tirsdag den 28. april 2009

Deastro

Tilbage i efteråret skrev jeg kort om pladeselskabet Ghostly International. I sidste uge blev Choir of Young Believers så offentliggjort som deres nyeste signing, og minsandten om ikke selskabet nu igen dukker op foran mig.
Denne gang gennem amerikanske Deastro. Bag dette superhelteinspirerede alter ego gemmer sig 22-årige Randolph Chabot fra Detroit. En elektronisk musiker, der snart har lavet musik i et årti. Efter at have udgivet nogle plader selv og indspillet et hav af demoer i sine forældres kælder (ægte DIY med selv at indspille, producere, brænde, tegne artwork, klippe og klistre) er den unge knøs altså nu endt hos Ghostly, der skal udgive hans kommende album Moondagger, der udkommer d. 23. juni. Det bliver hans første album med hjælp fra andre musikere. Ja, næsten som et band.

Chabot selv kalder sine sange for "space symphonies", og det er ikke helt ved siden af. Vedlagte sang Parallelogram lyder som en blanding af Mew, The Mary Onettes, Animal Collective (anno Feels) og Shugo Tokumaru. Om man så kalder det popelektronisk shoegaze eller bare humørfyldt pop kan være godt det samme. Chabot formår at sløre grænsen mellem det elektroniske og mere klassisk poppede. Om kvaliteten kan holdes gennem hele Moondagger skal blive spændende at høre.

MP3: Deastro - Parallelogram

/Martin

mandag den 27. april 2009

Sent ude: Bat for Lashes

Det tog et stykke tid, men nu fik jeg endelig lyttet til hele den nye Bat For Lashes-plade Two Suns. Hendes tidligere materiale fandt jeg ganske fint, men det overraskede mig, da det gik op for mig, hvor meget hendes nye single Daniel rørte mig. Og albummet lever heldigvis op til singlen - flere sange overgår den endda.

Two Suns er svøbt ind i en skamløs 80'er-æstetik med klare referencer til Kate Bush. Vokalen har dog sit eget liv, og Natasha Khan lyder mest af alt som Natasha Khan. Det er mere i virkningen end i selve udsigelsen, at man finder klare fællestræk. Begge kunstnere formår at forholde sig distanceret og nærværende på én og samme tid.

Dette forhold understreges også ved, at Khan på Two Suns i dén grad udforsker dualismen og dens muligheder. Første fingerpeg er titlen. Derudover har hun også skabt en karakter ved navn Pearl, der optræder i flere af sangene. Albummet er produceret af Khan selv med hjælp fra den elektroniske musiker David Kosten. Blandt de medvirkende musikere er Yeasayer også at finde. I England udgives pladen af legendariske Parlophone, medens den amerikanske udgivelse varetages af Astralwerks, der også er et ganske fint (om end lidt ujævnt) label.

Læs også et interessant interview med Khan her, hvor hun bl.a. skamroser én af mine personlige helte, Sir David Attenborough.

Video: Bat For Lashes - Daniel
(P4k.tv)

/Martin

fredag den 24. april 2009

Rehype: The Ruby Suns

Ved flere lejligheder er The Ruby Suns blevet hypet på denne blog, og efter en ganske fin koncert på Musikcaféen i går fortjener de lidt mere. Hvilket også for mig er en lejlighed til at ønske læserne en herlig, solfyldt weekend.
I efteråret så jeg dem på VoxHall som support for The Dodos, hvor det virkede som et lidt for stort spillested, når nu de kun var frontmand Ryan McPhun og en kvinde på scenen. Derudover var efteråret ikke ideelt til at skabe en ramme om deres musik. Ja, og så var de to ikke specielt oplagte og virkede en smule bitre over fremmødet.

Situationen var en ganske anden på Musikcaféen, hvor McPhun (denne gang med en mand) virkede en del mere oplagt. Det var en hel del mere elektronisk end sidste gang, og flere kommenterede bagefter, hvor meget Animal Collective der egentlig var i det. Bedst var det, når inspirationen fra afrobeat gjorde sig gældende. Når det elektroniske blandede sig med det for os ganske eksotiske.

Når vi samtidig havde yderst kompetente DJs bagefter i form af New Slang DJ Collective, var det svært ikke at stå med følelsen af en ganske vellykket aften. Er du i København i aften, bør du derfor tage på Rust og danse weekenden ind til tonerne af The Ruby Suns.

Rigtig god weekend, kære læsere. Og husk at nyde solen.

MP3: The Ruby Suns - Palmitos Park (El Guincho cover)
MP3: The Ruby Suns - Birthday (The Beatles cover)
MP3: The Ruby Suns - Tane Mahuta

(klik på etikken med "The Ruby Suns" herunder og find mere mp3'er)

/Martin

tirsdag den 21. april 2009

E Bird + nyt fra Deerhunter

Det sker en sjælden gang, at jeg bliver revet tilstrækkeligt med af dansk musik til, at jeg vil skrive om det. Jeg havde end ikke hørt om københavnske E Bird, da jeg fik en mail med en anbefaling om at lytte til de fire, men der skulle ikke gå lang tid, før jeg allerede ærgrede mig over ikke at være stødt på dem tidligere.
Bandet lyder til at være ganske inspirerede af den nordamerikanske og canadiske indie rock, og de er ikke bange for at opsøge det grå. Forstået på den måde at musikken bygger på en afklaret dunkelhed, der er næsten opgivende og apatisk - men stadig i det grænseland hvor interessen opretholdes og sympatien bevares. Der er noget dejlig rastløst over det - i ordets bedste forstand.

Gruppen frister en tilværelse som ret så oversete, hvilket de dog næsten også er dømt til med den delvise Jagjaguwar-æstetik (en løs beskrivelse, javist), der lægges for dagen. Men hvor kan man dog håbe, at de bevarer denne charme og alligevel kommer ind under huden på bare nogle enkelte lyttere i dette lille land, der kan være så ubarmhjertigt over for musik med, ja, hjerte.
Sanger Tue Eberts skæve vokal fungerer fint. Han lider, og man tror på det. Indspilningerne er forholdsvis lo-fi, hvilket klæder musikken og holder den i et mørkt favntag. På spørgsmålet hvad han i øjeblikket lytter til, svarede Ebert, at den specielt står på Swan Lake for øjeblikket, og fascinationen af Spencer Krug, Carey Mercer og Dan Bejar (sammen såvel som hver for sig) er da også til både at forstå og høre.

Gruppen er lidt over halvvejs med indspilningerne til det, der skal blive deres første fuldlængdeudgivelse. De står for det hele selv i deres studie i Valby, ligesom det var tilfældet med EP'en, der bærer den underfundige titel Real Tigers Made of Paper. Her må vi formode, at der leges med idéen om det ægte og det uægte, det umiddelbare over for mødet med kendsgerningen, styrken i idéfasen over for den tandløse virkelighed - ud fra den kinesiske tanke om "papirtigeren". Spændende skal det blive at høre, hvordan debutalbummet bliver. Tag endelig forbi deres MySpace og skænk de tre sange et lyt.

Og så kan og vil jeg ikke undlade at nævne, at vi allerede har nyt fra de produktive Deerhunter. Den 18. maj har de en EP ude (digitalt) ved navn Rainwater Cassette Exchange. Den fysiske udgivelse følger i starten af juni. EP'en blev indspillet i februar og kommer til at indeholde fem sange. Én af disse er titelsangen, som allerede er frigivet som mp3. Det lyder utvivlsomt som Deerhunter, men der er en anelse mere Animal Collective over det denne gang. Det er let at sige, men det er svært at lade være.

MP3: Deerhunter - Rainwater Cassette Exchange

/Martin

lørdag den 18. april 2009

Japandroids

Det er svært ikke at være glad disse dage. Al den solskin og al den gode musik, der frigives. Alligevel har de sidste par indlæg båret præg af en stadig tiltrækning af melankolien.

For lang tid siden stødte jeg på navnet Japandroids, men jeg fik ikke lyttet til dem, før jeg for et par dage siden stødte på den utroligt smittende Young Hearts Spark Fire. Og ja, den er lige så fremragende og gejstfyldt, som man kunne forvente ud fra den titel.
Japandroids er en canadisk duo fra Vancouver, der består af Brian King og David Prowse. Trommer, guitar og to gange vokal. Sangene er ofte en romantisering af den naivitet, der sættes på spil gennem ungdommen. Den medfødte naivitet, der gør os menneskelige og medmenneskelige - og den naivitet, der gør os så skrøbelige.
Duoen spiller en art garage rock og besidder en fantastisk energi. Det er simpelt, det er poppet. Ja, det er endda kært. Young Hearts Spark Fire er simpelthen én af de bedste sange, jeg har hørt i lang tid. De får en sætning som "We used to dream / now we worry about dying" til at virke. Hvor teksterne er romantiske og tragiske, hylder melodierne og kompositionerne disse temaer på overbevisende vis. Gruppens image udadtil er også i høj grad præget af en fantastisk sans for humor, og det kan i høj grad anbefales at tage et kig på deres MySpace-blog for et bevis på dette. Og er man ikke solgt her, må man huske på, hvad de selv har skrevet i deres biografi: "Supporting Japandroids gets you into Heaven - no questions asked."
Debutalbummet Post-Nothing udkommer d. 28. april på Unfamiliar Records. Indtil videre udkommer albummet kun på vinyl i USA og Canada, men mon ikke gruppen snart får en distributionsaftale igennem i Europa også.

MP3: Japandroids - Young Hearts Spark Fire

/Martin

fredag den 17. april 2009

Nyt fra Sunset Rubdown

Spencer Krug, én af vor tids store sangskrivere, er tilbage med resten af Sunset Rubdown, der udgiver deres nye album Dragonslayer d. 23. juni. Sikken titel! Sidste år spillede de en ganske fantastisk koncert på Loppen, og det skal derfor blive spændende at høre dem på VoxHall til Pop Revo, hvor de spiller lørdag d. 2. maj.

Nu har de sluppet en mp3 løs fra det kommende album ved navn Idiot Heart. Nogle vil måske genkende den, da den helt tilbage i 2007 fik premiere til en Daytrotter Session. Som med meget andet Sunset Rubdown er den noget af et monster. Underspillet bombastisk. Bombastisk underspillet. Og som med alt andet Sunset Rubdown er den betagende som bare fanden. Teksten er ligeledes et vidunder i sig selv. Sangen indeholder et fragment af én af mine Sunset Rubdown-yndlingssange, The Men Are Called Horsemen There, idet Spencer Krug endnu engang synger "I said if I was a horse / I would throw up the reins / If I was you." Denne gang efterfølges sætningen dog af "so look at you go."
Sangen er præget af en vis bitterhed over en person, der ikke kan slå sig ned. De lyriske guldkorn byder blandt andet på en sætning som "and you can't settle down until the idiot in your blood settles down". Senere møder vi også en reference til myten om Icarus, og her forekommer noget, der kunne ende med at være den mest sofistikerede formulering i musikåret 2009:

And I found you in this city, and called it 'Paradise'
I say 'I love you but I hate this city, and I'm no prize'
You want to walk around like you own the joint
The way that Icarus thought he might own the sky

I said you can't can't settle down until the Icarus in your blood, in your blood drowns
No you can't can't settle down until the Icarus in your blood, in your blood drowns

Titlen i sig selv bærer også en interessant, umiddelbar modsætning fra poesiens verden. Hvor man normalt skelner mellem reason og passion, smelter disse sammen med sammensætningen af ord som idiot og heart. Og ved nærmere gennemlytning hører man også en melodisk reference til sangen Q-Chord, der på albummet Shut Up I Am Dreaming følger førnævnte The Men Are Called Horsemen There. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg beundrer Spencer Krug som sanger og sangskriver. Intertekstualiteten gennemsyrer stort set alle hans sange, og når man med held kan referere til egne tidligere værker og dermed påpege en udvikling over tid, er der tale om stort overskud. Jeg fristes til at bruge ordet geni om denne mand.

God weekend til alle - og må Sunset Rubdown blive en del af den!

MP3: Sunset Rubdown - Idiot Heart

/Martin

onsdag den 15. april 2009

Crocodiles

Distortion er in. Post-punkens revival er så småt ved at blive overtaget af shoegazer-støjpop. Eller snarere er de to størrelser gennem en del nye bands ved at integreres i vor bevidsthed. Fornemt udtrykt af eksempelvis The Pains of Being Pure at Heart, som allerede har modtaget en del hype på denne side. Denne forkærlighed for det mørke og semigotiske sat ind i en mere upbeat og måske endda gladere kontekst er en velkendt kombination, der længe har fascineret i popmusikken. Vi tiltrækkes af lidelsen, men vi tiltrækkes også af den smitbare proces, hvori vi bearbejder og måske endda overvinder mørket. Fra The Smiths over vor svenske broder Håkan Hellstrøm. At vikle personlig smerte ind i popsange skaber simpelthen en fantastisk kontrast.

Dette leder os videre til Crocodiles fra San Diego (sikken opmærksomhed vi skænker det område for tiden!). Bandet består af Charles Rowland på guitar og synth og Brandon Welchez, der står for vokal og programmering. Førstnævnte arbejder som bager, sidstnævnte som vikar på en specialskole for børn med specielle behov. Det fremgår af Stereogums, i øvrigt fremragende, Quit Your Dayjob-indlæg om de to, at de er yderst glade for deres jobs, men det tager kun et blik på tracklisten til deres kommende debutalbum, der ganske sigende har fået titlen Summer of Hate, før man får en idé om den bagvedliggende bitterhed, der lader til at have været drivkraften bag værket:

Screaming Chrome
I Wanna Kill
Soft Skull (In My Room)
Here Comes the Sky
Refuse Angels
Flash of Light
Sleeping with the Lord
Summer of Hate
Young Drugs

Det er drama, det er gotik, og det er momentant rigtig godt. Crocodiles skriver fine popsange, hvoraf specielt I Wanna Kill er et oplagt eksempel på noget på én gang mørkt og ganske upbeat. Det skal dog nævnes, at albummet hælder mest til mørket. Duoen har underskrevet en aftale på to albums med Fat Possum (Wavves, Crystal Stilts, Dinosaur Jr., Fiery Furnaces, The Black Keys), der udgiver debutalbummet d. 28/04.

MP3: Crocodiles - I Wanna Kill
MP3: Crocodiles - Summer of Hate
MP3: Crocodiles - Neon Jesus (7")

/Martin

tirsdag den 14. april 2009

Anbefalinger fra Local Natives

Forleden bad jeg Local Natives anbefale mig nogle bands fra deres lokalområde. Det blev til tre bands, der alle er gode venner af Local Natives, og vist også hinanden, i det sydcaliforniske. De tre bands er følgende:

The Union Line blev dannet i starten af 2008 og er således stadig ganske grønne. Til trods for dette har de allerede turneret heftigt og har en del koncerter på deres CV - bl.a. med Local Natives, som de også har udgivet en 7" vinyl med. Flere af deres sange er ret 60'er-inspirerede. Ud fra hvad jeg har hørt, forekommer sangen Pearls mest interessant. Her er også elementer af The Acorn at finde.

Voxhaul Broadcast er udpræget amerikansk. Nogle gange en smule hillbilly. Der synges om "lazy afternoons", og der er en del soul over flere af sangene. De besidder en fin energi og rastløshed. Understreget af at de indspillede deres EP live på en dag. De spillede sidste år til både CMJ og SXSW, men det har altså endnu ikke kastet så megen opmærksomhed af sig.

Sidste band er Aushua, den bedste anbefaling af de tre fra Local Natives' Kelcey. Aushua har en mere beskidt lyd og kan til tider minde om The Walkmen som popband. Kvartetten består af tre brødre og en ven (de beskriver det selv som "tre brødre og en hippie").

Vi siger tak til Kelcey og Local Natives for anbefalingerne!

/Martin

fredag den 10. april 2009

Lidt til den lange fredag

(Spring længere ned, hvis du vil direkte til musikken)

I disse moderne tider ynder vi gerne at fylde kalenderen ud - eller i hvert fald at lade som om. At kede sig er ikke altid velanset. Ironisk nok er det for mange blevet nemmere at kede sig, fordi man har vænnet sig til, at der bør ske noget - og ikke nødvendigvis at der sker noget. Dette 'noget' er en svævende størrelse, hvilket blot understreger problemet. For det er et problem. Det er en identitetskrise af format, hvis man på denne måde bliver offer for det moderne. Heldigvis kan den kringles ved blot at lege lidt med ordene, terminologien, og dermed få hjernen og sjælen til at lege med. Vi erstatter dét 'at kede sig' med dét 'at hvile i sig selv'. Eller for at lyde mindre højrøvet: 'At slappe af.' At kede sig indikerer en art rastløshed, og vi kan enten lære at se dette som noget positivt, noget fordrende for vore kreative behov, eller vi kan bruge det positivt. Sidstnævnte kræver førstnævnte, men er ikke nødvendigvis en konsekvens af indsigten. Her har vi nemlig at gøre med den velkendte proces at se, at indse, at forstå. Det er fredag, det er påske, vi skal hvile i os selv, vi skal nyde, hvad vi har. Ked dig endelig, drik en kop te, lyt til noget ny musik og tag ud i natten. Nu er jeg måske højrøvet, og jeg kører ud af en tangent, men det er, hvad noget musik kan gøre ved én. Denne tekst er eksempelvis skrevet til fire sange af The Dirty Projectors. Fem.

Her er vi så! Og her er lidt musik, hvis du enten keder sig eller slapper af. Eller hvis du bare gerne vil have noget ny musik og gerne vil være fri for mit snobberi:

Amerikanske Bell, der indtil videre mest er et Stereogum-fænomen, har leaket en ny sang ved navn Magic Tape. Hun er en ret interessant størrelse, der dog kan beskyldes for at være lige lovlig inspireret af Björk. Læs mere om Olga Bell her og her.

MP3: Bell - Magic Tape

High Places lagde som bekendt vejen forbi Danmark i sidste uge med koncerter i København og i Århus. I den forbindelse har kollegerne hos Earcandy lavet et fint interview, der naturligvis indeholder deres obligatoriske multiple choice personality test. I anledning af DJ-tjansen i Århus fik jeg også æren af at få disse spørgsmål, og det kom der dette ud af.

I aftes var der i øvrigt Morningside label night på Loppen i København, hvilket der følges op på i aften på VoxHall i Århus med følgende navne på plakaten:

Larsen & Furious Jane
Shout Wellington Air Force
I Was a King
The Fishermen Three

Og nu er der vist blevet linket til lige lovlig mange ting i dette indlæg. God fredag!

/Martin

torsdag den 9. april 2009

Local Natives

Hvem havde troet, at skovmandsskjortefolk skulle blive det nye sort? Som Robin Pecknold fra Fleet Foxes twittede (undskyld for brugen af det ord) i aftes: "'09 is the new '68". Fleet Foxes besidder ganske vist dén der Sub Pop-lyd, der kendetegner så mange amerikanske bands. En lyd, der rammer bredt uden at miste integritet. Men chokerende er det stadig.

Via Soundvenues blog blev jeg så i dag gjort opmærksom på Local Natives fra det sydlige Californien. Et band, der i høj grad falder inden for kategorien hyggelig skovmandsskjortefolk. Der er måske ikke helt så mange lag som i eksempelvis Grizzly Bear (ikke at det er decideret folk), og harmonierne er måske endnu ikke på højde med Fleet Foxes, men Local Natives har en anden force, der stadig falder inden for den samme æstetik: En forholdsvis direkte og ukompliceret lyd, der fylder lytteren med en særegen glæde. Og der er godt nyt til de, der skulle være nysgerrige efter at have hørt de to nedenstående sange: Local Natives har nemlig færdigindspillet sangene til deres første album, og de mangler således blot et pladeselskab, der er udgivelsen værdig.

For nylig spillede kvintetten til SXSW, hvor de i branchefestivalens bedste ånd spillede ni koncerter på fire dage. Et hyggeligt blogindlæg kan læses om deres tur på deres MySpace.

Gruppen har på opfordring været så venlige at anbefale mig nogle bands fra deres lokale scene. Forvent flere skovmandsskjorteindlæg i påsken.

Endnu en gang tak til Adam Thorsmark fra Soundvenue-bloggen for tippet.

MP3: Local Natives - Airplanes
MP3: Local Natives - World News

/Martin

tirsdag den 7. april 2009

Nyt fra HEALTH

Så er der endelig nyt fra de eksperimenterende støjrockere i HEALTH. I 2007 imponerede de en hel skare af støjfanatikere og omvendte sikkert også en del, der tidligere havde afskrevet denne type larm med deres selvbetitlede debutalbum.

Til september udgiver de opfølgeren Get Color, der er blevet til efter en del strabadser og udmattende nætter med forsøg på at nå frem til det rette udtryk i mixningen.
Førstesinglen Die Slow er en dansabel sag, der er mere tilgængelig end meget af deres tidligere materiale. Man kunne næsten tro, de havde lært lidt af deres nære venner i Crystal Castles. Det lyder dog stadig umiskendeligt som HEALTH, bl.a. kendetegnet gennem den spøgelsesagtige, næsten fjerne vokal.

Albummet udgives endnu engang gennem Lovepump United, i hvert fald i USA, medens rygterne vil vide, at en del engelske, uafhængige pladeselskaber i øjeblikket kæmper om rettighederne i Storbritannien til det længe ventede album.

Stream: HEALTH - Get Color
(klik i venstre side og vent lidt - et remix af deres label mates i Pictureplane er også at finde)

/Martin

fredag den 3. april 2009

Weekendhype: High Places i Danmark

High Places er blevet hypet godt og grundigt på denne blog i lang tid, og det var også til stor begejstring, da de endelig offentliggjorde et par forårskoncerter i det lille land.
Dette indlæg skal ikke ses som andet end hype og en kæmpe opfordring til at se disse naturlige særlinge, der sammen frembringer kompleks og ren skønhed.

I aften spiller de på Loppen til sølle 90 kr. med support fra Call Me Kat, og i morgen gælder det Musikcaféen i Århus til 80 kr. (70 med studiekort) med support fra Loop Girl - Maria Timms énkvindeprojekt.

Lørdag spiller undertegnede op til skæv dans som DJ før, mellem og efter hhv. Loop Girl og High Places. Kig forbi og hils på, hvis du er i Århus. Og drik en øl eller to til en god omgang Late Night på Musikcaféen.

Undertoner kan man også læse en fin artikel om High Places af Martin Thimes.

MP3: High Places - From Stardust to Sentience (venstreklik og hent fra siden - der kan ikke længere hentes med højreklik fra Stereogum)

/Martin