fredag den 24. september 2010

Beat Connection

Det har været lidt ustabilt med opdateringerne de seneste uger. Der har været meget at se til, og det har heldigvis været primært af det gode. "Som vi må tage med det onde." Vejret er fantastisk i den tyske hovedstad, og nærmest alting lokker.

For nylig faldt jeg over (og hurtigt for) Beat Connection fra Seattle. Duoen består af Jordan Koplowitz og Reed Juenger og laver den type musik, der kan hjælpe os igennem vinteren. Det er sommergejst, det er nogle gange dovent, og det er hele tiden herligt.

6. juli udgav de deres debut EP, Surf Noir, der kan hentes gratis via Bandcamp. En sang som Sunburn lægger ud med drævende, dovne og alligevel lysvågne guitarer, før et overraskende beat sætter ind efter halvandet minut uden at ændre ret meget på resten af sangen. Det burde næsten ikke kunne fungere, men det gøres med stor elegance og et naturligt overskud. Silver Screen er i den mere poporienterede ende og har spor af Peter Gabriel og (undskyld for den nemme reference) Vampire Weekend i sig. Rigtig god weekend til alle.

MP3: Beat Connection - Silver Screen
MP3: Beat Connection - Sunburn

/Martin

Ingen kommentarer: