tirsdag den 28. februar 2012

Flights

Duoen Flights mødtes i et vinterbadet Wisconsin og rejste sydpå til Nashville, Tennessee. Her begyndte de arbejdet med deres debutplade, som de i ro og mag skrev, indspillede og endelig udgav i januar måned. Eric Hillman og Brian Holl havde adgang til et forladt kontor og et hjemmestudie, og det har i sidste ende resulteret i et både afdæmpet og personligt album, der bestemt lyder som om, de har haft tid til - som de selv formulerer det - at slå smut i Tennessees floder.

De leverer mestendels en form for elektronisk folk med fine harmonier, ensomme guitarer og elementer af americana. Albummet har fået titlen Anywhere But Where I Am. Territorial eksklusivitet. Frihed med begrænsninger. Dette anywhere er udtryk for en velkendt dobbelthed i smertens øjeblik: Dels er det vor helt, der slår ud med armene med en næsten indigneret ligegyldighed. Dels er det et forsøg på en værdig åbenhed. Dernæst indtræder betingelsen, forsøget på at beskytte sig selv. Det er et konkret krav, der imidlertid besidder en betragtelig usikkerhed.

En sang som Pillars er ganske stille, næsten nøgen til tider, hvorimod singlen Taller i langt højere grad falder ind under den elektroniske folk. Her er tempoet lidt højere. En enkelt guitar indleder sangen, og vokalen sætter ind. En mere fjern guitar kalder for derefter at forsvinde. Lidt under et minut inde introduceres et på sin vis overraskende beat, hvorefter denne fjerne guitar igen høres og efterhånden bliver en fast del af sangen. Disse fjerne guitartoner synes næsten at kalde på noget tættere på. Vokalen står imellem og mægler mellem parterne i et forsøg på at undgå såvel emotionel splid som sonisk diskrepans. Efter fire minutter kommer en stille og kyndigt eksekveret eksplosion, der fanger lytteren i dette drama, der prøver at undsige sig sin status som drama.





/Martin

mandag den 27. februar 2012

Blueboy

Tilbage i januar kom der endnu et indlæg om de fantastiske Field Mice. Dengang lovede jeg, at der ville komme flere anbefalinger af kunstnere fra det legendariske Bristol-label Sarah Records, der blev kendt for deres ofte letbenede indie pop.

Første anbefaling (ud over at genlytte Field Mice) er Blueboy, der trods et uheldigt bandnavn er den tidslige investering værd. Det er intelligent popmusik med ganske enkle tekster og jangly guitarer. På enkelte sange - som den fornemme Cosmopolitan - hører man tydeligt, hvor meget nyere, primært sydengelske bands har ladet sig inspirere af denne naive tilgang, som senere har ladet sig integrere i en indie pop med bund i en fascination af en vis math-rock-sensibilitet. Og en mere direkte indflydelse: Den fantastiske svenske duo Air France har opkaldt sig efter én af Blueboys ældste sange af samme navn.

Gruppen startede ud som en duo, hvorefter bandet voksede med tilføjelsen af bl.a. Harvey Williams fra førnævnte Field Mice og Another Sunny Day. Ud over et hav af singler (det var jo andre tider) blev det til i alt fire fuldlængder for Reading-bandet, før de gik i opløsning i 1999.





/Martin

fredag den 24. februar 2012

Sharon van Etten

Med udgivelsen af sit tredje album kunne det endelig ligne lysere tider for Sharon van Etten. I hvert fald lysere hvad angår eksponering af musikken. Med de relativt triste tekster og en albumtitel som Tramp ved man jo aldrig.

Hun udgav i 2009 debutalbummet Because I Was in Love på Language of Stone, medens opfølgeren Epic fra 2010 udkom på Ba Da Bing. Nu har hun igen opgraderet, og Jagjaguwar har fået æren af det nye album.

Tramp er indspillet med Aaron Dessner (kendt fra The National). Indspilningerne fandt sted i en ganske urolig periode i van Ettens liv og tog derfor over et år at færdiggøre. Mere end et års hjemløshed affødte velsagtens titlen, og som Jagjaguwar selv påpeger, var Dessners garage (eller studie om man vil) eneste konstant i hendes liv.

Da van Etten længe har haft base i Brooklyn og et stykke tid har hængt ud med Aaron Dessner, har hun pludselig fået mulighed for nogle fantastiske samarbejdspartnere. Albummet byder derfor på veloplagte gæsteoptrædener af folk som Zach Condon, Walkmen-trommeslager Matt Barrick, Julianna Barwick, Jenn Wasner fra Wye Oak, Dessner selv og Thomas Bartlett fra Doveman. Sidstnævnte har længe været et navn i New York uden ellers at være kommet meget længere ud (jeg fangede dem ved et tilfælde som support for The National på hjemmebanen i 2006, der i øvrigt står tilbage som én af de bedste koncerter, jeg nogensinde har set).

Sharon van Etten er af den tilrøgede og formodentlig whiskeyglade singer/songwriter-tradition, der længe har kendetegnet Brooklyn. Der er bestemt ligheder med Cat Power, der ikke kan benægtes, og det kan kun bifaldes herfra.



/Martin

tirsdag den 21. februar 2012

Wintercoats

Australsk musik har der ikke været meget af på bloggen gennem årene. Og med sikkerhed ikke orkestral drømmepop i stil med Wintercoats fra Melbourne.

Wintercoats er en énmandshær bestående af James Wallace, der selv komponerer, arrangerer, indspiller og mixer sin musik. Selv kalder han musikken for "orchestral pop", og det orkestrale element kan næsten anskues som en mere filmisk version af en fjern slægtning til Owen Pallett (så er vi ovre den basale namedropping og kan bevæge os videre).

Efter den selvudgivne debut Cathedral EP udgav Wallace en 12" med den fine titel Sketches gennem Cascine (Selebrities, Chad Valley) og det lokale superlabel Mistletone (Panda Bear, Julianna Barwick, High Places, Beach House, Ariel Pink).

Lad os bare undersætte lidt og kalde musikken for æterisk (man støder så ofte på ethereal i engelske musikmedier). Eller holde os strengere til gængse definitioner og kalde det "flygtigt." For da bliver det virkelig interessant i denne sammenhæng. Det flygtige har en dobbeltrolle i sig selv (das Ding an sich) og for os. Som en ballon, der i bogstaveligste forstand flyver bort og samtidig får lov at repræsentere, hvad end der aktiveres i os i det øjeblik, vi indser elementet af det flygtige. Da får det status af noget flygtende i næsten aktiv forstand. Vort mismod og vor frygt giver så at sige vinger til objektet. En form for aktiv passivitet. Flashbacks og minder om barndommen, der tager over og pacificerer den konstruktive nostalgi (eller potente nostalgi som Benjamin ville kalde det).

Men vi støder ikke det minde fra os, som vi begærer. Vi erkender det som flygtigt. Og i samme øjeblik anerkender vi vor egen flygtige væren. Man forholder sig til det umulige begær i teoretisk forstand og konstituerer dermed eksistensen af det reelle begær. Umuligheden er virkelig, og heri består den på én gang grusomme og betagende skønhed. Det er næppe nok at kalde den for nostalgi.



Wintercoats - Working on a Dream from Cascine on Vimeo.



/Martin

lørdag den 18. februar 2012

Dana Buoy

Dana Janssen er mest kendt som percussionisten i fantastiske Akron/Family, men d. 8. maj er han klar med sit første soloalbum, der har fået titlen Summer Bodies. Pladen udkommer på Lefse (Youth Lagoon, Neon Indian, How to Dress Well, Ganglians, Fair Ohs).

Selv beskriver Lefse det som rummet mellem Paul Simon og Drake, hvilket er en bizar men interessant læsning. De bruger imidlertid også ordet dream pop, og at dømme efter første skæring lever det i dén grad op til både sang- og albumtitel. Noget så smukt som en hyldest til oprigtigheden. Som med Akron/Family er der noget næsten godmodigt over udtrykket. Vi er langt fra det håbløse og narcissistiske forsøg på at formidle en vis naivitet. Der er noget rent over disse enkle og dominerende guitarflader, dubbede (i ordets tekniske og for guds skyld ikke genremæssige forstand!) opråb, den obligatoriske percussion. Man må muligvis sænke paraderne, og da bliver man smittet.

MP3: Dana Buoy - Call To Be



/Martin

tirsdag den 14. februar 2012

Perfume Genius og den utidige tristesse

I sommeren 2010 tog jeg hul på et nyt kapitel i tilværelsen, og et par dage før de første ytringer skrev jeg lidt om Perfume Genius. Det var egentlig ikke relateret, men der var noget ved ubalancen, der passede fint.

Perfume Genius er amerikanske Mike Hadreas, der i 2009 udgav singlen Mr Peterson på det yderst habile Turnstile, som efterfølgende udgav debutalbummet Learning. I samarbejde med Matador udgiver de senere på måneden opfølgeren Put Your Back N 2 It. Jeg modtog nyligt mit eksemplar, og det er uden tvivl en tidlig kandidat til årets plade. Vi skal jo starte tidligt, ikke?

Det er - ligesom billedet - nøgent og til tider grænsende til det isnende. Hadreas er en fantastisk sangskriver, der med sine korte popsange opbygger et formidabelt, lille univers af utidig tristesse. Det er direkte i en grad, der er sjældent for disse tider, og det er ofte så trist, at man som lytter forundres over at føle et minimalt håb. Trods alt.

Hele pladen kan streames lidt endnu via The Guardian.



/Martin

torsdag den 9. februar 2012

Ny 7" fra Fort Lean

Amerikanske Fort Lean udgav april sidste år en glimrende debut EP, der viste prøver på mere end blot teknisk imponerende fortolkningsevner. Det er ganske vist revival rock fra Brooklyn, og der er uden tvivl elementer af The Walkmen i musikken, men der er god grund til at holde øje med kvintetten.

Nu er de ude med en 7" single med den passende vintertitel Sunsick. Den er ganske triumferende, og de insisterende trommer lægger en perfekt bund til den vitale vokal. Hverken ud fra pressebilleder eller videoer har jeg kunnet dømme, om de lyse lokker mon er en paryk.

Gruppen selv udtrykker ganske fint, hvad deres musik står for med disse ord: Fort Lean is about getting too drunk at your own picnic.

MP3: Fort Lean - Sunsick





/Martin

mandag den 6. februar 2012

Nyt fra Averkiou

Når man vågner op til -17°C, har man naturligvis brug for noget at varme sig på, der adskiller sig fra søvnen. Kaffen er næsten obligatorisk, og der skal mere til. Tilbage i november opdagede jeg lidt sent amerikanske Averkiou og var usikker på, hvorvidt de var gået i opløsning. Nu viser det sig, at der er en EP på vej, og første single er allerede ude.

EP'en har fået titlen The New Imperative og er ude 10. februar på Sound Study Recordings, der også udgav bandets Wasted & High 7". Deres entusiastiske shoegazerpop - nu med endnu mere vægt på pop - er stadig veloplagt, og den flittige brug af distortion og fine vokalharmonier er stadig varemærket. Den nye single Present Tense starter meget lige på, men trods det høje tempo har den ikke travlt. Brooklyn Vegan sammenligner lyden med tidlig Yo La Tengo og Teenage Fanclub. Det blev meget varmere.

MP3: Averkiou - Present Tense



/Martin

torsdag den 2. februar 2012

Om årslister, kynisme og idealisme

Det følgende er skrevet omkring januar måneds absolutte afslutning. Den første måneds sidste dag. Med solnedgang og det hele. Årstiden står bøjet i kursiv, og der er ingen, der løfter med knæene.

Lige så frygtelig, som alle er enige om at døbe konceptet "nytårsaften", lige så bekræftende er det aspekt, som i første omgang besidder en faretruende tristesse: Vor evne til at tænke symbolsk. Eller mere præcist: At vi dybest set ikke er i stand til at slå dette fra. I denne sammenhæng, musikblogs og musikjournalistisk, er det regelen frem for undtagelsen, at man laver en årsliste. Året skal opsummeres. Ord er ikke af vejen, men vi tænker gerne i tal.

Det er hele idéen om årslister, jeg gerne vil tage fat på. Vi har alle en holdning til dem, og den lette konklusion er, at vi både afskyr og elsker dem.

(en lille indskydelse i toget: Solen har altså været større, end den plejer over de sidste par dage)

Som med snart sagt alt og intet, manifest og teoretisk, reelt, virtuelt etc. kan vi anskue det ud fra en afsender og modtager, hvor banalt dette kan synes til tider. Det virker imidlertid lidt lettere at forstå, når det kommer til modtageren: Som både forbrugere og nysgerrige væsener er der flere grunde til at interessere sig for, hvad andre mon fremhæver fra året, der gik. Ét aspekt er selvfølgelig at finde ny musik, man måtte være gået glip af; såfremt det ender på en årsliste, er der ofte god sandsynlighed for, at man bør udforske det. Sådan tænker man i hvert fald umiddelbart. Timingen er også god. Markedet vil det således, at det er en tid for opsamlinger omkring julen, og det er sparsomt med nye udgivelser, hvilket giver plads og ånderum. Ny musik kan indtages (mere! Mere!).

Et andet aspekt udforsker et lille paradoks: Det er på én gang idealistisk og dybt kynisk. Ved at danne sig et overblik over diverse årslister deltager man i konstitueringen af en slags musikkanon. Noget nær en konsensus. Men det bliver det naturligvis aldrig. Her kunne vi diskutere en kantiansk sensus communis, demokratisk potentiale og belgiske Thierry de Duves læsning af denne mulige fælles ånd - hvor flygtig den så end måtte være - men det må blive en anden gang.

Idealistisk fordi vi sammen markerer, hvad der har været særligt afholdt. Hvad der har været særligt smukt, og hvad menneskeheden måske kunne være interesseret i at dele.
Kynisk af åbenlyse årsager: At sammenkoge noget så stort og plædere en forståelse for objektivitet. Årslister er i det hele taget dybt kyniske, og heri består da også udfordringen: Hvordan retfærdiggøre det? Hvis vi da skal retfærdiggøre det. Det vigtigste er, at man forholder sig til det. For at gentage hvad det amerikanske band HEALTH udtalte få år tilbage: "I think the most cynical thing I do is fill out a top ten list every year…" Men de gør det, trods alt.

Læserne af disse sider vil vide, at der også her forekommer årslister. Jeg er hverken over eller under andre skribenter, bloggere, journalister etc. Hvert år kæmper jeg med samvittigheden, men jeg vælger hvert år at lave en sådan liste. Vel at mærke uden pres fra en redaktør hvilket i nogle tilfælde forklarer fremkomsten af sådanne lister - det ser man af og til i kvaliteten (eller rettere sagt mangel på samme) af disse.

Efter et år hvor vi musikbloggere kortvarigt fik ry for at være små forbrydere, kan vi jo tage udgangspunkt i denne status, om end den her er mindre juridisk og mindre latterlig. Som kyniske forbrydere mod kunsten som sådan må vi skabe en ligevægt. Mit håb består i, at dette som oftest er udgangspunktet. En nødvendig erkendelse af kynismen, der afføder en vægtning af idealismen på den anden side.

Hernæst risikerer vi at få status af frelste individer, men det handler ikke om kulturbærere, bannerførere og andre forfærdelige udtryk. Med mere ydmyghed kan det siges at handle om trangen til at dele (virtuelle fællesskaber, web 2.0 etc. er ikke emnet her). Ikke som en meningsløs diskussion men for at konstituere det mulige som kraft. Potentialiteten som bærer af mere end en subjektiv dom. Helt enkelt: Erkendelsen af at visse ting er så smukke, at vi ikke kan holde dem for os selv. Vi er ikke af den grund poeter, og jeg påstår ingenlunde, at det er en kunstnerisk trang. Men jeg vil vove at påstå, at det er en antydning af det sublime, der overskrider det rationelles sfære i en sådan grad, at vi kun kan lade os overvælde.

Det er en dybt subjektiv trang, og det skal en sådan årsliste naturligvis være. Men endnu mere interessant bliver det, hvis vi antyder det førnævnte mulige: eksistensen af det objektive som en mulighed, hvor transitorisk og flyvsk den måtte være. Inden for det reelle, det håndgribeliges diskurs, afviser vi den prompte. Ikke kun af frygt: Den må nødvendigvis eksistere som mulighed, og vi er dybest set ikke interesserede i ræsonnementer, der forklejner den sanseperceptuelle oplevelse.

Men det mulige er netop ikke en del af vor empirisk-perciperede verden, og gennem bl.a. kunsten får vi netop adgang til det ikke-skete. Både gennem drømmen, håbet, traumet og erindringen. De er alle bearbejdelser af virkeligheden og med et (nært eller fjernt) udgangspunkt i det skete. Det skal ikke drejes over på essens, tautologi eller metafysik som sådan. Man kunne jo også bare sige, at vi deler, fordi vi ikke kan lade være, men det er så kedeligt.

Her er det nok formålstjenligt at gøre det mere konkret, og vi skal også adskille dét at formidle, eller blogge generelt, fra den praksis, vi dyrker, når vi udformer årslister. Det er trods alt udgangspunktet. Vi har altså et generelt behov at dække, der både kan anskues kynisk og idealistisk (vi skal heller ikke være bange for at kalde det smukt). Ud over det helt generelle behov for at dele en begejstring er der en idé om, at der med årets (forestående) afslutning vækkes en symbolsk bevidsthed, der afføder det mere konkrete behov: Hvad bevægede os mest i det forgangne år. Også dette er både kynisk og (altså i positiv forstand) idealistisk. I det nødvendige fravalg indrømmes en skam, og kynismen triumferer. Men den afbalanceres her (idealistisk og altså forhåbentlig) af den positive trang til begejstret og muligvis naivt - som den produktive fætter til kynismen - at fremhæve X og Y. "På falderebet og med en pistol for panden kan jeg alligevel ikke lade være at nævne…" Det er kynisk, egentlig uundgåeligt, men der er ingen grund til udelukkende at behandle det sådan.

Nu vi er på falderebet, må vi også sørge for ikke helt at miste balancen: årslister med konkrete interesser eksisterer naturligvis også, om disse så er økonomiske eller opstået som et resultat af umådelige egoer. Der findes naturligvis utallige årslister, der skal være korrekte og afspejle en forståelse for tidens tendenser. Disse skal blot repræsentere i værste forstand og bevæger sig netop væk fra erkendelsen af det subjektives magt. Her bliver det udelukkende kynisk. Ikke decideret ubrugeligt men primært nyttigt for sociologien og psykologien.

Et yderligere aspekt bør også behandles. Hvor det tidligere blev antydet, at der skabes en slags kanon, kan dette både relativeres og gøres endnu bredere: Vi bidrager i både metafysisk og konkret forstand til ét stort arkiv med selve vores eksistens, og det samme er naturligvis tilfældet med sådanne årslister. Det er ganske enkelt interessant at kunne spore sig frem til en tidsånd, en zeitgeist, tendenser fra det forgangne år, fra året før det og så fremdeles. Der skabes et tidsbillede, og selvom der disse år muligvis er for megen fokus på vor museale præsens (her kan anbefales Andreas Huyssens bog Present Pasts), er det trods alt interessant med et sådant arkiv. Også når man selv har sammenfattet en årsliste og formentlig har udviklet sin smag i mere eller mindre betydelig grad siden udformningen af listen.

Der er en stærk følelse af retfærdighed på spil. Når det kan føles kynisk at foretage en næsten forceret-kvalitativ udvælgelse (og dertilhørende fravalg), er det imidlertid også værd at fremhæve det positive potentiale heri: Det tvinger afsenderen til at foretage en revurdering af prioriteter og værdier inden for en sådan bedømmelse. Hvorfor fremhæver jeg dette frem for hin album, når de begge har begejstret mig. Hvorfor fortjener netop dette kunstneriske udtryk at blive anbefalet frem for et andet?

Såfremt en årsliste virkelig skal afspejle årets forløb, testamentere musikåret, bliver det ydermere en anelse perverst: Da bør man begynde allerede ved årets første måned at notere sig, hvad man holder særligt meget af, eller hvad man føler sig særligt rørt af. At sidde i november eller december og genkalde sig den sanseperceptuelle oplevelse i sin nøjagtighed er selvsagt umådeligt svært. Det kan således blive en proces, der i sig selv - forsøg på emotionel loyalitet til trods - er udtryk for en mærkværdig kynisme og ikke just signalerer den romantik, som resultatet (i sig selv et kynisk ord) i sidste ende bør reflektere.

For at vende tilbage til kommentaren fra HEALTH: Selvom der er en bevidsthed om den næsten dominerende kynisme, trodser vi den med en forhåbning om, at der er en mening i at udforme en sådan liste. På samme tid er det naturligvis vigtigt ikke at tage noget for givet. Medmindre der er andre interesser på spil, er en årsliste altid kun det bedste forsøg på en retfærdig liste, men der er næppe en eneste af os, der kan sige sig fri for ikke at tænke anderledes om sådanne lister blot få måneder senere. Kynismen sejrer kun, hvis vi ikke selv giver den modvægt, som idealismen og den oprigtige kærlighed til musikken naturligt besidder.

/Martin

onsdag den 1. februar 2012

Lower Dens og stigende tempo

Efter den ganske glimrende debut Twin-Hand Movement fra 2010 er Lower Dens med Jana Hunter i spidsen ved at være klar
med opfølgeren Nootropics. 30. april udgiver Ribbon Music den stærkt imødesete plade, og at dømme efter førstesinglen er der god grund til at drømme.

Brains er gruppens hidtil stærkeste sang. Tempoet er sat en anelse i vejret, og de insisterende trommer tøffer rastløst og intenst uden at bidrage med en følelse af nervøsitet. Det er følelsen af bevægelse. En motor. Men det forbliver menneskeligt-maskinelt frem for noget koldt-automatisk. Der er en usikkerhed på spil, men stemningen er generelt håbefuld. Alt i alt er Brains en ufatteligt stærk single, der efterlader lytteren måbende og - som en god single bør gøre det - sulten efter mere. Vi må dog vente på foråret.



/Martin