torsdag den 31. juli 2008

Miles Benjamin Anthony Robinson

Brooklyn, NY, er hjemsted for mangen en kreativ sjæl. Én af disse er den unge musiker med det kropumulige navn Miles Benjamin Anthony Robinson. En lidt sær 24-årig snegl, der med hjælp fra medlemmer af både Grizzly Bear og TV On The Radio har fået stablet et respekteret navn på benene - men ikke ét, der er kendt af mange.

Nu er han klar med sit første egentlige album, der har fået det svære navn: Miles Benjamin Anthony Robinson. Han gør det ikke nemt for os - ej heller for sig selv.
Lyden er folket, teksterne fulde af, ja, fuldskab og små fortællinger om barer og forstæder, og der er langt hen ad vejen god mening med den milde galskab.

MP3: Miles Benjamin Anthony Robinson - Buriedfed
MP3: Miles Benjamin Anthony Robinson - The Debtor

Video (Fra P4k TV) til Buriedfed:

/Martin

onsdag den 30. juli 2008

Genopdag: The Walkmen

Nogle gange skal der et halvsløjt album til, før et band kan genopfinde sig selv. I tilfældet The Walkmen, N.Y., er der godt nok ikke tale om en katastrofe af et album, men det har ikke desto mindre kastet en række fornuftige valg af sig.
Gruppen debuterede i 2002 med den smukt betitlede Everyone Who Pretended to Like Me Is Gone, og i 2004 udgav de ét af det års bedste album, Bows + Arrows (udgivet på Record Collection), hvorfra en del nok har hørt singlen The Rat.
De urbane cowboys fik dog problemer to år senere med udgivelsen A Hundred Miles Off, der ikke høstede nær så gode anmeldelser som de to foregående plader. Deres sang-for-sang coverplade af Harry Nilsson og John Lennons album Pussy Cats fra 1974 kastede heller ikke meget opmærksomhed af sig, og pludselig var The Walkmen i fare for at blive et band, der skulle vise sig ikke alligevel at have det format, man havde ventet.

Heldigvis har kvintetten for vane at udgive et album hvert andet år, og de har nu begået deres bedste album til dato med You & Me, der udgives medio august på det lidet kendte Gigantic Music, der også huser bands som Dragons of Zynth og Aa (udtales Big A Little A). Allerede nu kan du dog downloade albummet for bare 5$ og samtidig støtte en god sag. Det gøres gennem Amie Street. Alle pengene doneres til Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Denne mulighed eksisterer de næste tre uger, så slå til nu.

MP3: The Walkmen - In The New Year

/Martin

mandag den 21. juli 2008

Fokus på label: Speed of Sound

Næste indslag i vores serie tager os mod et næsten helt nyt bekendtskab inden for danske pladeselskaber - men et selskab de fleste musikentusiaster i Danmark allerede kender.

Speed of Sound blev grundlagt i starten af 2008 af medlemmerne af The William Blakes: Den ambitiøse Kristian Leth og de to brødre Frederik og Fridolin Nordsø. Ifølge dem selv for at udgive deres egen musik og for at blive en aktiv del af den "fantastiske musik, der bliver lavet i Danmark i øjeblikket."
The William Blakes selv er bestemt et udmærket band, selvom debutalbummet kan siges at mangle lidt fokus, hvis man skal være grov. Men det er også en del af konceptet, så det er svært at vurdere. På de bedre sange er det dog umuligt ikke at høre det kæmpe talent, der ligger bag. Og hvis de tør stå lidt mere på egne ben, er det ikke umuligt at forestille sig udenlandsk succes. Muligheden er der i hvert fald ude i Europa.

Af andre danske bekendtskaber er der en del forskelligt. Are We Brothers? kan skære en god popsang, men mangler stadig dybde og liveerfaring. Sidstnævnte kommer helt sikkert hurtigt, mens man kan håbe på førstnævnte. Kristian Leths soloprojekt Baron Criminel kræver lidt mere tid for mig at forstå, men jeg skal vist høre lidt mere. Jeg vil gerne forstå det, men det er endnu ikke lykkedes helt.
Så er det godt, han kan signe nogle andre interessante danske projekter! Herunder det mystiske, stille Breitklang og selskabets bedste band, Le Fiasko. Den eneste frygt for sidstnævnte band er, at de er mere talentfulde, end de er ambitiøse. Allerede nu kunne de være større, end de er, så hypemaskineriet må have noget mere olie.

/Martin

søndag den 20. juli 2008

Fokus på label: Slow Shark Records

Vi er nået til del fire i vores serie, der nu tager os mod de mindre indie-selskaber i Danmark - der alle har potentialet til at blive en del større.

Slow Shark Records startede i 2006 og er således stadig et ganske ungt selskab. Trods den korte levetid har de allerede signet en del udenlandske bands. Herunder to engelske, sOuth og Belasco, hvoraf førstnævnte har klart mest at byde på. Men minsandten om ikke også de har fået plads til to belgiske bands. Belgien. Ja, det er ikke meget, der kommer frem, når man tænker på musik fra Belgien. Ét af de mere kendte bands derfra er dog på det danske selskab, nemlig Girls in Hawaii. Et mindre kendt og mere poppet belgisk bekendtskab er det småskizofrene (på både godt og ondt) Austin Lace.

Og så til de danske bands på selskabet, der rent kvalitetsmæssigt rangerer meget forskelligt. Det eneste decideret dårlige er JetPetz, der dog oser af så meget selvtillid, at de måske kan skabe sig lidt opmærksomhed. De nyeste signings The Holiday Show er pop for alle pengene, og selvom de endnu mangler at finde frem til en egentlig identitet, er potentialet der. Slutteligt er der Maborosi, selskabets bedste band. Og endnu et band, der kan meget mere, end de endnu har vist.
Slow Shark Records er ligesom flere af sine bands så småt ved at finde frem til en profil. Som alle unge har også de taget chancer, og vi kan håbe, at flere af disse indgreb i kunstnens verden bliver med endnu større fokus på, ja, kunsten. Jeg glæder mig personligt til at se, hvordan profilen kommer til at tegne sig.

/Martin

lørdag den 19. juli 2008

Fokus på label: Crunchy Frog

Vi er nået til tredje del af vores serie og det sidste af de tre "store" respekterede indie-labels i Danmark, Crunchy Frog.

Musikken hos Crunchy Frog er måske ikke helt så god eller udfordrende som hos nogle af de bands, man finder på eksempelvis Morningside og Rumraket. Men som selskab har Crunchy Frog, til deres store ros, formået at vælge nogle bands, der har kunne begå sig i udlandet: Junior Senior og Raveonettes. To meget forskellige bands, der begge har opnået mindre succes i udlandet. Det ene som et dansabelt og udadvendt orkester, det andet som selvhøjtideligt og gennemprofessionelt håndværk. Ingen af de to hører til bands, der for alvor begejstrer mig, men Crunchy Frog har set potentialet, og grupperne har haft viljen - det kan man kun have respekt for.

Desværre har selskabet også haft, musikalsk set, uheldige bands som Superheroes og Sterling, men det opvejes af bands som epo-555, svenske First Floor Power og den nyeste signing: 18th Dye. De gamle støjrockveteraner, der tilbage i 90'erne var på det fantastiske Matador.
Derudover skal det blive spændende at høre, om Beta Satan med deres kommende debutalbum kan indfange deres liveenergi på plade. Og så er der jo bloggerkollegaen Ivan fra In a Cyclone of Stones, der med sit Oliver North Boy Choir også er at finde på selskabet.

/Martin

torsdag den 17. juli 2008

Fokus på label: Morningside Records

Vores lille serie om danske pladeselskaber er nået til afsnit to.
Denne aften byder på et kort portræt af et langtidsholdbart selskab.

Figurines, Under Byen, Larsen & Furious Jane... Tre af Danmarks bedste bands samlet på ét selskab: Morningside Records.
De to første har endog vist sig at være forholdsvist gode eksportvarer, selvom det kommercielt set ikke er blevet til så meget i udlandet endnu. Sidstnævnte er det bedst anmeldte band i Danmark. Ikke nogen dårlig statistik for et dansk indie-selskab.

Efter lang tid uden bemærkelsesværdige, nye signings begyndte man dog at tænke, hvad fremtiden mon ellers ville byde på for det jydske selskab. Ud af ingenting kom da eksilårhusianerne Shout Wellington Air Force, der med deres konventionelle, men friske indie-pop fik sig en del opmærksomhed med debut EP'en Carry Yourself, der kom til live med hjælp fra medlemmer i førnævnte Larsen & Furious Jane. Ifølge dem selv kommer deres debutplade dog til at lyde anderledes end EP'en, så det skal blive spændende at se, hvad der er i vente. Ligesom det skal blive spændende at se, om Figurines kan finde tilbage til deres gamle form. Der er nok at glæde sig til fra Morningside Records.

MP3: Shout Wellington Air Force - Forgive Us, Please!
MP3: Under Byen - Plantage (live)
MP3: Figurines - The Wonder
MP3: Larsen & Furious Jane - Widowers

/Martin

onsdag den 16. juli 2008

Fokus på label: Rumraket

Det musik, vi skriver om på Börneblogger, er meget sjældent dansk. Ganske enkelt fordi dansk musik sjældent er virkelig interessant. Selve branchen byder også på nogle problemstillinger, men visse folk har gang i projekter, der bestemt er værd at holde øje med. Derfor vil vi de næste dage fokusere på danske pladeselskaber.

Det første af disse er mit personlige yndlingsselskab fra Danmark, Rumraket. Da Efterklang i 2003 ville udgive deres EP Springer, manglede de et godt selskab til at gøre det. De fandt det lettest at gøre det selv, og Rumraket var født. I 2005 signede de så de fantastiske Grizzly Bear til udgivelsen af deres Horn of Plenty. Siden da har de udgivet syv andre bands, herunder ét af Danmarks bedre orkestre, Slaraffenland. Og så må vi jo ikke glemme, at de har givet os deres eget Parades - det bedste danske album nogensinde.

MP3: Slaraffenland - I'm a Machine
MP3: Slaraffenland - Polaroids
MP3: Efterklang - Mirror Mirror (live)
MP3: Grizzly Bear - While You Wait for the Others (live, Morning Becomes Eclectic)

/Martin

tirsdag den 8. juli 2008

Roskilde Festival 2008 - tilbageblik

Årets Roskilde Festival er overstået. Blandt gæsterne var de to Börnebloggere, der ikke fik set nær så meget musik som håbet. Enkelte koncerter blev helt misset, mens andre kun blev set halvt - eller mindre. Men alt i alt må det siges at have været en glimrende uge!

Blandt dem vi græd lidt over at gå glip af var Battles, Yeasayer, Cadence Weapon, Girl Talk, DSL, Jay Reatard og Dan Deacon m.fl.

Her følger en kort, kronologisk gennemgang af de koncerter, vi fik set:

MGMT, Odeon: Der er et vist potentiale at spore hos amerikanerne, men det er stadig svært at finde en decideret identitet hos dem. Koncerten manglede energi og virkede flad. De greb chancen, mens hypen var der, men de burde måske have arbejdet lidt længere på deres materiale.

Lupe Fiasco, Cosmopol: Vi fik kun set små tyve minutter af koncerten, der dog viste den unge herre i fin form.

Radiohead, Orange: Efter små fem sange tvang et ildebefindende hos en kær bekendt os til at gå fra koncerten. Før det var undertegnede dog grådkvalt over endelig at se de helte, han har ventet på at se siden midten af 90'erne. Bedømt på de fem sange: Helt fantastisk.

Band of Horses, Arena: På plade er Band of Horses et dejligt bekendtskab langt hen ad vejen. Enkelte af deres sange er ret intetsigende, mens andre er helt fantastiske. På det propfyldte Arena (tak til P3) viste gruppen god gejst, hvilket opvejede den ikke altid lige gode lyd. Det krævede lidt at vænne sig til, at Bed Bridwell jo ikke synger fantastisk live, men førnævnte gejst var heldigvis så smittende, at det aldrig blev et stort problem. Og så fik man endelig hørt The Funeral live!

Mogwai, Arena: Skotlands bedste band nogensinde kom endelig til Roskilde igen, og gudskelov havde de en overdådig sætliste med sig. Som skrevet på Undertoner var fans forberedt på, at det blev højt, men det blev aldrig højt nok. Dette er dog ikke nok til at fratage Mogwai den ære, de fortjener for deres smukke koncert.

Holy Fuck, Pavillon: Sikken energi! Og hvilken befriende popfest. Hvis blot de var halvt så gode på plade.

A Kid Hereafter in the Grinding Light, Pavillon: Ved et tilfælde kom vi forbi denne forfærdelige koncert. Intet mindre end pinligt var det. Vi priser os lykkelige for, at vi ikke også var forbi de to andre A Kid Hereafter-koncerter.

Tokyo Police Club, Pavillon: Soundvenue uddelte hele 6 stjerner til denne koncert, hvilket måske var i overkanten, men en positiv overraskelse var det bestemt. Med simple midler har de fundet en skabelon, der måske har visse begrænsninger, men samtidig virker på størstedelen af gruppens materiale. Gruppens første langspiller bliver til tider en anelse for emo, men humøret og spilleglæden på scenen var så rørende, at man kun kunne nyde de unge canadieres time plus det løse i teltet. I øvrigt deres længste koncert nogensinde. 21 sange (!) blev det til.

The Notwist, Astoria: Vi så forkert i tidsplanen og nåede derfor først til koncerten med Tysklands bedste band en halv time for sent. Jeg begræder det stadig. De så ud til at spille for sig selv, men det var også nok, når det lækre materiale kom så overbevisende ud gennem forstærkerne.

Neil Young, Orange: Det var ikke meget, vi nåede af Neil Young, men fra god afstand oplevede man dog at få en følelse af, hvorfor den gamle mand er så respekteret.

My Bloody Valentine, Arena: Vi nåede kun slutningen (dvs. ti minutter før de sidste tyve minutters rendyrkede, gammeldags larm), men det var også nok til at få kontakt med med støjrockhjertet.

Liars, Pavillon: Danskerne kommer måske aldrig helt til at værdsætte Liars fuldt ud, og specielt Gaffa har været forbeholdende over for dem, men hos os er der ingen tvivl om, hvor godt vi synes, det er. Anderledes var det ikke med natkoncerten på pladsens mindste telt, der bød på en yderst beruset frontmand Angus Andrew. Gang på gang satte han lydmændene og bandet på en prøve ved at vælte trommer og mikrofoner, men det bidrog kun til underholdningen. En fremragende koncert, der inkluderede en roadie, der fik lyst til at kaste øl ud til publikum - for derefter at kaste sig selv derud.

Chemical Brothers, Orange: Mellem Liars og No Age var der lidt plads til at høre de rutinerede Chemical Brothers, og det lød til at være noget af en fest. Ærgerligt der ikke var plads til mere.

No Age, Pavillon: ... Vi ville nemlig have en god plads til No Age. Den energiske duo svigtede heller ikke på scenen, hvor de i selskab med en flaske Jim Beam og et veloplagt publikum gav os en dejlig afslutning på en god dag for Pavillon-teltet.

Slayer, Orange: Bandet og musikken siger mig intet. Deres riffs og soli forekommer både uinspirerende og kedelige, og vokalen mangler i høj grad vitalitet. Alligevel blev vi pænt underholdt, primært af de ældre og begejstrede tilskuere.

Cat Power, Odeon: Den charmerende Chan Marshall leverede desværre en sløv koncert. Via Frekvens har vi kunne læse os til, at sygdom var årsagen dertil. Må hun snart komme sig og så komme tilbage.

Fuck Buttons, Astoria: Vores plan for søndag aften var at tage tilbage til lejren efter Fuck Buttons for at drikke os klar til Digitalism og Dan Deacon. Men uheldige omstændigheder, herunder regn, gjorde, at Fuck Buttons endte med at være sidste koncert for os på årets Roskilde Festival. I Danmark har bands det ofte svært, når de anvender repetitive grundrytmer og bittesmå detaljer, og det problem finder mange anmeldere også hos Fuck Buttons. Vi omfavner dog deres lyd og var mere end tilfredse med koncerten

(Foto: Thomas Arnbo)

/Martin