tirsdag den 24. maj 2011

Nyt fra Handsome Furs

Jeg har altid holdt af Handsome Furs. Mand og kone, der turnerer sammen og lader til at nyde, hvad de har sammen. Dan Boeckners tidligere hovedprojekt Wolf Parade leverede med deres debutalbum noget af det stærkeste og mest vitale, rockmusikken har hørt det seneste årti, og de havde svært ved at leve op til det på efterfølgerne (som dog stadig var glimrende). Handsome Furs begynder heldigvis efterhånden at blive vurderet ud fra det, de leverer, frem for hvad Boeckner kunne levere hos Wolf Parade.

Sædvanligvis karakteriseres Spencer Krug som den mere sofistikerede sangskriver med de mere komplicerede arrangementer og kompositioner (i såvel Wolf Parade som Sunset Rubdown), medens Dan Boeckner skriver sange, der er mere ligetil og måske endda mere direkte. Dette er også tilfældet med hans sangskrivning i Handsome Furs.

Det er dog ingenlunde en negativ udlægning. Særligt debutalbummet Plague Park bød på en masse fine sange, ligesom der også var nogle pletskud på Face Control. 28. juni er de ude med deres nyeste album Sound Kapital, som sædvanlig på Sub Pop. De har frigivet et par sange fra pladen, og heraf lyder særligt Repatriated lovende.

Handsome Furs - Repatriated by subpop

MP3: Handsome Furs - Repatriated
MP3: Handsome Furs - What About Us

Ingen kommentarer: