torsdag den 27. september 2012

Første gennemlytning: The Rumour Said Fire - Dead Ends

Jeg har været så heldig at få tilsendt den nye plade fra The Rumour Said Fire til en slags "Premature Evaluation", som det bl.a. kendes fra Stereogum. Og den er god. Rigtig god.

Clement Greenberg var ikke bange for at tale om 'god' og 'dårlig' kunst. Det var ingenlunde grundet et tvivlsomt ordforråd i det noble forsøg på at beskrive den abstrakte ekspressionisme, at han til tider kogte adjektiverne ned til det minimale. Det var snarere et statement, et udtryk for et vist mod, og politisk korrekthed skal jo også have modspil; jeg kan snildt konstatere, at jeg sidder og hører det hidtil mest interessante (og bedste) udspil fra The Rumour Said Fire. Tvivlen er ikke til stede, og behovet for provokation er ikke til at se. Sådan er det bare. Det er ganske enkelt en fremragende plade, der fortjener plads og tid. Ikke at man behøver spatiotemporalt forarbejde som sådan - pladen fungerer også ret ligetil. Men lad os starte ved begyndelsen.

Titlen er Dead Ends, og spilletiden nærmer sig de 50 minutter fordelt over tolv sange, hvoraf to af disse er kortere instrumentalstykker. Det er relativt langt for denne type musik, og det udviser en beundringsværdig selvsikkerhed, der til fulde følges op af de kyndige sangmagere uden frygt for at bladre i den musikhistoriske kanon og samtidig forfatte ganske glimrende popsange.

Det hele starter med Destroyer, der er meget venligere, end titlen antyder. Fra de allerførste toner hører man, hvor meget der er sket siden udgivelsen af The Arrogant i 2010. Guitarproduktionen er væsentligt anderledes og viser en vis new wave-affinitet, ligesom også keyboardet i omkvædet (de fire toner efter 1:05 som det klareste eksempel) er ganske klart bevis herpå. Sangen udvikler sig meget over de næsten fem og et halvt minut, og vi får undervejs mange prøver på bandets kvaliteter. Mærkbart er det, at de har vænnet sig til at arbejde med keyboard, hvilket i parentes bemærket også har gjort dem til et fremragende liveband.

Der følges op med Voyager, der virker som en oplagt single med sin stærke melodi og energi. Det er yderst catchy, og vi får også her prøver på, hvordan bandet har udviklet sig. I det (smukt) kaotiske c-stykke benytter de sig af et vokalsample, der viser sig at være en gennemgående ting, der også bliver brugt fint i Séance og Dead Leaves.

Moon Stream tonser mere derudaf med et enkelt beat og fine harmonier. Det er en smule beskidt i al sin skønhed. Én af mine personlige favoritter er den derpå følgende Séance, der starter længselsfuldt og derefter erklærer, at this is the night of the vampire for derpå at påtage en mere foruroligende tone med højere tempo. Det hele intensiveres, og vi bevæger os fra det drømmende over i det mere faretruende, før vi igen bevæger os ud af mareridtet.

Pladens første instrumentalstykke, Nocturne IV Mist, er som pladens femte skæring velplaceret og nødvendig for at give lytteren pusten. Som titlen antyder, er vi ude i noget mørkt og yderst stemningsfuldt. Beneath the Waves kan til en vis grad minde lytteren om Wild Nothing, og her indtager keyboardet igen en mere central rolle.

The Oracle er endnu en sang med åbenlyst single-potentiale, og den indtræffer på et tidspunkt, hvor man som lytter kan have brug for noget mere ligetil. Denne enkelhed er det dog de færreste, der mestrer på samme måde som The Rumour Said Fire, og det er naturligvis kun på overfladen, at vi overhovedet kan tale om enkelhed, for der gemmer sig en imponerende mængde fine detaljer, der blot venter på at blive hørt.

Den lidt mere anonyme Provence III følger med en lang intro, der bl.a. byder på fin brug af saxofon. Det er én af de sange på pladen, der kræver flere gennemlytninger for at åbne sig rigtigt op. Sangens afslutning er imidlertid en umådeligt smuk blanding af saxofon og sfæriske keys, man virkelig skal give sig selv lov til at nærlytte.

Med Reckless Hearts kommer vi tilbage til de gladere toner og en mere ligetil tilgang, der naturligvis skal afspejle den ungdommelige energi i titlen. Tempoet er højt, og det samme er temaet (der synges bl.a. om en rejse til Amsterdam) og frekvensen af velvalgte effekter. Her tænkes der i særdeleshed på trommeproduktionen.

De fleste af læserne har formentlig allerede hørt singlen Dead Leaves, der med sit på én gang afslappede og høje tempo udviser en fornem refleksivitet og forståelse af popmusikkens dynamiske aspekter i blandingen af genrer. Man tænker her en smule på det udgangspunkt i folkmusikken, som med en mere rocket tilgang og med sans for den stærke melodi tidligere har fungeret så godt for eksempelvis Clap Your Hands Say Yeah.

Mod pladens afslutning får vi den anden instrumentale skæring, Nocturne V K's Passage, der efterlader lytteren med væsentligt mere håb i sjælen end sin instrumentale forgænger. Det hele slutter med Sleep, der følger op på den forsigtigt håbefulde tone og bl.a. gennem vokalen (og produktionen af denne) kan minde mere om gruppens tidligere materiale.

Det er med al respekt for EP'en The Life and Death of a Male Body (2009) og fuldlængden The Arrogant (2010), at jeg uden tvivl i sindet vil kalde det gruppens hidtil stærkeste udspil. Ja, og det er ligeledes deres mest interessante af slagsen, da de virkelig prøver kræfter med deres egen nysgerrighed. Det er veldoseret og vellykket velvilje i albumformat. Jeg har tidligere rost bandet for håndværket i deres æstetik, og dette har de stadig styr på til fulde. Jesper Lidangs stemmekontrol er meget fornem, og variationen på pladen modsiger smukt pladens titel; vi har ingenlunde at gøre med dead ends, snarere er der adskillige veje at spotte i horisonten, der alle muliggøres gennem denne art musikhistorisk feedback-sløjfe (for nu at stjæle et begreb fra dramaturgien).

Alle læsere kan hermed begynde at glæde sig. Dead Ends udkommer d. 22. oktober og er et fremragende udspil. Intet mindre.

/Martin

Ingen kommentarer: