onsdag den 14. september 2016

Psychic Twin

Selvom debutalbummet først er udkommet i sidste uge, har Erin Fein arbejdet under navnet Psychic Twin i flere år. Strange Diary har været undervejr i knap fire år. År, der er blevet brugt på at bearbejde skilsmisse, flytning, at finde en lyd, at finde samarbejdspartnere, at finde hvad som helst.

Det er der kommet et fint og lidt underspillet album ud af, der befinder sig i den dovne post-disco med stærke tråde til 80'erne, som ikke er helt ulig Nite Jewel og Ladyhawke (som hun i øvrigt har turneret med). Ja, og mange andre. Sjovt nok passer Strangers virkelig fint ind i tiden med vores store kærlighed til Stranger Things.

Det fungerer det meste af tiden og er en fin skalp for Polyvinyl.



/Martin

mandag den 29. august 2016

Tænd for fjernsynet, sluk for fjernsynet

Da Washed Out lidt mudret bragede igennem med Feel It All Around i 2009, skulle alt lyde som noget, der kom fra VHS-afspilleren. Meget fra den æra står klart tilbage som tidstypiske kompositioner, som måske får lov at få nyt liv gennem nostalgiens briller om et halvt årti. På samme måde, som vi ganske effektivt har givet nyt liv til 90'erne de seneste år.

Det mudrede billede i perioden skabte for mange en vis mæthed i den efterfølgende tid og dermed et fornyet behov for noget mere glitrende og rent. High fidelity!

Der er imidlertid mange helte, der længe har bedrevet små vidundere i kærlighedens mudder. Amerikanske Jefre Cantu-Ledesma har længe opereret under radaren i det mere ambiente og drone-baserede hjørne.

Dette års Love's Refrain blev naturligvis udgivet på bånd (...), og det er selvfølgelig allerede udsolgt. Geographic North tilbyder også digitalt salg. Fagre nye verden.



/Martin

tirsdag den 9. august 2016

How to Dress Well med ny plade og dansk koncert

How to Dress Well svømmede længe rundt i en sø af lo-fi. Charmerende var det, og overraskelsen var derfor en fornøjelig én af slagsen, da det lykkedes at opdatere produktionen uden tab af sensibilitet. I 2014 stod han bag én af årets bedste plader med What Is This Heart? (måske den bedste), og i september er han klar med opfølgeren Care.

På singlen Lost Youth / Lost You har Jack Antonoff været inde over produktionen, og hvis det ikke ringer en klokke, kan navne som Fun. (ja, med det latterlige punktum) og Taylor Swift smides på bordet. Out of the Woods stod han såmænd bag. Med andre ord er Tom Krell i habile hænder. Mere interessant er det dog, at CFCF fra Montreal også er blandt producerne på albummet.

De skrabede produktioner var en nødvendighed i starten. Herefter voksede Krells ambitioner med nye muligheder, ligesom hans turnéer og rejser gav nye indsigter. Med sin blanding af nordamerikansk hverdagspatos og europæisk forståelse for arkitektur leverer han også på Lost Youth / Lost Youth en mere end solid omgang popmusik.

Næste plade (skal vi gætte på 2018?) bliver en decideret banger. Til den tid vil det koste mere end 100 bobs at se ham i Danmark, hvor han for denne fornemme pris gæster Rust den 18. novemberCare er ude 23. september på Weird World og Domino.

I said I think I know what love is now / I think I kind of figured it out.



/Martin

søndag den 17. juli 2016

CC Dust iklædt synth

Dystopisk optimisme er selvfølgelig noget vrøvl. Men vi kan jo godt lide modsætninger, og der er sandheder i de umiddelbare umuligheder.

Mary Jane Dunphe har med punkbaggrund i Vexx allerede gjort sig bemærket som frontkvinde, og nu tørner hun ud som CC Dust med synthesizere og snerrende vokal. Det er synth-punk og en nærmest moden tolkning af at være på trods. I kamp med livet og ikke blot teenagedatterens urimelige mor, forstås.

Sammen med duoens anden halvdel, Laurent Dagnicourt, skaber Dunphe et herligt tilbageskuende-fremadskuende synth-værk, der kender sin besøgstid, holder det hele enkelt, sender håb til et forvirret publikum i en verden, der synes tæt på sin gryende undergang. Synthesizer klæder hende.



/Martin

søndag den 12. juni 2016

Lindstrøm tilbage til kosmisk disco

Når norske Lindstrøm er god, er han rigtig god. Singlen Lanzarote (med Todd Terje) fra 2013 var én af årets bedste singler, og med Closing Shot fra marts måned er han tilbage i storform.

Selvom han giver sig selv fint med plads til at bygge op, påbegyndes allerede knap et minut inde det kosmiske element, og flere små dele afløser herefter loyalt hinanden, imens der bygges videre og videre, højere og højere. Som Resident Advisor har formuleret det: lidt som New Order gentænkt af Vangelis.

En EP på fire sange med Closing Shot som den ene er ude i juli.



/Martin

fredag den 20. maj 2016

Clams Casino har en dato til os

Han har ladet vente på sig, har han. Én af de fremmeste beat-magere, Michael Volpe, har længe leveret stilskabende beats til både fremadstormende og etablerede kunstnere, men selv har han kun udgivet få mixtapes.

Det bliver der ændret på med udgivelsen af 32 Levels, der ser dagens lys på Columbia den 15. juli.

Med knap to måneder igen bliver det ikke nemmere at vente efter den korte førstesingle Blast, der kunstnerisk følger op på de tre Instrumentals og den forrygende Rainforest EP. Sammenpressede lyde og beats kæmper for at få luft, og der opstår en samhørighed mellem de samplede, ridsede stemmer i forsøget på at kommunikere og appellere. Vi lytter.



/Martin

søndag den 8. maj 2016

ANOHNI er hendes bedste

Antony Hegarty har stået bag mange fine sange, ikke mindst som Antony and the Johnsons. Nu hedder hun ANOHNI, og her har hun virkelig fundet sin stemme.

I det mere dystopiske univers med større elektronisk præg er smerten stadig personlig men i langt højere grad rettet mod omverdenen. Til det mildt sagt forrygende album Hopelessness har hun fået hjælp af den udmærkede Hudson Mohawke og den fremragende Oneohtrix Point Never, der står bag den veloplagte produktion.

Vi havde på forhånd hørt 4 Degrees, der hører blandt årets mest potente singler. Sikket mørke! Her udnytter hun sin vibrato så ypperligt, at man næsten kan sympatisere med de fantastiske og vanvittige ytringer.



/Martin