onsdag den 14. oktober 2009

Med janteloven som værktøj

(Hvis du kun er interesseret i en mp3, kan du gå til slutningen af indlægget)

Janteloven har haft det hårdt som begreb. Så brugt og misbrugt at det har mistet al betydning - hvis det nogensinde har haft en sådan. Fra at blive opfundet i 1933 af forfatteren Aksel Sandemose slog det sandelig til som begreb i den kollektive bevidsthed århundredet igennem og til den dag i dag. Som noget ondt man burde modarbejde. Som noget typisk dansk, der repræsenterede noget negativt ved vor nationale identitetsfølelse. Det er dog hverken særlig dansk eller særlig nyttigt. Det er intet andet end luft. For nu kort at låne fra tegneserieverdenen: En tom taleboble, som vi kan fylde med undskyldninger for det ene og det andet. At vi ikke slår til, at vi fejler, at andre fejler osv. Desværre brugt uden sans for (eller brug af) den komik vi ellers belejligt kunne stjæle fra samme metaforiske udgangspunkt.

Vi har gjort janteloven til et værktøj. I første omgang til et værktøj, der skal fungere som førnævnte undskyldning, men som i realiteten virker som en anden gammel traver: Skyklapper. Af frygt for at indse at vi måske selv ligger inde med nøglen til vore problemer. Problemet ved ikke at tillade sig selv at tænke denne tanke til ende er imidlertid, at man ikke når frem til, at man også nødvendigvis må have nøglen til problemets løsning. Det er et nøglebundt. Nøglerne kan være til vidt forskellige formål, men de hænger sammen. Selvom en given løsning måtte afhænge af andre, starter den stadig med erkendelsen.

Der er imidlertid også en anden brug af janteloven. Som bemærket indledningsvist er begrebet blevet misbrugt. Hevet ind og ud af kontekster, konkretiseret og generaliseret, forvredet og forvrænget. Ja, det giver ikke længere megen mening at tale om det som et begreb. I så fald kunne det deles op i jantelov, Jantelov, jantelov, janteloven, jantelov'sk og andre variationer over samme udvandede 'begreb'. Det ville muligvis hverken gavne forståelsen for én selv eller for andre, men det ville i det mindste være en indrømmelse af, at ordet ikke længere er, hvad det oprindeligt stod for i En flygtning krydser sit spor i 1933.
Ord skifter betydning. Det er naturligt. Nogle gange grundet hændelser, grundet enkeltpersoner, grundet udpræget fejlbrug osv. Grundene kan være mange. Ofte accepterer vi endda ændringer i sproget. Nu er det eksempelvis legalt at skrive 'bagerst' i stedet for 'bagest'. At 'forfordele' kan nu både være negativt og positivt. Det samme med en 'bjørnetjeneste'. Her tager vi stilling til ordene. Det har vi også gjort med 'jantelov'. Men konsekvensen har været endnu mere forvirrende end eksempelvis de førnævnte begrebet med dobbeltbetydning. Vores stillingtagen har været misbrug. I stedet for en mere harmløs dobbeltbetydning er det blevet meningsløst.

Misbruget har naturligvis også været at finde i musikken, hvor janteloven har fungeret som både undskyldning og PR-redskab. Uværdigt værktøj. Som da Jupiter Day i begyndelsen af dette årtusind fik en forside på Gaffa og grinagtigt proklamerede: "Fuck janteloven!" De var ambitiøse, og de ville frem på dét at være ambitiøse. For musikken var der bestemt intet nyt eller ambitiøst i. Så måtte man satse på en vis åbenmundethed, og det gjorde de. Tomme ord. Forkerte ord.
For nylig anmeldte Politikens Erik Jensen det nye album med The Storm under overskriften: The Storm blæser stadig på janteloven. Der skrives her om de dårlige anmeldelser af debutalbummet, og hvordan The Storm "med rette" følte sig dårligt behandlet og derfor måtte give igen, hvorefter der skrives om den store produktion. Nu skal det ikke handle om selve gruppens musik, men en lille note må her være, at jeg selv føler behov for at bruge "med rette". I den forstand at gruppens musik med rette blev sablet ned af anmelderne. Af den simple grund at det er forfærdelig musik. Dernæst må der stilles spørgsmålstegn ved brugen af 'janteloven' i denne sammenhæng. Johan og Pernille har været kede af nogle ord, der er blevet skrevet om dem af mennesker, de ikke kender. Og så har de indspillet et nyt album med en storladen produktion. Går 'janteloven' her på deres indignation og barnlige utilfredshed, eller betyder manglen på 'jantelov' i musik derimod 'storladen produktion'? Man må undre sig.

At udbasunere at man vil trodse janteloven er et desperat forsøg på at skabe en form for autenticitetseffekt. Men det er en nem løsning, og der er intet punk over det. Ikke den mindste rest af denne ånd. 'Janteloven' bliver et redskab, man griber efter i et selvskabt mørke - med lygten klar i lommen.

Selv den oprindelige betydning af jantelov er ikke udpræget dansk. Vi har taget ordet til os for at kunne bruge det efter behov. Det er dog så uendeligt meget nemmere at tale om ydmyghed. En klassisk dyd. Man kan sagtens tro, man er noget og samtidig være ydmyg. Den eneste ulempe ved dette ord ligger hos dem, der ikke ellers har noget at føre sig frem på og dermed kommer til at mangle et begreb at misbruge.

Én af de mange gevinster ved internettets indtog i musikverdenen er den selvironi, der har vundet igennem. Den romantiske tanke om geniet skal hverken nedbrydes eller fornægtes, men muligheden for at udbrede soveværelsesprojekter har skabt en form for accept af, at musik nærmest er noget, alle kan skabe - også god musik. Hvad mange imidlertid har svært ved at forene, er, at man sagtens kan mene sin musik alvorligt og samtidig have en vis ironisk distance til rollen som 'kunstner'. Vi ønsker, der skal være gammeldags genier. Bohemer. Nogle gange ønsker vi at sætte lighedstegn mellem kunstnerliv og samme kunstners værk. Altså et direkte lighedstegn. For selvfølgelig er ligheden der. Det er måske også derfor, mange konsekvent tolker et fortæller-jeg som afsenderen i en tekst. Det farlige ved dette ønske om genier er imidlertid, at man glemmer at fokusere på selve musikken. Her er nogle afsendere måske umiddelbart kedeligere eller mere anonyme udadtil end andre. Såsom Vampire Weekend. De er sågar blevet beskyldt for at have været forkælede rigmandsbørn, hvilket åbenbart skulle svække autenticiteten. Hertil har sanger Ezra Koenig svaret:

"They (kritikerne, red.) would be so offended that a song would be called Oxford Comma that they didn't understand how it's a song about anti-elitism. They want to be the anti-elitists, so they make us out to be the out-of-touch assholes."

Mange ønsker at klassificere og iscenesætte både sig selv og andre. Men for megen rod med begreberne svækker fokus på værket.
Her mod slutningen presser en tanke sig på: At der er noget ganske paradoksalt over at være i en situation, hvor man kritiserer nogen, der kritiserer janteloven. For den kan nemt vendes tilbage igen, så det i stedet bliver mig, der er forstokket og forsøger at forsvare janteloven. Det er bestemt ikke tilfældet. Jeg vil gå længere endnu. Jeg vil afvise eksistensen af den.

MP3: Vampire Weekend - Horchata

/Martin

1 kommentar:

Ulla sagde ...

Hey Martin. Sikke du excellerer i essayagtigt lange posts for tiden... well, der er heller ikke noget værre end at blive talt ned til (udover at få trukket sine fingernegle ud med en stor tang).

Men ellers 5 svin for din lille analyse.

Det komiske er vel især at "FUCK JANTELOVEN"-forsvaret fungerer ved at postulere at man som kunstner står over for en farlig, nærmest metafysisk størrelse, en folkelig autoritet.

Postulere, no more. For der var vist ingen der sagde til hverken The Storm (lol) eller Jupiter Day (lol) at de "ikke skulle tro de var bedre end nogen". Alle sagde bare: det dér er nærmest helt ligegyldigt dårligt. Videre.

Og så lige endnu en krølle parallel til din: janteloven som beskedenhed har en ret demokratisk effekt. Når man i samtaler med andre mennesker ikke konstant fremhæver sit gymnasiesnit eller sin årsindkomst så har det en demokratisk effekt idet folk "ligestilles". Det skaber en balance, flytter fokus fra personer til samtalen.

Peace!