder



/Martin

tirsdag den 10. februar 2015

Burning God Little og daggry i Oslo

I Oslo sidder min navnebror. Han er egentlig fra Tromsø. Men nu sidder han der. Han laver musik, og han sender det til folk. Nogle gange samler folk det op. Det bliver bemærket fra tid til anden. Det lå i min inbox og blev spillet sammen med en masse andet nyt, og det stak ud, bulede ud, gjorde sig stille bemærket.

Som på coveret var det blot en skikkelse i næsten-mørket, der var genkendelig ved overfladen. Et brud. Der er mange slags brud.

Martin Hartgen bruger så vidt vides forskellige sangerinder til sine singler. Disse kommer i øvrigt med større mellemrum. Med Hver Natt har han ramt plet på alle måder. Det er en anelse mere koldt end Air France, og der er mindre følelse af græs og fodfæste. Man svæver i højere grad. De er som fætre, der glæder sig over at ses til højtiderne.



/Martin

onsdag den 28. januar 2015

Young Ejecta klar med minialbum

Hvad betyder 'minialbum' i 2015? Et hyggeprojekt? En undskyldning for at undgå for mange ensformige interviews? Føltes det forkert at kalde det en EP? For meget med LP?

New York-duoen Young Ejecta har en ny udgivelse, der af gruppen selv bliver omtalt som minialbum, og det er de vel i deres gode ret til. Særligt når den ene udgiver pladen på sit label.

Det er altid sundt at gøre sig overvejelser og danne sig et overblik. Men måske man bare skulle lytte til musikken for en stund: Young Ejecta har med The Planet begået en rigtig fin omgang synth pop med en yderst veldefineret produktion og spændende, mærkværdige tekster som et lille plus.

Duoen består af Leanne Macomber på vokal (keyboard for Neon Indian) og producer Joel Ford, der foruden producerrollen også er kendt fra Ford & Lopatin (tidligere Games) og tilmed driver Driftless Recordings.

De 28 minutter er hurtigt gået, og selvom niveauet ikke holder hele vejen igennem, er særligt de to første sange anbefalelsesværdige. Den luftige vokal strækker sig højt og skaber sammen med Fords produktion et fint og forunderligt lille univers, der samlet set efterlader et stærkere indtryk end debuten Dominae fra 2013.

Hele pladen (eller minialbummet) kan høres på SoundCloud.





/Martin

torsdag den 15. januar 2015

Jessica Pratt

Hun kunne næsten kun være fra San Francisco, kunne hun ikke? Jessica Pratts fingerspillende guitar og nøgne vokal tager tråden op fra små giganter som Vashti Bunyan og Joan Baez med let skælvende men sikker røst. En sympatisk bævende stemme, der lyder som beroligende bølger.

Som singer/songwriter i en stolt folk-tradition er man i en skrøbelig position, når musikken indbyder til brug af ordet 'blid', der kan være så misvisende eller i bedste fald tvetydigt. I bedste fald. Fint faldende.

Efter debutalbummet i eget navn tilbage i 2012 er hun nu tilbage med On Your Own Love, der bliver udgivet på Drag City den 27. januar. Singlen Back, Baby har huseret siden slutningen af 2014 og lover godt for de andre otte skæringer på pladen.

Jessica Pratt spiller herhjemme om et par måneder: 28. marts på Stengade i København og 30. marts på Atlas i Aarhus.



/Martin

tirsdag den 13. januar 2015

Waxahatchee bevæger sig fremad

Under navnet Waxahatchee udgav Katie Crutchfield i 2012 debutpladen American Weekend på Don Giovanni Records (stadig ét af de bedste navne til et pladeselskab). Året efter fulgte hun op med Cerulean Salt, der blev til et bredere gennembrud for sangskriveren.

Hjemme i USA er hun rykket videre til Merge, der udgiver hendes tredje plade, Ivy Tripp, den 7. april. Wichita udgiver internationalt.

Førstesinglen Air følger samme enkle struktur, som hun har gjort en herlig dyd ud af på de foregående plader. Frem for et mere eksplosivt omkvæd er der snarere en ro omkring det, der fint understøttes af nogle få synth-toner. Klarhed og omsorg. Og så kan hun tydeligvis godt lide hunde, hvilket altid er et plus.



/Martin

fredag den 9. januar 2015

Årets album 2014

Lidt forsinket kommer her min årsliste for 2014. Det er de LP'er, der har betydet mest for mig, som jeg har haft det sjovest med, eller som i ordets enkleste forstand har rørt mig dybest. Der er ingen ironi på listen. Nogle plader er glemt om kort tid, andre vil få større betydning fremover, både for mig personligt og for musikken som sådan.

Rækkefølgen er naturligvis stærkt arbitrær og ser marginalt anderledes ud i morgen. Fundamentalt anderledes om en måned. De er blevet hørt i forskellige måneder, sæsoner, tog og sindsstemninger. En årsliste er en årsliste er en årsliste. Lavet på et kort øjeblik. Sådan er der så meget.

Tak for endnu et fint år! Husk at støtte musikken.

Kh Martin

///

25. Aphex Twin – Syro

24. Future Islands – Singles

23. Sun Kill Moon – Benji

22. Angel Olsen – Burn Your Fire for No Witness

21. Andy Stott – Faith in Strangers

20. Sharon van Etten – Are We There

19. FKA Twigs – LP1

18. Taylor Swift – 1989

17. Alvvays – Alvvays

16. Trust – Joyland

15. Ought – More Than Any Other Day

14. Tycho – Awake

13. Ben Frost – A U R O R A

12. The Twilight Sad – Nobody Wants to Be Here, and Nobody Wants to Leave

11. East India Youth – Total Strife Forever

10. Kiasmos – s/t

9. Grouper – Ruins

8. Wild Beasts – Present Tense

7. A Sunny Day in Glasgow – Sea When Absent

6. Ariel Pink – Pom Pom

5. Objekt – Flatland

4. Perfume Genius – Too Bright

3. Fear of Men – Loom

2. Gazelle Twin – Unflesh

1. How to Dress Well – "What Is this Heart?"

Honourable mentions: Damien Jurado, Warpaint, Samantha Crain, Mogwai, Lo-Fang, Elbow, Johnny Foreigner, The Notwist, Beck, The Hotelier, Liars, Swans, Odawas, The Antlers, Marissa Nadler, The Bug, Sd Laika, Actress, Broken Twin, We Like We, Perfect Pussy, Vessel, HAERTS, I Break Horses, CEO, Real Estate, Woman's Hour, Cymbals Eat Guitars, Jessie Ware, Kevin Drew, Todd Terje, The War on Drugs, D'Angelo, Flying Lotus, Shadow Shadow, The New Pornographers, Caribou... Her kunne man nævne mange flere. Rækkefølgen er tilfældig.

/Martin

onsdag den 7. januar 2015

We Like We

Hvor romantisk og optimistisk man end måtte være, er det sjældent, at ønsket om at ville noget æstetisk nyt står mål med det endelige resultat. Det kan ligeledes forekomme nemt at proklamere. Men nogle gange, ganske sjældent, ender man med meget mere end en nobel ambition.

Den debuterende kvartet We Like We udgav i november A New Age of Sensibility, der med sine 11 skæringer er noget af det stærkeste, smukkeste og mest voldsomme i nyere dansk musik.

We Like We består af Katinka Fogh Vindelev, Katrine Grarup Elbo, Sara Rosendal og Josefine Opsahl. De tager sig af hhv. sang, violin, slagtøj og cello. De er altså på sin vis et klassisk orkester, om end deres tilgang er præget af impro.

Der er en voldsom sanselighed på spil. En lejlighedsvis indtagende tristesse overtages det næste øjeblik af en balstyrisk intensitet. En nærmest utæmmelig kraft, der imidlertid undsiger sig det decideret krakilske.

Det kan føles banalt om omtale det primale. Urkraften. Det antydes, men det er meget mere raffineret end som så. Raffineret uden at være tænkt, forstås.

A New Age of Sensibility er udgivet på The Being Music.



/Martin