søndag den 24. maj 2009

Grizzly Bear og den iboende kvalitet

Tirsdag d. 26. maj er den officielle udgivelsesdato for Grizzly Bears nye plade Veckatimest, som jeg har været så heldig at få et anmeldereksemplar af. Gaffa har allerede tildelt 5 stjerner, medens én af de bedste musikskribenter i Danmark, Björn Lydén, har tildelt de maksimale 6 stjerner på Soundvenue. Folk ser naturligvis forskelligt på dét at give 6 stjerner. For nogen betyder det "blot", at en given plade hører til den bedste sjettedel, medens det for andre betyder, at kunsten er så speciel, at den nærmest sprænger skalaen. Måske definitionen af vor gamle 13-skala ligger til grund for denne tolkning. Jeg hælder selv mest til denne romantiske holdning til de 6 stjerner - ligesom jeg ved denne plade hælder mest til også at tildele dem.

Der er tale om et sjældent inspireret og inspirerende album. Sangene appellerer mere direkte, end de førhen har gjort hos Grizzly Bear, men de har stadig en evne til at vokse for hver gennemlytning.
Ord kan ikke rigtig beskrive, hvor dejlig skiven er, så skynd dig i stedet ind på deres MySpace, hvor du i øjeblikket kan streame hele herligheden.

Der er også kommet en video til albummets mest lettilgængelige sang Two Weeks. Superlativerne racer om kap fra hjerte til hjerne i et forsøg på at få lov at beskrive denne perle.
Videoen er også ganske fin, selvom den står lidt i kontrast til sangen ved at være lidt skræmmende (dog ikke Antichrist-skræmmende).

Two Weeks


/Martin

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Bjørn er sød

ulla sagde ...

Nu er det ikke fordi at jeg vil være kontrær og dumsmart, men det har ærligt talt ikke nogen kæmpe umiddelbar appel det dér bjørnemusik... Hmm, måske skal jeg høre det noget mere (det plejer lissom at virke jo).

Men ellers vil jeg sige at hvis andre har det lissom mig så synes de til gengæld rigtig godt om Daniel "Stig" Rossens andet projekt: Department of Eagles