lørdag den 25. juli 2009

Fruit Bats

Jeg drager på ferie en uges tid og får ikke mulighed for at opdatere bloggen.
Amerikanske Fruit Bats er nået til karrierens fjerde album. Selvom bandet allerede udgives på Sub Pop, er de pludselig blevet en hel del større, da frontmand Eric D. Johnson i mellemtiden er kommet med i The Shins. Musikken er ret hyggelig, selvom der ikke er meget nyt under solen. Men netop solen er nok en faktor, der kun gør deres musik stærkere.

MP3: Fruit Bats - The Ruminant Band
MP3: Fruit Bats - My Unusual Friend

/Martin

torsdag den 23. juli 2009

Koncerter i august

August måned plejer i dansk koncertsammenhæng at være en halvtrist måned. Spillestederne bringer i mindre grad de små og interessante navne til af frygt for det dovne eller ikke-tilstedeværende feriepublikums engagement. I år er der dog masser af interessante oplevelser at hente som enkeltstående arrangementer. Selvom der stadig er eksempelvis Beatday og ganske interessante festivaler i nabolandene, har enkelte spillesteder altså rigtig, rigtig fine arrangementer at byde på.

Musikcaféen i Århus byder d. 12. august (som tidligere nævnt på siden) på Wooden Shjips - og har nu også tilføjet de fantastiske Crystal Stilts til aftenens lineup.
Senere på måneden er der flere fine jazzaftener i vente, ligesom også Chimes & Bells (signet til mægtige Bella Union i England) skulle være værd at checke ud.
Den 20. august byder Train på Moderat, hvilket nok skal blive en interessant aften. Jeg har, indrømmet, aldrig hørt specielt meget Modeselektor men er til gengæld meget glad for Apparat.

Det er dog tydeligvis i København, der er flest smukke koncerter at finde i august måned. Specielt Vega har en masse at byde på: Søndag d. 2. spiller The Pains of Being Pure at Heart op. De negative anmeldelser fra Roskilde Festival skal ikke holde nogen væk: De spillede ganske fint og var yderst sympatiske. Og lyden er trods alt bedre i Vega end i Pavilion-teltet!
Tirsdag d. 11. er Crystal Antlers også (allerede) tilbage i Danmark. Selvom vi var ret så få på VoxHall i efteråret, spillede de en helt igennem forrygende koncert. To dage senere, d. 13., åbnes så dørene for ingen andre end Vampire Weekend, der endelig gæster landet. Forventningerne er ganske, ganske store.
Vega har dog endnu mere i vente i august. Kun tre dage senere, d. 16., spiller selveste Deerhunter med Shout Wellington Air Force som opvarmning (som forhåbentlig spiller en masse nyt), og dagen efter er det DeVotchKas tur til at spille op. Ja, det bør vel også nævnes, at Moderat også spiller på Vega onsdag d. 20.

Har man 40 kr. ekstra til en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, kan det kun anbefales at bruge dem på HEALTH onsdag d. 19. på Lygten Station (lige ved siden af Nørrebro Station). Rygter, fornemmelser, førstehåndskilder og en fantastisk førstesingle er alt sammen noget, der bidrager til forhåbningerne om, at deres kommende album bliver endnu bedre end debuten. De flirtede allerede på debutalbummet med det dansable, og det tyder på, at de i endnu højere grad har taget dette element til sig på den nye.

Det var en masse links at give sig i kast med. Det må hellere følges op med en masse mp3'er også. Er der nogle vigtige koncerter, jeg har glemt?

MP3: The Pains of Being Pure at Heart - Stay Alive
MP3: Crystal Stilts - Crippled Croon
MP3: Crystal Antlers - A Thousand Eyes
MP3: Wooden Shjips - We Ask You to Ride
MP3: DeVotchKa - How It Ends
MP3: HEALTH - Die Slow
MP3: Deerhunter - Circulation
MP3: Atlas Sound - Walkabout (feat. Panda Bear) - okay, det er ikke Deerhunter, men det er stadig Bradford Cox. Og det er stadig årets bedste sang

/Martin

søndag den 19. juli 2009

Årets samarbejde: Atlas Sound og Panda Bear

Da det blev annonceret, at Panda Bear ville give en hånd på det kommende Atlas Sound-album, var det svært ikke at være overordentlig begejstret. To af dette årtis mest originale sangskrivere i samarbejde. Og de er ikke bare originale og skabt for det artsy, snobbede musikpublikum. De skaber begge popsange i hver deres småpsykedeliske univers.

Nu lader de os endelig høre, hvordan det lyder, når to (tør man sige det?) af senmodernitetens genier mødes. Heldigvis lyder de ikke som om, de tager sig af et begreb som 'senmoderne' eller for den sags skyld 'paramoderne'. De gør, hvad der passer dem, og de gør, hvad de elsker: De laver fantastisk musik.

Walkabout kandiderer allerede til årets sang ved første gennemlytning. Her har vi endda at gøre med to musikere, der er kendt for at skulle gennemlyttes flere gange, før sangene rigtigt åbner sig op, så det siger ikke så lidt. Mest imponerende er det, at kollisionen mellem de to lydbilleder skaber så harmonisk et brag. Man hører tydeligt Atlas Sound - og man hører tydeligt Panda Bear. Atlas Sound: Det bobler som et undervandsfænomen, der hele tiden lægger an til at storme op af vandet. Panda Bear: En hyldest til de sommerdage, nostalgien finder frem i polaroidkvalitet. Jeg beklager de platte beskrivelser, men det er, hvad denne sang gør ved én. Lyt selv og bliv forført. Hvis sommeren nogensinde skulle have været i fare, er den her blevet reddet.

MP3: Atlas Sound - Walkabout (feat. Panda Bear)

/Martin

torsdag den 16. juli 2009

DeVotchKa

At støde på et bandnavn hundrede gange uden at lytte til bandet er nok noget, de fleste har prøvet. Det er forskelligt, hvad der skal til, før man endelig tager sig sammen. Med DeVotchKa var der tale om en art tilfælde - eller skæbne. Hvad man nu ynder at kalde noget smukt.
Forleden så jeg nemlig Little Miss Sunshine for tredje eller fjerde gang og blev endnu engang imponeret over filmens soundtrack. På forhånd kunne jeg genkende et par Sufjan Stevens-sange, bl.a. den guddommelige Chicago, men da jeg bagefter læste om soundtracket, stod det klart, at DeVotchKa stod bag det meste - ofte sammen med filmkomponisten Mychael Danna.

Det er en udsøgt fornøjelse at beskrive DeVotchKas historie. Den er næsten for god til at være sand. Jeg vil lade William Bowers fortælle:
"Seriously, I can't compete: A professorial classical violinist. A sousaphone player from a Civil War recreation band. A punk-turned-mariachi-enthusiast drummer raised by polka musicians. A Gypsy-descendant singer more multi-instrumentalist than the other three band members that I just reductively identified according to their "main" pieces of equipment. DeVotchKa invented the Diablo Cody arc, as they've gone from accompanying burlesque/fetish shows to getting a Grammy nod, despite being unsigned at the time. Sire reportedly couldn't have them because parent company Warner thought them "unmarketable"-- and yet they just no-thanxed an offer from McDonald's to feature their music in the ubiquitous carcass-merchant's, um, marketing."
De startede altså som backingband til varietéforestillinger og turnerede endda med "modellen" Dita von Teese. Herefter begyndte de at turnere en hel del på egen hånd som følge af deres første udgivelser, og de begyndte så småt at få et lille following. Og med Little Miss Sunshine kom så det kommercielle gennembrud. En voldsom, sær og fantastisk smuk skildring - tilmed yderst inspirerende.

Musikken er vanskelig at beskrive. Der er masser af balkan- og romainspiration at finde. Blandet med alskens over- og undergenrer. I enkelte øjeblikke er musikken virkelig rørende. Som med How It Ends, der også er at finde på soundtracket til førnævnte film.

DeVotchKa spiller på Vega d. 17. august.

MP3: DeVotchKa - How It Ends
MP3: DeVocthKa - Such a Lovely Thing

/Martin

tirsdag den 14. juli 2009

Reaktioner fra Roskilde Festival 2009

I mine teenageår var jeg væsentligt mere snobbet rent musikalsk, end jeg er nu. Mere negativ var jeg også på den front. En sådan holdning får man dog ikke meget ud af, og tingene er heldigvis anderledes nu.
På dette års Roskilde Festival havde jeg da også stort set kun lutter gode musikoplevelser, og det var da også en herlig frihed ikke at skulle vurdere koncerterne som anmelder - men snarere skrive om dem som reportager.

Disse oplevelser kan nu læses på Frekvens i tre dele:

Torsdag + Fredag
Lørdag
Søndag

Jeg så flere koncerter end dem, jeg har omtalt i de tre dele, men der brugte jeg ikke min fine, røde notesbog, hvilket betyder, at jeg ikke ville lægge det op, når nu jeg ikke havde mine notater at falde tilbage på.
Alt i alt var årets Roskilde Festival bedre end forventet. På alle måder. Jeg vil ikke kaste mig ud i en diskussion af diverse kritikpunkter. Jeg vil lade musikken og reaktionen på musikken tale for sig selv. Og hvis jeg er for positiv, har jeg svært ved at se det som et stort problem. Pålideligheden skulle stadig være intakt. Glæden ved musik er trods alt ren. Rendyrkelse. Glæde. Glæde. Glæde.
Nyd solen.

/Martin

fredag den 10. juli 2009

The Clientele rører på sig

Engelske The Clientele har egentlig en del år på bagen, selvom de først udgav deres debutalbum i 2000. I første omgang blev de dannet i 1991 af sanger Alasdair MacLean og bassist James Hornsey, men de formåede ikke at skabe megen opmærksomhed omkring sig. Fra 1997 forsøgte de sig igen og indspillede nogle singler, der endte med at blive til deres første album Suburban Light. Deres første "rigtige" album var dog det forrygende The Violet Hour fra 2003, der blev meget rost i pressen. Megen opmærksomhed fik de dog ikke - hvilket de vel egentlig heller ikke får i dag, deres talent taget i betragtning. Sidenhen har de udgivet Strange Geometry, It's Art, Dad (opsamling af sange fra 1991-1996) og deres hidtil bedste album God Save the Clientele, der endte på en 9. plads på min liste over de bedste albums fra 2007. Fire EP'er er det også blevet til.

Englænderne spilder ikke deres tid, og til oktober får vi et nyt album, der bærer titlen Bonfires on the Heath. For noget tid siden læste jeg på Undertoner, at den nye plade kommer til at være en anelse mere "uhyggelig" end deres tidligere værker, hvilket umiddelbart er vanskeligt at forestille sig. Simpelthen fordi de mere eller mindre er verdens hyggeligste band.
Lad os krydse fingre for en Danmarkskoncert snarest.

MP3: The Clientele - Bookshop Casanova (fra God Save the Clientele)
MP3: The Clientele - I Wonder Who We Are (fra det kommende Bonfires on the Heath)

/Martin

tirsdag den 7. juli 2009

Nyt på vej fra Califone

Om få dage vil mine musikalske oplevelser fra Roskilde Festival være at finde på Frekvens. Indtil videre kalder andre projekter imidlertid, og da jeg i dag læste, at de ganske undervurderede Califone fra Chicago netop har signet til Dead Oceans, var det på sin plads med et lille fokus på dette ganske interessante band - og pladeselskabet med.

Det nye album All My Friends Are Funeral Singers udkommer d. 6. oktober. Gruppen ledes af sanger Tim Rutili og har gennem årene haft en mindre rotation blandt resten af bandmedlemmerne. Gruppen fik en del opmærksomhed med det nyeste album Roots & Crowns fra 2006, der bl.a. indeholdt et fantastisk cover af den gamle Psychic TV-sang The Orchids.
Det kommende efterårsalbum er ifølge Pitchfork en slags kompagnon til Tim Rutilis filmdebut af samme navn. Og apropos film er gruppen i øvrigt med på soundtracket til Stranger Than Fiction med sangen Bottles & Bones - et fint soundtrack, der også inkluderer en del med Spoon.
Fans af Modest Mouse vil måske også genkende navnet Tim Rutili fra sideprojektet Ugly Casanova, hvor han med Isaac Brock i 2002 udgav albummet Sharpen Your Teeth.

Og nu hvor deres nye pladeselskab altså er blevet ganske habilt, er det værd at gøre lidt reklame for dem. De har således allerede i år udgivet albums med Akron/Family, Bishop Allen, John Vanderslice, Phosphorescent og These Are Powers. Senere på året venter så både Califone og Bowerbirds. Ganske imponerende. De skal blive spændende at holde øje med de kommende år.

MP3: Califone - The Orchids
(Originalen af Psychic TV kan høres på MySpace)

/Martin

lørdag den 4. juli 2009

Air France

De der ikke måtte befinde sig på Roskilde Festivalen, kan passende benytte tiden til at indtage alkohol andetsteds til tonerne af den svenske Göteborgduo Air France. Med sidste års udgivelse af EP'en No Way Down havnede Air France pludseligt i den store hypemaskine anført af blandt andre Pitchfork. Musikken befinder sig et sted imellem lyden af de australske samplekonger Avalanches og den legendariske britiske popgruppe Saint Etienne, men Air France lyder først og fremmest som Air France. Göteborgduoens lyd fremkalder melankolske stemninger i retning af sydeuropæiske sommeraftener og er således et opvalgt valg blandt de, der hverken måtte have penge til Roskilde Festivalen eller ferie. Air France har netop frigivet en ny sang, Göteborghymnen GTB Belongs To Us, hvor Air France mere end nogensinde lyder som idolerne fra Saint Etienne. Nummeret er endnu en sang til sommeren, melankolien og den alkoholiske cocktail, der måtte frembringe begge stemninger. Tak til Göteborg.

Mp3: Air France - GTB Belongs To Us: http://www.gbgbelongstous.se/PartII.zip


/Abdujaparov