mandag den 30. april 2012

Brittle Stars

Min mest fantastiske opdagelse i lang tid er de forlængst opløste Brittle Stars fra Gainsville, Florida. Min broder introducerede dem for mig ganske nyligt, hvorefter jeg stort set ikke har lyttet til andet. Gruppen blev dannet af resterne af Crush 22, som i sig selv blev dannet af det første forsøg på at spille som Brittle Stars. Kvartetten eksisterede fra 1998-2000 og nåede kun at udgive en enkelt LP og en EP, før de drog hver til sit. En smuk og enkel historie fra et ganske ærligt band - i såvel biografisk som æstetisk forstand.

Til forskel fra de fleste sådanne historier er Brittle Stars' diskografi imidlertid stort set perfekt. Det er twee med masser af anerkendende nik til Sarah Records. I 1999 udgav gruppen debutalbummet Brittle Stars på det stærke Shelflife Records, der har udgivet små perler siden 1995. Siden fulgte så EP'en Garage Sale, der med sin smukke titel afslører, at vi her fik de absolut sidste sange, gruppen havde klar. Planen var ellers at indspille en ny fuldlængde efter EP'en - ligeledes til udgivelse på Shelflife. Men da gruppens sangerinde og tekstforfatter Estelle besluttede at flytte til Texas, besluttede gruppen at gå i opløsning.

Splendid Magazine har i øvrigt et ganske interessant interview med bandet få uger før deres beslutning om at gå hver til sit. Det angiveligt første og eneste interview med hele bandet samlet. Her får man fornemmelsen af et usædvanligt ærligt band, der mere end indikerer, hvilke problemer de står over for og åbent anerkender forskellige prioriteter og roller. Samtidig får vi et indblik i visse mekanismer omkring internettets fremgang omkring årtusindskiftet og et spørgsmål fra intervieweren omkring MP3.com og dets potentiale.

De fire nåede også at indspille et cover af Orchestral Manoeuvres in the Darks fremragende Souvenir fra deres formidable hovedværk Architecture & Morality fra 1981. Det skete i anledning af pladeselskabets tribute til OMD, men selve kompositionen passer fint til Brittle Stars. Som de selv formulerer det: "Its simplicity reminds us of what our music is about."

På TweeNet havde man i 1999 en afstemning blandt deres læsere, hvor Brittle Stars tog prisen som det mest lovende nye band - lige foran The Clientele. En tilfældig, lille ting men ikke uvæsentlig. Sådan er der mange små detaljer, man støder på omkring bandet. De nåede ikke meget i deres karriere, men de har på én LP og EP flere stærke sange end de fleste bands nogensinde kan frembringe og fremføre. Dertil kommer elementet af det uforløste. "Hvad kunne de ikke have bedrevet det til, hvis blot..." (den samme følelse har jeg med American Football, der ligeledes nåede en enkelt LP og EP i næsten præcist samme periode).

Det ene af medlemmerne var (og er muligvis stadig) i øvrigt en del af Clairecords, der de senere år bl.a. har udgivet Averkiou. Det synes i dag svært at ignorere en vis lighed med visse svenske popbands i dag, hvoraf særligt The Radio Dept. og The Embassy springer i øjnene som bands, der formentlig har ladet sig kraftigt inspirere af Florida-bandet. I 2008 mødtes de igen til en sidste koncert nogensinde, og i dag har de travlt med andre bands, karrierer, ægteskaber. Sådan er der jo så meget.





/Martin

fredag den 27. april 2012

Et hjerte knuses i ro og mag

Det er hinsides enhver tvivl, at The Walkmen er blandt vor tids mest habile rockbands. De har altid været i stand til at leve op til de høje forventninger, og for hver plade cementerer sanger Hamilton Leithauser, at der er få - om nogen overhovedet - der bare tilnærmelsesvis har så vital en stemme i den moderne rockmusik. Rent teknisk såvel som emotionelt.

Hvad skal vi så stille op, når Bella Union i deres pressemeddelelse skriver, at The Walkmens nye plade Heaven er lyden af et band "hitting maturity, comfortable in its mastery"? Naturligvis: vi lader os skræmme. Det betyder selvfølgelig, at der er noget - så mondænt dette ord! - kedeligt over musikken. De to første udspil er lige præcis kedelige. Det er gode sange, det er fine sange, det er kedelige sange. Nyligt kom andensinglen Heartbreaker, der følger op på pladens titelsang. Leithauser er habil som altid - bandet lige så. Derfor synes det passende, at det netop kedeligt annonceres: I'm not your heartbreaker.

Det er modet til det kedelige. Det er rent i sit modne udtryk. Pladeselskabet er bekymret. Det står tydeligt skrevet. Mange vil være mismodige, skuffede. De mere dramatiske vil være desillusionerede. Men The Walkmen ved, hvad de laver og har ingen grund eller indbildsk motivation til at være djævelsk vitale. Netop vitaliteten ligger her i kurverne og ikke i accelerationen.



/Martin

onsdag den 25. april 2012

Mermaids

Atlanta, Georgia har efterhånden slået sit navn fast som en by, man bør regne med, når det kommer til nye, spændende bands. Med Mermaids har de endnu et udmærket band at tilføje til listen.

Kvintetten spiller en form for retrospektiv psykedelisk pop, der af dem selv søges solgt som grænsende til garage, men det er kun med meget god vilje. Derimod hører af og til anerkendende nik mod lidt gammel surf. Ja, og så må man naturligvis tænke på koryfæer som Kinks og Beach Boys. Tilbage i efteråret 2010 udgav de debutalbummet Tropsicle på det lokale Pretty Ambitious Records.

Pladen er en kort omgang, hvoraf første skæring Holiday er den eneste, der er over fire minutter. Det er effektiv popmusik, der ikke forsøger for meget. Det har sine begrænsninger, og det anerkender de selv - den ros må man huske at give, når man kan.

MP3: Mermaids - Make Believe
MP3: Mermaids - Whirlpool

/Martin

fredag den 20. april 2012

Art Museums

Slumberland har så meget kvalitet og ofte en så klar profil, at det næsten er for meget af det gode. Derfor overser man også nemt et band som Art Museums.

Bag navnet gemmer sig en hyggelig duo, der låner mere end flittigt fra 60'erne med en dertil veludviklet sans for nyere tolkninger af selvsamme tilsat fine, jangly guitarer over en simpel trommemaskine.

Gruppen startede i San Francisco, hvor de indspillede og udgav debutalbummet Rough Frame på det fremragende Woodsist. Senere har de så på førnævnte Slumberland udgivet en rigtig fin 7" ved navn Dancing With a Hole in Your Heart, der kan bestilles her.



/Martin

mandag den 16. april 2012

Francisco The Man

L.A.-bandet Francisco The Man har allerede et par udgivelser bag sig, men de har endnu ikke oplevet megen opmærksomhed. Det tiltvinger de sig imidlertid med singlen Broken Arrows, der følger flot op på deres tidligere bedrifter.

En brugerkommentar på I Guess I'm Floating lød, at det var sådan, man kunne ønske, Band of Horses havde været. Alt imens de to bands ikke umiddelbart er nært beslægtede, er der imidlertid en forbindelse. Francisco The Man er dog mere sprælske og har taget mere til sig af shoegaze-traditionen og mindre fra country og folk. Broken Arrows er et tiltrængt skud energi og egentlig ret tonset og usnobbet. Det er stoner-rock, der er vågnet op til dåd og guitarflader med god tid.



/Martin

fredag den 13. april 2012

What makes you think you're the one?

Over de seneste år er der opstået en smuk konsensus i forhold til den ofte overvældende kvalitet i legendariske Fleetwood Mac. Fra delvist kitsch til rendyrket kærlighed. Gruppens status som voldsom inspirationskilde kan og bør ikke underkendes, men det må samtidig anerkendes, hvor meget gruppen ændrede sig såvel stilmæssigt som besætningsmæssigt fra dannelsen i 1967 til deres - efter min mening - kreative peak i 1987. For god ordens skyld og utroligt nok: Gruppen eksisterer skam stadig.

Men når man taler om gruppen, taler man til en vis grad om flere grupper. Interessant nok er det rytmesektionen, der som de eneste har været med hele vejen. Mick Fleetwood på trommer og John McVie på bas. Så vidt jeg har kunnet tælle mig frem til, har ikke mindre end 16 medlemmer på et tidspunkt udgjort en del af Fleetwood Mac.

I 1979 udgav gruppen Tusk, der fulgte op på den kreative og kommercielle kæmpesucces Rumours fra 1977. Det var bandets 12. album og blev eksperimenterne til trods også en salgssucces. Til gengæld kostede det også op mod en million dollars at indspille og blev dermed den dyreste indspilning af et rockalbum nogensinde (tak til Wiki for sidstnævnte). Én af mine personlige favoritter fra pladen er den reflekteret vrede What Makes You Think You're the One, der følger fanfavoritten Sara på pladen. De indledende og insisterende trommer er i sig selv en fremragende formidler af vreden og frustrationen, som Lindsey Buckingham følger fortrinligt op på med sin stærke vokal.

What makes you think you're the one
Who can laugh without crying?
What makes you think you're the one
Who can live without dying?
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me

What makes you think I'm the one
Who'll be there when you're calling?
What makes you think I'm the one
Who will catch you when you're falling?
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me

What makes you think I'm the one
Who will love you forever?
Everything you do has been done
And this won't last forever
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me

Som nævnt er vreden imidlertid reflekteret, og det er mere end blot indignation og infantil fornærmelse. Det bliver en så ren udløsning af energi og frustration, at det får status af en art feel good katharsis, der bliver skubbet lidt på vej af de førnævnte, viljefaste trommer. Buckinghams stemme varierer også, og der anes en ærgrelse i every little bit..., hvor han selv svarer igen med en vibrato, der tager en nærmest ironisk afstand til den momentane svaghed. Hertil kommer den overordnede komposition, der også understreger den reflekterede vrede: Tre vers, der sammenlagt varer to minutter, før en outro på halvandet minut gennemlever samme proces: Plads til at slippe kontrollen og herefter indikation af at have fundet en vej mod harmoni.



/Martin

mandag den 9. april 2012

Night Manager

Night Manager består angiveligt af medlemmer fra Paris og San Francisco, der "mødtes på halvvejen i Brooklyn." Derudover afslører deres biografi udelukkende, at de elsker musik fra 90'erne og hader biografier.

Bloggen Gimme Tinnitus har beskrevet dem som scuzz pop/surf/grunge, der leder tankerne hen på starten af sommer, og det er måske ikke helt forkert. Men måske man skulle stryge grunge fra listen. Gruppens Pizza Pasta 7" med mere kan høres på deres Bandcamp.



/Martin

lørdag den 7. april 2012

Det gode liv med jj

De svenske mystikere jj repræsenterer hverken rendyrket nihilisme eller hedonisme, men de afviser ikke disse livsanskuelser som begrænset til det amoralske eller for den sags skyld asociale. De er eksponenter for en interessant og ofte besynderlig italesættelse af vigtigheden af en diskussion, der kan synes tabt i politiske diskurser: hvad forstår vi egentlig ved joie de vivre?

Efter den mesterfulde debut jj°2 (2009) fulgte den let skuffende - om end momentvis stærke - jj°3 (2010). Både imellem og efter hørtes også enkelte remixes og covers, ligesom deres 'mixtape' Kills blev lagt gratis ud omkring julen 2010.

Til maj udgiver de nu jj°4, der imidlertid 'blot' er en 7" og digital singleudgivelse, selvom titlen altså kunne antyde en ny fuldlængde. Dermed tematiserer de igen det udvandede singlebegreb. Som tidligere står det overlegne Göteborg-label Sincerely Yours bag sammen med Secretly Canadian. Singlen er officielt ude 8. maj.



/Martin

onsdag den 4. april 2012

Internet Forever

Idealistisk om end hyklerisk udtaler jeg mig nogle gange om bandnavne. Standpunktet er, at de kan være ligegyldige, men af og til må man bøje sig; jeg tænker aldrig mindre om et band grundet et navn, men visse navne gør mig nysgerrig. Herunder Totally Enormous Extinct Dinosaurs og Internet Forever.

Det er sidstnævnte, jeg her vil fokusere på. Gruppen blev dannet i London 2008 og er en trio af entusiaster, der gør sig i en form for finurlig twee pop. Der er formentlig fundet noget inspiration i grupper som Los Campesinos! og Johnny Foreigner.

Gruppen udgav i 2009 et kassettebånd på deres eget Tape Alarm, og nu er de så endelig klar med deres egentlige debutalbum, Internet Forever. Deres gamle single Cover the Walls har fundet vej til albummet, ligesom også den hyggelige og velkomponerede Pages of Books er blandt de velvalgte sange. Sidstnævnte beretter kækt om en persons underfundige forandring efter at have læst en "coming-of-age novel", og generelt har pladen nogle fine tekster, der måske endnu ikke måler sig med førnævnte Los Campesinos!, men det gør de færreste trods alt.

Internet Forever har begået en rigtig fin samling popsange, der nok skal vokse fint med forårets komme. Hele pladen kan høres på deres Bandcamp.



/Martin

søndag den 1. april 2012

Air France


"...but we’ve never been able to finish anything, nothing was ever good enough. We have tried so hard, and we truly gave it all we had. And now we have decided to stop trying,"


/Abdujaparov