tirsdag den 24. september 2013

Nils Frahm og pendulet

Erased Tapes befinder sig mellem det klassiske og det elektroniske, og Nils Frahm sørger for, at man aldrig glemmer denne logiske forbindelse. Manden mestrer klaveret, og han mestrer improvisationen.

Den 18. november er han ude med sin nye plade Spaces, hvorfra man nu kan høre den fremragende Says, der i dén grad udnytter sine mere end otte minutter. Sikket værk. Det oscillerer. Det gentager. Det bygger på. Det giver forhåbninger om klimaks. Det tager os nye veje.



/Martin

torsdag den 19. september 2013

Indlæg til Politiken: "Er der nogen, der lytter?" (uforkortet version)

Den 13. september bragte Politiken et indlæg signeret nogle af de større aktører fra den danske musikbranche. Et indlæg, der fik overraskende megen ros og overraskende lidt modspil. Politiken bragte d. 19. september mit modsvar i en version, der ganske forståeligt måtte forkortes og med en overskrift, der måske får det til at lyde mere Spotify-orienteret. Her følger imidlertid den uforkortede, første version til de interesserede:

Er der nogen, der lytter?

I  sidste uge offentliggjorde musikselskabernes brancheorganisation IFPI nye tal, der viste, at musikselskaberne igen tjener penge, og at det primært er et resultat af streaming, herunder Spotify, WiMP, TDC Play etc. Så vidt så godt.

Før offentliggørelsen af disse tal kunne man i Politiken læse et indlæg med overskriften Tilbage til fremtiden underskrevet nogle af branchens største aktører, herunder de to major labels Universal og Sony. Sidstnævntes direktør, Henrik Daldorph, er også bestyrelsesformand i IFPI, hvorfor man kunne have indlægget klar allerede ét minut over midnat fredag d. 13. september.

Indlægget er blevet rost for at udvise en vis selvkritik over for den etablerede branche, der med afsendernes ord de seneste 10-15 år blev ”selvtilstrækkelig og i højere grad koncentrerede sig om egne fortræffeligheder end om den virkelighed, forbrugerne befandt sig i.”

Nogle af disse aspekter belyses i Fredric Dannens bog Hit Men om flere af spidserne i dét, vi nu henviser til som en tidligere æra i musikbranchen. Vi skelner altså mellem det digitale og en tid før det. Hvor mindre selskaber havde nemmere ved at tilpasse sig de nye tider, var det sværere for de store, der blev en slags dinosaurer og forsøgte at leve videre på de præmisser, der havde virket så fornemt i et godt stykke tid. Den historie har de fleste musikinteresserede vist hørt.

Vi kan altså i første omgang konkludere, at man roser de danske afdelinger af de multinationale major labels for i 2013 at udvise en vis ydmyghed – men først så snart de altså igen har vind i sejlene. Når man igen får penge, går det jo godt, og så har man overskud til at vise verden, at man skam også kan se indad. Efter mere end et årti med skræmmekampagner klinger en sådan ydmyghed en anelse hult.

Patent på sandheden
Det handler ikke om at være for eller imod major labels eller kun at støtte de små. Det er for banalt og kedeligt at inddele kulturen i modsætninger, dikotomier og radikale valg, der skal definere enten populærkultur eller undergrund. Sådan hænger verden ikke sammen, og det er heller ikke agendaen i dette indlæg.

Det store problem opstår, når man forveksler en holdning med sandheden. Når ”musikselskaberne” har det bedre, hører vi om det, fordi de store selskaber er i bedring. De har slikket deres sår og har rejst sig igen, hvilket selvfølgelig er godt for dem. Men hvad er der egentlig sket rent historisk? De store pladeselskaber har siddet på deres hænder i årevis, indtil de til sidst investerede i dem, der rent faktisk forstod udviklingen, herunder særligt Spotify, og nu ser de på ny lyst på tingene. Igen: godt for dem.

Men der er langt derfra og til de konklusioner, der herefter blev draget i fredagens indlæg. Fra årtusindskiftet fik mindre bands og pladeselskaber bedre muligheder for at få deres musik ud gennem internettets mange muligheder, og mange talte med rette om en vis demokratisering af musikken.

Men når Henrik Daldorph (Sony), Casper Bengtson (Universal) og Søren Krogh Thompson (Playground) skriver, at forbrugeren gennem streaming ”dagligt stemmer med musen om, hvilken musik der skal modtage penge fra den samlede streamingøkonomi,” forekommer det en anelse arrogant at omtale det som en demokratisering af musikken.

Skulle der være noget som helst demokratisk ved det, skulle vi først og fremmest have mere transparens i debatten, hvilket angiveligt også er et mål fra de store musikselskabers side; visse pladeselskaber har flere procenter og dermed interesser i Spotify (og de fleste andre streamingtjenester), og dette kommer sjældent frem i debatten. Hertil kommer, at der er umådeligt stor forskel på marketingbudgetter og dét, vi diskret og underspillet kan kalde ”gode kontakter”. Det er de færreste små nichebands, der er gode venner med Lars Trillingsgaard og kan få deres musik i A-rotation på P3.

Lad os få én ting på det rene: dette er ikke et opgør med de store musikselskaber. De tjener deres penge på lovlig vis. Men de skal ikke tage patent på sandheden. Jo, alle kan komme på Spotify, WiMP, Play etc., men det bliver også sværere og sværere at kunne vælge fra eller til, hvis flere og flere benytter denne platform.

Diskussionen skal heller ikke handle om afregning og procenter, men demokratisering er heller ikke det rette ordvalg, når Spotify fordeler goderne efter kunstnernes popularitet.

I fredagens indlæg hed det, at ”et andet kritikpunkt er, at vækstlaget lider under streaming. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Tværtimod, fristes man til at sige. I modsætning til selskabernes tidligere distributionsmonopol har vækstlaget via streamingtjenester uhindret adgang til at dele deres musik med alle.”

Problemet er ikke, at man her forsøger at fordreje sandheden. Problemet er, at man påstår, at det overhovedet skulle være sandt. Dette er i øvrigt alt, hvad der siges om vækstlaget i indlægget. Det er i bedste fald en næsten tragikomisk eufemisme, der afslører indlæggets forsøg på ydmyghed som et nyt kapitel i en arrogant dagbog.

Fodboldspilleren Martin Jørgensen fortalte engang, hvorledes han første gang for Udinese oplevede, at han var blevet nedlagt for derefter at blive hjulpet op af modstanderen – som ved samme lejlighed hev ham i hårene under armen. Det skulle ligne en smuk gestus men var i virkeligheden en skjult svinestreg, som kun han selv oplevede. De store musikselskaber har deres version af tingenes orden, men de har ingen ret til den universelle tone, de tillægger sig.

Det er fint med dårlige betalinger, hvis det gælder alle. Men det gør det ikke. Neo-liberalismen har for længst infiltreret kulturen, og det er der intet nyt i. Men dette forsøg på ydmyghed og antydning af demokratisering er direkte skadeligt, når der er tale om manipulerede sandheder.

Desperationens mange ansigter
Vi vil så gerne have det godt. Nu lysner det for nogle, og så må det nødvendigvis være godt for alle. Uden forbehold. Men det er nu, vi har brug for debat. Vi har ikke brug for at klappe os selv på skuldrene og trykke hinanden i hånden uden at sætte spørgsmålstegn ved kunstens muligheder. ”Nu går det godt igen,” synes den generelle konsensus at være. Kaotiske tider kalder på trangen til forlig. Men debatten må ikke dø her, for ingen har patent på sandheden.

Det understreges klart og fint i indlægget, at der er forskel på at eje og at streame, og at man ikke kan sammenligne de to direkte. Sammenligningsgrundlaget er naturligvis økonomisk betinget. Alligevel sammenlignes streaming med vinyl senere i indlægget i forhold til kulturel relevans. Kultur bliver til forbrug, hvis det passer ind i argumentet, og så kan det være ligegyldigt, om argumentationen og filosofien så er inkonsekvent.

I fredagens indlæg kunne man også læse, hvorledes de store musikselskaber ”gør deres for, at afstanden til de danske forbrugere aldrig bliver så stor, som den blev i årene, efter at internettet tog plads i vores liv.” Her antydes universaliteten igen i ”vores liv” frem for ”vore liv”, og det manglende perspektiv afsløres også klart: afstanden blev muligvis større for de forskellige major labels, men mange af de mindre selskaber kom jo netop tættere på deres fans gennem internettet.

Den stærkeste del af gårsdagens indlæg er indrømmelsen af, at de ikke vil tage diskussionen om kunststøtte, da de udelukkende satser på musik med kommerciel gennemslagskraft. Det er en værdsat ærlighed, hvor åbenlyst det end måtte være. Her anerkendes det, at der er ontologiske, kreative og kommercielle forskelle på major labels og de mindre aktører.

Men hvad de overser med denne (ellers noble) anerkendelse, er tilsynekomsten af en immanent modsigelse, der én gang for alle slår fast, at dette kald på universalisme går imod alt, hvad der hedder fornuft og sandhed: ved at udlægge de positive tal som en sandhed, der kan neutralisere alle problemer for mindre aktører, inddrager man netop selvsamme aktører og anerkender i en paradoksal vending de problemer, man forsøger at begrave.


De store musikselskaber har ret til at juble over, at de igen tjener penge. Men de har ingen ret til at plædere for sandheder, der ikke findes. De er virksomheder som så mange andre, og det handler ikke om en diskussion af deres etiske grundlag eller om kunstnerisk kvalitet. Det handler om et retorisk greb, der skal sælge forklædte sandheder som kulturel frihed og demokratisk potentiale. Det har vi allerede politikerne til. Lad venligst være med at udsætte kulturen og jeres medmennesker for det samme.

/Martin

tirsdag den 17. september 2013

Empress Of

Lorely Rodriguez fra Brooklyn indspiller under navnet Empress Of. Det gør hun ganske fremragende, og det gør hun på en måde, der igen får betegnelsen drømmepop til at give mening.

Engang omkring sidste sommer udgav hun en 7", hvorfra jeg er blevet særligt begejstret for b-siden Don't Tell Me. Her viser hun fin sans for komposition og tålmod á la Cocteau Twins, ligesom hun mod slutningen virkelig får vist, hvor fremragende hun egentlig synger.

Besøger man hendes hjemmeside, får man endvidere et fint billede af popkulturens magt i relation til den potente nostalgi og dennes indvirkning på kreativiteten. En smule selvironi ser vi også. Referencer til en nær fortid, en lidt fjernere og så ikke mere. Der er en grænse, og hun dyrker sine helte og tidligste oplevelser lige til denne grænse. Det afspejler sig så sandelig i musikken, og det kan vi være meget taknemmelige for. Store ting i vente.



(Side A: Champagne)



/Martin

fredag den 13. september 2013

Blood Orange med tanker om 1993

Dev Hynes er ved at modnes. Han har tidligere huseret i Test Icicles og lavet musik under navnet Lightspeed Champion. Begge dele havde styrker, men de var så sandelig heller ikke fejlfri. Under navnet Blood Orange har han også været noget ujævn, men nu begynder han så småt at finde fodfæste.

Det skyldes ikke mindst, at den snart 28-årige har fundet sig til rette som en umådeligt dygtig producer, der igennem nye samarbejdspartnere har fundet frem til en alvorlig undertone midt i festlighederne. Følelsen af ansvar er ganske tydelig i hans nyere produktioner.

Mange fik nok først øjnene op for Dev Hynes i forbindelse med Solange-hittet Losing You fra sidste år, der ikke bare var produceret af Hynes men også omhandlede hans egen daværende situation - og ikke var en personlig fortælling fra Solanges liv. Denne sommer har han bl.a. gjort sig bemærket med produktionen af Mutya Keisha Siobhans (også kendt som MKS) comeback-single Flatline. Comeback i den forstand at de jo var de oprindelige Sugababes.

Det kommer ofte til at handle om Hynes' beats, da markante producere uden for rocken alt for ofte bliver sammenlignet med producere i hip hop, hvor mange gerne reducerer det til en rapper og en beatmager. I tilfældet Dev Hynes er det imidlertid mere interessant at fokusere på hans brug af synths. Lad os kort zoome ud for at få lidt perspektiv: I et interview med Electronic Beats blev Neil Tennant fra Pet Shop Boys konfronteret med en udtalelse om, at "pop er overflade", hvortil han svarede:

"A revealing surface, yes. But the point I want to stress is slightly different. The war between the fake authenticity of rock and the real authenticity of pop was sort of won by pop. [...] Anything can be pop nowadays."

Jeg vil ikke bevæge mig ind på en anden diskussion om autenticitet her, hvor interessant den end måtte være. Men den alvor, der ligger i Tennants ord, afspejles i den lyd, Hynes er godt på vej til at blive en repræsentant for. Det er her, man ikke må forveksle det altomfavnende (eller ligefrem omnivore!) med det åbne sind, når han kaster sig over forskellige projekter og genrer (hvis vi antager, at dette begreb ikke er dødt). Hynes' underliggende alvor ligger særligt i hans særlige brug af synths, og han har intet imod at nærme sig det storladne. I førnævnte Flatline kommer et breakdown, hvor et mandligt kor efter 2:28 kommer i spil. De får lov at stå i front i syv sekunder, men før det bliver en modernisering af Løvernes Konge, mixes pigerne igen højere op og gør herrerne selskab, så der er balance i lydbilledet, før omkvædet igen sætter alt ind på at være ægte popmusik. Og hvad sker der så? Det er triumferende, javist, men i godt 10-15 sekunder står pigerne i slutningen alene med en synth, før sangen byder på en eftertænksom og ensom outro, der minder os om, at vi skal tage musikken alvorligt. Også popmusikken. Hynes er ikke helt ueffen.

Senere på året udgiver Hynes under aliaset Blood Orange sit nye album Cupid Deluxe. Herfra har han nu sluppet singlen Chamakay. Sangen er en duet med den dygtige og umådeligt charmerende Caroline Polachek fra Chairlift. Det er en farlig tid for musikvideoerne, hvor de levende billeder efter Instagrams dominans i højere og højere grad ligger under for colour grading eller slet og ret dominerende filtre. Det blev en smule overdrevet i videoen til førnævnte Losing You (som ellers på mange måder er en fin video), men Hynes undgår med hjælp fra instruktør Adam Bainbridge de største farer i den på sin vis beslægtede video til Chamakay.

Min broder (nogle husker måske nogle af hans gamle indlæg bloggen) sendte mig videoen til Chamakay med ordene: "All in på 1993!!!" En noget nær perfekt beskrivelse. Nå ja, burde man også snakke om sangen? Jeg har kedet jer nok. Lad os bare sige at det er én af de stærkeste singler, der er udgivet i mange måneder, og at september er den perfekte måned til Chamakay.



/Martin

tirsdag den 10. september 2013

Cut Copy tager tråden op

Nogle læsere vil måske huske, at der engang var et endnu større fokus på vejr og årstider på disse sider. Langt fra alle vil savne denne leg med det notorisk overfladiske, men som vi alle ved, ligger der mange sandheder gemt i dét, der ofte arrogant tilskrives det overfladiske. Lad os tage tråden op for en kort bemærkning. Eller samle den op (dén bevægelse kan vi også finde forskellige perspektiver på).

Cut Copy er lyden af sommer med tangenter, der lige så vel hører hjemme om vinteren. Kolde tangenter, der spilles varme. På samme måde som Steal My Sunshine af Len. Ja, eller discohittet More, More, More af Andrea True Connection, som Len netop sampler. Klaveret i disco er jo netop født om vinteren, varmer fingrene gennem foråret og peaker om sommeren. Efteråret er som altid uvist.

Se, nu vil nogle måske tænke, at man har bevæget sig ud på et sidespor, og det er jeg egentlig glad for. På sporet af den svundne tid. Tilbage på sporet. Vi sporer os ind på noget. Cut Copy! Ja, Cut Copy! Australierne udgav i 2011 det reddy fine Zonoscope, og nu har vi fået titlen på deres kommende album: Free Your Mind. Pladen er i dén grad er inspireret af the summer of love og ifølge bandet selv mere nøjagtigt 1967 og 1988-1989. Nogle fornemme år.

Titelsangen er nu ude, og den lover så fint, at man slet ikke frygter for november måned. Hov, så kom årstiderne ind igen. I Melbourne frygter de næppe den måned. Efter at være viklet godt og grundigt ind i denne tematiske overflade fletter vi os ud igen. Lyset bliver klart: denne titelsang er jo fremragende! Og hvad ellers? Ja, vi hørte jo en anden single for en måned siden, Let Me Show You Love, og det er blevet bekræftet, at den også optræder på pladen.

Få bands har så stort held med at indfange forskellige perioder i så overbevisende en hybrid som Cut Copy, og med disse nye singler får man ny næring til den teori, der hedder, at deres bandnavn rent faktisk giver mening. Ganske fint. Jeg er glad.

Free Your Mind er ude 5. november på Modular og Loma Vista. Dave Fridmann har produceret.





/Martin

fredag den 6. september 2013

Kwes

Man har i mange år kunnet regne med en vis kvalitet fra det meste, der udgives på Warp. De spænder vidt: fra Brian Eno til Aphex Twin over Autechre. Fra Broadcast til Grizzly Bear. Alle har dog en på sin vis moden lyd, der forekommer mere og mere sjælden disse dage.

Den 13. oktober udgiver de så et debutalbum (ja, første LP i hvert fald), hvor man igen forventer en vis modenhed: den engelske producer-turned-songwriter Kwes disker således op med langspilleren ilp, der ud over de små bogstaver viser fin ydmyghed med dét, man må forvente, er en leg med romertal og betegnelser. Simpelthen LP nummer ét. Meget fint.

Englænderen er da også en sensitiv herre, der i musikken lyder en smule genert. Det er et ganske blødt lydbillede, man præsenteres for. Jeg har aldrig været synderligt begejstret for James Blake (medmindre vi taler om den netop pensionerede tennisspiller), men jeg forestiller mig, at det er sådan, den unge James ville ønske, han kunne skrive, producere og synge. Warp har - forhåbentlig - gjort det igen. Singleforløberen 36 lover i hvert fald rigtig godt.



/Martin

mandag den 2. september 2013

Joanna Gruesome

Nå, det er vist et stykke tid siden, der har været noget af den noise pop, der tidligere var så meget af på disse sider! Kvintetten Joanna Gruesome fra Cardiff har efter en stribe singler, en del koncerter og en reddy fin EP nu færdiggjort deres første LP, Weird Sister, der udkommer senere denne måned. Det bliver - måske ikke overraskende - Slumberland, der tager sig af udgivelsen i USA, medens Fortuna Pop varetager Europa.

Joanna Gruesome er ægte Slumberland. Det er noise pop, lidt lo-fi (selvom de har haft studie i stedet for en stue), fuzz og åbenbart overhovedet ikke "fucking twee" ifølge dem selv. Ja ja. Der er mange ord i denne verden at forholde sig til.

Singlen Sugarcrush er dejligt ligetil, og på trods af en lidt kikset intro og outro (samme riff) viser sangen mange åbenlyse og enkle styrker.



/Martin