onsdag den 29. december 2010

Årets album 2010: Honourable mentions - Martin

Inden for de kommende dage kommer årslisterne på siden - muligvis en smule forsinket i forhold til mange andre medier. Men det er vel fordelen ved at være en lille prik i et stort billede. Man kan tillade sig at lade vente på sig. Pointillismen længe leve.

I første omgang kommer her en liste over glimrende plader, der alle er lige uden for den top 30 (det var for svært at holde sig til 25 i år), der bliver offentliggjort inden længe. Jeg har muligvis glemt enkelte, men der kommer sandsynligvis også en liste over kunstnere, jeg gerne vil sende en ydmyg undskyldning til. En undskyld for ikke at have haft tid til at dyrke ned i deres formentlig glimrende værk fra 2010. Foreløbig har I her en liste over anbefalelsesværdige plader i tilfældig rækkefølge.

Four Tet - There Is Love In You

Nana Grizol - Ruth

Efterklang - Magic Chairs

Kanye West - My Beautiful Dark Twisted Fantasy

Miles Kurosky - The Desert of Shallow Effects

Warpaint - The Fool

jj - n° 3

Sufjan Stevens - The Age of Adz

Broken Bells - Broken Bells

Liars - Sisterworld

Seabear - We Built a Fire

The Ruby Suns - Fight Softly

White Hinterland - Kairos

MGMT - Congratulations

Band of Horses - Infinite Arms

Male Bonding - Nothing Hurts

High Places - High Places vs. Mankind

Magic Kids - Memphis

Hot Chip - One Life Stand

The Drums - The Drums

Tokyo Police Club - Champ

Frog Eyes - Paul's Tomb: A Triumph

El Guincho - Pop Negro

Gonjasufi - A Sufi and a Killer

Figurines - Figurines

Dum Dum Girls - I Will Be

Talons - Hollow Realm

Ariel Pink's Haunted Graffiti - Before Today

Foals - Total Life Forever

Sleigh Bells - Treats

Titus Andronicus - The Monitor

Spoon - Transference

Gorillaz - Plastic Beach

Toro y Moi - Causers of This

Women - Public Strain

Tame Impala - Innerspeaker

The Besnard Lakes - The Besnard Lakes Are the Roaring Night

/Martin

torsdag den 23. december 2010

Dreamers of the Ghetto

Mod slutningen af året kan man få nok så travlt med at få hørt plader, man endnu ikke har nået at kaste sig over. Årslister dukker op rundt omkring, anbefalinger flyver hurtigt, og der er ikke meget spritnyt at hente på diverse sider.

Alligevel falder man over enkelte nye ting i juledagene, og denne lillejuleaften er ingen undtagelse. Der bliver af andre gode grunde ikke skrevet så meget på siden i disse dage, men en lille julehilsen kan det blive til i form af et band, der er værd at holde øje med i 2011.

Der er tale om Dreamers of the Ghetto fra Bloomington, Indiana (tidligere Nashville), der består af et par brødre og konen til den ene. Det er ret minimalistisk og egentlig ret simpelt. Mange elementer gentages i sangene, og det fungerer til fulde. Sangene bygges op med effektive vokalharmonier, uskyldig synth og ofte en lavt produceret guitar. De forsøger sig ikke med en bestemt revival, og det er ikke et forsøg på et lægge sig i kølvandet på noget hipt og Brooklyn-approved. Det er bare lovende popmusik, og der er heldigvis en del demoer at give sig i kast med på deres MySpace (så er den side åbenbart stadig brugbar).

Engang på den anden side af jul kommer der årslister. Promise!

Rigtig glædelig jul fra Börneblogger.

MP3: Dreamers of the Ghetto - Phone Call

/Martin

søndag den 19. december 2010

Vinter med Beach House

Der sker ikke vanvittigt meget i musikverdenen for tiden, men der er altid noget at skrive om. Beach House står allerede bag én af årets bedste plader (liste kommer snart), hvorpå de nok en gang har vist, at de er blandt de mest stabile, nyere kunstnere, hvad angår kvalitet og medrivende tristesse.

Nu har de så smidt et lille vinternummer på gaden, som man måske kunne få lyst til at kalde et julenummer. Teksten er i vanlig stil trist - med et hint af håb (relativt fjernt). I Do Not Care for the Winter Sun er i sig selv en sigende titel. Mørket omfavnes, modgang accepteres.

Snowflakes that fall across our eyes
It's all that matters
This time of year
It's all that matters
This time of year

MP3: Beach House - I Do Not Care for the Winter Sun

/Martin

onsdag den 15. december 2010

Pause

Der bliver ikke opdateret i nogle dage.

For at citere Take That: Just have a little patience.

/Martin

søndag den 12. december 2010

Nyt fra Iron & Wine

Der er endelig nyt på vej fra Iron & Wine, når han d. 25. januar udsender den dejligt betitlede Kiss Each Other Clean. Albummet udgives på Warner Bros. i USA og på 4AD i Europa, og formentlig grundet førstnævnte er der ingen teaser MP3. For godt et par uger siden fik man dog mulighed for at streame en sang fra pladen, og det lyder bestemt lovende.

Titlen er Walking Far From Home, hvilket i sig selv starter en del associationer. Sam Beam er én af de dygtigste singer/songwriters derude, og vi er formentlig mange, der ville nyde en sådan tur langt væk hjemmefra kommenteret af Sam Beam. Teksten byder på mange betragtninger af både konkret og figurativ karakter, og et religiøst tema gentages over flere strofer. Sangen er i sig selv af en repetitiv støbning, hvorpå flere og flere detaljer tilføjes, som sangen skrider frem. Særligt interessant er den synthdrone, der ligger i baggrunden sangen igennem.



/Martin

torsdag den 9. december 2010

Godt på vej i december

Der kommer vel en årsliste på et tidspunkt. Jeg har dog mindre lyst til at lave den i år af én eller anden grund. Ikke fordi musikken ikke er det værd. Bestemt ikke. Der bliver lavet lige så god musik som altid. 'Altid' som det ord man ikke kan lade være med at benytte. Hvor meningsløst det end kan være. Måske er det vejret, måske er det årstiden, måske er det mere personlige ting, måske er det Assange, måske er det måske er det måske + hypoteser, der vel er ligegyldige, når alt kommer til alt (igen kan man stille spørgsmålstegn ved ordet 'ligegyldigt'). For at citere HEALTH på Twitter: I think the most cynical thing I do is fill out a top ten list every year...

Det sner voldsomt lige nu, og dovenskab bliver til (mere drama!) noget nær momentan meningsløshed, indtil Cocteau Twins kommer på og vender vejret fra ukontrollerbar vildskab til illusionen af minutiøst forberedt magi. Nu taler jeg for meget. Jeg vil bare gerne dele, hvor fantastisk Cocteau Twins er i december måned. Eller i fuldskab i en seng i en hvilken som helst måned. 1984. Lorelei.



/Martin

mandag den 6. december 2010

Einar Stray

En udgivelse jeg glæder mig meget til i 2011, er debutpladen fra norske Einar Stray. Den 20-årige gut udgav en EP i 2008 og har leveret musik til en fransk kortfilm, og det er vist alt, hvad der er kommet fra ham indtil videre.

Musikken opdagede jeg først forleden, så det er blevet en lille julegave i sig selv. Det lader sig vanskeligt beskrive. På samme måde som det kan være ret så svært at beskrive Efterklang. Det lyder da også umiddelbart som om, unge Einar har hentet inspiration i danskerne, ligesom også islandske musikere som Sigur Rós og Amiina har spillet en rolle. Ikke alt materialet er lige godt, men en sang som Arrows er af så højt niveau, at det ikke er umuligt, at nordmanden kan gå hen og lave et decideret fremragende album en dag.

MP3: Einar Stray - Arrows
MP3: Einar Stray - We Will Not Crawl

/Martin

torsdag den 2. december 2010

Painted Palms

Når man rammer september, er man ofte bange for, man ikke når at blive præsenteret for mere ny god musik fra året, der går på hæld. På The 405 så jeg i går en - i øvrigt fremragende - liste over årets bedste EP'er og blev der bekræftet i, hvor mange gode udgivelser dette format har budt på i år. Helt enig var jeg dog ikke i listen, og efter at have gennemlyttet følgende EP kunne jeg se, at der var endnu én, der manglede.

Hvad der denne gang har begejstret mig, er heldigvis lidt mere end blot noget, der gør det lidt nemmere at vente på den nye langspiller fra Panda Bear (hvor længe kan man i øvrigt blive ved med at bruge det begreb i en ikke just uskyldig tid?). Duoen Painted Palms fra San Francisco er bestemt et resultat af 2010, men det er ikke fair at kalde det hverken rendyrket chillwave eller endnu en fjern slægtning til Animal Collective.

For at give dig mulighed for at bedømme selv har duoen lagt EP'en Canopy ud til fri download på Bandcamp. Se det som en adventsgave, hvis du ikke har nogen kalender af den slags.

MP3 (eller hvilket som helst ønsket format): Painted Palms - Canopy EP (zip)

/Martin

mandag den 29. november 2010

Unknown Mortal Orchestra

Tilbage i august skrev jeg kort om Unknown Mortal Orchestra. Det er stadig et, biografisk set, ret ubeskrevet blad, og det er vel egentlig meget rart engang imellem. De slap dengang to sange løs, der siden har fået dem signet til The Sounds of Sweet Nothing, der nu har en 7" EP klar med dem.

Det er god, gammeldags beat pop med en del slørende effekt over vokalerne. Der er muligvis tale om dub og ikke to vokaler, og selve forvirringen bidrager på en måde fint til lydbilledet, der befinder sig mellem et kontrolleret overskud og en rastløs vildskab. Man fristes til at sige: Portland har gjort det igen. Den nyligst løsslupne MP3, How Can U Love Me, er mere festlig end de tidligere sange, og det er (af mangel på bedre ord) en del mere funky.

MP3: Unknown Mortal Orchestra - Thought Ballune
MP3: Unknown Mortal Orchestra - Ffunny Ffrends
MP3: Unknown Mortal Orchestra - How Can U Love Me

/Martin

torsdag den 25. november 2010

Anbefaling: Kommentarer til danske musikanmeldelser

(Tilgiv mig den lidt platte brug af Raffaels... Tør jeg sige 'mesterværk' efterhånden? 'Scuola di Atene' i miniformat er ikke fair)

Det er vist ingen hemmelighed, at danske musikanmeldelser i lang tid har givet mange læsere grå hår. Det kan der være mange grunde til, og det skal ikke handle om at tilsvine eller at bande og svovle bare for at være bitter. Men i lang tid har vi set på og ikke anerkendt det som et problem. For et par år siden skrev jeg om det her på bloggen, og nu kommer en kort reprise med lidt nuancer. Kristian Leth lancerede i dag bloggen Spredehagl med undertitlen hvad laver de?, der netop tager udgangspunkt i, hvor lavt et niveau vi ofte har at gøre med, når det kommer til musikanmeldelser i Danmark. Et kærkomment og nødvendigt initiativ, jeg gerne støtter op om, da der er tale om konstruktiv kritik og ikke blot sure opstød. Følgende skal ses som en kommentar til projektet og det indledende indlæg:

Hej Kristian,

som lovet kommer her mit input:

Jeg er grundlæggende (endda rørende) enig. Det er et problem, vi har stået over for i lang tid, og det er kun på tide, at vi får en platform til diskussionen.

Man har de sidste ti år livligt diskuteret, hvorvidt det digitale gennembrud - lad os kalde det gennembrud på godt og ondt - ødelægger albumformatet. Albummet som noget sammenhængende. Som et værk. Det kan ofte føles som om, anmelderne i dag har taget tesen til sig og derfor ikke længere behandler et album som et samlet værk men i stedet ser det som en samling sange, der vurderes. Vejes. Ordnes under en skala. Eller som det ofte er tilfældet: Noget, der skal overstås.

Man må spørge sig selv, hvad en anmeldelse skal og bør. Det er øjensynligt noget andet, hvad de må. En anmeldelse bør forholde sig til det samlede værk, når det er dette værk, der anmeldes og ikke sangene hver for sig. At behandle sangene hører med til det. Men de er del af en helhed, og det er netop, hvad mange anmeldere ofte glemmer.
Selvfølgelig kan man ikke ignorere afsenderen fuldstændigt. Det spiller en rolle, hvem der står bag en plade (eller et kunstværk generelt). Det bør ikke nødvendigvis spille en rolle, men det bliver tillagt en værdi. Så snart man ved bare det mindste om en afsender, får det lov at vægte. Jeg indrømmer gerne, at det da også er hændt for mig, og jeg har da også skrevet lidt uddybende om forholdet mellem værk og afsender her.

Afsenderen er svær at ignorere. Men det kommer ofte i fokus i anmeldelser, da det er en nem udvej. At man ved en ny udgivelse har en idé om, hvad eller hvordan man kan tolke. Biografismen, denne djævel på skulderen, ødelægger ofte muligheden for en ren og fordomsfri gennemlytning. Nu er vi næsten ude i fænomenologi. Faktum er, at man kan føle, at musikken rent faktisk bliver glemt i en musikanmeldelse!

Både afsender og intentionen med et værk er også noget, man kan manipulere med i en pressemeddelelse. Ofte kan man ved at læse om den samme udgivelse i forskellige medier hurtigt se, hvordan adskillige anmeldere har omformuleret fra den samme pressemeddelelse og på den måde får overstået en anmeldelse uden at have gjort noget for at sætte sig ind i et værk. Kunsten at undgå kunsten. Alt imens der også de seneste par år har været et stigende antal anmeldelser (oftest de negative), der tager udgangspunkt i en pressemeddelelse. Gerne hvor forkert og storladen den måtte være. Et forsøg på at afsløre en løgn.

Det handler heller ikke om objektivitet over for subjektivitet. Vi ved jo, at en anmeldelse er skrevet af én person. Men vi vil jo stadig stå ved, at der er en forskel på en anmeldelse og et blogindlæg. Jeg mener da heller ikke, at blogs er den eneste vej frem. Det er et alternativ og et supplement, men det er ikke fyldestgørende.

Ofte bliver musikbeskrivelserne (altså ikke anmeldelser!) bedst, når der skrives essayistisk. Som eksempelvis Per Reinholdt Nielsen formår det i Weekendavisen til tider.

Der vil altid være folk, der ved mere en given kunstner, genre, bevægelse etc. end andre. Men jeg vil stadig kategorisere det som decideret farligt, når enkelte anmeldere tydeligvis ikke længere holder sig opdaterede og i stedet mener, at al 'alternativ rock' kan sammenlignes med Radiohead eller Arcade Fire.

Landets to største musiksider, Gaffa og Soundvenue, har hver deres problemer, men de har retfærdigvis (og heldigvis for læserne) også begge enkelte gode skribenter.

Man kan også spørge, hvad der egentlig får folk til at ville anmelde plader. Vil de give anbefalinger videre til danskerne? Vil de have gratis musik? Vil de networke? Vil de have noget på CV'et? Oplever de ungdommens svar på en midtvejskrise? Vil de have en platform for sure opstød?

En anmeldelse behøver ikke være dybt original, men personlighed gør ikke noget. Kristians to nævnte skabeloner er skræmmende tæt på, hvordan næsten alle anmeldelser ser ud i dag. Er det tidspres? Dovenskab? Frygt for at bryde normerne?

Uanset hvad det måtte være, byder jeg denne platform hjerteligt velkommen og håber, at flere vil give deres bud på, hvorfor det ser ud, som det gør. Og forhåbentlig hvordan det kan ændres. For alles skyld. Taler vi om en anmeldelse, har man ret til at forvente, at anmeldelsen tager udgangspunkt i værket og behandler den som et værk.

For god ordens skyld må jeg hellere indskyde, at jeg selv har anmeldt rundt omkring, og jeg er heller ikke fejlfri.

Jeg glæder mig til at følge udviklingen på bloggen.

Kh. Martin

Sex Beet

Det ville være synd at påstå, at jeg ved meget om Sex Beet. De er fra London og sendte mig en kær mail med en ny sang og nyheden om, at de skal turnere med Best Coast og derefter på deres egen Europaturné.

Det er angiveligt et sideprojekt for to af medlemmerne fra The Lusts (som jeg heller aldrig har hørt om) og én af deres venner. Oplysninger om dem er sparsomme, men vi kan også nøjes med det musik, der indtil videre er tilgængeligt. Plus: De kommer til København, Bakken, 17. december.

Det lyder ikke som Best Coast, men man forstår, hvorfor de skal turnere sammen. Det lyder som pressebilledet. Ganske enkelt. Nok for enkelt. Men pyt, lyt til musikken og tag jer ikke af min dovne beskrivelse.

MP3: Sex Beet - Sugar Water

/Martin

mandag den 22. november 2010

The Ghost of Rockschool

Siden 1996 har Belle & Sebastian stået for kvalitet, hygge og ofte ganske interessante tekster. Om der så synges om kvinder, fodbold eller religion - Stuart Murdoch har interessante betragtninger af det hele.

Det nyeste album Write About Love (egentlig Belle & Sebatian Write About Love) holder niveauet fra de tidligere udgivelser, hvad angår såvel tekster som det soniske univers. Det eneste negative er vel egentlig duetten med Norah Jones. Sangen i sig selv er fin, men hendes stemme passer ikke til bandets univers. Albummets nok stærkeste nummer er The Ghost of Rockschool, der byder på både delikat trompet og Murdochs tanker omkring religion. Naturligvis sniger en kvinde sig også ind i betragtningen, selvom det forbliver uvist, om hun er konkret eller en repræsentation.



/Martin

torsdag den 18. november 2010

Til en behagelig torsdag

Det bliver koldere og koldere, men i dag skal nok blive okay. Og i aften skal nok vise sig at blive fremragende. En god torsdag kan passende starte med en gennemlytning af det nye Belle & Sebastian og efterfølgende lidt Tennis.

De har både en biografi, en diskografi og en fremtid, der er en god omgang misundelse værdig. Mand og kone + deres musik. Det lyder umiddelbart helt fremragende. Både dét og musikken. Den simple opfordring og det simple temposkift:

Take me somewhere / Take me somewhere / Why don't you take me somewhere?

God torsdag.

MP3: Tennis - Take Me Somewhere

/Martin

tirsdag den 16. november 2010

Games

For god ordens skyld må jeg hellere starte med at sige, at billedet ikke har noget direkte at gøre med Games fra Brooklyn. Men det er stadig fremragende og giver på en måde mening, når man giver sig i kast med den omgang slut 70'er og start 80'er eskapisme, duoen Dan Lopatin og Joel Ford byder på.

Det er arkade på grillen, italo disco, bilspil, drømme om Californien i en uskyldig tid. Det er yderst velkomponeret og velproduceret retroelectro. Forbandet fængende. Det er primært 80'er, og der er overraskende meget italo disco i forhold til, hvad mange anmeldere har hæftet sig ved. Debut EP'en kan streames gratis via Fact Mag.

MP3: Games - Midi Drift
MP3: Games - Planet Party (demo version)

/Martin

lørdag den 13. november 2010

Acid House Kings

Acid House Kings er et ret gammelt bekendtskab egentlig. Men selvom de både er svenskere og har anmelderne på deres side, har flere af deres landsmænd stjålet lytterne og opmærksomheden, som deres fine kammerpop ellers gør dem berettiget til. Og ja ja, det er hørt før, men det er skidehyggeligt.

Popsnedkerne startede med at spille sammen i 1991 og udgav deres sidste album i 2005. Hvilket skræmmende nok allerede er ret lang tid siden. Men bandnavnet er stadig helt væk.

Labrador tager sig af det kommende album, hvorfra første single her kommer. Et ganske relevant spørgsmål: Are we lovers or are we friends?

... Are you mine?

MP3: Acid House Kings - Are We Lovers or Are We Friends?

/Martin

tirsdag den 9. november 2010

Utilstrækkelighed

'Sea Talk' is about wanting to fulfill a role for someone you care about... but ultimately not having it in you.

Så simpelt kan det siges. Som med nærmest alt andet af Zola Jesus er der tale om en særdeles medrivende sang og tekst. I al sin enkelthed.

I can't give you what you need

No, I can't give you what you need all by myself...

MP3: Zola Jesus - Sea Talk

/Martin

søndag den 7. november 2010

Waskerley Way

Den nordengelske scene markerede sig med en del guitarorienteret, energisk popmusik i sidste årti. Så vidt jeg er orienteret, er det stadig den scene, der primært dominerer musikmiljøet i Newcastle. Derfor er det lidt af en overraskelse, at en kunstner som Waskerley Way er derfra. Men så er overraskelsen måske heller ikke større.

Sæsonen for chillwave er muligvis overstået, og mange af dem er svære at adskille fra hinanden, men det er stadig værd at holde et vågent øje med nogle af de nye soveværelsesprojekter. Waskerley Way har lagt et par EP'er ud til gratis download, der er ganske anbefalelsesværdige. Det følger ganske vist formen (simpelt, repetitivt beat, vokaler i flere lag, guitar med distortion, en ikke særlig hi-fi produktion), men det er på et ret højt niveau. Derudover er specielt den lidt gemte guitar på nogle sange ret interessant, ligesom brugen af klarinet må siges at være relativt sjælden.

MP3: Waskerley Way - Holly EP (zip)

(Hent sangene én for én her)

/Martin

tirsdag den 2. november 2010

Cloud Nothings

(Grundet travlhed bliver dette formentlig eneste indlæg i denne uge)

Vi har formentlig snart fået nok af den slags, jeg nu skal præsentere. Én ting er musikken, noget andet er hypen. Jeg har ikke lyst til at kalde ting for lo-fi længere, og jeg har ikke lyst til at dvæle ved det faktum, at Dylan Baldi / Cloud Nothings blot er 19 år gammel. Det gør hverken musikken bedre eller værre. Jeg gør det derfor kort: Det er kældermusik og god pop med dårlig lyd. Eufemismen hedder: Lo-fi. Båndæstetik. Båndpasta. Vingummi. Musikken er god, og det er nok. Okay, lad os forholde os til hans alder: Han er talentfuld, og det bliver bedre og bedre. Udråbstegn!

En smuk ting er, at det lader til, at han tager pis på sig selv med en titel som Hey Cool Kid. "Oh, you're such a cool kid."

MP3: Cloud Nothings - Hey Cool Kid

/Martin

søndag den 31. oktober 2010

At hive sig selv op igen på en søndag

Ét af dette års klart mest forfriskende albums kommer fra Fang Island, der på deres nyeste (selvbetitlede) album med stor gejst udnytter klichéer og traditioner fra musikhistorien for i sidste ende at skabe et ganske originalt udtryk, der er mestendels instrumentalt.

Jeg var så heldig at fange dem live til dette års Berlin Festival, hvor de trods dårlig lyd leverede en fremragende koncert. Nu går der formentlig lidt tid, før de igen rammer Europa, hvorimod amerikanerne får æren af en novemberturné. På denne turné sælger bandet en ny 7" med et remix af én af deres stærkeste sange, Sideswiper, og et cover af sangen Patterns on the Wall af Joe Buzzell, der vist var med i The Peanut Butter Kids. Festkongen Andrew W.K. leverer vokal på slutningen af nummeret, der i falsetstil er Queen værdigt. 70'er Queen vel at mærke. Den nye 7" kan også bestilles online, hvis man ikke er fristet til at booke en flybillet til den anden side af Atlanten for at fange bandet der.

MP3: Fang Island Patterns on the Wall (feat. Andrew W.K.)

/Martin

onsdag den 27. oktober 2010

Nyt på vej fra The Go! Team

Med Thunder, Lightning, Strike fra 2004 leverede Brightons The Go! Team én af mine yndlingsplader i nyere tid. Et album jeg kan blive ved med at vende tilbage til og med en afslutningssang, der er blandt mine all-time yndlingssange. En sådan sang man kunne spille til en god begravelse (så modsat emo som det kan forstås).

Af én eller anden grund kom jeg aldrig rigtigt med på Proof of Youth fra 2007 men fortsatte i stedet med at vende tilbage til debutalbummet. Når Rolling Blackouts rammer os d. 31. januar, vil jeg dog være klar. Albummet har bl.a. Bethany Cosentino / Best Coast og Satomi Matsuzaki fra Deerhoof på gæstevokal. Store dele af det blev indspillet for over et år siden, hvilket også betyder, at mastermind Ian Parton (der startede bandet som soloprojekt i sin tid) fik fat i frøken Cosentino, før hun havde slået sit navn fast. Ikke at Parton virker som typen, der ville vælge et navn ud fra hype.

Første single fra det kommende album er en travl sag på et par minutter. Den er ret intens og ligepå, hvilket angiveligt ikke skulle være tilfældet for resten af pladen. Men der er fyldt med samples som altid, og selvom den måske kan virke lidt tung, lyder det lovende for det kommende album.

MP3: The Go! Team - T.O.R.N.A.D.O.

/Martin

søndag den 24. oktober 2010

Sargent House compilation

Det L.A.-baserede pladeselskab Sargent House har efterhånden en bunke navne i hus, der giver dem et ret imponerende ry. Hvor der på et tidspunkt så ud til at danne sig et mønster, er deres roster efterhånden bredere end nogensinde før.

Jeg kender en del, der har meldt fra over for Fang Island, men jeg er faldet pladask for deres klichéfyldte og dog yderst originale omgang gejst. Endda så meget at det er ét af mine yndlingsalbums fra i år. Selskaber byder også på guitarvirtuoserne This Town Needs Guns fra Oxford, Cast Spells (sideprojekt fra Dave Davidson fra Maps & Atlases), Red Sparowes, Zach Hill, Russian Circles, Tera Melos, Native, Daughters (mere eller mindre gået i opløsning), hyggelige Good Old War og mange flere.

Nysgerrige kan nu få en smagsprøve fra mange af disse kunstnere gennem en ganske gratis compilation. For de søndagsnysgerrige er der altså lidt at give sig i kast med.

MP3 compilation: Tastemakers Magazine's Sargent House Picks

/Martin

onsdag den 20. oktober 2010

At følge op på en lille åbenbaring: The Rumour Said Fire

Ikke bare går det den rigtige vej for dansk musik, det er først nu, det er ved at tage fart. Jeg vil ikke påstå, at dansk musik ikke tidligere har vist styrker eller eksperimenter, men jeg er for første gang ved at være imponeret over, hvad dansk musik har at byde på. Fra sidste årti begyndte der at være lyspunkter, og nu begynder vi at høste potentialet. Uanset hvordan man vender og drejer det, er The Rumour Said Fire blandt bannerførerne for dansk musiks fremtid.

Og hvad menes der så med dette uanset hvordan man vender og drejer det? Her tænkes der ikke blot på smag. En så pludselig popularitet hos et band vil per definition få visse mennesker til at vende sig imod, hvad så mange andre spidser ørerne mod. At denne popularitet skyldes et kunstnerisk kompromis eller skamløs PR-kampagne. Dette var ingenlunde tilfældet med The Rumour Said Fire og deres debut EP, The Life and Death of a Male Body. Egentlig var det noget så simpelt som en gennemarbejdet og rigtig fin samling sange, der ramte noget, som vi havde manglet i lang tid herhjemme: Et homogent og rent udtryk. Noget varmt og alligevel fjernt foruroligende. Et isbjerg med ild i midten (her vil enkelte måske tænke på Thom Yorke og hans kommentarer om Kid A og Amnesiac i sin tid). Sagt på en anden måde: The Rumour Said Fire er allerede så etableret et navn, at der ikke er noget coolness i at sige, at man kan lide det. Det er vel egentlig også meget rart, da det så kan få lov at træde rent frem og bare være, hvad det er: En dejlig blanding af kvaliteterne fra folk og popmusik. Men så igen: Der er vist efterhånden så mange, der foragter hipsters, at de igen er ved at være cool igen, så hvem ved efterhånden, hvad folk vælger, når de skal finde en balance mellem det subjektive og objektive uden at falde igennem. Og hvem tager sig egentlig af noget så forfærdeligt? Det skal handle om den rene smag, og nu har jeg vist længe nok udsat, hvad jeg egentlig vil frem til: Det længe ventede debutalbum fra The Rumour Said Fire, The Arrogant.

At følge op på en lovende EP kan være noget af en bedrift. At ende med et værk, der er endnu stærkere - dét er imponerende og lige præcis, hvad kvartetten har bedrevet. Nu brugte jeg ordet homogent om EP'en, og dette passer faktisk mere præcist på fuldlængden. Mange anmeldere har i forbindelse med den nye plade lagt vægt på, at bandet gik i to retninger på EP'en, men at de endegyldigt er gået folk-musikkens vej på The Arrogant. Det er sandt, at der skejes mindre ud på denne plade, og selvom sanger Jesper Lidang ikke umiddelbart lyder til at tage lige så mange chancer, viser han faktisk flere prøver på sin stemme på de nye sange. Man hører det i det små, og det er meget subtilt. Små variationer over den ellers sikre og kontrollerede vokal. Elegante fraseringer og en underspillet vibrato.

Nogle gange kan alting handle for meget om eksperimenter og chancer. At finde det nye. At opsøge nye territorier. I går gik jeg den modsatte retning og tog på Gemäldegalerie for at se på nogle af mestrene fra barokken, gotikken og renæssancen. Disse mesterværker har status af bestillingsopgaver, men det lyder måske endnu mere interessant og relevant, hvis vi vender det om: Disse bestillingsopgaver er blevet mesterværker. På trods af forventninger har de haft noget nyt at byde på, og de har både indhold og historie at formidle. Jeg vil ikke føre sammenligningen helt ud, men der er ligheder. Der er også klassiske dyder på spil på The Arrogant, og disse bør man ikke se skævt til. De fire kender deres inspirationskilder, de kender musikhistorien, og vigtigst af alt kender de sig selv. Med bund i folk-musikken kan de skrue en popsang sammen på et så højt niveau, at det ikke er umuligt, at de engang kan levere et lille mesterværk. Her tænker jeg ikke kun på dansk standard.

The Arrogant er ikke perfekt, og det kan man heller ikke forvente. Men den er charmerende, medrivende, moden og velovervejet. Med disse ord giver det også mening - ud over de soniske ligheder - at nævne et band som The Decemberists, selvom tekstuniverset her er ganske anderledes. Simon and Garfunkel bliver flittigt nævnt i andre anmeldelser, og personligt vil jeg gerne holde fast i, at der i tilgangen til musikken er mange ligheder med Alec Ounsworths univers, om end produktion og produkt i hans tilfælde gerne lyder en anelse anderledes. Men lad os ikke fortabe os i namedropping. Lad os i stedet bare nyde musikken. Langt hen ad vejen er det hele ret simpelt, og der er ikke nogen grund til at komplicere tingene. Jeg takker for et rigtig fint album, som jeg kommer til at vende tilbage til ad flere omgange over efteråret. Det vokser på mig, og jeg ser frem til at lade The Arrogant blive en større del af mig.

Distributøren A:larm er desværre ikke så gavmilde, at de giver MP3'er væk, så jeg må henvise til gruppens MySpace, hvor førstesinglen Sentimentally Falling kan høres. Denne er dog langtfra blandt pladens stærkeste sange, så måske der er andre muligheder for at høre og vurdere albummet andetsteds.

/Martin

lørdag den 16. oktober 2010

Deerhoof til en lørdag

Til januar er de evigt stabile Deerhoof tilbage med et nyt album med den dejlige titel Deerhoof Vs Evil. Hvis frontfigurerne hedder Satomi Matsuzaki og Satan, sætter jeg mine penge på førstnævnte.

En MP3 er sluppet løs, og vi kan allerede nu begynde at glæde os.

Jeg har virkelig lyst til at skrive om Falco, der trods et noget smudsigt ry ærlig talt er en undervurderet stjerne fra 80'erne. I denne omgang nøjes jeg med at linke til hans Wiki.

En herlig weekend ønskes herfra.

MP3: Deerhoof - The Merry Barracks

/Martin

tirsdag den 12. oktober 2010

Blackbird Blackbird

Blackbird Blackbird fra San Francisco er et navn, jeg har villet skrive om i flere måneder. Egentlig er der ikke nogen god grund til, at det først bliver nu, og det ville måske også være irrelevant, hvis der var en god grund at nævne. For at være helt ærlig værdsætter jeg vist bare at bruge/spilde flere ord lige nu.

Mikey Sanders står bag musikken, der er mere end blot chillwave. De fleste af os har sikkert fået mere end nok af begrebet efterhånden, og selvom der er langt mellem snapsene blandt de navne, der kan siges at høre til begrebet (eller måske netop derfor), skal det hurtigt siges, at Blackbird Blackbird har flere interessante sider. Den produktive, litteraturkyndige mand har bl.a. flair for at få interessante sangerinder med på sine indspilninger.

Hold øje med mandens Bandcamp regelmæssigt, da der ofte kommer nye ting. I øvrigt lister han folk som M83, New Order, Slowdive og My Bloody Valentine som inspirationskilder. Ikke dumt.

MP3: Blackbird Blackbird - Summer Heart
MP3: Blackbird Blackbird - Heartbeat
MP3: Blackbird Blackbird - Sunspray

/Martin

torsdag den 7. oktober 2010

How to Dress Well

Det er efterhånden et par uger siden, How to Dress Well udgav sit debutalbum Love Remains. Et både rørende og bekræftende værk.

Bag navnet gemmer sig tyske Tom Krell, der læser filosofi i Köln og pendler mellem den smukke kulturbastion og Brooklyn. Egentlig er det svært at tale om et debutalbum. Krell har gennem et stykke tid postet sange på sin blog og har nu samlet nogle af disse sange samt live- og EP-materiale sammen til denne første fuldlængde.

R'n'B-begrebet kan være mange ting, og efter Bon Iver har det fået en ekstra dimension, som flere mennesker kan forholde sig til. Faktisk er der også enkelte ligheder mellem How to Dress Well og Bon Iver, hvor i særdeleshed den både stærke og skrøbelige falset træder frem som den store fællesnævner. Men også følelsen af soveværelsesprojekt og -produktion er noget, der spiller en vigtig rolle i denne forbindelse. Følelsen af at en person formidler noget, der i høj grad er personligt. Og samtidig noget, der lyder som om, mange mennesker kunne lave det. At man kan fortælle noget, formidle noget, cry your heart out.

Hvad angår vor tids singer-songwritere, er der i øvrigt en interessant artikel herom på Drowned in Sound, der kan anbefales at læse.

MP3: How to Dress Well - You Won't Need Me Where I'm Goin'

/Martin

søndag den 3. oktober 2010

Warpaint

Fire unge kvinder, der snart udgiver deres debutalbum via Rough Trade. Det begynder godt. Musikken følger heldigvis trop. Der er basis for mere end et kys på kinden. Selvom dette også ville være nok til at fastholde en forelskelse.

Warpaint er fra L.A. og er 22 dage væk fra udgivelsen af The Fool. Musikken er ikke udpræget psykedelisk, men den efterlader alligevel lytteren i en slags trancetilstand. Det er ganske behageligt, og det er nogle gange i retning af Cat Powers æstetik. Altså heller ikke helt off på en søndag.

MP3: Warpaint - Undertow (Edit)

/Martin

onsdag den 29. september 2010

Strange Shapes

Det her er et af de få indlæg, der er skrevet før kl. 8 om morgenen. Det bærer det måske også præg af. I min lange og efterhånden uoverskuelige playliste 'til gennemlytning' er der enkelte sange, jeg bliver ved at vende tilbage til en hel del, før de kan slippes fri og give plads til andre sange, der skal testes, gennemlyttes osv.

Én af disse er I Found a Rock med det nærmest spritnye Strange Shapes fra (wait for it) Brooklyn. Der er dog ikke meget Brooklyn anno 2010 over det, hvilket er ganske forfriskende! Det er ret ren popmusik, der vel nærmest er powerpop. Singlen I Found a Rock er fantastisk at starte dagen på med sit friske og næsten naive væsen. Det simple riff, den barnlige glæde når titlen synges, det dejlige og (ligeledes) simple c-stykke.

Der er vigtigere bands og mere skelsættende bands, men hvor har vi brug for denne slags musik engang imellem. Denne rene glædesfølelse dedikeres til én af de trofaste læsere, der netop er blevet gift og meget snart venter sit første barn. Stort tillykke herfra!

MP3: Strange Shapes - I Found a Rock

/Martin

fredag den 24. september 2010

Beat Connection

Det har været lidt ustabilt med opdateringerne de seneste uger. Der har været meget at se til, og det har heldigvis været primært af det gode. "Som vi må tage med det onde." Vejret er fantastisk i den tyske hovedstad, og nærmest alting lokker.

For nylig faldt jeg over (og hurtigt for) Beat Connection fra Seattle. Duoen består af Jordan Koplowitz og Reed Juenger og laver den type musik, der kan hjælpe os igennem vinteren. Det er sommergejst, det er nogle gange dovent, og det er hele tiden herligt.

6. juli udgav de deres debut EP, Surf Noir, der kan hentes gratis via Bandcamp. En sang som Sunburn lægger ud med drævende, dovne og alligevel lysvågne guitarer, før et overraskende beat sætter ind efter halvandet minut uden at ændre ret meget på resten af sangen. Det burde næsten ikke kunne fungere, men det gøres med stor elegance og et naturligt overskud. Silver Screen er i den mere poporienterede ende og har spor af Peter Gabriel og (undskyld for den nemme reference) Vampire Weekend i sig. Rigtig god weekend til alle.

MP3: Beat Connection - Silver Screen
MP3: Beat Connection - Sunburn

/Martin

lørdag den 18. september 2010

The Radio Dept. + politik

The Radio Dept. har allerede sluppet det fantastiske Clinging to a Scheme i år, ligesom det også er blevet til en EP. De er blevet overraskende produktive, og nu er de på banen med en politisk single med den meget direkte titel The New Improved Hypocrisy, der omhandler den svenske regering. Der er valg i Sverige i morgen, og der hersker ingen tvivl om bandets ståsted, når man ser på teksten til sangen.

Bryder man sig ikke om politiske sange, kan man nøjes med at lytte til sangen og bare nyde den for sin fantastiske produktion - for ikke at tale om komposition. Sangen dedikeres til broder og medblogger Mathias, der forhåbentlig fejres værdigt hjemme i Danmark i dag.

Reallocating property
We engender transformation
We're not concerned with poverty
Just the rebirth of a nation
No time for hesitation
Not even on occasion

This will be our legacy:
A vengeful population
It's part of our conspiracy
And our motivation
And who needs integration
When we've got isolation?
It's the rebirth of a nation

The rebirth of a nation
We don't mind democracy
We have our ways around it
This new improved hypocrisy
Will help us to impound it
An old school education
Will show this generation

MP3: The Radio Dept. - The New Improved Hypocrisy

/Martin

tirsdag den 14. september 2010

Nyt fra El Guincho

Da Alegranza udkom i 2008, troede jeg egentlig, at catalanske El Guincho ville blive en hel del større, end han er den dag i dag. Og at det ville gå forholdsvis stærkt. Men det blev ikke til den store udbredelse. En på mange måder smuk kvinde skrev tilbage i sin tid om albummet, at det var selve kuren mod depression, og de glade og forholdsvis monotone sange udgjorde da også et lovende debutalbum.

At han er den spanske Panda Bear, er jeg ikke enig i, men der er da ligheder. Jeg kan egentlig også godt lide, at jeg ikke forstår teksterne. Det nye album Pop Negro lander i dag, 14. september, via Young Turks. Jeg må indrømme, at jeg ikke tidligere havde bemærket Young Turks, men de har nogle smukke udgivelser bag sig. El Guincho, eller Pablo Díaz-Reixa, er vokset på det nye album, og selvom han stadig er legesyg, virker det alligevel mere sammenhængende end Alegranza. Og så er det jo stadig happy happy fun time, hvilket er et fint angreb på sådan en grå himmel, der til tider har åbnet sig i løbet af dagen.

MP3: El Guincho - Bombay
MP3: El Guincho - FM Tan Sexy

/Martin

fredag den 10. september 2010

Altered Images




Altered Images gæstede i 1982 det nu hedengangne, legendariske BBC-program Top Of The Pops. At man benyttede sig af playback - det var prisen for at deltage i Top Of The Pops på denne tid - blev der ikke lagt skjul på.

\Mathias

onsdag den 8. september 2010

Owen drikker vin og tager med sig selv hjem

Det nyeste fra Owen er en single ved navn Abandoned Bridges. Jeg har desværre ingen mp3, men jeg har et link til en YouTube-stream med middelmådig lyd.

Og sangen har til gengæld en fantastisk tekst fyldt med afklaret bitterhed eller bitter afklarethed. Kynisk og alligevel romantisk realisme.

Så vidt dette kan være romantisk, men det mener jeg nu, at det kan.

Well, I left the party pretty early
I thought I'd go home and drink some wine
And fuck myself
I didn't want to wake you

As a man, I've known a number of loves
Some of which I'll die with
Some I'm not too proud of

I've lived, loathed and learned
Set fire to abandoned bridges and watched them burn
Here I am, I'm all yours

I've had enough of smalltalk and irony
I've had enough hermetic misogyny
I've had enough repeating history
I've had enough
So I left the party

I pulled Matt aside
Said it's time to go
And set fire to a room full of friends
That I don't know

Well, here I am, I'm all yours

Stream via YouTube: Owen - Abandoned Bridges (single 2010)

/Martin

søndag den 5. september 2010

Owen

FÅ ORD OG INTET BILLEDE: Jeg hører stort set ikke andet end Owen disse dage. Det selvbetitlede debutalbum fra 2001 har fået en helt særlig plads hos mig. Det hele er ret simpelt og uhyre effektivt. Stemningsfuldt og ret godt til starten af september. Sikkert endnu bedre til november. Mike Kinsella imponerede tidligere i karrieren også i bl.a. American Football, og Owen er en naturlig forlængelse af, hvad American Football med en enkelt LP og en enkelt EP (begge selvbetitlede) nåede at stå for.

Jeg har ingen MP3'er, men nu hvor efteråret begynder, bør det begynde med Owen.

WELL, IT'S YOUR LAST CHANCE TO CHANGE THINGS

/Martin

onsdag den 1. september 2010

Sydpå er vejret stadig skiftende

I know this isn't what you were wanting me to say / How can I get closer and be further away / From the truth that proves it's beautiful to lie



/Martin

mandag den 30. august 2010

Givers

Lafayette er en by i Louisiana, der er mindre end Århus. Herfra stammer kvintetten Givers, der laver pop, man kan smile til. Enkelte sange har en bid afro-pop i sig, og nogle steder sammenlignes de med Vampire Weekend. Den karakteristik passer ikke vildt godt særlig langt hen ad vejen. Men følg vejen tilbage til billedet til venstre og videre tilbage til musikken og døm selv.

MP3: Givers - Up Up Up

/Martin

onsdag den 25. august 2010

Grouplove

I en tid hvor man ikke længere sender fysiske breve regelmæssigt ("hold kæft!"), er man måske ikke altid lige vel opdateret om beliggenheden for den nærmeste postkasse. Så jeg endte for få minutter siden på en forlænget spadseretur i en sådan søgen, og på ca. halvdelen af turen bestilte jeg ikke så meget andet end at have sangen Colours med Grouplove på hjernen.

Jeg må konkludere, at jeg finder den fremragende. Den er ret simpel, men den er effektivt drevet af denne simple melodi og en ren energi, som Christian Zucconi imponerende formidler med sin vokal. Hannah Hooper (Disney-navn?) leverer dejligt kor. Jeg har ikke hørt hele den selvbetitlede EP, men kvintetten fra L.A. lyder ret spændende. Ikke så meget nyt under solen. Men her er da nogle skyer, der hænger smukt uden at true nogen og sympatisk lader lys skinne igennem sig.

Lidt sjovt at de staver colours på traditionel, angelsaksisk manér. Men ét af medlemmerne, Sean Gadd, bor vist i London. Måske er det ikke så sjovt alligevel. Jeg holder inde ("ja, hold kæft!").

MP3: Grouplove - Colours

/Martin

tirsdag den 24. august 2010

mandag den 23. august 2010

Raindeer

Raindeer fra Baltimore er ret meget i tidens ånd. Både hvad angår lyd, navn og promovering. Men det er alligevel for nemt at sige så enkelt. Egentlig er det et soveværelsesprojekt af en vis Charlie Hughes, som for nylig har fået sig et liveband. Det har tilsyneladende været nødvendigt, da der har været ret god opbakning til den ganske gratis, download-only debut EP (det var det med den moderne promovering).

Stavemåden i navnet er måske en ironisering over alle de dyrenavne, man støder på i disse dage. Hvoraf kongerne heraf og fællesnævneren herfor jo også oprindeligt har rødder i Baltimore. Eller også er der tale om en hyldest til emo og dyr på én og samme tid. Det er også muligt, at det bare er et navn.

Det er popmusik med fine melodier. Det har klang af soveværelsesprojekt, men det fortjener et delvist (på en god måde) tomt dansegulv med folk, der lige så delvist er klar over, at de ikke er klar over særlig meget. Selvom det i disse dage åbenbart er forbudt at give props til MGMT, hører jeg til dem, der er positivt overraskede over det nye album, der er langt stærkere end debuten. Og Raindeer lyder af og til i retning af den nye lyd, MGMT har taget til sig.
Hent endelig hele den gratis EP. Det er overraskende varieret.

MP3: Raindeer - Raindeer EP (på Bandcamp)
MP3: Raindeer - Juanita (fra EP'en)

/Martin

lørdag den 21. august 2010

Summer Camp og Roy Andersson

Den svenske instruktør Roy Andersson står bag billederne fra denne musikvideo, der stammer fra filmen En Kärlekshistoria (1970). Summer Camp er engelske, men skulle efter sigende elske at blive forvekslet med svenskere.

\Mathias

torsdag den 19. august 2010

No Magnets remixer Ruby Suns

Sea Lion var og er et fantastisk album. En stor bedrift. Jeg husker stadig, hvordan min første koncert med The Ruby Suns var en skuffelse en stor del af vejen, og hvordan Ryan McPhun virkede uoplagt og til tider nedladende over for publikum. Et år senere spillede de så en fremragende koncert på Musikcaféen. Det legesyge univers kan siges at være ustabilt, og til tider rammer de heldigvis plet.

Opfølgeren Fight Softly blev imidlertid også en mindre skuffelse, hvor der var lidt for langt mellem snapsene. Og imens man nu sidder og kan håbe på, at næste album når Sea Lion, kan man glæde sig over, at danske No Magnets har lavet et herligt remix af Two Humans fra det nyeste album. Når et remix er rigtig godt, kommer man gerne i tvivl om, hvilken version man egentlig bedst kan lide, og denne følelse sidder jeg også tilbage med i denne situation.

No Magnets har spillet sammen i andre konstellationer tidligere og debuterer som No Magnets med en EP til efteråret.

MP3: The Ruby Suns - Two Humans (No Magnets Remix)
- via deres egen side

/Martin

tirsdag den 17. august 2010

Pop Winds

Der var engang i dette årtusind, Montreal blev betragtet som en musikalsk hovedstad. Alt imens den ikke som sådan er blevet meget mindre interessant, har opmærksomheden dog flyttet sig lidt væk. Jeg husker ikke engang, hvornår jeg sidst skrev om noget nyt fra Montreal.

Nu har jeg imidlertid stor fornøjelse af at præsentere Pop Winds fra netop Quebec-byen. Tålmodig, elektronisk popmusik med lejlighedsvis saxofon og violin. I april udgav de deres debutalbum The TurquoiseArbatus Records.

Og hvordan kan man stå for en titel som Met Some New Colors? Overgangen fra denne sang til Owl Eyes er i øvrigt ganske smuk.

MP3: Pop Winds - Met Some New Colors
MP3: Pop Winds - Owl Eyes

/Martin

fredag den 13. august 2010

Lidt til weekenden

Jeg har lyst til øl men mest behov for kaffe. Rækkefølgen finder jeg nok ud af.

Som så mange andre har jeg også haft god gejst over den nye No Age. På den nye single Glitter er der en mørkere side at høre. På en måde er der mere konsekvens på spil. En anden form for vilje. Det lyder næsten mere skræmmende end romantisk, der der synges I want you bad... Underneath my skin. Fantastisk effektiv sang.

Et dejligt nyt bekendtskab er Unknown Mortal Orchestra. Jeg ved vitterligt intet om dem, og man kan ikke finde noget info på dem, så jeg lader musikken tale.

Nu vil jeg egentlig også gerne have den øl, så jeg stopper her. God weekend!

MP3: Unknown Mortal Orchestra - Thought Ballune
MP3: Unknown Mortal Orchestra - FFunny Frends
MP3: No Age - Glitter

/Martin

torsdag den 12. august 2010

Local Natives + Fool's Gold

Jeg må indrømme, at jeg blev en smule overrasket over, at Local Natives skulle få så kraftigt et gennembrud. Ikke at Gorilla Manor ikke er et rigtig fint album! Og deres gamle demoer var også meget stærke. Overraskelsen var dog stadig stor. Noget uortodokst for disse tider udgav amerikanerne debutalbummet i England i første omgang, og senere trådte så Frenchkiss til med en udgivelse i USA, der bl.a. kastede en Best New Music af sig fra P4k. Men i Danmark tog vi såmænd også godt imod dem. Fra Soundvenues blog til denne blog, fra A-rotation på P3 til Roskilde Festival. Ikke dårligt.

Et band, der ikke tilnærmelsesvis har modtaget samme interesse, er Fool's Gold, som jeg skrev om tilbage i september ("åh, alle de links!"). De to bands kobles nu sammen gennem et ret overraskende remix. Fool's Gold har givet Local Natives' Wide Eyes en tur i maskinen, og hvor man kunne forvente, at der måske blev spillet på afro-beat, er der i stedet blevet spillet på mere moderne R&B.
Lewis Pesacov fra Fool's Gold udtaler:

The combo of the half time rhythmic feel and the soulful/bluesy vocal hook just reminded me so much of modern R&B, so it was quite obvious which direction to go. I started by re-playing the bass synth and blowing it out, making it huge and distorted, next came the 808 drums. Getting an underground rapper to drop a fresh verse really took it to the next level, right where it needed to be.

Interessant! Nå ja, og så er sangtitlen her blevet vendt om. Det er muligvis blot en fejl.

MP3: Local Natives - Wide Eyes (Fool's Gold remix)
MP3: Fool's Gold - Surprise Hotel
MP3: Fool's Gold - Nadine

/Martin

mandag den 9. august 2010

The Field Mice

Jeg hører ikke ret meget andet end The Field Mice og Ride disse dage. Særligt førstnævntes When Morning Comes to Town er blevet spillet flittigt. En ret ligetil tekst om et brud. På dansk mangler vi et ord, der til fulde rammer det engelske drift - og dermed også to drift apart. Jeg håber, jeg snart får lejlighed til at høre sangen på vej hjem fra en bar kl. 6 om morgenen. Mere perfekt kan det næppe blive.

When Morning Comes to Town



When morning comes to town
I'll be moving on
When evening comes back 'round
I'll be somewhere alone
Somewhere far away
Well, what about you?
All things have to end
They have to and they do
And they do

We've started to believe
To one another we belong
We know that isn't so
You're not mine, I am not yours
I never wanted this
For us to carry on
Knowing that it is
In no way what we want
What we want

This way it is the way
No rain of cutting words
I'm happy to go out like this
If happy is the word

I'll think of you always
For you know it as well as I
That for you I would have
Died and would still die
Would still die

When morning comes to town
Something once precious will
End for all of time
Because of how we feel
But better than that have
Us afraid to be alone
Not saying anything
Knowing something's wrong
Something's wrong

This way it is the way
No rain of cutting words
I'm happy to go out like this
If happy is the word

(er Börneblogger blevet lidt emo de seneste måneder...?)

/Martin

lørdag den 7. august 2010

South Ambulance

Det irske pladeselskab Indiecater har tidligere givet os de glimrende Candy Claws, som vi har skrevet om et par gange tidligere. Sidenhen er de skiftet til Twosyllable og har fået fin kærlighed med deres nye album fra bl.a. P4k.

For nylig sendte Indiecater en sang med svenske South Ambulance, der langsomt men sikkert har vokset på mig og er blevet én af den slags sange, man vågner op og har på hovedet (i morges vågnede jeg dog op til lyden af højlydt samleje fra baggården - velkommen til Berlin).

Kvintetten fra Stockholm har udsendt en trio af EP'er på Indiecater. For forvirringens skyld er de blevet døbt EP#4, EP#5 og EP#6. Hvor de tidligere angiveligt har dyrket shoegazer, er de gået mere i retning af den melankolske pop, hvilket nedenstående mp3 også vidner om. En herlig sag med en stærk melodi.

God weekend - ønskes nu fra Tyskland.

MP3: South Ambulance - Simple Obligation of a Man

/Martin

onsdag den 4. august 2010

Perfume Genius

Dette hører måske ikke til i starten af august. Men selv (hvad der burde være) højsommer har sine mørke øjeblikke. Øjeblikke hvor de mindre lyse minder presser sig på. Sådan er musikken hos Perfume Genius. En ung mand, der lyder som om, han har levet i adskillige år flere, end han har.

Bag navnet gemmer sig Mike Hadreas, hvis triste sange er båret af klaver og triste fortællinger i en ikke særlig hi-fi produktion. Musikken er ret smuk, men den er hård at lytte til. Lidt på samme måde som mange nok havde det med Sufjan Stevens' John Wayne Gacy, Jr. i sin tid.

Se f.eks. denne tekst fra Mr Peterson om en lærer, der har været lidt for tæt på ham:

My work came back from class
With notes attached
Of a place and time
Or how my body kept him up at night

He let me smoke weed in his truck
If I could convince him I loved him enough
Enough, enough, enough, enough

He made me a tape of Joy Division
He told me there was part of him missing
When I was sixteen
He jumped off a building

Mr Peterson
I know you were ready to go
I hope there's room for you up above
Or down below

Særligt skræmmende er forsøget på overgangen mellem den (åbenlyst begrænsede) platoniske kærlighed til en mere fysiskbetinget, hvor drengen må sige fra med enough, enough, enough, enough.
Og nu lover jeg, at næste indlæg ikke bliver så tungt. Til den tid bor jeg i Berlin og vil høre en masse Delorean.

MP3: Perfume Genius - Mr Peterson
MP3: Perfume Genius - Learning

/Martin

mandag den 2. august 2010

Tame Impala (forsinket)

Flyttekasserne er ved at være pakket, og alting er klar til at flytte med til Berlin. Tingene virker i øjeblikket som en form for organiseret rod. Eller noget, der på én gang er forvirrende og betryggende. Eller snarere i denne situation: Betryggende fordi det er forvirrende og nyt - og til tider eksisterer dette behov i så stærk grad, at det betryggende er iboende i det nye. Forstået som udfordringer og bekæmpelse af stilstand.

På en måde passer australske Tame Impala fint ind her. Jeg har egentlig ville skrive om dem i lang tid, men det er grundet tilfældigheder ikke blevet til noget før nu. De spiller en form for psykedelisk pop med klar bund i 60'erne og lidt i 70'erne. Det kan selvfølgelig betyde mange ting. Det lyder f.eks. ingenlunde hen ad The Clientele. Det er også en hel del mere inspireret end (ellers udmærkede) Wooden Shjips. Debutalbummet Innerspeaker er en overraskende stærk sag, der åbner sig for den tålmodige lytter. Det er musik, der kan sættes på i baggrunden, men som alligevel tvinger sig frem i sindet.

MP3: Tame Impala - Solitude Is Bliss

/Martin

fredag den 30. juli 2010

I aften

Yes / No / Maybe... Is all I need to hear from you

At springe mellem årtierne forekommer for australierne nemmere end for nærmest alle andre. Heartbroken + upbeat.

MP3: Cut Copy - Where I'm Going (giv en mailadresse og få en mp3)

tirsdag den 27. juli 2010

Sehnsucht

Der er altid en masse at nå. Beundringsværdig nysgerrighed eller arrogant senmodernitet.
Vi håber på det første.
Ikke alle frygter det sidste.
Jeg nærmer mig - desværre - muligvis det prætentiøse.

Min yndlingssang med Fleetwood Mac er uden tvivl Seven Wonders.
1987.
Sikkert et skønt år.

Lyt. Og lyt.

So long ago, certain place, certain time
You touched my hand, all the way, all the way down to Emmiline
But if our paths never cross, well you I'm sorry but...
If I live to see the seven wonders
I'll make a path to the rainbow's end
I'll never live to match the beauty again
The rainbow's end

So it's hard to find someone with that kind, that kind of intensity
You touched my hand, I played it cool and you reached out your hand for me
But if our paths never cross, well you know I'm sorry but...
If I live to see the seven wonders
I'll make a path to the rainbow's end
I'll never live to match the beauty again
The rainbow's end

Never
Never
So long ago
It's a certain time
It's a certain place
You touched my hand and you smiled, all the way back you held out your hand
If I hope and if I pray, oh it might work out someday
If I live to see the seven wonders
I'll make a path to the rainbow's end
I'll never live to match the beauty again

Og igen og igen.

MP3: Pictureplane - Goth Star (lavet smukt ud fra sample af Seven Wonders)

/Martin

søndag den 25. juli 2010

Family Trees

I 2009 skrev jeg alle mine drømme ned. Det var ikke et projekt som sådan, og der var ikke noget mål med det. Faktisk er jeg i tvivl om, hvorfor jeg egentlig startede med det. Men hver eneste morgen det år var med til at fylde notesbøger ud med drømme. Trods mange (og vidt forskellige) drømme hver nat går jeg dog aldrig i søvne og taler aldrig i søvne. Men bliver lige fascineret hver gang, nogen gør det.

Derfor var det svært ikke at falde for en titel som Dream Talkin. Jeg kender ikke meget til Family Trees, men jeg ved så meget, at det er en trio fra Brooklyn, der er forholdsvis ny. De har netop udgivet en 7" på det spritnye Father/Daughter Records. Musikken er ofte en doven udgave af Beach Boys. Doven og drømmende. Ikke helt vågen. Forsøger at samle stumper af drømmene. Og i vedlagte mp3 er der endda en reference til Twin Peaks, der gør musikken endnu bedre egnet til kaffe.

Sleepwalking / Can you see what I see?

MP3: Family Trees - Dream Talkin

/Martin

torsdag den 22. juli 2010

Nyt fra Deerhunter

Selvom Bradford Cox for mange fremstår som noget af en krukket person, passer musikken ganske enestående til hans person. På én gang mystisk og alligevel ukompliceret. Dækket til og alligevel afklædt. Et godt eksempel herpå er Pitchfork.tv-serien Daytripping With Bradford Cox. Egentlig traver han vel bare rundt i sin egen verden og prøver ikke på at være noget andet, end han er. En født særling. Men en særling, der har noget på hjerte og ikke kan lade være med at kanalisere det ud.

Og gudskelov. Manden laver fantastisk musik i både Deerhunter og som Atlas Sound. Den 28. september er der nyt album ude med Deerhunter, og gruppen har netop sluppet en mp3 derfra sammen med en b-side. Albummet hedder Halcyon Digest, og forklaringen er ifølge Cox denne: "The album's title is a reference to a collection of fond memories and even invented ones, like my friendship with Ricky Wilson or the fact that I live in an abandoned victorian autoharp factory. The way that we write and rewrite and edit our memories to be a digest version of what we want to remember, and how that's kind of sad."

Såfremt manden en dag udgiver en bog med sine erindringer, skal jeg gerne købe den. Nostalgien dyrker manden vist. Utroligt nok er det allerede gruppens fjerde fuldlængde (og femte hvis man tæller Weird Era Cont. som en selvstændig), og det lyder til, at de igen ændrer kurs og stadig lyder fuldstændig som sig selv. Unikt og imponerende.

Darkness, always / It doesn't make no sense

MP3: Deerhunter - Revival (fra det kommende Halcyon Digest)
MP3: Deerhunter - Primitive 3D (b-side fra Revival singlen)

/Martin

mandag den 19. juli 2010

Kisses

People Can Do the Most Amazing Things. En titel, der umiddelbart må tolkes positivt. Det er dog ikke til at regne ud, hvorvidt det nu er utvetydigt positivt ment, når sangen leveres af Kisses.

Den amerikanske duo består af Zinzi Edmundson og Jesse Kivel. Sidstnævnte spiller også i Princeton. Kisses spiller en form for synthpop, der til tider bærer i retning af noget chillwave eller mørk guitarpop, der længes mod en klubstemning i 80'erne. Nogle gange lidt Wild Nothing, nogle gange lidt mere... festligt.

MP3: Kisses - People Can Do the Most Amazing Things
MP3: Kisses - Bermuda

/Martin

onsdag den 14. juli 2010

Nyt fra The Walkmen

The Walkmen udgav i 2008 et af det års bedste album med You & Me. En imponerende plade, der overrasker ved at være forholdsvis simpel og alligevel underfundigt dyb. Præcis som den forfriskende simple titel.

Det er måske ikke ørkenrock som sådan, men det er satme fyldt med sand. Et band af højt niveau og med en yderst stærk sanger i Hamilton Leithauser. Med You & Me begik gruppen deres stærkeste plade. Et album fyldt med perler. Four Provinces, Red Moon, In the New Year og ikke mindst New Country. Forventningerne til det kommende album, Lisbon, er ikke overraskende kæmpestore.

Albummet udkommer 14. september, og man kan nu høre en enkelt sang, Stranded, fra albummet. Sangen er den anden sang, de skrev til den kommende plade, og den er ud over ren skønhed fyldt med en stor hornsektion - hvilket måske også må karakteriseres som ren skønhed.

YOU DON'T WANT ME / YOU CAN TELL ME

Stream: The Walkmen - Stranded

/Martin