mandag den 29. oktober 2012

Til forsvar for kitsch, vol. III: Den dobbelte negation

Dette er tredje del af en lille serie. Første del med dertilhørende indledning kan findes her (om Soft Cell og deres 'Say Hello, Wave Goodbye'). Anden del kan findes her (om Savage og dennes 'I'm Loosing You' - stavefejl bevidst).

Negationen er os ingenlunde fremmed i det daglige, men det er vor bevidsthed derom til gengæld. Dobbeltnegationen finder også gerne vej. Spørgsmålet er, om man endog kan tale om en emotionel dobbeltnegation i rummet mellem udsagn og udsigelse; den jyske 'ikke værst' er måske en svær banalitet, og mere interessant bliver det utvivlsomt også med forelskelsens betingelser i relation til vor begrebsverden.


Det bringer mig videre til to vidt forskellige sange, der med forskellige narrativer og udgangspunkter har samme ambition og formål. Det kommer vi til. I første omgang må vi forholde os til en romance, der er gået til grunde. Den ene sang er So In Love af velrespekterede OMD (Orchestral Manoeuvres in the Dark) fra 1985. Den anden er Not In Love af canadiske (og skabede) Platinum Blonde.

De to sange kan streames nederst i indlægget, men det anbefales at finde dem i bedre kvalitet.

So In Love

Da OMD bragede igennem med den sublime (og perfekt betitlede) Architecture & Morality i 1981, var det med et væsentligt mørkere udgangspunkt, end man senere skulle vidne. Som de udtalte til det tyske magasin om popkultur Spex i 2010: "Vi var anti-rock. Vi forbød vores trommeslager at bruge bækkener." De bragede imidlertid kun delvist igennem rent kommercielt (og primært hjemme i Europa), og det skulle tage dem yderligere fire år, før de fik hul igennem i USA.

Det transatlantiske gennembrud kom netop med So In Love, der var gruppens første hitsingle på de kanter. Resten af pladen, Crush, er mildest talt en noget ujævn affære, der kun sjældent afspejler gruppens ellers så nysgerrige væsen. Til gengæld viser den ofte et nyt ansigt i form af et popformat, der placerer sig mellem engelsk new wave-romantik og et Hollywood med forvoksede teenagehelte á la det billede, der tegnedes af John Hughes (Breakfast ClubWeird ScienceFerris Bueller's Day Off et al.).

Det var første gang, gruppen samarbejdede med producer Stephen Hague, der i sig selv har en interessant historie. Hans første anerkendte produktion var Malcolm McLarens mærkværdige og højst originale Madam Butterfly (un bel di vedremo) fra 1984, og Crush var sågar hans første forsøg med at mixe en hel plade. Hague skulle senere blive succesfuld som producer for bl.a. New Order, Pet Shop Boys, Erasure og Peter Gabriel. Med ham ombord ramte de altså ind i en tidsånd, der skreg på friske produktioner kombineret med et reflekteret og velartikuleret følelsesliv.

Det hele starter umådeligt catchy. Der tunes underligt ind i nogle få sekunder, før trommerne sikkert brager løs, og klaveret sætter ind. Bas og synth gør dem hurtigt selskab, og der udvises en fornem sans for selve pophåndværket. Efter godt et halvt minut hører vi så Andy McCluskeys vokal for første gang. Her følger teksten i sin helhed:

Talk to me, don't lie to me
Save your breath
Don't look at me
Don't smile at me
Just close your eyes

I was so impressed by you
I was running blind
I would fall for every trick
Every twist of mind

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you

Don't say your prayers
Don't build your hopes
Just walk away
Don't phone me up
Don't call around
Don't waste your time

You were so in awe of me
You were so divine
You would do just anything
To still be mine

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you

All the things you said to me
I was so obsessed
You were always talking talking
God I did my best

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love with you


Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love with you


Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love
I was so in love
I was so in love
I was so in love with you



Det bliver hurtigt klart, at titlen skal forstås som et overstået kapitel, og bitterheden og smerten er fra starten altomfavnende. Der ønskes på den ene side kommunikation, men der er ingen interesse for dialog. Symbiosen er brudt. Bitterheden skubbes mere direkte over på pigen, og McCluskey repræsenterer her klichéen om kærligheden, der gør blind - kombineret med bebrejdelse.

Efter just close your eyes introduceres en enkel og ensom guitar, der gentages efter I was running blind og every twist of mind. Efter godt et minut når vi omkvædet, hvor McCluskey skifter fra nøgtern betragtning og bitterhed til en kold og mere poetisk falset:

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you

De første to linjer af omkvædet kan stå alene: Vi har kun den lidenskab og kærlighed, vi selv tilbyder. Men de to linjer kan også snildt adskilles, så vi står tilbage med en kold konstatering, der imidlertid er mere reflekteret, end den først giver sig ud for. Det kan tolkes som en voldsom bebrejdelse og berøvelse af selve sjæleligheden, der er blevet frarøvet vor helt af den brutale kærlighed. Det kan imidlertid også tolkes med en anden selvbevidsthed på spil: "Set fra dén og dén synsvinkel er det svært at forstå..."

I første omgang handler det imidlertid om erkendelsen i mere bogstavelig forstand: McCluskey har svært ved at tro på, at han så noget i denne kvinde. Så simpelt er det selvfølgelig aldrig, men vi må af og til have modet til både at se, forstå, føle og tolke sort/hvidt.

Hernæst skifter fokus i endnu højere grad på den modtager, der har forårsaget så megen smerte. Det er slut, og der skal ikke motiveres til noget forsøg på at genfinde, genopdage, gentage. Der arbejdes nu mere med kynismen i forsøget på at finde styrken: Don't waste your time. Efter at have genvundet en vis styrke tør vor helt nu også at se vende fascinationen fra første vers, så det nu handler om ham selv: You were so in awe of me, hvorefter han nu har givet hende den emotionelle tillid, der igen får ham til at lade barrikaderne falde minimalt: You were so divine.

Netop her bliver det tydeligt, at vi har at gøre med en forhandling. Han blotter den forvirring, han forsøger at undertrykke. Fra denne romantiske indskydelse (so divine) handler det igen om modtagerens svaghed, og hvordan hun ville gøre alt for at kunne genoptage det tabte.

I slutningen af det andet omkvæd introduceres en vaskeægte zeitgeist-saxofon (efter præcist to minutter), der minder os om førnævnte John Hughes. Det leder op til c-stykket, der på få linjer fint opsummerer den førnævnte forhandling med naturligt forstærket refleksion:

All the things you said to me
I was so obsessed
You were always talking talking
God I did my best

Det erkendes, at han tidligere har været besat af denne person, og han erkender dermed også, at det ikke kun handler om indhold men også om perspektiv. Frustrationen i denne erkendelse fører til en næsten infantil bebrejdelse i den bitre gentagelse (talking talking). Ja, og han har såmænd også gjort sit bedste!

Da vi for tredje gang får omkvædet, lader bandet det ringe ud, og det gentages, at han var forelsket, at han var forelsket, at han var forelsket. Følelsen kommer her til at gå forud for det romantiske og erotiske objekt, og det bliver mere en refleksion over tilstanden end en stillingtagen til den person, der tillod disse følelser at komme til live. Dermed bliver det også i mindre grad dén afstandtagen, der ellers ligger manifest i bitterheden.

Not In Love

Jeg vil holde det lidt kortere med Platinum Blonde og deres Not In Love, da den i sig selv er mindre interessant både kompositorisk og lyrisk. Men dermed ikke sagt at den ikke er interessant - særligt i relation til OMD og So In Love. Først den enkle tekst:

I found your picture
Hanging on the back of my door
Won't give you my heart
No one lives there anymore

You said we're lovers
We could never be friends
Fascination ends
Here we go again
Oh, oh
'Cause it's hot inside
When you comin' home (?)
'Cause it's hot inside
Isn't that enough?

I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

Could it be that time has taken its toll?
Won't take you so far
I am in control

You said we're lovers
We could never be friends
Fascination ends

Here we go again
Oh, oh
'Cause it's hot inside
When you comin' home (?)
'Cause it's hot inside
Isn't that enough?


I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

You said we're lovers
You said we're lovers
It's hot inside
It's hot inside

No, no, no, no, no, no
No, no, no, no, no, no
It's hot inside
It's hot inside


I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love


I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love

Love
Love
Love
Love

Av! Hvad angår både tekst og vokal, har vi nærmest at gøre med en discount-version af The Cure. Det hele starter ganske lige på med bas og trommer tilsat en simpel guitar. Vi har et ganske enkelt udgangspunkt og en såret afsender, der ganske direkte mindes om det tabte. Mark Holmes' vokal er meget skabet men oprigtig og uden en snert af ironi. Han er angiveligt tom indeni men har (naturligvis) et behov for alligevel at udtrykke sig. Det er på det nærmeste en jammerlig manifestation af Schlegels idé om insisteren som det modsatte af eksistens (frem for ikke-eksistens): Det, der ikke eksisterer, vil blive ved at insistere på at komme frem. I bedste/værste fald er der her tale om erkendelsen af noget tabt kombineret med behovet for at gøre alverden opmærksom herpå.

Men herefter kommer en lidt overraskende drejning: Here we go again. Der er tilsyneladende intet nyt under solen, og der er en mekanisme, der spiller ind, som kan være nok så universel men her får lov at forblive inden for det partikulære.

Desperationen finder vej, og ynkeligheden spidser til (when you comin' home... og isn't that enough?). Så kommer titlen på spil med gentagelsen af det åbenlyse selvbedrag: I'm not in love.

Andet vers er næsten legendarisk kort. Har romancen simpelthen udspillet sin rolle? Næ, og afsenderen er såmænd i kontrol med situationen! Endnu en åbenlys løgn. Behovet for styrke bliver klarere og ynkeligere end hidtil set.

Vi kommer tilbage til omkvædet, der nu byder på otte gentagelser af titlen. Han er altså virkelig ('ikke') forelsket. Herefter bliver det tåget, og dele af teksten blandes sammen for at understrege den komplette og nu endnu mere blottede forvirring: You said we're lovers... It's hot inside efterfulgt af en dramatisk benægtelse (hele 12 gange intensiveres et no!).

De otte gentagelser af løgnen (I'm not in love) forekommer igen, før han endelig finder sig til rette med anerkendelsen af et vi, der er større end selvet:

We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love

Slutteligt formår han ligefrem at fuldende bevægelsen fra det partikulære til det universelle og lade essensen stå alene. Men det forbliver med et ynkeligt tonefald:

Love
Love
Love
Love


På mange måder opnår Platinum Blonde utrolig lidt på fire minutter. Men det er netop det ynkelige, der får lov at være ynkværdigt. Der reflekteres kun kortvarigt (could it be that...), men det er ikke refleksionen, der er i fokus: Det er kampen om at anerkende en tilstand. Forhandlingen.

Momentum

I begge sange opleves en ophedet forhandling og et forunderligt selvbedrag. Det kan på det nærmeste anskues som et forsøg på at opnå momentum. Et overtag, der ekspliciteres for selvet. Afsenderen er jo i høj grad modtageren - og den anden vej rundt. Det er en cirkulær bevægelse, der tager til i kraft, indtil man med rette kan tale om refleksion. De tænker ikke blot højt; de forsøger at overbevise sig selv om, hvor de befinder sig emotionelt, og hvad de har tabt og opnået. Forsøget på styrke fører til en befriende svaghed, der i sidste ende - med status som erkendelse - er det eneste, der kan sætte dem fri. De benytter sig af den samme emotionelle dobbeltnegation i forskellige stadier og spatiotemporale rum.





/Martin

tirsdag den 23. oktober 2012

Nyt fra Sambassadeur

Svenske Sambassadeur udgav i februar 2010 det ganske fremragende album European på det fortrinlige Stockholm-label Labrador. Pladen er noget af det bedste, Skandinavien har produceret de seneste mange år, og selvom det blot er to og et halvt år siden, den udkom, har man længe hungret efter nyt fra kvartetten. Det får vi så endelig til efteråret.

Labrador har aldrig været bange for at gøre noget ud af at udgive singler, og derfor kan det ikke overraske, at Sambassadeurs seneste udspil er en 7" double A-side single begrænset til 500 eksemplarer. Udgivelsesdatoen er 20. november, og der tages allerede nu imod pre-orders. Titlerne er hhv. Memories og Hours Away, og førstnævnte er nu tilgængelig til stream. Dét var mange anglicismer på én gang. Av.

Labrador beskriver Memories som lyden af bandet, der bevæger sig mere i retning af Serge Gainsbourg (de har i øvrigt opkaldt sig efter én af hans sange), hvilket til dels har noget på sig. Det er besynderligt funky og når at bevæge sig i mange retninger, hvilket fint understøttes af Anna Perssons umiddelbart enkle ord i kompleks kompositorisk forklædning:

Memories, I keep away from memories



/Martin

torsdag den 18. oktober 2012

Night Moves

Hermed lidt psych-rock til torsdagen. Night Moves er gået fra at være en velbevaret hemmelighed fra Minnesota til at blive signet til Domino.

For få dage siden udgav de debutalbummet Colored Emotions, der er en overraskende lettilgængelig størrelse. Bandet trækker foruden det psych-rockede også på country og opdateret freak-folk. Synthfladerne blander sig med klassiske dyder. Der bliver ofte sunget lige til stemmens grænse med en let falset, der fint behersker vibratoens kunst. På sin vis er det ret tidstypisk, men det gør det ikke mindre godt.

Hele pladen kan gennemlyttes på Dominos SoundCloud. Det bringer ikke meget nyt til paletten (den dér kollektive af slagsen), men det er torsdag, og det er nu fint nok. Spil amerikansk dag.

/Martin

mandag den 15. oktober 2012

GR

Mexican Summer er ikke bange for at blande genrer og tilgængelighed på deres roster. Nu har de tilføjet endnu et navn til den mere - skal man sige - grænsesøgende side af foretagendet.

Det er i form af franske GR, kort for Greg Raimo, der netop har sluppet singlen Low-Born fra den kommende plade, A Reverse Age, der bliver udgivet 30. oktober.

Der er tale om en stressende og travl sag, der hele tiden lokker lytteren ved (flygtigt) at finde stabilitet i de konstant skiftende rytmer og tusinder af idéer, der trænger sig på. Opbyggende og nedbrydende. Subversiv syre. Det er langt hen ad vejen brud på brud, men særligt interessant bliver det med skiftet efter ca. 2:10, hvorefter helvede bryder løs igen med et bizart bud på en solo.



/Martin

torsdag den 11. oktober 2012

Rhye og den anonyme romance

Duoen Rhye har indtil videre valgt at forblive anonyme. Hvad man ved, er, at de er bosat i L.A. men angiveligt har europæisk baggrund og spiller i andre bands. De er signet til Innovative Leisure med distro gennem Polydor (UK) og Seven Four (US).

Rhye er et studie i det længselsfulde. Det er ærlig popmusik, der prøver at bekæmpe nostalgien ved momentant at omfavne den og dyrke den for sit udgangspunkt som negation; forhandlingen mellem dét, man måtte længes mod og de betingelser, der emotionelt foreskriver dette behov. Dermed søger de også at transcendere selve det længselsfulde ved at være tilstede på en helt anden måde end med den distance, der sædvanligvis giver nostalgien sin potens.

I en sang som Open er der visse ligheder med en ung Christine McVie i midten af 70'erne, medens en bekendt har draget paralleller til Sebastien Telliers æstetik. Rhye er imidlertid sensuelt på en mere direkte manér, hvilket kommer til udtryk i såvel tekst, stemme, beats, videoer mm. Det er imidlertid langt mere romantisk end lummert, og der synes at være et fokus på såvel nydelsen (som repræsentant for øjeblikket) og den potentielle smerte, der følger. En klassisk problemstilling i forrygende art pop-format. Det hele er ganske smooth, også visuelt, og det hele føles ganske blødt i al sin hårde næsten-virkelighed. Det er forskellige realiteter, der er i kamp, og man kunne næppe forestille sig en smukkere kamp.





/Martin

tirsdag den 9. oktober 2012

Everyone Everywhere

"Der er en immanent og nærmest vulgær modsigelse i idéen om at relativisere puritanisme."

Nu får det lov at stå i anførselstegn, så det kan passe sig selv lidt. Jeg skrev det i går som indledning til dette indlæg og havde derefter ikke tid til at følge op. Måske jeg kommer i tanke om det, når jeg nu endelig får det færdiggjort.

Nyligt har jeg lyttet meget til The Wrens' formidable, defaitistiske mesterværk The Meadowlands fra 2003 (forvent et indlæg om dette snart). Én af sangene hedder This Boy Is Exhausted, der - nok ikke så overraskende - fik mig til at tænke på I Feel Exhausted af Philadelphia-bandet Everyone Everywhere. En ven anbefalede mig dem for nylig med et link og ordene "90s-Style-Emo". De store bogstaver skyldes tysk baggrund og gør det vel endnu smukkere. Han var i øvrigt manden, der et års tid tilbage anbefalede mig Averkiou, hvilket i denne sammenhæng nærmest giver mening.

Nu sidder nogle læsere nok og er umanerligt bange for dette 'emo' - og det med rette. Med tanke på årtusindskiftet og 00'ernes repræsentation, forstås. Men i 90'erne betød det noget ganske andet og var tættere beslægtet med gammeldags college rock og en slags forløber for senere math-rock, som det kom til at udvikle sig. Eksempelvis American Football. "Fair play," tænker skribenten og accepterer, at 'college rock' heller ikke just appellerer bredt i snæver forstand eller snævert i bred forstand.

Men det er jo netop det befriende i at have en blog, der er fri for interesser udefra. Man er fri til ikke at tænke i målgrupper eller mulige reaktioner. Det betyder ingenlunde, at man ikke kan reflektere derover, men i sidste ende har man muligheden for at gøre præcist, som man lyster og anbefale lige dét, der ifølge idiosynkraten fortjener at komme bredere ud. Uafhængighed. Frihed til at tjene kunsten. Det er der gudskelov mange måder at gøre på. Videre til musikken. Pop. Ungdommeligt fokus på guitaren. College. Røde krus. Oprigtigt forvirret afsavn.

Everyone Everywhere. Det lyder lige så opgivende, som det lyder potentielt optimistisk. På samme måde lyder det, når den nye plade - simpelthen Everyone Everywhere - tager sin begyndelse med ordene:

I've called off the search
I know exactly where you are

med en skræmmende sindsro. Et øjebliks accept, der nærmer sig en trussel, hvor modtageren lige så vel kunne være selvet. Stemningen er sat. Tempoet får lov at stige, og en kyndig trommeslager leder os smukt igennem temposkift og giver plads til små, intense udbrud. En generel kvalitet ved pladen. Næsten lige så bekymrende bliver det med et forvirret og forvirrende behov efterfulgt af en forespørgsel, der engang var noget nobelt:

I want to smash things
I want a coffee
Can we just be
Can we just be
Decompressing
Will you let me

Kaffen som det potentielt opkvikkende og urolige element. Den personlige nydelse og den kulturelle kapital. Resten af bandet kommer med, og der synges mere igennem. Pladen er i gang, og den holder heldigvis et ret højt niveau og bliver generelt en del enklere i komposition end intronummeret.

Det med puritanismen er helt væk. Det er nok også for det bedste.

Hele pladen kan lyttes på gruppens Bandcamp.

/Martin

onsdag den 3. oktober 2012

CHVRCHES


Idéen om 'popmusik' er lige så kompleks, som den er banal. Eller lige så interessant som den er uinteressant. Vor empati er nøglen til en bedre verden, men også denne viser - hvor subtilt eller manifest det så måtte være - sine begrænsninger. Det samme gør sig gældende med (og for) æstetikken. Mere folkeligt kan vi sige med popmusikken. Mere om det en anden gang. Muligvis som PDF fordelt på 60-80 sider. Nuvel. "Musik, for helvede!" bliver der skreget, og jeg bevæger mig videre i al hast, medens jeg forsøger at blive ved udgangspunktet.

På disse sider har der været en tendens til mere flittig brug af ordet 'pop'. Isoleret set, som præfiks, som suffiks, som fænomen. Vi kan også sige, at der har været mindre angst herfor. Nogle gange støder man så på en sang, der synes at definere selve popgrebet med en her-og-nu-kvalitet, der ville imponere selv Walter Benjamin. Jeg taler her om én af årets første og største åbenbaringer: The Mother We Share af de særdeles lovende CHVRCHES fra Glasgow.

Den har en sjældent umiddelbar kvalitet, der ingenlunde forhindrer den i også at være holdbar. Det er mere end velproduceret og -promoveret zeitgeist, der gør sig gældende. Det er sådan noget, selv de yngste teenagere burde dyrke. Så ville verden virkelig være et bedre sted. At dømme efter gruppens to første singler har de hentet megen inspiration fra The Knife, men på den nye single hører man til tider langstrakte, storladne synthflader, der ligeledes leder tankerne i retning af M83.

På synth og keys er Iain Cook og Martin Doherty. Førstnævnte var medlem af fantastiske Aereogramme (senere The Unwinding Hours med sanger Craig B.), medens sidstnævnte bl.a. har turneret med The Twilight Sad. Begge har altså erfaring med ret dramatiske bands, hvilket gør det ekstra interessant at høre dem udfolde sig med noget mere synthpop-orienteret. På vokal har de Lauren Mayberry, der bl.a. har været en del af Blue Sky Archives (det kan man vel også kalde et band).

The Mother We Share er nærmest så rendyrket, at den undsiger sig selve idéen om det skamløse. Forleden sad jeg i U-Bahn i fantastisk selskab. Jeg blev gjort opmærksom på en detalje, jeg siden har haft svært ved at slippe: En fader stod med en stofpose, der afslørede, at han var flyfanatiker. Hans lille søn, ikke ældre end 7 år, havde på sin jakke en badge med ordene: "If it ain't Boeing, I ain't going." Og hvilken skønhed i relationen! Faderen har ganske vist købt denne badge, men idéen om den delte interesse på tværs af generationerne er så overvældende, at billedet er blevet hos mig. Billedet, som jeg i første omgang ikke så, men senere har levet i erindring (altså frem for hukommelse). På samme vis transcenderer The Mother We Share tal og ren bevidsthed gennem sin næsten naturligt-maskinelle renhed. Det giver på dette stadium mere mening blot at lytte til musikken. Den fortjener i øvrigt gode højttalere.



/Martin