fredag den 30. marts 2012

Konkurrence: Vind billetter til of Montreal på Train

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at vi har en stor forkærlighed for det gamle Elephant 6-kollektiv fra Athens, Georgia. Blandt medlemmerne er de farverige og produktive of Montreal med Kevin Barnes i front.

Med den fremragende Hissing Fauna, Are You the Destroyer? fra 2007 fik de pludselig et vist gennembrud, og i år har de så udgivet deres nyeste (og 11.!) album, Paralytic Stalks. Gruppen er som altid dedikeret til en nærmest uendelig leg med genrer, der resulterer i alskens mulige og umulige fragmenter, der sammen udgør en imponerende omgang veloplagte popsange.

Den 18. april spiller bandet på Train i Aarhus, og vi udlodder 5x2 billetter til koncerten. Her spiller de med landsmændene Kishi Bashi og Den Fjerde Væg. For at deltage i konkurrencen skal du blot sende en mail til borneblogger@gmail.com med overskriften "of Montreal". Vi giver vinderne direkte besked.

Info:
of Montreal + support Kishi Bashi (US) og Den Fjerde Væg
Train, Aarhus
Onsdag d. 18. april
OBS: Koncertstart kl. 20 (dørene åbner kl. 19)



/Martin

onsdag den 28. marts 2012

Nyt fra Crocodiles

For godt tre år siden skrev jeg om San Diego-duoen Crocodiles i forbindelse med deres debutalbum Summer of Hate. Albummet var lidt svingende men viste mange kvaliteter. Opfølgeren Sleep Forever gik mig helt forbi, men nu er de ved at være klar med deres nyeste udspil, Endless Flowers.

At dømme efter førstesinglen Sunday (Psychic Conversation #9) er de i ganske fin form. Som tidligere med Crocodiles har man følelsen af, at det muligvis er hørt før, men sangskrivningen er så gennemført og lyder - i positiv forstand - så legende let, at man uden problemer kan lade sig rive med.

Det er sommergejst, der med et indledende "eins, zwei, drei, vier"-sample fra første færd lyder særdeles veloplagt. Pladen udkommer d. 4. juni på det fantastiske Berliner-label Souterrain Transmissions.

MP3: Crocodiles - Sunday (Psychic Conversation #9)



/Martin

mandag den 26. marts 2012

World's Most

Sidste år skrev den fremragende blog yvynyl om det lovende band Younger Youth, der sidenhen er gået i opløsning. I stedet har sanger M.S. Müller fra Pasadena startet et nyt projekt ved navn World's Most.

Det er mindre rocket end Younger Youth var, men det er mindst lige så sommervenligt. Der er lidt flere lag i lydbilledet, og tempoet er generelt lavere. En sang som Tall Shadows lyder på det nærmeste som den glade lillebror til Memoryhouse (dér er i øvrigt et album at glæde sig til i år). Ikke at det er decideret ubekymret. Den overstyrede basgang minder om realiteter, der ikke tager hensyn til solskin, ligesom også c-stykket understøtter dette. Men helhedsindtrykket er en tristhed, der er overvundet. Ja, det passer vel egentlig bare til tanken om forår.





/Martin

fredag den 23. marts 2012

Advance Base

Owen Ashworth lod til at have et ganske loyalt publikum under navnet Casiotone for the Painfully Alone, med hvilket han skrev og indspillede fra slutningen af 90'erne til 2010. Det var dog aldrig meningen, at han ville høre op med at lave musik, og nu er han så ved at komme i gang med sit nye projekt og udtryk, Advance Base.

1. maj udgiver han debutalbummet A Shut-In's Prayer på det ganske smukt navngivne Caldo Verde (Mark Kozelek, Sun Kil Moon). Første udspil fra pladen er den underfundige og lovende Summer Music, der trods sin konstaterende tristesse egentlig besidder et vist håb, der ikke begrænser sig til selve titlen.

"She left with my happiness" kontrasteres med en tilbagevendende benævnelse af musik, der høres fra en kitchen boombox. Det kontrasteres ikke ud fra en emotionel vægtning men snarere som en faktuel betragtning og som del af en tankestrøm.



/Martin

tirsdag den 20. marts 2012

Kala-OK

Får man en mail fra Tambourhinoceros om et nyt band på selskabet, er der god grund til begejstring. Den nyeste tilføjelse hedder Kala-OK, og det er formentlig de færreste, der i forvejen kendte til dette projekt.

Bag navnet står Kristian Mondrup, der i 2009 drog i eksil i Kina og dér fandt ro til at arbejde på Kala-OK. Egentlig startede det længere tilbage, før det blev et énmandsprojekt, men det var først i Beijing, at sangene til den nye plade tog form. Debutalbummet Reminiscence of a Bodily Blues er sin store alsidighed til trods en meget sammenhængende plade, og herfra skal der lyde en opfordring til at sætte den på fra start til slut, da sangene ganske enkelt bedst giver mening som helhed.

Selvom udgangspunktet altså er et soloprojekt, er resultatet i sidste ende mere kollektivt baseret, og bl.a. Christian Rohde Lindinger fra Treefight for Sunlight synger på flere af pladens sange, ligesom også kæresten Shiyuan Liu synger på førstesinglen Stars Are A Sailing, som hun i øvrigt selv har kreeret videoen til.

Den psykedeliske popmusik fra 60'erne lader til at have været en stor inspirationskilde, og Mondrup holder ikke tilbage med eksperimenterne. Det betyder dog ikke, at vi har at gøre med tilfældigheder, og de mange samples, som har udgjort skabelonen til sangene, er nøje udvalgt. Der er interessante temposkift (som på slutningen af Time to Unwind), fantastiske melodier (som på åbneren Misbelieve Me), fængende guitarer (særligt Morning Comes) og generelt mange detaljer, der åbner sig for lytteren. På en sang som Little Ditch dekonstruerer Mondrup på det nærmeste sangen efter et par minutter og gentænker den friskt og veloplagt. Som han selv har udtalt, er han også først og fremmest trommeslager, hvilket har givet ham et mere rytmisk udgangspunkt i sangskrivningen.

Reminiscence of a Bodily Blues er ude på Tambourhinoceros d. 11. april.



/Martin

torsdag den 15. marts 2012

Sleep Party People og antydningen af det foruroligende

Sleep Party People albumdebuterede i begyndelsen af 2010 med en imponerende og homogen samling sange, der uden problemer formåede at blande elementer af bl.a. ambient og shoegaze. Nu er enmandshæren Brian Batz tilbage med sit andet udspil, der har fået titlen We Were Drifting On A Sad Song. Som med debuten er det Speed of Sound og A:larm, der står bag.

Det hele starter ganske fremragende med førsteudspillet A Dark God Heart, der efter en stille start og fin brug af violin slutter af med en stor og støjende finale. Men det hele er heldigvis lige begyndt, og der er masser af inspiration at hente i det univers, der stilsikkert opbygges.

Titelsangen er ren power, og en sang som Melancholic Fog er ganske nødvendig efterfølgende - den viser ud over sin mere nøgne tilgang en generelt fin sans for sequencing på albummet. Sådan bølger det fint, men der er overordnet en følelse af noget mere rocket i forhold til debuten. Overordnet. For guitarerne gemmes bestemt ofte væk. På The City Light Died afstår Batz endda fra fristelsen til at lade det hele eksplodere efter en lang og fornem opbygning mod slutningen af sangen (og pladen som helhed).

Titlerne passer om muligt endnu bedre på musikken end på debuten, og der hersker da heller ingen tvivl om, at Brian Batz er gået selvsikkert til opgaven. Det hele forekommer ganske naturligt. Det går aldrig over i mareridt; snarere antyder musikken det foruroligende. Pladen tematiserer forholdet mellem det bevidste og det ubevidste i forhold til vor opfattelse af tryghed, og heri består den virkelige triumf. Det er ikke drømmenes magt - det er forbindelsen til den anden side. Derfor fremstår også en sang som Heaven Is Above Us som en underligt sørgmodig reminder. Det er ikke en påmindelse i gængs forstand, det er ikke en trøst, det er ikke spydig sarkasme. Det er snarere en urolig blanding, hvor uvisheden trods det fikserende udgangspunkt i titlen bliver dominerende. Men sikkerheden i klaveret hiver det op på et plan over erkendelse af forvirring. En erkendelse, der i sig selv er meget mere kompleks, end den ofte tager sig ud.

We Were Drifting On A Sad Song er endnu en imponerende plade fra Sleep Party People, og jeg venter gerne et par år, hvis næste udspil bliver lige så solidt.



/Martin

tirsdag den 13. marts 2012

Mere nyt fra Bear In Heaven

For et par måneder siden kunne vi berette om nyt fra Bear In Heaven, der er på vej med deres tredje album I Love You, It's Cool. Udgivelsen er sat til 3. april på Dead Oceans / Hometapes, og det må vel karakteriseres som et af årets mest imødesete albums.

Efter den herlige førstesingle The Reflection of You er de nu klar med endnu en skæring fra den nye plade, der har fået titlen Sinful Nature. Et sted mellem erkendelse og undskyldning. I forhold til første udspil er der en markant anderledes brug af guitaren her. Uden at være dominerende er den bærende i al sin enkelhed.



/Martin

fredag den 9. marts 2012

Ceremony

Når folk hører "Ceremony" i forbindelse med musik, tænker mange nok på både Joy Division og New Order. Det er titlen på en helt igennem fantastisk sang, der skulle blive én af de sidste, Joy Division skrev før Ian Curtis' død. Det blev samtidig den allerførste single udgivet under navnet New Order i foråret 1981. Den elegante guitar, allerede da definerende for New Order, de hidsige trommer, vokalen midt imellem observation, resignation og indignation. Intet under at kanoniserede kunstnere som Radiohead og Galaxie 500 har følt behov for at indspille sangen.

I Bay Area har en kvintet opkaldt sig efter denne sang, men deres udtryk er imidlertid noget ganske andet. Ceremony har netop udgivet deres fjerde album Zoo på Matador. Gruppen er et ret nyt bekendtskab for mig, og jeg har således ikke hørt gruppens første plader, før jeg først stiftede bekendtskab med Zoo. P4k har i dagens anmeldelse lagt en del vægt på, hvad gruppen plejede at stå for, hvilket går lidt ud over selve bedømmelsen af, hvad pladen egentlig udtrykker. Ceremony står således ikke længere for voldelig hardcore/speedcore etc., hvor sangene sjældent er mere end et minut langt, som det var tilfældet på debuten Violence Violence. I dag står gruppen for mild hardcore punk med mere end et snert af garage rock. Øjensynligt en tand for meget af sidstnævnte ifølge førnævnte anmeldelse, men jeg finder nu pladen ganske fint afbalanceret.

Flere anmeldere har unødvendigt sammenlignet med Fucked Up, hvilket til en vis grad må tilskrives deres status som label buddies. De har dog ikke meget til fælles, og jeg må alligevel også krybe til korset og indrømme, at jeg ikke er den store beundrer af Fucked Ups nyeste opus, David Comes to Life.

Zoo er en yderst habil plade, der måske ikke holder niveau hele vejen, men som byder på adskillige stærke garage- og punkhymner. Pladen er ude nu på Matador.





(Adult er beklageligvis uploadet i et lidt kompromitterende format, der adskiller sig meget fra albumversionen, der har meget mere bund)

/Martin

onsdag den 7. marts 2012

Nyt fra Beach House

Guderne må vide, at vi altid har elsket Beach House på disse sider. Alle gruppens plader er fantastiske og rørende bedrifter. Nu har de et nyt album på vej, og at dømme efter førstesinglen Myth er gruppen på vej til at forlade deres næsten minimalistiske og til en vis grad nøgne lyd.

Samtidig står de klar med en alvorlig konkurrent til Lower Dens' Brains som årets hidtil stærkeste single. Lad det være sagt med det samme: Bedst som forventningerne til et nyt album fra Beach House næsten ikke kunne være større, kommer denne single og gør netop dét. Allerede fra start står det klart, at lyden er både større og tungere. Der er mere fylde i lydbilledet. Det kan vel stadig kaldes en form for dream pop, men det er på en ganske anden vis - uden at der på noget tidspunkt er tvivl om, at det er Beach House, man hører. Det er stort, og det er umådeligt smukt.

Opbygningen er i sig selv yderst imponerende, og selv beatet i starten af sangen har mere status af et decideret beat, end man sædvanligvis har tænkt om de organiske (vi hader vel alle det ord, når alt kommer til alt) forgængere. Herefter overtager deciderede trommer (ja!). Dertil kommer den dybe guitarstøj og et lettere overraskende break midt i sangen, der leder til et nyt break. Jeg kan ikke tøjle min begejstring og giver i stedet frit løb til selve musikken.

Det nye album BLOOM udkommer til maj på Sub Pop.

MP3: Beach House - Myth

/Martin

mandag den 5. marts 2012

Anchorless

Onde tunger har det med at dømme sideprojekter ude på forhånd. Men i en tid hvor snart sagt alt fungerer som en slags præfix til den såkaldte ADHD-kultur, er det ikke så ligetil at tale om sideprojekter, som det tidligere har været. Når spillereglerne for såvel marketing som praktisk deling af kunsten generelt har ændret sig så markant (åbenlyst anakronistisk bemærket, forstås), er det sværere end nogensinde før at adskille hoved- fra sideprojekter. Ja, oftest bliver det næsten ligegyldigt. Så lad os da gå videre.

Københavnske Anchorless består af seks rutinerede musikere fra adskillige bands i den danske musikscene, hvoraf bl.a. hedengangne Lack og Trust kan fremhæves. Såfremt det kulturelle pres fra rockismen trænger sig for meget på, kan vi da med positiv røst forholde os til idéen om dette som 'sideprojekt': For hvor er det dog forfriskende ligetil og ligefremt! Veloplagte hooks, en stærk rytmesektion og en habil produktion har resulteret i debutalbummet Every Nook and Cranny, der på en halv time når vidt omkring i rockhistorien uden at kede lytteren undervejs.

Ballet åbnes af singlen Awry Aesthetics, der da også har fået fint med spilletid i radioen. Den er både veloplagt, optimistisk og sommervenlig. Den gør det ligeledes klart, at man kan forvente en hel del inspiration i de tidlige R.E.M.-plader, hvilket bestemt ikke er den værste inspirationskilde. Men bandnavnet er ikke helt dumt, for bandet når vidt omkring og lader ikke til at have nogen interesse i at se sig tilbage. Uden at lyde for geografisk kluntet er det til en vis grad en svensk tilgang til amerikansk collegerock, som det kendes fra slutningen af 80'erne og godt op i 90'erne. Every Nook and Cranny er ude på det både undervurderede og slagkraftige Play/Rec (Obstacles, Barra Head, Trust).



/Martin

fredag den 2. marts 2012

CSLSX + I Break Horses

Det er svært at forestille sig, at man kan høre I Break Horses' debutsingle Winter Beats uden at forelske sig i den unikke og ganske tilgængelige elektroniske shoegazepop. Debutalbummet Hearts var én af sidste års smukkeste plader, og selvom det engelske pladeselskab Bella Union har haft lidt svært ved at leve op til deres formidable ry de seneste par år, blev der lavet ganske effektiv promotion for det svenske band.

Et band, jeg til gengæld ikke har hørt om før nu, er CSLSX fra Philadelphia (det bør bemærkes, hvor livlig Philadelphia-scenen er for tiden). De har et næsten kropumuligt navn at huske, men jeg vil give det et forsøg efter deres seneste samarbejde med I Break Horses, der har ført en ganske forfriskende og drømmende single med sig. Titlen er Violent Sea, og synthfladerne trækker da også umiskendelige linjer til I Break Horses. I starten er vi også ude i en kæk blanding af Air France og tidlig M83, før beatet minder os om en næsten uhørt ambient version af trip hop á la Bristol 1993.

Derfor 'drømmende': Associationerne får frit spil, og når den vågne tilstand først tager over, bliver de forskellige bestanddele svære at skelne fra hinanden. Vi har en idé om en sammenhæng, men vi må give underbevidstheden mere magt, end vi sædvanligvis er villige til.





/Martin

torsdag den 1. marts 2012

Hundred Waters

Alle år er gode musikår. Er man uenig, har man ganske enkelt været uheldig, uopmærksom, travlt beskæftiget eller usædvanligt negativ. Lige så frustrerende det kan være at acceptere, hvor meget man aldrig når at lytte til, lige så bekræftende er det, at denne ubegribelige målestok blandes med den menneskelige skala. Nysgerrigheden får lov at drive os, og den vil aldrig løbe tør for artefakter, objekter, overraskelser, mål, ambitioner etc.

Drevet af selvsamme, rene nysgerrighed er Hundred Waters fra Gainesville, Florida. Kvintetten har netop udgivet debutalbummet, simpelthen betitlet Hundred Waters, på det unge label Elestial Sound. I front står den yderst charmerende sanger og pianist (endda fløjte af og til) Nicole Miglis med sin karakteristiske vokal. Gruppen udforsker rummet mellem det organiske og elektroniske - i den klassiske opdeling af disse. Når alt kommer til alt, ved vi jo, at disse størrelser ikke kan opstilles som modsætninger. I bedste fald har vi at gøre med en doven antinomi.

Der er noget ganske ærligt over gruppens udtryk. De særlige kompositioner kan bringe tankerne i retning af Dirty Projectors med en ganske anden instrumentering. Bloggen Consequence of Sound kalder det for Joanna Newsom fronting a dreamier Animal Collective, curated in part by Nicolas Jaar. Så vidt dagens namedropping.

Bandet har med dette første album begået en fremragende debut, der fortjener meget mere opmærksomhed, end der har været op til udgivelsen.

MP3: Hundred Waters - Visitor
MP3: Hundred Waters - Boreal
MP3: Hundred Waters - Caverns



/Martin