mandag den 30. november 2009

Toro Y Moi

2010 bliver et fantastisk musikår. Måske endnu bedre end i år, der ellers også i dén grad har været forrygende. Der venter selvfølgelig udgivelser med veletablerede navne som The Avalanches, Vampire Weekend, Beach House, The National, Liars, Panda Bear, Interpol og mange flere. Men der venter også nogle herlige debutudgivelser (ud over Surfer Blood). Én af dem står Toro Y Moi for.

I Danmark er det indtil videre et ret ubeskrevet blad, men i den udenlandske blogverden har opmærksomheden været ret massiv. Det er et enmandsprojekt af Chaz Bundick fra Columbia, South Carolina. Han har i år signet til Carpark, der næste år udgiver hele to LP'er med ham. Den første har fået titlen Causers of This og er ude d. 23. februar. Det er småpsykedeliske bedroom recordings, der ikke er helt ulig, hvad 2009 har budt på af glo-fi og beach pop. Med en generelt lidt tristere stemning.
Han har også kastet sig over kunsten at remixe, og her har Washed Out også været igennem med den i forvejen skønne Feel It All Around.

MP3: Toro Y Moi - Blessa
MP3: Toro Y Moi - Talamak
MP3: Washed Out - Feel It All Around
MP3: Washed Out - Feel It All Around (Toro Y Moi remix)

/Martin

lørdag den 28. november 2009

Yeasayer + remix

Det er nok gået de færreste forbi, at Yeasayer udgiver deres andet album ganske snart - mere præcist d. 9. februar. Titlen er Odd Blood, og Secretly Canadian tager sig af udgivelsen.
Førstesinglen Ambling Alp er ultrapoppet og en ganske habil smagsprøve på albummet. Årets første par måneder er proppet med vanvittigt lovende udgivelser, så der bliver konkurrence om opmærksomheden. Til denne kamp har Yeasayer rustet sig med en ret frisk video fyldt med nøgne mennesker og et landskab, der ville gøre mange 80'er instruktører i semi-sci-fi-genren stolte.

Debutalbummet All Hour Cymbals fra 2007 var og er et rigtig fint bekendtskab, og specielt efter deres bidrag til Dark Was the Night, den mesterlige Tightrope, er der store forventninger til opfølgeren. Nå ja, og så har de fået Memory Tapes til at remixe den nye single, hvilket har resulteret i en ret hyggelig synth-fyldt version.

Rigtig god weekend ønskes herfra.

MP3: Yeasayer - Ambling Alp
MP3: Yeasayer - Ambling Alp (Memory Tapes remix)

/Martin

torsdag den 26. november 2009

En halvhjertet stræben efter torsdagskatharsis

"Sikke dog en opblæst og unødvendigt lang overskrift." Den skizofrene selvkritiker dukker engang imellem op og leger med. Måske er det bare ord. Måske giver det mening både grammatisk og semantisk. Måske gør det ikke. Der er mange måske'er på spil - megen tvivl. Men det behøver man vel ikke konfronteres med i senmoderniteten, hvor det burde være hverdagskost.

Jeg har vist ikke fundet den guddommelige inspiration gennem den netop indtagne ferniseringsrødvin, som man kunne håbe (jeg har også svært ved at vurdere, om den sætning er forfængelig eller overvejende selvkritisk), men jeg har til gengæld et par mp3'er, der kan hjælpe til at sprede lidt farve på den ellers lidt mørke baggrund, der er malet på d. 26. november. Senere venter Air på et udsolgt VoxHall.

MP3: Celebration - Open Your Heart
MP3: Idiot Glee - All Packed Up

/Martin

tirsdag den 24. november 2009

Nyt fra Beach House

Har man dyrket de første to plader af Beach House, vil man måske undre sig lidt, når man ser dette billede. Man vil måske endda tænke: 'Det er da ikke sådan, vi kender Alex Scally og Victoria Legrand?'

Nuvel, Baltimore-duoen er trods alt ikke blevet rave. Det er stadig dream pop med orgel, synth og tålmodig guitar. Men tempoet er sat en smule i vejret, drømmen er blevet mere jordnær, og der er rent faktisk lidt optimisme at spore. Det skal ikke overdrives - for selvom det er tydeligt at høre ændringerne, er de små justeringer udført med mådehold. Til perfektion. Det virker næsten som om, de to ikke kan gøre noget forkert.

Beach House har signet til Sub Pop, der udgiver det nye album Teen Dream d. 26. januar, medens Bella Union tager sig af udgivelsen i Europa med udgivelse dagen før. Hvis januar og februar alligevel byder på vintertristesse, så må Beach House hellere end gerne guide os igennem den.
En europæisk turné er også blevet offentliggjort, der bringer dem forbi Loppen d. 26. februar.

MP3: Beach House - Norway

/Martin

mandag den 23. november 2009

Sygdom og synth / Åndenød og dødsdisco

Sygdom, svaghed, skrøbelighed. Man skal vel igennem et øjebliks svaghed, før man kommer stærkere ud. Man skal blottes. Bare for et øjeblik, der kan føles strukket ud som livstider.
Jeg er syg - og forsøger på én eller anden måde at vende det til noget positivt i selve øjeblikket. Når kroppen er rask, er det nemmere. Udfordringen ligger i dette øjeblik.

Til min assistance har jeg to kvinder, der begge lever i en synthverden - på forskellig vis. De halvdrømmer sig gennem deres lydunivers, og det ville ikke overraske mig, hvis de halvdrømmer sig igennem livet selv. De er ikke fortabt i drømmen, og de er ikke fortabt i virkeligheden. Hvad der er bedst/værst veksler vel også. De kombinerer i stedet disse størrelser. De er hhv. Nite Jewel og Sally Shapiro. En amerikaner og en svensker.

Nite Jewel har vist en del projekter kørende med både almen musikproduktion og lydinstallationer, mens Sally Shapiro formentlig har tralvt med at blive såret, forelsket, såret, forelsket, såret, forelsket og såret igen. Det er i hvert fald ikke svært at tro på hendes smerte, når den udtrykkes gennem denne døds- og italodisco. Hun tager udfordringen op og bearbejder den drømmende. Det er altid og aldrig opgivende. Det er muligt og umuligt. Kitsch og ubarmhjertigt alvorligt. Ja, det handler måske mere om min kærlighed til sangen (og i særdeleshed den simple og smukke tekst til) He Keeps Me Alive. Når sygdommen ikke svækkes rent fysisk, må den få kamp til stregen i ånden.

MP3: Nite Jewel - Another Horizon
MP3: Sally Shapiro - He Keeps Me Alive

/Martin

torsdag den 19. november 2009

Ducktails

Tilbage i januar skrev jeg kort om Real Estate, der de sidste par uger har fået fin opmærksomhed i kølvandet på deres velanmeldte, selvbetitlede debutalbum. Derudover er de blevet booket til at spille på Lades i København d. 3. februar, hvilket virker som lidt af et scoop. Samme dag må de dog konkurrere med Japandroids, der spiller på Loppen.

Real Estates Matt Mondanile har dog også andre ting kørende, bl.a. det strandpsykedeliske ambient-projekt Ducktails (skønt navn). Et fuldlængdealbum ved navn Landscapes blev udgivet tidligere i år på Olde English Spelling Bee, ligesom det også er blevet til en split 7" med Underwater Peoples.

Og se lige på billedet. Misundelse spreder sig i hele den småsyge krop og blandes med en smule forhåbning.

(Husk ved mp3'er fra Stereogum først at venstreklikke og derefter gemme fra deres side)

MP3: Ducktails - Roses
MP3: Ducktails - Parasailing
MP3: Ducktails - Sandglider

/Martin

søndag den 15. november 2009

Holopaw

Tilbage i 2002 udgav Sub Pop Ugly Casanovas hidtil eneste album, Sharpen Your Teeth. Projektet nød vel primært opmærksomhed pga. Isaac Brock, men bød også på Tim Rutili (Califone), Pall Jenkins (The Black Heart Procession), producer Brian Deck og John Orth. Sidstnævnte har jeg ikke kendt noget til før for nylig, da jeg første gang hørte hans band Holopaw fra Gainesville, Florida.

Gruppen udgav deres to første skiver på Sub Pop i hhv. 2003 og 2005 til fine anmeldelser, før de i år skiftede til Bakery Outlet med deres netop udgivne Oh, Glory. Oh Wilderness. Efter de to første albums holdt gruppen en pause, og der blev brugt tid på andre projekter. Senere er der blevet skiftet ud blandt medlemmerne. Der er tale om en gang herlig folk, og selvom Bakery nok ikke kan levere lige så stærk PR som Sub Pop, skal Holopaw forhåbentlig nok nå ud til nogle lyttere, der vil værdsætte amerikanerne.

MP3: Holopaw - Little Stallion with a Glass Jaw
MP3: Holopaw - The Art Teacher and the Little Stallion

/Martin

lørdag den 14. november 2009

Happy Family

"... alderens frihed. Det jeg kalder alderens arrogance. Det handler om den frihed, en kunstner opnår, når forventningernes tryk sættes til side.
[...]
Alderens arrogance. At være ligeglad med receptionen. At holde op med at læse kritik, der altid handler om, at man skulle have lavet noget andet, end det man har lavet. Det er jo kernen i enhver dagskritik. At kunstneren skulle have malet nogle andre billeder end dem, han udstiller. Og filmmageren drejet en anden film end den vi ser, forfatteren skrevet en anden bog. Kunstneren behøver ikke at blive verdensfjern på nogen 'ideologisk' måde, blot lave tingene. Vidende at det hele alligevel går til. Verdens undergang er altid nær, den er faktisk i gang nu."

Jeg havde egentlig tænkt mig at gemme dette citat fra Per Kirkebys Kursiv. Gemme det til et indlæg om et band, der har været i gang i lang tid - et band, der er kompromisløst. Uanset hvor poppet eller avantgardistisk det måtte forekomme. Det kunne eksempelvis både være møntet på Phoenix og Flaming Lips i år. På vidt forskellige måder. Nu vedlægger jeg i stedet lidt sange med en 21-årig amerikansk knægt, der vist godt kan lide både Brian Wilson og Panda Bear og går under navnet Happy Family. Det er ikke som sådan en del af den bølge af beach pop/glo-fi, der har været så stor sommeren og starten af efteråret igennem, men mange af de samme følelser fremkaldes. 'Alderens arrogance' forbinder de fleste vist med ungdommen. Men det er vist underordnet. Hyggeligt er Happy Family i hvert fald i dets monotone simpelhed.

Nå ja, man kunne vel også bare tage ind og se 2012. "Verdens undergang er altid nær, den er faktisk i gang nu." Eller man kunne gøre sig selv den tjeneste af se de fantastiske Do Make Say Think på VoxHall i aften, hvis man befinder sig i Aarhus - befinder man sig helt ovre østpå, er det nok heller ikke helt dumt med en aften i selskab med par navne fra Italians Do It Better på Vega, herunder HEALTHs gode venner i Glass Candy.

MP3: Happy Family - Going To
MP3: Happy Family - Cups
MP3: Happy Family - Running in the Fields

/Martin

fredag den 13. november 2009

Bear in Heaven igen

For snart halvanden måned siden skrev jeg kort om Bear in Heaven. Eller rettere: Jeg skrev, at jeg intet ville skrive og vedlagde i stedet en mp3 med deres fantastiske Lovesick Teenagers. Sangen er taget fra Brooklyn-bandets nyeste album med den noget kluntede titel Beast Rest Forth Mouth. Et album, der i meget høj grad kan anbefales.

Gruppen dyrker en blanding af noget rocket og noget mere elektronisk. Nogle gange som en art indietronica men noget mere psykedelisk og, trods alt, rocket. På vedlagte Wholehearted Mess er der spor af Modest Mouse og deres psykedeliske tendenser fra ca. 2000 med elementer af deres angst fra midten af 90'erne. Og nu går tingene stærkt for Bear in Heaven, der nævnes flere og flere steder. Ja, stærkt går det i hvert fald i internettid.
Beast Rest Forth Mouth er ude nu via Hometapes (Slaraffenland, Pattern Is Movement).
Rigtig god weekend til alle.

MP3: Bear in Heaven - Wholehearted Mess
MP3: Bear in Heaven - Lovesick Teenagers

/Martin

onsdag den 11. november 2009

Max Richter

Ari Folmans animationsfilm Waltz With Bashir var sidste år nomineret i flere kategorier ved European Film Awards, der blev afholdt i København med Mikael Bertelsen som vært (Danmarks vigtigste tv-skikkelse). Dette tænkte jeg ikke over, da jeg flere måneder senere så filmen i Øst for Paradis i Århus på en kold og grå dag.

Pengene viste sig at være givet godt ud, da jeg fik en af årets største filmoplevelser med fra en biograf, der på dagen havde store problemer med radiatorerne og var kraftigt nedkølet (dog alligevel Danmarks mest charmerende biograf). Men pakket ind i min vinterjakke og et halstørklæde sad jeg i mørket og nød de dystre animationer, og ikke mindst et fantastisk soundtrack, som jeg tog med mig ud i vintermørket. Musikken viste sig at være komponeret af tyske Max Richter, en kunstner jeg aldrig havde været opmærksom på før, men som måneder forinden mit besøg i Øst for Paradis, havde vundet prisen for årets bedste soundtrack ved European Film Awards. Dette overhørte jeg, da jeg i glimt så udsendelsen, eller også var jeg bare ligeglad.

Max Richter fik dog heldigvis sin hævn, som hans toner arbejdede sig ind i min sjæl måneder senere. Musikken i Waltz With Bashir er perfekt. Der er ikke én tone, der er placeret forkert. Sammen med animationen skaber musikken blandt andet en af de mest rørende filmscener jeg endnu har set, da en soldat flygter ud i det mørke hav fra bomber og skud. Der skal ikke fortælles meget mere om den scene - den skal opleves.

Max Richter har en fortid som klassisk og elektronisk musiker, og musikken bærer ofte præg af dette mix. Selv kalder Max Richter genren for neo-klassisk, hvilket blandt andet skulle dække over hans eget bagkatalog på fire albums. Allerbedst kan musikken beskrives som filmisk, og alle fire albums lyder, som film man gerne vil se. Senest er pladen Memoryhouse (2002) blevet genudgivet, og den er et fint sted at starte. Memoryhouse er en rejse gennem Europas erindring og historie, i dis, tåge, mørke og stjerneklare nætter.

For prøver på denne mands fantastiske musik: http://www.myspace.com/maxrichtermusic

/Abdujaparov

fredag den 6. november 2009

Young Prisms

Beach-psych-garage til efteråret. Ikke umiddelbart noget man skulle tro, der var decideret behov for. De seneste dage har været tilbragt i København, hvor det har regnet det meste af tiden. Det er gråt. Rigtig gråt. Alting falmer i gråheden. Bekymring kan blive til frygt. Et virvar af tanker kæmper om plads til først at nå hjertet og derefter suse tilbage og sætte sig på bevidstheden.

Byen er grå. Stranden er grå. Der er noget helt specielt ved en strand om efteråret. Sat sammen med ovennævnte kaos kan jeg vist bedst beskrive, hvad San Franciscos Young Prisms lyder til at kæmpe med i deres småpsykedeliske univers. De prøver at tæmme dette virvar af tanker. Deres første EP blev udgivet i år, og en fuldlængde ventes ude engang i 2010.

MP3: Young Prisms - Feel Fine
MP3: Young Prisms - Weekends and Treehouses

/Martin

torsdag den 5. november 2009

Metamorfin - Hegel og den naive redning

(Spring ned til bunden, hvis du vil nøjes med en mp3)

Forleden stødte jeg på bloggerkollega Ulla fra Earcandy og fik en ganske interessant snak ned langs Ny Munkegades (mestendels) smukke bygninger. Vi endte med at konkludere, hvor trætte vi var af metakunst, der ikke har anden funktion end en metaeffekt, der i bedste fald kan åbne op for en diskussion om kunstens rolle. Det er en fantastisk vigtig diskussion at åbne op for og engagere folk i - ingen tvivl om det. Men megen kunst i disse år har ikke andet at byde på og er altså ikke noget i sig selv men nøjes med at pege udad. Efter nogle dages refleksion og flere interessante samtaler med andre om emnet kom jeg frem til, at det var interessant netop at skulle have den samtale på en gade ved navn Ny Munkegade.

Som kunst- og udtryksform er musikken lidt anderledes i forhold til dette emne. Det er ganske enkelt sværere at indarbejde denne metaeffekt i musikken alene. Som kunstform har musikken ikke lige så travlt med denne diskussion, hvilket både er godt og skidt. Mange musikere har naturligvis travlt med at finde frem til den næste strømning for således at nå at være med på en bølge eller endda nå at få status som pionér. Men det holdes inden for denne udtryksforms rammer - hvad musik kan og bør være. Ikke 'kunst' som helhed. Her skal man som oftest nå frem til sådanne holdninger og meninger hos musikerne gennem interviews. Som sagt er det både godt og skidt.

Der er to begreber i verden, der er sværere at definere end noget andet: Kunst og kultur. De to hænger sammen, fungerer gennem hinanden, inspirerer hinanden, ånder gennem hinanden. Netop fordi vi ikke kan definere dem fast, betyder det så meget for os at prøve. De glider som et vådt stykke sæbe gennem hænderne, fordi de ikke vil forstås. Og fordi vi konstant prøver, ændrer de konstant betydning. Vi vil forstå, og det er denne rene og uskyldige nysgerrighed, der driver os som mennesker. Ikke kun efter at forstå lige præcis dette - men helt generelt. Dette er dog et oplagt eksempel.
Kunsten selv bør derfor også til en vis grad opfordre os til at dyrke vores medfødte nysgerrighed. Opfordre og fordre. Fordre og opfordre. Den skal vække noget i os, og til det formål kan det til tider være nødvendigt med åbenlys metakunst. Men der må gerne være mere i det end blot dette - mange værker kunne lige så godt koges ned til en enkelt sætning eller to. Et manifest af få ord frem for det 'værk' det giver sig ud for at være.

Har Hegel haft ret? Er kunsten blevet afviklet til fordel for ånd? Og hvilken ånd? Man fristes næsten til at tro, der har været noget om det. Såfremt Duchamp virkelig prikkede hul i ballonen, må luften efterhånden være gået af den, selvom det traditionelle værk disse år søges genoplivet af eksempelvis Bjørn Nørgaard og Erik A. Frandsen. Det er med andre ord forståeligt, at kunstnerne bliver nødt til at forholde sig til deres fag. Ikke fordi de skal eller bør eller kan. Ganske enkelt fordi de ikke kan lade være. Det er et grundvilkår, der er medfødt individuelt og genfødt kollektivt inden for de sidste godt og vel 200 år.

Hvad kan jeg så tillade mig at brokke mig over? Det er enkelt: Den nedprioriterede fokus på form. Diskussionen og dialogen er som sagt af yderste vigtighed. Efter kærligheden er kunsten trods alt det, der i højeste grad definerer os som mennesker. Men der skal gerne være noget kunst at komme efter og ikke kun et budskab og indhold.
Et eksempel herpå er de seneste mange års film- og tv-produktioner i Danmark. Dramaet. Det er ofte velskrevet og fint skruet sammen. Men de fleste produktioner ligner hinanden eller prøver at ligne hinanden. De har fundet sig til rette med en form, der er blevet standard. Og desværre en form, der er ganske kedelig. Der er i høj grad intet at sætte på indholdet, men hvor er det dog kedeligt at se på. Her holder jeg med Jørgen Leth.

Jeg er ikke ude på at lege modernist efter den gamle skole, og jeg er ikke ude på at lege apostel af Greenberg eller Pollock. Bare rolig! Men efter denne forsikring kan jeg nu tillade mig at komme frem til det, der fik mig til at skrive dette indlæg: Stemningsbeskrivelsen. I musikkens verden har jeg for længst fundet mig til rette med, at gode tekster er et plus frem for et krav. Det er en fantastisk oplevelse, når musik og tekst går op i en højere enhed. Og selvom det her beskrives som et "plus", er det værd at huske, at det kan være et kæmpe plus.
Men for nu at fatte mig i korthed: Stemningsbeskrivelser er helt ok. Ja, de kan sige meget mere end et explicit og åbenlyst tolkningsoplæg, der ikke forekommer som meget andet end anmassende.
Jeg sad og lyttede til Freelance Whales' Hannah, da jeg fik lyst til at skrive. Jeg har ingen anelse om, hvad sangen handler om, men både hjerne og hjerte blev aktiveret af stemningen og i særdeleshed af en enkelt sætning: If you're vaguely attracted to rooftops. Den forundrer mig og rammer noget uforklarligt. Måske der er en mening med den. Det er der nok. Mit hjerte har dog indtil videre nok i at forholde sig til de følelser og minder, de få ord vækker.

Dette bliver mulighed det sidste indlæg i nogle dage, da jeg rejser bort en lille uges tid. I givet fald ønskes alle en dejlig uge.

MP3: Freelance Whales - Hannah

/Martin

mandag den 2. november 2009

The Rural Alberta Advantage

Det var vist i forbindelse med udgivelsen af debut EP'en af Shout Wellington Air Force, at Kim Skotte omtalte bandets navn som "kropumuligt" (han kunne i øvrigt, ligesom jeg, godt lide udgivelsen). Om canadiske The Rural Alberta Advantage er jeg dog en del tættere på at ville applicere dette ord. De bruger da også fornuftigt nok selv en forkortelse i MySpacens URL og i omtale af sig selv.

Et navn er dog som oftest ikke andet end et navn, men det har en symbolsk relevans i denne betydning, da det viste sig som lidt af en udfordring for mig at komme ind på bandet. Det var faktisk produktionen af vedlagte mp3, der i første omgang primært fangede interessen. Mange detaljer spiller ind. Det stille orgel, de insisterende trommer, brugen af cello. Sidstnævnte kommer næsten ind som en kontrast til resten af lydbilledet. Det hele lyder på én gang tilfældigt og alligevel planlagt ned til mindste detalje. Som en god demo, der er havnet i de rigtige hænder. Og på samme tid som mange lags gode optagelser, der er selvproduceret uden megen erfaring inden for feltet. Det lyder både umuligt og selvmodsigende, og netop ved at være dét bliver det interessant. Meningen forfølges cirkulært, den er flygtig og vil ikke fanges. Men det er både sjovt og fordrende at være en del af jagten.

Og nå ja, så er selve sangen også herlig. Den sniger sig ind under huden efter nogle gennemlytninger, der giver lyst til at udforske debutalbummet, hvorfra den stammer. Titlen på pladen er Hometowns, og selskabet er ingen ringere end Saddle Creek. Bandet udgav selv pladen sidste år, hvorefter selskabet altså tog sig af en genudgivelse i år. De er stadig lidt af en hemmelighed, men mange af sammenligningerne med Neutral Milk Hotel er ikke helt tilfældige. Mange af de samme popkvaliteter er således at finde hos The RAA.

MP3: The Rural Alberta Advantage - Don't Haunt This Place

/Martin