mandag den 29. marts 2010

Barca-beat til en grå dag

Sidste år udgav Delorean deres særdeles medrivende Ayrton Senna EP via franske Fool House. Nu er den spanske kvartet langt om længe ved at være klar med deres nye langspiller, Subiza. Ja, der er lidt over to måneder til udgivelsen, men vi nærmer os så småt datoen: D. 8. juni. Det bliver fremadstormende True Panther (et sub-label til Matador), der varetager udgivelsen. Et selskab, der har fået en del kærlighed herinde på det seneste.

Modsat hvad mange tror, er Delorean ikke et helt nyt bekendtskab. De udgav deres første album helt tilbage i 2000 og har siden udgivet flere LP'er og EP'er. Tidligere dyrkede de dog et ganske andet udtryk, og deres Ayrton Senna EP markerede noget af et skifte. Både stil- og hypemæssigt. Der refereres nogle gange til deres lyd som Barca-beat, hvilket der er noget meget smukt ved. Til dem, der ikke har haft muligheden for at flygte sydpå til en mindre grå himmel (og til dem, der slet ikke har ferie): Nyd denne lille perle af solskin fra Spaniens vel nok mest interessante gruppe i øjeblikket.

MP3: Delorean - Stay Close (fra den kommende Subiza)
MP3: Delorean - Seasun (fra Ayrton Senna EP)

/Martin

Ingen kommentarer: