onsdag den 4. april 2012

Internet Forever

Idealistisk om end hyklerisk udtaler jeg mig nogle gange om bandnavne. Standpunktet er, at de kan være ligegyldige, men af og til må man bøje sig; jeg tænker aldrig mindre om et band grundet et navn, men visse navne gør mig nysgerrig. Herunder Totally Enormous Extinct Dinosaurs og Internet Forever.

Det er sidstnævnte, jeg her vil fokusere på. Gruppen blev dannet i London 2008 og er en trio af entusiaster, der gør sig i en form for finurlig twee pop. Der er formentlig fundet noget inspiration i grupper som Los Campesinos! og Johnny Foreigner.

Gruppen udgav i 2009 et kassettebånd på deres eget Tape Alarm, og nu er de så endelig klar med deres egentlige debutalbum, Internet Forever. Deres gamle single Cover the Walls har fundet vej til albummet, ligesom også den hyggelige og velkomponerede Pages of Books er blandt de velvalgte sange. Sidstnævnte beretter kækt om en persons underfundige forandring efter at have læst en "coming-of-age novel", og generelt har pladen nogle fine tekster, der måske endnu ikke måler sig med førnævnte Los Campesinos!, men det gør de færreste trods alt.

Internet Forever har begået en rigtig fin samling popsange, der nok skal vokse fint med forårets komme. Hele pladen kan høres på deres Bandcamp.



/Martin

Ingen kommentarer: