fredag den 5. august 2011

Musical Mathematics

Musical Mathematics er et musikkollektiv med base i Leeds, der ud over mange interessante indlæg og anbefalinger nu er begyndt at lave ret fine compilations. Vi er nu nået til den anden i serien, der simpelthen har fået titlen Musical Mathematics: Second Time Lucky.

Som navnet antyder, er der en vis base i math-rocken, men det er ikke udelukkende, hvad der fokuseres på. Derudover er musikken primært engelsk men igen med undtagelser.

Den nye compilation er ligesom den første en fin samling, der til tider bliver lidt ujævn men til gengæld byder på opdagelser, man ellers først ville have stødt på ad omveje. Det hele starter eksempelvis fremragende med Enemies' Coco Et Moi, ligesom også Rooftops, Grown Ups og Shapes byder på dejlige og interessante sange. Og ej at forglemme danske Alcoholic Faith Mission med deres My Eyes To See fra deres rigtig fine Let This Be the Last Night We Care. Der er naturligvis også mindre heldige sange, hvoraf eksempelvis †Hymns† skuffer lidt, hvad angår såvel vokal (mindre) som lyrik (fælt).

Fællesnævneren for denne anden compilation af Musical Mathematics er nysgerrigheden og det finurlige guitararbejde, der ganske udpræget er af den engelske skole.

Hele albummet kan streames og downloades ganske gratis fra kollektivets Bandcamp.

MP3/Stream/ZIP: Musical Mathematics på Bandcamp

/Martin

Ingen kommentarer: