mandag den 29. november 2010

Unknown Mortal Orchestra

Tilbage i august skrev jeg kort om Unknown Mortal Orchestra. Det er stadig et, biografisk set, ret ubeskrevet blad, og det er vel egentlig meget rart engang imellem. De slap dengang to sange løs, der siden har fået dem signet til The Sounds of Sweet Nothing, der nu har en 7" EP klar med dem.

Det er god, gammeldags beat pop med en del slørende effekt over vokalerne. Der er muligvis tale om dub og ikke to vokaler, og selve forvirringen bidrager på en måde fint til lydbilledet, der befinder sig mellem et kontrolleret overskud og en rastløs vildskab. Man fristes til at sige: Portland har gjort det igen. Den nyligst løsslupne MP3, How Can U Love Me, er mere festlig end de tidligere sange, og det er (af mangel på bedre ord) en del mere funky.

MP3: Unknown Mortal Orchestra - Thought Ballune
MP3: Unknown Mortal Orchestra - Ffunny Ffrends
MP3: Unknown Mortal Orchestra - How Can U Love Me

/Martin

torsdag den 25. november 2010

Anbefaling: Kommentarer til danske musikanmeldelser

(Tilgiv mig den lidt platte brug af Raffaels... Tør jeg sige 'mesterværk' efterhånden? 'Scuola di Atene' i miniformat er ikke fair)

Det er vist ingen hemmelighed, at danske musikanmeldelser i lang tid har givet mange læsere grå hår. Det kan der være mange grunde til, og det skal ikke handle om at tilsvine eller at bande og svovle bare for at være bitter. Men i lang tid har vi set på og ikke anerkendt det som et problem. For et par år siden skrev jeg om det her på bloggen, og nu kommer en kort reprise med lidt nuancer. Kristian Leth lancerede i dag bloggen Spredehagl med undertitlen hvad laver de?, der netop tager udgangspunkt i, hvor lavt et niveau vi ofte har at gøre med, når det kommer til musikanmeldelser i Danmark. Et kærkomment og nødvendigt initiativ, jeg gerne støtter op om, da der er tale om konstruktiv kritik og ikke blot sure opstød. Følgende skal ses som en kommentar til projektet og det indledende indlæg:

Hej Kristian,

som lovet kommer her mit input:

Jeg er grundlæggende (endda rørende) enig. Det er et problem, vi har stået over for i lang tid, og det er kun på tide, at vi får en platform til diskussionen.

Man har de sidste ti år livligt diskuteret, hvorvidt det digitale gennembrud - lad os kalde det gennembrud på godt og ondt - ødelægger albumformatet. Albummet som noget sammenhængende. Som et værk. Det kan ofte føles som om, anmelderne i dag har taget tesen til sig og derfor ikke længere behandler et album som et samlet værk men i stedet ser det som en samling sange, der vurderes. Vejes. Ordnes under en skala. Eller som det ofte er tilfældet: Noget, der skal overstås.

Man må spørge sig selv, hvad en anmeldelse skal og bør. Det er øjensynligt noget andet, hvad de må. En anmeldelse bør forholde sig til det samlede værk, når det er dette værk, der anmeldes og ikke sangene hver for sig. At behandle sangene hører med til det. Men de er del af en helhed, og det er netop, hvad mange anmeldere ofte glemmer.
Selvfølgelig kan man ikke ignorere afsenderen fuldstændigt. Det spiller en rolle, hvem der står bag en plade (eller et kunstværk generelt). Det bør ikke nødvendigvis spille en rolle, men det bliver tillagt en værdi. Så snart man ved bare det mindste om en afsender, får det lov at vægte. Jeg indrømmer gerne, at det da også er hændt for mig, og jeg har da også skrevet lidt uddybende om forholdet mellem værk og afsender her.

Afsenderen er svær at ignorere. Men det kommer ofte i fokus i anmeldelser, da det er en nem udvej. At man ved en ny udgivelse har en idé om, hvad eller hvordan man kan tolke. Biografismen, denne djævel på skulderen, ødelægger ofte muligheden for en ren og fordomsfri gennemlytning. Nu er vi næsten ude i fænomenologi. Faktum er, at man kan føle, at musikken rent faktisk bliver glemt i en musikanmeldelse!

Både afsender og intentionen med et værk er også noget, man kan manipulere med i en pressemeddelelse. Ofte kan man ved at læse om den samme udgivelse i forskellige medier hurtigt se, hvordan adskillige anmeldere har omformuleret fra den samme pressemeddelelse og på den måde får overstået en anmeldelse uden at have gjort noget for at sætte sig ind i et værk. Kunsten at undgå kunsten. Alt imens der også de seneste par år har været et stigende antal anmeldelser (oftest de negative), der tager udgangspunkt i en pressemeddelelse. Gerne hvor forkert og storladen den måtte være. Et forsøg på at afsløre en løgn.

Det handler heller ikke om objektivitet over for subjektivitet. Vi ved jo, at en anmeldelse er skrevet af én person. Men vi vil jo stadig stå ved, at der er en forskel på en anmeldelse og et blogindlæg. Jeg mener da heller ikke, at blogs er den eneste vej frem. Det er et alternativ og et supplement, men det er ikke fyldestgørende.

Ofte bliver musikbeskrivelserne (altså ikke anmeldelser!) bedst, når der skrives essayistisk. Som eksempelvis Per Reinholdt Nielsen formår det i Weekendavisen til tider.

Der vil altid være folk, der ved mere en given kunstner, genre, bevægelse etc. end andre. Men jeg vil stadig kategorisere det som decideret farligt, når enkelte anmeldere tydeligvis ikke længere holder sig opdaterede og i stedet mener, at al 'alternativ rock' kan sammenlignes med Radiohead eller Arcade Fire.

Landets to største musiksider, Gaffa og Soundvenue, har hver deres problemer, men de har retfærdigvis (og heldigvis for læserne) også begge enkelte gode skribenter.

Man kan også spørge, hvad der egentlig får folk til at ville anmelde plader. Vil de give anbefalinger videre til danskerne? Vil de have gratis musik? Vil de networke? Vil de have noget på CV'et? Oplever de ungdommens svar på en midtvejskrise? Vil de have en platform for sure opstød?

En anmeldelse behøver ikke være dybt original, men personlighed gør ikke noget. Kristians to nævnte skabeloner er skræmmende tæt på, hvordan næsten alle anmeldelser ser ud i dag. Er det tidspres? Dovenskab? Frygt for at bryde normerne?

Uanset hvad det måtte være, byder jeg denne platform hjerteligt velkommen og håber, at flere vil give deres bud på, hvorfor det ser ud, som det gør. Og forhåbentlig hvordan det kan ændres. For alles skyld. Taler vi om en anmeldelse, har man ret til at forvente, at anmeldelsen tager udgangspunkt i værket og behandler den som et værk.

For god ordens skyld må jeg hellere indskyde, at jeg selv har anmeldt rundt omkring, og jeg er heller ikke fejlfri.

Jeg glæder mig til at følge udviklingen på bloggen.

Kh. Martin

Sex Beet

Det ville være synd at påstå, at jeg ved meget om Sex Beet. De er fra London og sendte mig en kær mail med en ny sang og nyheden om, at de skal turnere med Best Coast og derefter på deres egen Europaturné.

Det er angiveligt et sideprojekt for to af medlemmerne fra The Lusts (som jeg heller aldrig har hørt om) og én af deres venner. Oplysninger om dem er sparsomme, men vi kan også nøjes med det musik, der indtil videre er tilgængeligt. Plus: De kommer til København, Bakken, 17. december.

Det lyder ikke som Best Coast, men man forstår, hvorfor de skal turnere sammen. Det lyder som pressebilledet. Ganske enkelt. Nok for enkelt. Men pyt, lyt til musikken og tag jer ikke af min dovne beskrivelse.

MP3: Sex Beet - Sugar Water

/Martin

mandag den 22. november 2010

The Ghost of Rockschool

Siden 1996 har Belle & Sebastian stået for kvalitet, hygge og ofte ganske interessante tekster. Om der så synges om kvinder, fodbold eller religion - Stuart Murdoch har interessante betragtninger af det hele.

Det nyeste album Write About Love (egentlig Belle & Sebatian Write About Love) holder niveauet fra de tidligere udgivelser, hvad angår såvel tekster som det soniske univers. Det eneste negative er vel egentlig duetten med Norah Jones. Sangen i sig selv er fin, men hendes stemme passer ikke til bandets univers. Albummets nok stærkeste nummer er The Ghost of Rockschool, der byder på både delikat trompet og Murdochs tanker omkring religion. Naturligvis sniger en kvinde sig også ind i betragtningen, selvom det forbliver uvist, om hun er konkret eller en repræsentation.



/Martin

torsdag den 18. november 2010

Til en behagelig torsdag

Det bliver koldere og koldere, men i dag skal nok blive okay. Og i aften skal nok vise sig at blive fremragende. En god torsdag kan passende starte med en gennemlytning af det nye Belle & Sebastian og efterfølgende lidt Tennis.

De har både en biografi, en diskografi og en fremtid, der er en god omgang misundelse værdig. Mand og kone + deres musik. Det lyder umiddelbart helt fremragende. Både dét og musikken. Den simple opfordring og det simple temposkift:

Take me somewhere / Take me somewhere / Why don't you take me somewhere?

God torsdag.

MP3: Tennis - Take Me Somewhere

/Martin

tirsdag den 16. november 2010

Games

For god ordens skyld må jeg hellere starte med at sige, at billedet ikke har noget direkte at gøre med Games fra Brooklyn. Men det er stadig fremragende og giver på en måde mening, når man giver sig i kast med den omgang slut 70'er og start 80'er eskapisme, duoen Dan Lopatin og Joel Ford byder på.

Det er arkade på grillen, italo disco, bilspil, drømme om Californien i en uskyldig tid. Det er yderst velkomponeret og velproduceret retroelectro. Forbandet fængende. Det er primært 80'er, og der er overraskende meget italo disco i forhold til, hvad mange anmeldere har hæftet sig ved. Debut EP'en kan streames gratis via Fact Mag.

MP3: Games - Midi Drift
MP3: Games - Planet Party (demo version)

/Martin

lørdag den 13. november 2010

Acid House Kings

Acid House Kings er et ret gammelt bekendtskab egentlig. Men selvom de både er svenskere og har anmelderne på deres side, har flere af deres landsmænd stjålet lytterne og opmærksomheden, som deres fine kammerpop ellers gør dem berettiget til. Og ja ja, det er hørt før, men det er skidehyggeligt.

Popsnedkerne startede med at spille sammen i 1991 og udgav deres sidste album i 2005. Hvilket skræmmende nok allerede er ret lang tid siden. Men bandnavnet er stadig helt væk.

Labrador tager sig af det kommende album, hvorfra første single her kommer. Et ganske relevant spørgsmål: Are we lovers or are we friends?

... Are you mine?

MP3: Acid House Kings - Are We Lovers or Are We Friends?

/Martin

tirsdag den 9. november 2010

Utilstrækkelighed

'Sea Talk' is about wanting to fulfill a role for someone you care about... but ultimately not having it in you.

Så simpelt kan det siges. Som med nærmest alt andet af Zola Jesus er der tale om en særdeles medrivende sang og tekst. I al sin enkelthed.

I can't give you what you need

No, I can't give you what you need all by myself...

MP3: Zola Jesus - Sea Talk

/Martin

søndag den 7. november 2010

Waskerley Way

Den nordengelske scene markerede sig med en del guitarorienteret, energisk popmusik i sidste årti. Så vidt jeg er orienteret, er det stadig den scene, der primært dominerer musikmiljøet i Newcastle. Derfor er det lidt af en overraskelse, at en kunstner som Waskerley Way er derfra. Men så er overraskelsen måske heller ikke større.

Sæsonen for chillwave er muligvis overstået, og mange af dem er svære at adskille fra hinanden, men det er stadig værd at holde et vågent øje med nogle af de nye soveværelsesprojekter. Waskerley Way har lagt et par EP'er ud til gratis download, der er ganske anbefalelsesværdige. Det følger ganske vist formen (simpelt, repetitivt beat, vokaler i flere lag, guitar med distortion, en ikke særlig hi-fi produktion), men det er på et ret højt niveau. Derudover er specielt den lidt gemte guitar på nogle sange ret interessant, ligesom brugen af klarinet må siges at være relativt sjælden.

MP3: Waskerley Way - Holly EP (zip)

(Hent sangene én for én her)

/Martin

tirsdag den 2. november 2010

Cloud Nothings

(Grundet travlhed bliver dette formentlig eneste indlæg i denne uge)

Vi har formentlig snart fået nok af den slags, jeg nu skal præsentere. Én ting er musikken, noget andet er hypen. Jeg har ikke lyst til at kalde ting for lo-fi længere, og jeg har ikke lyst til at dvæle ved det faktum, at Dylan Baldi / Cloud Nothings blot er 19 år gammel. Det gør hverken musikken bedre eller værre. Jeg gør det derfor kort: Det er kældermusik og god pop med dårlig lyd. Eufemismen hedder: Lo-fi. Båndæstetik. Båndpasta. Vingummi. Musikken er god, og det er nok. Okay, lad os forholde os til hans alder: Han er talentfuld, og det bliver bedre og bedre. Udråbstegn!

En smuk ting er, at det lader til, at han tager pis på sig selv med en titel som Hey Cool Kid. "Oh, you're such a cool kid."

MP3: Cloud Nothings - Hey Cool Kid

/Martin