onsdag den 25. juni 2008

Ecstatic Sunshine

Beach House har hjemme i Baltimore, Maryland. Animal Collective startede deres samarbejde i Baltimore, Maryland. De sidste par dages indslag er en del af Wham City-kollektivet, der lover godt for østkystens fremtid. Der er meget at elske fra Baltimore, Maryland. Baltimore, Maryland. Nu nævner jeg ikke navnet mere i dette indlæg.

I dag fortsætter vores lille serie med trioen Ecstatic Sunshine. Et forunderligt band, der ofte ligger på grænsen mellem ambient (lidt over i moderne High Places-ambient) og den mere psykedeliske rock i en mere livlig version. Grænsen kan endda udvides til det direkte punkede. Punk i No Age-forstand uden vokalen. Men genrespekulation går altid grueligt galt og passer aldrig på alle sange, så det er nemmere bare at give dem et lyt. De spænder vidt, men klarer det glimrende.

De er svære at finde mp3'er med, så denne gang må I nøjes med MySpace og YouTube.

Ecstatic Sunshine - Anagram (live)



/Martin

tirsdag den 24. juni 2008

Videohippos

Næste indslag i vores lille fokus på Baltimore, Maryland er duoen Videohippos, der består af Kevin O’Meara og Jim Triplett.

Som en del af Wham City-kollektivet (der også inkluderer bands som Ponytail og Roskilde-aktuelle Dan Deacon) har de tiltrukket sig en del opmærksomhed over det seneste års tid, bl.a. gennem liveoptrædener kendt for deres visuals.

Deres elektroniske musik har elementer af shoegazer i sig, men spænder generelt vidt. Der er uomtvisteligt en del Dan Deacon over meget af det, mens også My Bloody Valentine sniger sig ind hist og her.

MP3: Videohippos - Neo York
MP3: Videohippos - Koolshades
MP3: Videohippos - The List

/Martin

mandag den 23. juni 2008

Ponytail

Baltimore, Maryland er hjemsted for en del interessante musikere, jeg vil præsentere de kommende dage.
Et af dem er noise-rockerne med det halvdårlige navn Ponytail (hvad siger I til det navn, Frekvens?). Gruppens lyd adskiller sig fra mange andre bands i genren ved den kvindelige vokal fra Molly Siegel og en guitarproduktion, der ofte er tættere på amerikansk slacker end egentlig noise-rock.

Der vil givetvis være en del, der skal vænne sig til vokalen, ligesom mange vil falde af, når den bliver for hysterisk og/eller dyrisk.

Hvis man kan nyde vokalen, så bør man også undersøge gruppens andet album, Ice Cream Spiritual. Ude nu på We Are Free (der også er hjemsted for de Roskilde-aktuelle fantaster i Yeasayer)

Ponytail - "Celebrate the Body Electric (It Came From an Angel)

/Martin

tirsdag den 10. juni 2008

The Dodos - bedre sent end aldrig


Amerikanske The Dodos har måske ikke et heldigt navn i lige netop Danmark. Men de har til gengæld umanerligt stærke sange.
Duoens første album Beware of the Maniacs fik ikke megen opmærksomhed, men singlen Fools åbnede manges øjne. Kort herefter fulgte album nr. 2, Visiter. En times akustiske originaliteter, der med brug af underfundige tekster og afvekslende, sjældent vigtige trommer skaber et af det første halvårs bedste albums.

Sammenligninger kan findes hos Animal Collective og Grizzly Bear, men de lyder nu mest af alt som sig selv. Og nej, IKKE ARCADE FIRE!
De er faktisk i Europa i øjeblikket, men desværre tilbage i USA under Roskilde. I øjeblikket undersøges muligheden for, om de kan vende tilbage til Europa til efteråret. Vi krydser fingre.

MP3: The Dodos - Fools
MP3: The Dodos - Ashley
MP3: The Dodos - Jodi