søndag den 7. maj 2017

Saint Etienne inkarnerer poprespekten

Jeg elsker Saint Etienne. Meget højt. Ikke på den måde hvor jeg finder alle deres sange fantastiske, selvom de er blandt de vigtigste popbands fra 90'erne og frem. Nej, jeg elsker dem ubetinget grundet deres respekt for popmusikken og -historien.

Det går ikke altid godt, når musikjournalister vil være musikere, men nogle gange rammer det plet. Pet Shop Boys er for mange det mest kendte eksempel, og da vennerne – og musikkritikerne – Bob Stanley og Pete Wiggs startede Saint Etienne, viste det sig hurtigt, at deres erfaring fra den anden side af bordet var en enorm ressource.

Særligt Bob Stanley har gjort sig bemærket på skrift, og hans popantologi Yeah Yeah Yeah – The Story of Modern Pop er blandt de absolut bedste musikbøger, man kan finde.

Historien kan vi tage en anden gang, så her er den korte version: debutalbummet Foxbase Alpha bød på forskellige vokalbidrag, men særligt Sarah Cracknell gjorde sig bemærket, og den ultracharmerende Essex-sangerinde – netop fyldt 50 år – blev en fast del af Saint Etienne. Debuten står tilbage som en underspillet triumf, og trioen har holdt sammen lige siden.

De senere år har der været flere år mellem udgivelserne. I 2012 udgav de den fremragende Words and Music by Saint Etienne, hvorpå man i introsangen Over the Border får en god fornemmelse for deres egen fascination af pophistorien:

When I was 10 I wanted to explore the world
There were these older kids at school who'd gone all the way to Somerset
Just to see Peter Gabriel's house... Peter Gabriel from Genesis
They way they'd dressed, the way their hair fell over their coat collars
It all happened because of music, I wanted to know why
I couldn't go to Somerset on my own
So I used Top of the Pops as my world atlas

In 1974, I bought my first single, from Woollies in Redhill
I started to memorise the charts, to memorise the leagues
Tuesday lunchtime at 12:45, Saturday afternoon at five o'clock
I didn't go to church, I didn't need to
Green and yellow harvests, pink pies, silver bells 
and the strange and important sound of the syntheziser

Og så fremdeles. Det hele er drevet af den særlige viden, der udelukkende er drevet af kærlighed til musikken og særligt singlerne – hvor albummet mere er en pakke, der samler de gode sange. Eller som Jørgen Leth har sagt om at skabe film: et plot er et stativ, hvorpå man kan hænge de gode scener. Jeg er ikke nødvendigvis enig, men jeg er heller ikke ubetinget uenig.

Nuvel: der er gået fem år, og trioen er nu ved at være klar med pladen Home Counties, der bliver udgivet 2. juni på Heavenly. Hele 19 sange fremgår af oversigten, hvoraf et par fine singler allerede er ude: Heather og Magpie Eyes.

Har du penge, du kan bruge? Søg efter genudgivelsen af Foxbase Alpha med dertilhørende forstørret Subbuteo-figur i Saint Etienne-trøje (ja, de er opkaldt efter klubben, hvilket kun gør dem mere tiltrækkende).



/Martin

torsdag den 13. april 2017

En gave fra Malmö: Hater

Én af de fineste kvaliteter i popmusikken er at vende melankolien på hovedet og præsentere den upbeat. Selve forsøget indeholder både erkendelsen af det umulige og en form for distance. Distancen til smerten og selvet er begge kunstige (fordi man har fremtvunget den), og deri består også erkendelsen af det umulige og dermed fantastiske: at skubbe noget væk er en del af et valg, hvor kontrakten foreskriver, at det ikke forsvinder ved at være længere væk. Men det er netop vilkåret, og det er dermed vilkåret for alle. Der skal en kærlig behandling til, et skub, lidt eskapisme. En heroisk eskapisme.

Malmö er kommet fint på kortet i popmusikken de seneste år. Blandt de seneste skud på stammen er kvartetten Hater med Caroline Sandahl i front. Bandet bød sidste år på den lovende Radius EP og et par fine singler, og i år kom så debutalbummet You Tried. Selve titlen passer fint ind i deres selvforståelse og lydbillede, der er præget af en til tider konstaterende tone filtret ind i behagelige melodier. Ikke helt ulig Alvvays.

Pladen er ude på stockholmske PNKSLM (Punk Slime).





/Martin

søndag den 2. april 2017

Kelly Lee Owens

Walisiske Kelly Lee Owens udgav i sidste uge sit debutalbum, der lyder samme navn. Sådan noget kan jo være et statement. At denne plade er hende. I så fald er hun en mangefacetteret drømmer, og det er jo ikke værst.

Den 28-årige har været i sygeplejen, hun har været i praktik på XL, hun har stået i pladebutik og peget Björk i retning af technoafdelingen. Hun har også remixet Jenny Hval, hvorefter selvsamme Jenny fik lyst til at medvirke på Kellys debutalbum.

Det giver god mening: Kelly Lee Owens spiller på nogle af de samme tangenter og bruger flittigt med virkemidler fra både techno, dance og drømmepop, ligesom vokalen ofte hviskes, muligvis konstaterende.

Jeg så hende første gang på by:Larm i 2016. En meget fin koncert, der var blandt højdepunkterne det år. Hun bruger – både live og på plade – variationen til sin fordel, og man når sjældent at kede sig. På debutalbummet er man tilmed så heldig, at hun ikke følger tendensen med at fyre det bedste af i starten, hvorefter det hele fiser ud.

Med både Jenny Hval-optræden og Arthur Russell-hyldest på pladens første del bliver man forkælet, ligesom man bliver belønnet for at holde koncentrationen. Hun har en fornem sans for timing og gentagelse af visse elementer, som hun lader køre ud så længe, som det er nødvendigt. Til tider er der også spor af den mere gyldne Jessie Ware. I en slags undervandsudgave.

En fjerdel af året er gået, og én af årets bedste plader er netop blevet udgivet (på Smalltown Supersound, der også har taget sig af Lindstrøm, Dan Lissvik m.fl.).



/Martin

søndag den 19. februar 2017

Spinning Coin og bittersød jangle

Skotske Spinning Coin er dybt forankrede i deres hjemby. De er et produkt af Glasgow, opflasket på legendariske Postcard Records og herligt gråvejr.

Det er de jangly guitarer, den konstaterende (og kontrasterende) vokal, den stædigt produktive DIY-ånd, titlen: Raining on Hope Street. Det er hele pakken, og den er kompakt.

Efter en lille række af fine singler tør vi efterhånden håbe på en snarlig EP eller (gisp!) endnu mere.



/Martin

fredag den 3. februar 2017

ML Buch med tråd

Marie Louise Schou Buch ville være for langt et kunstnernavn. ML Buch kan man huske. Begge navne er flotte. Det samme er musikken.

Og dog er flot det forkerte ord. Der er intet pænt over det. Det er på sin vis rent i sin beskidte tone. Det er sangskrivning, der fremstår meget klar. Den er klar.

The Being Music, AKA hele verdens Jomi, har sin egen måde at gøre tingene på som pladeselskab, og det har bl.a. We Like We draget nytte af. Hvordan udgives ML Buch da hos Jomi? ML Buch laver en masse gode sange, og Jomi deler rundhåndet. Vi tager imod. Vi smiler. Oprigtigt.

I slutningen af januar kom Everybody Needs. Dermed er der på kort tid udgivet fire singler med en femte på vej medio februar. De når vidt omkring, og med Everybody Needs når hun til et gavmildt fokus på den guitarbaserede sangskrivning, der snildt kan have omringet hendes egen opvækst.

Det er her, vi kan vende tilbage til idéen om det enkle over for det simple. Dette er ikke simpelt. Der er til gengæld noget enkelt over det. Selvklart. Klart.



/Martin

onsdag den 11. januar 2017

Lydia Ainsworth og den klassisk trænede pop

Canadiske Lydia Ainsworth er en klassisk trænet komponist, der på debutalbummet Right from Real (2014) fornemt blandede klassisk musik med elektroniske elementer.

Hendes nye single The Road har et mere forfinet popudtryk (elegant afspejlet i videoen), der trækker en anelse i retning af Purity Ring. En spændende udvikling, der lover godt for den kommende plade Darling of the Afterglow. Den er ude 31. marts og kan forudbestilles her.



/Martin

torsdag den 22. december 2016

Årets album 2016

Kunsten spiller stadig en rolle. Herunder popmusikken. Den har en berettigelse. Hvad enten den er socialt mobiliserende, intellektuelt fordrende, en støtte i en vanskelig tid, et lykkeligt ekko, heroisk eskapisme eller noget ganske andet.

Også i 2016 var der mange fine plader. Særligt den urbane, amerikanske popmusik spillede en stor rolle, og man kan håbe, at den harme, der har drevet mange af disse stærke udgivelser, bider sig fast og inspirerer til mere: mere sammenhold, mere solidaritet, mere modstand mod den stigende ulighed, mere stillingtagen til det flygtige medieforbrug.

Hvert år siger vi farvel til store personligheder, og 2016 var ét af de år, hvor det fyldte mere i bevidstheden. Ikke mindst da den måske største af dem alle gik bort: David Bowie havde fremstået udødelig, og verden føltes ikke just som et bedre sted efter hans afsked. Men han efterlod sig et stort album. Generelt har mange af de store, legenderne, leveret flotte plader i 2016, ligesom vi i år oplevede en del ærefulde comeback-plader (ikke mindst The Avalanches, A Tribe Called Quest og American Football).

Der har også været habile debutanter, men det har ikke været her, vi har set nye retninger blive udstukket. Mange har dog imponeret med opfølgere, fundet et dedikeret publikum, forfinet en lyd. Man aner visse ambitioner rundt omkring, når man kigger længe nok. Eller rettere lytter. Der er stadig noget på spil. De store – og langt hen ad vejen skræmmende – begivenheder i 2016 er i værste fald traumatiserende for menneskeheden, i bedste fald en anledning til at skabe noget og føle noget sammen.

Kunsten spiller stadig en rolle. Den skal vi støtte for alt i verden. For hele verden.

Ganske kort om listen herunder: jeg har redigeret den over flere uger, og nu er jeg endelig landet på de 25. Det er selvfølgelig absurd, hvor meget man kan nå at lytte til i løbet af et år, og de 25 ville være i en anden rækkefølge, hvis jeg lavede øvelsen om en uge. Måske nogle ville blive skiftet ud. Men årslister er til for at inspirere.

Tak for i år. Må vi sammen gå noget smukkere i møde. Nu bliver det lysere.

25. Angel Olsen – My Woman

Angel Olsen er blevet friere i sin sangskrivning. Hun har muligvis høje forventninger til sig selv, men hun tillader også sig selv at skrive både tekster og melodier, der flyder mere naturligt over en hel plade – både i de langsomme og hastigere øjeblikke.

24. Cat’s Eyes – Treasure House

Spraglet og mærkværdigt sammenhængende. Cat’s Eyes spillede deres debutkoncert i Vatikanet, og selvom de dyrker det underspillede, er der en klar fascination af det dramatiske hele vejen gennem Treasure House. Der er et ekstra lag, idet de spiller på denne nedtoning. På denne vis bliver den engelske duo en fornem eksponent for en slags heroisk benægtelse.

23. Frank Ocean – Blonde

En gennemgående følelse på Blonde er, at Frank Ocean har hygget sig med at lave pladen. Den bliver aldrig for tung, og omvendt har den heller ingen ambitioner om dansegulvet. Det behøver den ikke, og det har ikke interesseret ham. Han har ikke travlt, som vi ved. Blonde er på alle måder bedre end forgængeren Channel Orange, og selvom den måske er lidt for lang, er den en helt igennem fornøjelig oplevelse.

22. Hieroglyphic Being – The Disco’s of Imhotep

Jamal Moss leger med ilden. Den produktive amerikaner er en nysgerrig sjæl, der ofte er lige dele fascinerende og frustrerende. På The Disco’s of Imhotep lader han titlen om at være frustrerende og inviterer på korte åbenbaringer, der samlet set udgør en halv times stimulerende underholdning.

21. Steve Hauschildt – Strands

Selvom 90’erne de seneste år har oplevet en overordentlig revival, er vi stadig langtfra trætte af 80’erne. Efter Stranger Things er der heller ingen tvivl om, at der kun vil komme flere og flere synthesizer-landskaber, der vil nyde middelstor opmærksomhed i det kommende år eller to. Make no mistake: Steve Hauschildt er hverken kitsch, nostalgisk eller opportunistisk. Han drømmer på tasterne og fungerer som forlygter i vores egne drømme.

20. Fear of Men – Fall Forever

Trioen fra Brighton tager igen eksistentialismen under kærlig behandling. De kølige observationer afspejler et gennemgående tema, hvor kroppen betragtes som noget adskilt fra sjælen. Debutalbummet Loom viste en besættelse af vand og var lyden af at kigge ind ad vinduet på en pejs, mens man selv står i sneen. Denne gang står man i regnen, og pejsen er gået ud. Men det stilner af.

19. Laura Canning – Simultaneous Flight Movement

Der har den seneste tid måske ikke været den store interesse i at beskæftige sig indgående med menneskets forhold til naturen. Det gør det kun ekstra interessant, at englænderne gennem forskellige udtryksformer til gengæld er begyndt at dyrke den i kunsten (læs eksempelvis denne glimrende Guardian-artikel). På samme måde er Laura Canning blæsten på marken. Med udgangspunkt i violinen skaber hun en uro, et billedskabende drama. En instrumental perle indspillet i Suffolk.

18. Cavern of Anti-Matter – Void Beats / Invocation Trex

Titlen skulle egentlig skrives med småt. Ligesom med alle deres sangtitler. Sådan er der så meget. Tim Gane fra Stereolab bor nu i Berlin, og her har han dannet Cavern of Anti-Matter, der med krautrockens puls lyder som en lang og hyggelig omgang jam (med lille j). På en time og 12 minutter når trioen vidt omkring, og kedeligt bliver det aldrig. Det er derimod monotoni, som fyrer op under de rigtige kedler.

17. The KVB – Of Desire

The KVB bliver kaldt en audiovisuel duo. Jeg kender endnu kun audio-delen. Men det er selvfølgelig ikke sandt: al lyd er visuel. Briterne kender deres historie, og den er mørk. Det er post-punk, det er kraut, det er Cabaret Voltaire. En bekendt har kaldt det ”Sheffield via Bristol”, og jeg formoder, at der menes sensibiliteten fra Bristol og den romantiske industrialisering fra Sheffield med deres banebrydende New Pop i starten af 80’erne.

16. Kedr Livanskiy – January Sun

Den russiskfødte Kedr Livanskiys debut lyser varmt i kulden. Den lever op til sit navn. Den fortæller dig, at det nok skal gå, men den skjuler ikke sandheden: det er koldt, og det er brutalt nogle steder. Vi bliver af og til nødt til at se tilbage for at kunne se fremad.

15. dvsn – Sept 5th

Der er blandingssmør, og der er smør. Fra 2016 får du ikke bedre smør end dvsn. Det er en stil, jeg egentlig ikke har lyttet meget til de seneste år, men sangskrivningen på Sept 5th er så forførende (undskyld), at man med glæde lader sig rive med ultrarørende sange som Do It Well, hvor vi er på grænsen af noget smagløst og suverænt: ”Feeling fucked up / still love fucking”. Og sikken produktion!

14. Blood Orange – Freetown Sound

Imens Morrissey er ved at miste forstanden, er der lykkeligvis mange andre, der formår at formidle weltschmerz med dirrende harme og blødende hjerte. Devonté Hynes har i flere år været blandt de mest efterspurgte producere, og det er med god grund. Med Freetown Sound har han også leveret sit første virkeligt vellykkede album, og det er en fryd at høre ham indfri det enorme potentiale.

13. Postiljonen – Reverie

Svensk-norske Postiljonen brød igennem med Skyer i 2013, og med Reverie har de ikke ændret det store. Det behøver man som bekendt heller ikke, og det har den heldige konsekvens, at vi igen får serveret en bunke popsange af tårnhøjt niveau uden frygt for pastiche.

12. Bon Iver – 22, A Million

Som på Frank Oceans seneste starter også 22, A Million med en pibende stemme, før den mere genkendelige af slagsen indtræder. I begge tilfælde skaber man tryghed og varsler samtidig nyt. Det er enkelt og smart, men der er også meget på spil: Bon Iver har fået en overraskende massiv fanbase, og det er et lille mirakel, at så mange har taget pladen til sig, når den er så radikalt anderledes i sin produktion. Der er utallige finurligheder på pladen, hvoraf samplet af Stevie Nicks er min favorit. Man bliver skiftevis rørt og rystet, og på 8 (circle) er det næsten umuligt at holde kinderne tørre.

11. Kaytranada – 99.9%

Det er en udpræget sommerplade, og det er en særdeles fremragende én af slagsen, Kaytranada har begået. Canadieren har besøg af et hav af fornemme gæster, herunder AlunaGeorge, Anderson .Paak og den genfødte Craig David, der alle passer som fod i hose. Hvor en ferm hiphop-producer som Clams Casino skuffede fælt med sin fuldlængde i år, har Kaytranada vist en ny vej, der peger frem mod mange spændende samarbejder og muligheder for hiphop og dennes alliance med elektronisk musik i de kommende år.

10. Jenny Hval – Blood Bitch

Jenny Hval er spændende af mange grunde. Hun rykker grænserne for pop, og hun trækker nye publikummer mod avantgarden. Hun skriver, fortæller, performer, bevæger. Menstruationsblod og vampyrer har fyldt i dækningen, og dækningen har været massiv. Det er intet tilfælde, at der er så mange spændende interviews med den norske heltinde: Få andre af samtidens eksperimenterende stemmer i musikken har så meget på hjerte.

9. Nick Cave and the Bad Seeds – Skeleton Tree

Årets tungeste album. Mange steder havde det været placeret endnu mere prominent, hvis det ikke havde været så hårdt at lytte til. Formentlig også her. Man behøver ikke rose nogen eller noget for at være personlig(t) – det fylder i virkeligheden for meget i denne verden – men når man kan gengive noget så inderligt, som det er tilfældet med Skeleton Tree, må man bøje sig i støvet for denne mester. Hans band har stor ære af pladen, hvor også danske Else Torp gør det fortrinligt på Distant Sky.

8. The Radio Dept. – Running out of Love

The Radio Dept. er måske skåret ned til to hovedpersoner, men det er stadig The Radio Dept. Det betyder som bekendt ét af verdens bedste bands, og selvom der ikke er tale om de svimlende højder fra Clinging to a Scheme, er de stadig et bud på en vitalitet og en æstetik, som verden har brug for. Med inspiration i bl.a. eksjugoslaviske modstandsgrupper viser vennerne fra Lund vejen. Med undtagelse af en enkelt sang er Running out of Love et gennemført manifest.

7. Roly Porter – Third Law

Verden er gået under. Eller også er det tæt på. Sådan lyder Third Law. Sammen med kunstnere som Prurient og Ital Tek er Roly Porter eksponent for den elektroniske musiks enorme potentiale i formidlingen af den forvirring, vi alle kan føle i dømmekraften, når smerten og mismodet sniger sig ind på os. Koncerten på Jazzhouse var i øvrigt én af de bedste, jeg har set i år. Man måtte som tilskuer lukke øjnene for ikke at lade sig blænde – på bogstaveligste vis. Roly Porter tvinger os til at anerkende skyggesiderne, og vi kommer stærkere ud på den anden side.

6. Solange – A Seat at the Table

Trods et par enestående singler få år tilbage var det svært at forestille sig, at Solange ville have en hel plade i sig af lige så høj kvalitet. Det er dog en sand fornøjelse at blive modbevist! Solange har begået en plade med stor selvforståelse, en klog plade, en vigtig plade. A Seat at the Table er mere end en god samling sange; det er et bevis på, hvad popmusikken (også) er i stand til.

5. Vanishing Twin – Choose Your Own Adventure

Det ligger måske i titlen. Den engelske næsten-supergruppe er en venlig labyrint. Den efterlader dig aldrig i mørket, men lyset er snarere betryggende måneskin end bagende sol. Det er et lille mirakel, at de har været i stand til at nå så vidt omkring og samtidig har formået at skabe noget, der føles sammenhængende. Som min kære fader ville sige: det er raffi (altså raffineret).

4. The Avalanches – Wildflower

Vi var mange, der var begyndt at give op. The Avalanches havde lovet nyt materiale i så mange år. Og så… en single. En sang. Men førstesinglen var ikke spændende. Ikke engang solid. Så meget desto større var overraskelsen, da Wildflower endelig ramte os med en usædvanlig skønhed. The Avalanches har samplet sig til endnu en triumf og fortæller historier af brudstykker, som kun få er i stand til det.

3. A Tribe Called Quest – We Got It From Here… Thank You 4 Your Service

De færreste havde forventet så slagkraftigt et comeback. Det hele lyder på én gang tungt og let med masser af humor og velvalgte gæster (måske lidt for mange). Hvis dette er ment som et punktum, har vi fået et udråbstegn, og timingen kunne næppe være bedre i kølvandet på det endnu surrealistiske efterspil, som 2016 efterlader sig.

2. Håkan Hellström – Du gamla du fria

Man har efterhånden vænnet sig til, at alt, hvad den svenske guldklump udgiver, er veloplagt. Men det er imponerende, at det kan fortsætte med at være så fremragende og så inspireret. Som titlen antyder, er der stadig en stor fascination af gamle viser, der blandes med egen historie (nationalsangen høres i introsangen, hvor også moderens single San Francisco bliver blandes ind). Håkan er og bliver Skandinaviens største. Før som nu.

1. David Bowie –

Han viste verden, hvad det vil sige at være popstjerne. Der er basis for diskussion, men det er vanskeligt at forestille sig nogen anden, der har haft lige så stor indflydelse på god musik. Den morbide vittighed fra 2016 lyder, at alt blev værre efter hans død i starten af året. At han holdt sammen på universet. Ikke blot en stjerne, snarere en galakse. Blackstar (som det også skrives) nåede at være et fabelagtigt album før hans død, og det står nu tilbage som et værdigt punktum på en glorværdig karriere. Hans stærkeste album siden 1980 og en oplevelse af de helt store. Et lys i mørket.

Ovenstående listes geografiske inddeling til de nysgerrige:

8 plader fra England
8 plader fra USA
3 plader fra Sverige
2 plader fra Australien
2 plader fra Canada
1 plade fra Norge
1 plade fra Rusland