søndag den 31. oktober 2010

At hive sig selv op igen på en søndag

Ét af dette års klart mest forfriskende albums kommer fra Fang Island, der på deres nyeste (selvbetitlede) album med stor gejst udnytter klichéer og traditioner fra musikhistorien for i sidste ende at skabe et ganske originalt udtryk, der er mestendels instrumentalt.

Jeg var så heldig at fange dem live til dette års Berlin Festival, hvor de trods dårlig lyd leverede en fremragende koncert. Nu går der formentlig lidt tid, før de igen rammer Europa, hvorimod amerikanerne får æren af en novemberturné. På denne turné sælger bandet en ny 7" med et remix af én af deres stærkeste sange, Sideswiper, og et cover af sangen Patterns on the Wall af Joe Buzzell, der vist var med i The Peanut Butter Kids. Festkongen Andrew W.K. leverer vokal på slutningen af nummeret, der i falsetstil er Queen værdigt. 70'er Queen vel at mærke. Den nye 7" kan også bestilles online, hvis man ikke er fristet til at booke en flybillet til den anden side af Atlanten for at fange bandet der.

MP3: Fang Island Patterns on the Wall (feat. Andrew W.K.)

/Martin

onsdag den 27. oktober 2010

Nyt på vej fra The Go! Team

Med Thunder, Lightning, Strike fra 2004 leverede Brightons The Go! Team én af mine yndlingsplader i nyere tid. Et album jeg kan blive ved med at vende tilbage til og med en afslutningssang, der er blandt mine all-time yndlingssange. En sådan sang man kunne spille til en god begravelse (så modsat emo som det kan forstås).

Af én eller anden grund kom jeg aldrig rigtigt med på Proof of Youth fra 2007 men fortsatte i stedet med at vende tilbage til debutalbummet. Når Rolling Blackouts rammer os d. 31. januar, vil jeg dog være klar. Albummet har bl.a. Bethany Cosentino / Best Coast og Satomi Matsuzaki fra Deerhoof på gæstevokal. Store dele af det blev indspillet for over et år siden, hvilket også betyder, at mastermind Ian Parton (der startede bandet som soloprojekt i sin tid) fik fat i frøken Cosentino, før hun havde slået sit navn fast. Ikke at Parton virker som typen, der ville vælge et navn ud fra hype.

Første single fra det kommende album er en travl sag på et par minutter. Den er ret intens og ligepå, hvilket angiveligt ikke skulle være tilfældet for resten af pladen. Men der er fyldt med samples som altid, og selvom den måske kan virke lidt tung, lyder det lovende for det kommende album.

MP3: The Go! Team - T.O.R.N.A.D.O.

/Martin

søndag den 24. oktober 2010

Sargent House compilation

Det L.A.-baserede pladeselskab Sargent House har efterhånden en bunke navne i hus, der giver dem et ret imponerende ry. Hvor der på et tidspunkt så ud til at danne sig et mønster, er deres roster efterhånden bredere end nogensinde før.

Jeg kender en del, der har meldt fra over for Fang Island, men jeg er faldet pladask for deres klichéfyldte og dog yderst originale omgang gejst. Endda så meget at det er ét af mine yndlingsalbums fra i år. Selskaber byder også på guitarvirtuoserne This Town Needs Guns fra Oxford, Cast Spells (sideprojekt fra Dave Davidson fra Maps & Atlases), Red Sparowes, Zach Hill, Russian Circles, Tera Melos, Native, Daughters (mere eller mindre gået i opløsning), hyggelige Good Old War og mange flere.

Nysgerrige kan nu få en smagsprøve fra mange af disse kunstnere gennem en ganske gratis compilation. For de søndagsnysgerrige er der altså lidt at give sig i kast med.

MP3 compilation: Tastemakers Magazine's Sargent House Picks

/Martin

onsdag den 20. oktober 2010

At følge op på en lille åbenbaring: The Rumour Said Fire

Ikke bare går det den rigtige vej for dansk musik, det er først nu, det er ved at tage fart. Jeg vil ikke påstå, at dansk musik ikke tidligere har vist styrker eller eksperimenter, men jeg er for første gang ved at være imponeret over, hvad dansk musik har at byde på. Fra sidste årti begyndte der at være lyspunkter, og nu begynder vi at høste potentialet. Uanset hvordan man vender og drejer det, er The Rumour Said Fire blandt bannerførerne for dansk musiks fremtid.

Og hvad menes der så med dette uanset hvordan man vender og drejer det? Her tænkes der ikke blot på smag. En så pludselig popularitet hos et band vil per definition få visse mennesker til at vende sig imod, hvad så mange andre spidser ørerne mod. At denne popularitet skyldes et kunstnerisk kompromis eller skamløs PR-kampagne. Dette var ingenlunde tilfældet med The Rumour Said Fire og deres debut EP, The Life and Death of a Male Body. Egentlig var det noget så simpelt som en gennemarbejdet og rigtig fin samling sange, der ramte noget, som vi havde manglet i lang tid herhjemme: Et homogent og rent udtryk. Noget varmt og alligevel fjernt foruroligende. Et isbjerg med ild i midten (her vil enkelte måske tænke på Thom Yorke og hans kommentarer om Kid A og Amnesiac i sin tid). Sagt på en anden måde: The Rumour Said Fire er allerede så etableret et navn, at der ikke er noget coolness i at sige, at man kan lide det. Det er vel egentlig også meget rart, da det så kan få lov at træde rent frem og bare være, hvad det er: En dejlig blanding af kvaliteterne fra folk og popmusik. Men så igen: Der er vist efterhånden så mange, der foragter hipsters, at de igen er ved at være cool igen, så hvem ved efterhånden, hvad folk vælger, når de skal finde en balance mellem det subjektive og objektive uden at falde igennem. Og hvem tager sig egentlig af noget så forfærdeligt? Det skal handle om den rene smag, og nu har jeg vist længe nok udsat, hvad jeg egentlig vil frem til: Det længe ventede debutalbum fra The Rumour Said Fire, The Arrogant.

At følge op på en lovende EP kan være noget af en bedrift. At ende med et værk, der er endnu stærkere - dét er imponerende og lige præcis, hvad kvartetten har bedrevet. Nu brugte jeg ordet homogent om EP'en, og dette passer faktisk mere præcist på fuldlængden. Mange anmeldere har i forbindelse med den nye plade lagt vægt på, at bandet gik i to retninger på EP'en, men at de endegyldigt er gået folk-musikkens vej på The Arrogant. Det er sandt, at der skejes mindre ud på denne plade, og selvom sanger Jesper Lidang ikke umiddelbart lyder til at tage lige så mange chancer, viser han faktisk flere prøver på sin stemme på de nye sange. Man hører det i det små, og det er meget subtilt. Små variationer over den ellers sikre og kontrollerede vokal. Elegante fraseringer og en underspillet vibrato.

Nogle gange kan alting handle for meget om eksperimenter og chancer. At finde det nye. At opsøge nye territorier. I går gik jeg den modsatte retning og tog på Gemäldegalerie for at se på nogle af mestrene fra barokken, gotikken og renæssancen. Disse mesterværker har status af bestillingsopgaver, men det lyder måske endnu mere interessant og relevant, hvis vi vender det om: Disse bestillingsopgaver er blevet mesterværker. På trods af forventninger har de haft noget nyt at byde på, og de har både indhold og historie at formidle. Jeg vil ikke føre sammenligningen helt ud, men der er ligheder. Der er også klassiske dyder på spil på The Arrogant, og disse bør man ikke se skævt til. De fire kender deres inspirationskilder, de kender musikhistorien, og vigtigst af alt kender de sig selv. Med bund i folk-musikken kan de skrue en popsang sammen på et så højt niveau, at det ikke er umuligt, at de engang kan levere et lille mesterværk. Her tænker jeg ikke kun på dansk standard.

The Arrogant er ikke perfekt, og det kan man heller ikke forvente. Men den er charmerende, medrivende, moden og velovervejet. Med disse ord giver det også mening - ud over de soniske ligheder - at nævne et band som The Decemberists, selvom tekstuniverset her er ganske anderledes. Simon and Garfunkel bliver flittigt nævnt i andre anmeldelser, og personligt vil jeg gerne holde fast i, at der i tilgangen til musikken er mange ligheder med Alec Ounsworths univers, om end produktion og produkt i hans tilfælde gerne lyder en anelse anderledes. Men lad os ikke fortabe os i namedropping. Lad os i stedet bare nyde musikken. Langt hen ad vejen er det hele ret simpelt, og der er ikke nogen grund til at komplicere tingene. Jeg takker for et rigtig fint album, som jeg kommer til at vende tilbage til ad flere omgange over efteråret. Det vokser på mig, og jeg ser frem til at lade The Arrogant blive en større del af mig.

Distributøren A:larm er desværre ikke så gavmilde, at de giver MP3'er væk, så jeg må henvise til gruppens MySpace, hvor førstesinglen Sentimentally Falling kan høres. Denne er dog langtfra blandt pladens stærkeste sange, så måske der er andre muligheder for at høre og vurdere albummet andetsteds.

/Martin

lørdag den 16. oktober 2010

Deerhoof til en lørdag

Til januar er de evigt stabile Deerhoof tilbage med et nyt album med den dejlige titel Deerhoof Vs Evil. Hvis frontfigurerne hedder Satomi Matsuzaki og Satan, sætter jeg mine penge på førstnævnte.

En MP3 er sluppet løs, og vi kan allerede nu begynde at glæde os.

Jeg har virkelig lyst til at skrive om Falco, der trods et noget smudsigt ry ærlig talt er en undervurderet stjerne fra 80'erne. I denne omgang nøjes jeg med at linke til hans Wiki.

En herlig weekend ønskes herfra.

MP3: Deerhoof - The Merry Barracks

/Martin

tirsdag den 12. oktober 2010

Blackbird Blackbird

Blackbird Blackbird fra San Francisco er et navn, jeg har villet skrive om i flere måneder. Egentlig er der ikke nogen god grund til, at det først bliver nu, og det ville måske også være irrelevant, hvis der var en god grund at nævne. For at være helt ærlig værdsætter jeg vist bare at bruge/spilde flere ord lige nu.

Mikey Sanders står bag musikken, der er mere end blot chillwave. De fleste af os har sikkert fået mere end nok af begrebet efterhånden, og selvom der er langt mellem snapsene blandt de navne, der kan siges at høre til begrebet (eller måske netop derfor), skal det hurtigt siges, at Blackbird Blackbird har flere interessante sider. Den produktive, litteraturkyndige mand har bl.a. flair for at få interessante sangerinder med på sine indspilninger.

Hold øje med mandens Bandcamp regelmæssigt, da der ofte kommer nye ting. I øvrigt lister han folk som M83, New Order, Slowdive og My Bloody Valentine som inspirationskilder. Ikke dumt.

MP3: Blackbird Blackbird - Summer Heart
MP3: Blackbird Blackbird - Heartbeat
MP3: Blackbird Blackbird - Sunspray

/Martin

torsdag den 7. oktober 2010

How to Dress Well

Det er efterhånden et par uger siden, How to Dress Well udgav sit debutalbum Love Remains. Et både rørende og bekræftende værk.

Bag navnet gemmer sig tyske Tom Krell, der læser filosofi i Köln og pendler mellem den smukke kulturbastion og Brooklyn. Egentlig er det svært at tale om et debutalbum. Krell har gennem et stykke tid postet sange på sin blog og har nu samlet nogle af disse sange samt live- og EP-materiale sammen til denne første fuldlængde.

R'n'B-begrebet kan være mange ting, og efter Bon Iver har det fået en ekstra dimension, som flere mennesker kan forholde sig til. Faktisk er der også enkelte ligheder mellem How to Dress Well og Bon Iver, hvor i særdeleshed den både stærke og skrøbelige falset træder frem som den store fællesnævner. Men også følelsen af soveværelsesprojekt og -produktion er noget, der spiller en vigtig rolle i denne forbindelse. Følelsen af at en person formidler noget, der i høj grad er personligt. Og samtidig noget, der lyder som om, mange mennesker kunne lave det. At man kan fortælle noget, formidle noget, cry your heart out.

Hvad angår vor tids singer-songwritere, er der i øvrigt en interessant artikel herom på Drowned in Sound, der kan anbefales at læse.

MP3: How to Dress Well - You Won't Need Me Where I'm Goin'

/Martin

søndag den 3. oktober 2010

Warpaint

Fire unge kvinder, der snart udgiver deres debutalbum via Rough Trade. Det begynder godt. Musikken følger heldigvis trop. Der er basis for mere end et kys på kinden. Selvom dette også ville være nok til at fastholde en forelskelse.

Warpaint er fra L.A. og er 22 dage væk fra udgivelsen af The Fool. Musikken er ikke udpræget psykedelisk, men den efterlader alligevel lytteren i en slags trancetilstand. Det er ganske behageligt, og det er nogle gange i retning af Cat Powers æstetik. Altså heller ikke helt off på en søndag.

MP3: Warpaint - Undertow (Edit)

/Martin