torsdag den 27. september 2012

Første gennemlytning: The Rumour Said Fire - Dead Ends

Jeg har været så heldig at få tilsendt den nye plade fra The Rumour Said Fire til en slags "Premature Evaluation", som det bl.a. kendes fra Stereogum. Og den er god. Rigtig god.

Clement Greenberg var ikke bange for at tale om 'god' og 'dårlig' kunst. Det var ingenlunde grundet et tvivlsomt ordforråd i det noble forsøg på at beskrive den abstrakte ekspressionisme, at han til tider kogte adjektiverne ned til det minimale. Det var snarere et statement, et udtryk for et vist mod, og politisk korrekthed skal jo også have modspil; jeg kan snildt konstatere, at jeg sidder og hører det hidtil mest interessante (og bedste) udspil fra The Rumour Said Fire. Tvivlen er ikke til stede, og behovet for provokation er ikke til at se. Sådan er det bare. Det er ganske enkelt en fremragende plade, der fortjener plads og tid. Ikke at man behøver spatiotemporalt forarbejde som sådan - pladen fungerer også ret ligetil. Men lad os starte ved begyndelsen.

Titlen er Dead Ends, og spilletiden nærmer sig de 50 minutter fordelt over tolv sange, hvoraf to af disse er kortere instrumentalstykker. Det er relativt langt for denne type musik, og det udviser en beundringsværdig selvsikkerhed, der til fulde følges op af de kyndige sangmagere uden frygt for at bladre i den musikhistoriske kanon og samtidig forfatte ganske glimrende popsange.

Det hele starter med Destroyer, der er meget venligere, end titlen antyder. Fra de allerførste toner hører man, hvor meget der er sket siden udgivelsen af The Arrogant i 2010. Guitarproduktionen er væsentligt anderledes og viser en vis new wave-affinitet, ligesom også keyboardet i omkvædet (de fire toner efter 1:05 som det klareste eksempel) er ganske klart bevis herpå. Sangen udvikler sig meget over de næsten fem og et halvt minut, og vi får undervejs mange prøver på bandets kvaliteter. Mærkbart er det, at de har vænnet sig til at arbejde med keyboard, hvilket i parentes bemærket også har gjort dem til et fremragende liveband.

Der følges op med Voyager, der virker som en oplagt single med sin stærke melodi og energi. Det er yderst catchy, og vi får også her prøver på, hvordan bandet har udviklet sig. I det (smukt) kaotiske c-stykke benytter de sig af et vokalsample, der viser sig at være en gennemgående ting, der også bliver brugt fint i Séance og Dead Leaves.

Moon Stream tonser mere derudaf med et enkelt beat og fine harmonier. Det er en smule beskidt i al sin skønhed. Én af mine personlige favoritter er den derpå følgende Séance, der starter længselsfuldt og derefter erklærer, at this is the night of the vampire for derpå at påtage en mere foruroligende tone med højere tempo. Det hele intensiveres, og vi bevæger os fra det drømmende over i det mere faretruende, før vi igen bevæger os ud af mareridtet.

Pladens første instrumentalstykke, Nocturne IV Mist, er som pladens femte skæring velplaceret og nødvendig for at give lytteren pusten. Som titlen antyder, er vi ude i noget mørkt og yderst stemningsfuldt. Beneath the Waves kan til en vis grad minde lytteren om Wild Nothing, og her indtager keyboardet igen en mere central rolle.

The Oracle er endnu en sang med åbenlyst single-potentiale, og den indtræffer på et tidspunkt, hvor man som lytter kan have brug for noget mere ligetil. Denne enkelhed er det dog de færreste, der mestrer på samme måde som The Rumour Said Fire, og det er naturligvis kun på overfladen, at vi overhovedet kan tale om enkelhed, for der gemmer sig en imponerende mængde fine detaljer, der blot venter på at blive hørt.

Den lidt mere anonyme Provence III følger med en lang intro, der bl.a. byder på fin brug af saxofon. Det er én af de sange på pladen, der kræver flere gennemlytninger for at åbne sig rigtigt op. Sangens afslutning er imidlertid en umådeligt smuk blanding af saxofon og sfæriske keys, man virkelig skal give sig selv lov til at nærlytte.

Med Reckless Hearts kommer vi tilbage til de gladere toner og en mere ligetil tilgang, der naturligvis skal afspejle den ungdommelige energi i titlen. Tempoet er højt, og det samme er temaet (der synges bl.a. om en rejse til Amsterdam) og frekvensen af velvalgte effekter. Her tænkes der i særdeleshed på trommeproduktionen.

De fleste af læserne har formentlig allerede hørt singlen Dead Leaves, der med sit på én gang afslappede og høje tempo udviser en fornem refleksivitet og forståelse af popmusikkens dynamiske aspekter i blandingen af genrer. Man tænker her en smule på det udgangspunkt i folkmusikken, som med en mere rocket tilgang og med sans for den stærke melodi tidligere har fungeret så godt for eksempelvis Clap Your Hands Say Yeah.

Mod pladens afslutning får vi den anden instrumentale skæring, Nocturne V K's Passage, der efterlader lytteren med væsentligt mere håb i sjælen end sin instrumentale forgænger. Det hele slutter med Sleep, der følger op på den forsigtigt håbefulde tone og bl.a. gennem vokalen (og produktionen af denne) kan minde mere om gruppens tidligere materiale.

Det er med al respekt for EP'en The Life and Death of a Male Body (2009) og fuldlængden The Arrogant (2010), at jeg uden tvivl i sindet vil kalde det gruppens hidtil stærkeste udspil. Ja, og det er ligeledes deres mest interessante af slagsen, da de virkelig prøver kræfter med deres egen nysgerrighed. Det er veldoseret og vellykket velvilje i albumformat. Jeg har tidligere rost bandet for håndværket i deres æstetik, og dette har de stadig styr på til fulde. Jesper Lidangs stemmekontrol er meget fornem, og variationen på pladen modsiger smukt pladens titel; vi har ingenlunde at gøre med dead ends, snarere er der adskillige veje at spotte i horisonten, der alle muliggøres gennem denne art musikhistorisk feedback-sløjfe (for nu at stjæle et begreb fra dramaturgien).

Alle læsere kan hermed begynde at glæde sig. Dead Ends udkommer d. 22. oktober og er et fremragende udspil. Intet mindre.

/Martin

mandag den 24. september 2012

Spring Offensive

Et overraskende højdepunkt på den netop overståede Reeperbahn Festival var den Oxford-baserede kvintet Spring Offensive, der spillede i caféen Molotow. Her spillede de et fantastisk og veloplagt sæt, der både var tight, professionelt og personligt. Kontakten til publikum var i top, og såvel de larmende som stille passager fungerede fremragende. Også en akustisk sang ude blandt publikum, Carrier, fungerede umådeligt fint.

Efter nogle års fascination (og kortvarig besættelse) af den sydøstengelske math-rock og math-pop var jeg egentlig blevet lidt træt af denne på én gang dybt dramatiske og besynderligt ironiske æstetik, men fredagens koncert med Spring Offensive mindede mig om nogle af disse fine dyder med en for denne tid helt særlig oprigtighed. Jeg hørte første gang bandet på en compilation kurateret af det herlige Oxford-label Alcopop, men først nu har jeg gravet videre i det endnu sparsomme - men smukke - bagkatalog.

Til koncerter i 2012 er det sjældent, at ordet 'ærlighed' dukker op, men det var netop oplevelsen i denne lille klub, hvor vi alle - fulde som ædru - kæmpede for at høre hver en lyd og hvert et ord. Spring Offensive baserer deres lyd mindre på hooks (og guitarer generelt), end det er tilfældet med mange andre bands fra de seneste år inden for Oxford-scenen. I stedet er der et større fokus på harmonier og de ofte mørke tekster.

Bandet spiller desværre ikke i Danmark på den forestående turné, men de spiller i Berlin d. 25., 26. og 27. oktober og igen d. 2. november, så undertegnede burde ikke have de store problemer med at se dem mindst én gang. Se flere detaljer på hjemmesiden.





/Martin

onsdag den 19. september 2012

Peter Broderick med forsinkelse

På Michelberger Hotel her til aften spillede Peter Broderick en lille koncert i anledning af fejringen af Efterklangs nyeste (og glimrende) udspil, Piramida. Denne hyggelige affære var jo en oplagt mulighed for lige at komme med en forsinket anbefaling af sidste års fine udgivelse med den specielle titel, http://www.itstartshear.com.

Jeg mødte tilfældigt Broderick til koncert med den herlige sangskriver Snailhouse på NBI sidste år, og siden da har jeg ofte set ham vandre omkring. Han er netop en type, der altid er i bevægelse og alligevel indkapsler en særegen stilstand. En slags ro i øjeblikket. Eller i visse tilfælde befriende dovenskab midt i antydningen af kaos.

I Efterklang spiller Broderick violin, men han mestrer ligeledes guitar og klaver (til aften benyttede han sig også overbevisende af banjo). Hertil kommer den enkle men - ikke desto trods - enestående vokal. Sangene bør snarere betragtes som kompositioner, og Broderick fortjener stor ros for måden, hvorpå han inkorporerer klassiske elementer i popmusikken uden at kompromittere eller for den sags skyld forklejne traditioner.





/Martin

mandag den 17. september 2012

The Zolas

Blandt guitarorienterede duoer nyder Japandroids en vis dominans i Vancouver i øjeblikket. Én af de endnu mere ukendte af slagsen er The Zolas, der tidligere - angiveligt - gjorde sig fint bemærket i hjemlandet i bandet Lotus Child.

Bandet udgav debutalbummet Tic Toc Tic i 2009 og er til oktober klar med opfølgeren Ancient Mars, der udkommer på Light Organ. Singlen Knot In My Heart er en enkel og underspillet perle, der lyder som en mere afdæmpet udgave af Surfer Blood. Ikke værst.

MP3: The Zolas - Knot In My Heart



/Martin

torsdag den 13. september 2012

Tidslommer og anonymitet

Der er allerede skrevet mangt og meget om vor museale samtid. Fortiden i nutiden. Nutiden i fortiden. Vor adgang til det digitale bibliotek er imidlertid sjældent noget, vi bør brokke os over. Særligt når det byder på så mange synthpop-skatte!

SSQ nåede kun at lave et enkelt album, Playback fra 1983, før sangerinden Stacey Q gik solovejen. Hende kender mange sikkert for hittet Two of Hearts, der bl.a. har fundet vej til soundtracket til Hot Rod.

Én af sangene fra pladen blev brugt i en b-film ved navn Cavegirl (1985), der - næsten selvfølgeligt for lige præcis dét udgivelsesår - handler om en ung dude, der rejser tilbage i tiden. En næsten faretruende synth-intro afløses af et blødt men let bekymret vers, der i omkvædet bliver til en sociokulturel painkiller: We are anony-anonymous... We are anony-anonymous. Dramaet skaber en nedadgående bevægelse, der i sidste ende skaber et større internt drama. En smuk, lille sag.

YouTube: SSQ - Anonymous (indlejring deaktiveret)

/Martin

lørdag den 8. september 2012

Suburban Living

Hermed en enkel omgang drømmepop. Behovet for det enkle har overrumplet mig. I en drøm tidligere på ugen fortalte en ven, at han ikke brød sig om The Nationals tekster. De var dårlige, hed det sig. Jeg bad ham slå ned på eksempler og fortalte endvidere, at Obama næppe ville have inviteret dem til at spille, hvis det var tilfældet. Et svagt modargument til at akkompagnere et ikke-eksisterende argument. Så vi holder os til det enkle, og vi holder os til noget dreampop med stærke rødder til gamle new wave-helte.

Wesley Bunch fra Virginia indspiller under navnet Suburban Living, hvilket udviser en interessant og ærlig bevidsthed. Det æstetiske korrelat. Kunstnernavn, pressebillede, produktion. Aldrig en nødvendighed, ofte en sjov sidehistorie.

Nyd enkelheden.





/Martin

mandag den 3. september 2012

Nils Frahm og en hyldest til ni fingre

Det London- og Berlin-baserede label Erased Tapes fejrer i år et lille jubilæum: I fem år har de nu udgivet plader og bevæget sig mellem det klassiske og det elektroniske, denne logiske alliance.

Gennem de seneste par år har særligt én af deres kunstnere samlet sig en loyal fanskare og synes efterhånden på vej mod en ganske særlig status. Berlinske Nils Frahm mestrer klaveret og improvisationskunsten, om han holder sig til den nøgne, fyldte klaverlyd, eller om han allierer sig med Anne Müller eller Ólafur Arnalds, hvor han bevæger sig mere i det elektroniske og ambiente landskab.

Nyligt var han ude for et uheld, der forhindrede ham i at bruge alle sine fingre. Mere præcist brækkede han venstre tommelfinger, hvorfor han nu har skrevet Song For 9 Fingers. Nils Frahms moderne klassiske kompositioner er spillevende og stærkt medrivende. Mandag morgen egner sig egentlig fint til den slags. Eller den anden vej rundt.



/Martin