fredag den 15. marts 2013

Waxahatchee og det farlige begreb om oprigtighed

Bedst som vi langsomt mister troen på den guitarbaserede sangskrivning, udgiver Waxahatchee et nyt og aldeles glimrende album.

Katie Crutchfield spillede tidligere i P.S. Eliot, og da de gik i opløsning, var det på tide at prøve sig med et soloprojekt, der fik det nærmest kropumulige navn Waxahatchee.

Sidste år udgav hun så sit debutalbum American Weekend og har nu fulgt op med Cerulean Salt, begge udgivet på Don Giovanni Records (fantastisk navn). De har i øvrigt også udgivet et andet højdepunkt fra i år, California X og deres album af samme navn, så måske man burde holde lidt bedre øje med dem.

Pladens 13 sange er korte og enkle, og kun tre når på den anden side af de tre minutter. Hvori ligger så den særlige attraktion ud over meget stærk sangskrivning? Man fristes til at sige: intetsteds. Man kunne spekulere i den enkle produktion. At det skal være underspillet. Men allerede her vil det være spekulation og et greb. Og vi hader jo idéen om greb, ikke? Eller artifice som vi med lidt mere ynde kan kalde det på engelsk. Nej, der er en oprigtighed over Waxahatchee, der ikke fortaber sig i spekulation af (åh nej!) autenticitet (mere nej!) eller lignende. Det er nemlig ganz schön aufrichtig, og det er ikke et minut for kort eller langt. Sikken overraskelse. God weekend!





/Martin

Ingen kommentarer: