lørdag den 9. februar 2008

Times New Viking + Grand Archives

Rent musikalsk ligger Times New Viking og Grand Archives utrolig langt fra hinanden. De har næsten kun det til fælles, at de begge er dejlige, og at de begge er signet til hver deres gigant inden for indie labels: Hhv. Matador og Sub Pop.

Times New Viking er en Ohio-trio, der er larmende og ægte lo-fi. DIY er nøgleordet, og det er heldigvis charmerende frem for irriterende (om end den anden Börneblogger, Camilla, er uenig med undertegnede) med deres fine melodier, dreng/pige vokal og Jared Phillips' finurlige guitar. De kom frem med deres Dig Yourself-album, der var den første udgivelse i flere år fra det gamle Siltbreeze label (Sebadoh, Guided By Voices m.fl.). I 2008 har de så givet os Rip It Off, der sammen med debutalbummet fra Vampire Weekend har gjort januar til og februar til nogle smukke måneder.

Grand Archives er en helt anden sag. I spidsen har de Mat Brooke, der har været med til at stifte både Carissa's Wierd (stavemåden bevidst!) og ikke mindst Band of Horses. Sidstnævnte forlod han efter debuten Everything All The Time, hvilket var en skam, da hans bidrag til sangskrivningen var savnet på opfølgeren fra 2007.
De startede fire mand med at kalde sig Archives, hvorefter de kort inde i 2007 valgte at ændre det til Grand Archives. Sub Pop viste hurtigt interesse, og med Sleepdriving havde gruppen allerede et halvt hit på nettet. En drømmende sag med simpel guitar og underspillet rytmesektion - og bedst af alt: Fantastiske korarrangementer. Alle fem medlemmer bidrager med sang, og de synger gudskelov alle behageligt.
Den 19. februar udkommer debutalbummet. Det bliver måske (og formentlig) en smule kedeligt, men med garanti en behagelig oplevelse i det små.

MP3: Times New Viking - (My Head) / R.I.P. Allegory
MP3: Grand Archives - Torn Blue Foam Couch (kommer til at åbne albummet)

/Martin

Ingen kommentarer: