onsdag den 27. august 2014

Future 3 åbner langsomt døren

Egentlig er det mere lyden af forår. Titlen er August, og den refererer ikke blot til indeværende måned som et Benjamin'sk her-og-nu, den er også i høj grad en reminder om alt, hvad man kan opleve og håbe på, når man sætter noget på klem: danske Future 3 er tilbage efter 13 års pause.

Der er ingen grund til at sparke døren op. Sådan har de aldrig arbejdet. August er en dør, der åbnes langsomt.

På klem.

Når man omtaler den såkaldt nordiske lyd, reagerer jeg ofte med skepsis. Det giver sjældent mening og er oftest et letkøbt kneb. Når folk sætter lighedstegn mellem en 'nordisk' lyd og et 'koldt' lydbillede, har jeg ligeledes svært ved at skjule selvsamme skepsis.

Men når Future 3 åbner døren på klem og lader tidlige solstråler (mere forår end sommer) ramme foden, giver det mere mening. Det er ikke koldt. Ej heller er det varmt, men det har aldrig betydet, at vi skal arbejde med den diametrale modsætning. Elektronisk musik med små klik, fremadskuende og fejende synthesizere, små temposkift. En dialog mellem venligt stemte rumvæsener i Andeby. En vis lighed med islandske Múm fra deres tidlige plader. Dét er snarere den nordiske lyd, og den er muligvis skabt ud fra idéen om et lys fra koldere tider, men det er ikke kulde. Det er nye – og gerne varmere – tider i vente.

Den 10. oktober udgiver Future 3 deres nye plade With and Without på Morr Music. Der er meget at glæde sig til.



/Martin

Ingen kommentarer: