Negationen er os ingenlunde fremmed i det daglige, men det er vor bevidsthed derom til gengæld. Dobbeltnegationen finder også gerne vej. Spørgsmålet er, om man endog kan tale om en emotionel dobbeltnegation i rummet mellem udsagn og udsigelse; den jyske 'ikke værst' er måske en svær banalitet, og mere interessant bliver det utvivlsomt også med forelskelsens betingelser i relation til vor begrebsverden.
Det bringer mig videre til to vidt forskellige sange, der med forskellige narrativer og udgangspunkter har samme ambition og formål. Det kommer vi til. I første omgang må vi forholde os til en romance, der er gået til grunde. Den ene sang er So In Love af velrespekterede OMD (Orchestral Manoeuvres in the Dark) fra 1985. Den anden er Not In Love af canadiske (og skabede) Platinum Blonde.
De to sange kan streames nederst i indlægget, men det anbefales at finde dem i bedre kvalitet.
So In Love
Da OMD bragede igennem med den sublime (og perfekt betitlede) Architecture & Morality i 1981, var det med et væsentligt mørkere udgangspunkt, end man senere skulle vidne. Som de udtalte til det tyske magasin om popkultur Spex i 2010: "Vi var anti-rock. Vi forbød vores trommeslager at bruge bækkener." De bragede imidlertid kun delvist igennem rent kommercielt (og primært hjemme i Europa), og det skulle tage dem yderligere fire år, før de fik hul igennem i USA.
Det transatlantiske gennembrud kom netop med So In Love, der var gruppens første hitsingle på de kanter. Resten af pladen, Crush, er mildest talt en noget ujævn affære, der kun sjældent afspejler gruppens ellers så nysgerrige væsen. Til gengæld viser den ofte et nyt ansigt i form af et popformat, der placerer sig mellem engelsk new wave-romantik og et Hollywood med forvoksede teenagehelte á la det billede, der tegnedes af John Hughes (Breakfast Club, Weird Science, Ferris Bueller's Day Off et al.).
Det var første gang, gruppen samarbejdede med producer Stephen Hague, der i sig selv har en interessant historie. Hans første anerkendte produktion var Malcolm McLarens mærkværdige og højst originale Madam Butterfly (un bel di vedremo) fra 1984, og Crush var sågar hans første forsøg med at mixe en hel plade. Hague skulle senere blive succesfuld som producer for bl.a. New Order, Pet Shop Boys, Erasure og Peter Gabriel. Med ham ombord ramte de altså ind i en tidsånd, der skreg på friske produktioner kombineret med et reflekteret og velartikuleret følelsesliv.
Det hele starter umådeligt catchy. Der tunes underligt ind i nogle få sekunder, før trommerne sikkert brager løs, og klaveret sætter ind. Bas og synth gør dem hurtigt selskab, og der udvises en fornem sans for selve pophåndværket. Efter godt et halvt minut hører vi så Andy McCluskeys vokal for første gang. Her følger teksten i sin helhed:
Talk to me, don't lie to me
Save your breath
Don't look at me
Don't smile at me
Just close your eyes
I was so impressed by you
I was running blind
I would fall for every trick
Every twist of mind
Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
Don't say your prayers
Don't build your hopes
Just walk away
Don't phone me up
Don't call around
Don't waste your time
You were so in awe of me
You were so divine
You would do just anything
To still be mine
Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
All the things you said to me
I was so obsessed
You were always talking talking
God I did my best
Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love with you
Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love with you
Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love
I was so in love
I was so in love
I was so in love with you
Det bliver hurtigt klart, at titlen skal forstås som et overstået kapitel, og bitterheden og smerten er fra starten altomfavnende. Der ønskes på den ene side kommunikation, men der er ingen interesse for dialog. Symbiosen er brudt. Bitterheden skubbes mere direkte over på pigen, og McCluskey repræsenterer her klichéen om kærligheden, der gør blind - kombineret med bebrejdelse.
Efter just close your eyes introduceres en enkel og ensom guitar, der gentages efter I was running blind og every twist of mind. Efter godt et minut når vi omkvædet, hvor McCluskey skifter fra nøgtern betragtning og bitterhed til en kold og mere poetisk falset:
Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
De første to linjer af omkvædet kan stå alene: Vi har kun den lidenskab og kærlighed, vi selv tilbyder. Men de to linjer kan også snildt adskilles, så vi står tilbage med en kold konstatering, der imidlertid er mere reflekteret, end den først giver sig ud for. Det kan tolkes som en voldsom bebrejdelse og berøvelse af selve sjæleligheden, der er blevet frarøvet vor helt af den brutale kærlighed. Det kan imidlertid også tolkes med en anden selvbevidsthed på spil: "Set fra dén og dén synsvinkel er det svært at forstå..."
I første omgang handler det imidlertid om erkendelsen i mere bogstavelig forstand: McCluskey har svært ved at tro på, at han så noget i denne kvinde. Så simpelt er det selvfølgelig aldrig, men vi må af og til have modet til både at se, forstå, føle og tolke sort/hvidt.
Hernæst skifter fokus i endnu højere grad på den modtager, der har forårsaget så megen smerte. Det er slut, og der skal ikke motiveres til noget forsøg på at genfinde, genopdage, gentage. Der arbejdes nu mere med kynismen i forsøget på at finde styrken: Don't waste your time. Efter at have genvundet en vis styrke tør vor helt nu også at se vende fascinationen fra første vers, så det nu handler om ham selv: You were so in awe of me, hvorefter han nu har givet hende den emotionelle tillid, der igen får ham til at lade barrikaderne falde minimalt: You were so divine.
Netop her bliver det tydeligt, at vi har at gøre med en forhandling. Han blotter den forvirring, han forsøger at undertrykke. Fra denne romantiske indskydelse (so divine) handler det igen om modtagerens svaghed, og hvordan hun ville gøre alt for at kunne genoptage det tabte.
I slutningen af det andet omkvæd introduceres en vaskeægte zeitgeist-saxofon (efter præcist to minutter), der minder os om førnævnte John Hughes. Det leder op til c-stykket, der på få linjer fint opsummerer den førnævnte forhandling med naturligt forstærket refleksion:
All the things you said to me
I was so obsessed
You were always talking talking
God I did my best
Det erkendes, at han tidligere har været besat af denne person, og han erkender dermed også, at det ikke kun handler om indhold men også om perspektiv. Frustrationen i denne erkendelse fører til en næsten infantil bebrejdelse i den bitre gentagelse (talking talking). Ja, og han har såmænd også gjort sit bedste!
Da vi for tredje gang får omkvædet, lader bandet det ringe ud, og det gentages, at han var forelsket, at han var forelsket, at han var forelsket. Følelsen kommer her til at gå forud for det romantiske og erotiske objekt, og det bliver mere en refleksion over tilstanden end en stillingtagen til den person, der tillod disse følelser at komme til live. Dermed bliver det også i mindre grad dén afstandtagen, der ellers ligger manifest i bitterheden.
Not In Love
Jeg vil holde det lidt kortere med Platinum Blonde og deres Not In Love, da den i sig selv er mindre interessant både kompositorisk og lyrisk. Men dermed ikke sagt at den ikke er interessant - særligt i relation til OMD og So In Love. Først den enkle tekst:
I found your picture
Hanging on the back of my door
Won't give you my heart
No one lives there anymore
You said we're lovers
We could never be friends
Fascination ends
Here we go again
Oh, oh
'Cause it's hot inside
When you comin' home (?)
'Cause it's hot inside
Isn't that enough?
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
Could it be that time has taken its toll?
Won't take you so far
I am in control
You said we're lovers
We could never be friends
Fascination ends
Here we go again
Oh, oh
'Cause it's hot inside
When you comin' home (?)
'Cause it's hot inside
Isn't that enough?
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
You said we're lovers
You said we're lovers
It's hot inside
It's hot inside
No, no, no, no, no, no
No, no, no, no, no, no
It's hot inside
It's hot inside
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love
Love
Love
Love
Love
Av! Hvad angår både tekst og vokal, har vi nærmest at gøre med en discount-version af The Cure. Det hele starter ganske lige på med bas og trommer tilsat en simpel guitar. Vi har et ganske enkelt udgangspunkt og en såret afsender, der ganske direkte mindes om det tabte. Mark Holmes' vokal er meget skabet men oprigtig og uden en snert af ironi. Han er angiveligt tom indeni men har (naturligvis) et behov for alligevel at udtrykke sig. Det er på det nærmeste en jammerlig manifestation af Schlegels idé om insisteren som det modsatte af eksistens (frem for ikke-eksistens): Det, der ikke eksisterer, vil blive ved at insistere på at komme frem. I bedste/værste fald er der her tale om erkendelsen af noget tabt kombineret med behovet for at gøre alverden opmærksom herpå.
Men herefter kommer en lidt overraskende drejning: Here we go again. Der er tilsyneladende intet nyt under solen, og der er en mekanisme, der spiller ind, som kan være nok så universel men her får lov at forblive inden for det partikulære.
Desperationen finder vej, og ynkeligheden spidser til (when you comin' home... og isn't that enough?). Så kommer titlen på spil med gentagelsen af det åbenlyse selvbedrag: I'm not in love.
Andet vers er næsten legendarisk kort. Har romancen simpelthen udspillet sin rolle? Næ, og afsenderen er såmænd i kontrol med situationen! Endnu en åbenlys løgn. Behovet for styrke bliver klarere og ynkeligere end hidtil set.
Vi kommer tilbage til omkvædet, der nu byder på otte gentagelser af titlen. Han er altså virkelig ('ikke') forelsket. Herefter bliver det tåget, og dele af teksten blandes sammen for at understrege den komplette og nu endnu mere blottede forvirring: You said we're lovers... It's hot inside efterfulgt af en dramatisk benægtelse (hele 12 gange intensiveres et no!).
De otte gentagelser af løgnen (I'm not in love) forekommer igen, før han endelig finder sig til rette med anerkendelsen af et vi, der er større end selvet:
We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love
Slutteligt formår han ligefrem at fuldende bevægelsen fra det partikulære til det universelle og lade essensen stå alene. Men det forbliver med et ynkeligt tonefald:
Love
Love
Love
Love
På mange måder opnår Platinum Blonde utrolig lidt på fire minutter. Men det er netop det ynkelige, der får lov at være ynkværdigt. Der reflekteres kun kortvarigt (could it be that...), men det er ikke refleksionen, der er i fokus: Det er kampen om at anerkende en tilstand. Forhandlingen.
Momentum
I begge sange opleves en ophedet forhandling og et forunderligt selvbedrag. Det kan på det nærmeste anskues som et forsøg på at opnå momentum. Et overtag, der ekspliciteres for selvet. Afsenderen er jo i høj grad modtageren - og den anden vej rundt. Det er en cirkulær bevægelse, der tager til i kraft, indtil man med rette kan tale om refleksion. De tænker ikke blot højt; de forsøger at overbevise sig selv om, hvor de befinder sig emotionelt, og hvad de har tabt og opnået. Forsøget på styrke fører til en befriende svaghed, der i sidste ende - med status som erkendelse - er det eneste, der kan sætte dem fri. De benytter sig af den samme emotionelle dobbeltnegation i forskellige stadier og spatiotemporale rum.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar