mandag den 18. august 2008

Forventninger (hostesaft)

Ud af det blå kom jeg forleden i tanke om en samtale, jeg havde med min fader flere år tilbage. Formentlig omkring 7. klasse. Det var en tid, hvor en masse musik blev hørt, men forvirringen inden for dette felt var stor - og begrebsforvirringen næsten fortrængt af en halvignorant holdning til tingenes orden; dengang hed det mere eller mindre en kategorisering i to overordnede felter: "Pop" og "rock". Det meste i radio og tv, hvad enten det så var dance eller hip hop, røg i skraldespandskategorien "pop" - imens det musik, jeg godt kunne lide, blev kastet i den anden gruppe.

En dag fik jeg så fat i nogle sange af skotske Mogwai. Overvældet af begejstring måtte jeg dele dette møde med nogen, og da det var tid til at få mad indenbords, påbegyndte jeg derfor over aftensmaden en beskrivelse af gruppen over for min fader, kunsthistorikeren. Med den begrænsede begrebsverden kom den derfor til at lyde nogenlunde således: "Det er en slags rock, bare uden sang." Svaret kom prompte. Entusiastisk, interesseret og (på mig) ganske horisontudvidende lød det: "Hvad gør det så til 'rock'?"

Den aften fik jeg noget at tænke over. Ganske vist hørte jeg dengang helt udmærket musik (også meget dårligt, naturligvis), men den sort/hvide opdeling kom endelig til en ende, og forståelsen for nuancer blev mere, ja, nuanceret.

Senere fandt jeg så ud af, at skotterne gik under betegnelsen "post-rock". Og meget apropos udgiver den gæve kvintet Mogwai jo til september deres nye album, The Hawk Is Howling (via Matador).
Derfor får I denne (forholdsvis) nye mp3 fra det kommende album med den meget post-rockede titel The Sun Smells Too Loud. Måske ikke den mest ophidsende sag de har lavet, men det er stadig 7 smukke minutter. Og 7 minutter, der har en ret nostalgisk klang over sig. 7. klasse var måske det værste år i folkeskolen, men det lader til, at tallet 7 vil frem i dag, og forvirringen har vist lagt sig for en stund.

MP3: Mogwai - The Sun Smells Too Loud

/Martin

Ingen kommentarer: